Baggrund
Læsetid: 4 min.

Havfruer, kykloper og eutanasiofre

Berlins Medicinhistoriske Museum udstiller både naturens og menneskets grusomhed. Den sidste gør mest ondt
Der er en del af udstillingen på Berliner Medizinhistorisches Museum der Charité, der ryster mere end bortsprængte næser, fedt- eller skrumpelevere og misdannede fostre. Det er den del, der handler om det såkaldte -eutanasiprogram-, som Hitler og hans national-socialister satte i værk i 1933, og som varede til krigens slutning.

Der er en del af udstillingen på Berliner Medizinhistorisches Museum der Charité, der ryster mere end bortsprængte næser, fedt- eller skrumpelevere og misdannede fostre. Det er den del, der handler om det såkaldte -eutanasiprogram-, som Hitler og hans national-socialister satte i værk i 1933, og som varede til krigens slutning.

Berliner Medizinhistorisches Museum

Kultur
16. juli 2008

BERLIN - Aldrig mere alkohol, tænker man efter at have været igennem præparatdelen på Berlins Medicinhistoriske Museum. Her er et helt glasskab helliget den menneskelige krops største kirtel, nemlig leveren. Den er en ordentlig svend på i gennemsnit halvandet kilo, men næppe noget, almindelige mennesker bekymrer sig om, før deres lever angribes af cyster, tumorer, hepatitis, fedt eller skrump. En fedtlever fra en 64-årig mand, der har haft et stort alkoholforbrug, er udstillet i et glas, og den ville man nødigt have på indersiden af sin krop.

Berlins Medicinhistoriske Museum åbnede i 1899. For ikke så længe siden indviede museet en ny permanent udstilling, og den er en oplevelse, der kildrer alle hypokonderes sanser. Cirka 1.000 tør- og vådpræparater af samlingen, der i alt rummer 10.000 præparater, er udstillet. Dertil kommer modeller og tegninger.

Præparatsamlingen rummer ud over de nævnte levere f.eks. også galdesten, smukke som koraller, og fosterafdelingen er så afskrækkende og tiltrækkende, at man må derhen flere gange for at se, om man har set, hvad man så. Her er næsten fuldbårne børn med sirenomelia, også kaldet havfruesyndrom. Her er fostre med zyklopi (ét øje), fostre uden hjerner og fostre med tarmene uden på kroppen.

På museet får man et indblik i de sidste fire århundreders udvikling inden for medicin. Man kan se en fødestol fra 1600-tallet, en fødetang fra 1747 og en prøjsisk militær sygeseng fra det 18. århundrede. Man kan se fotografier af Karl H., der var soldat i Første Verdenskrig. I 1915 fik han sit ansigt læderet af granatsplinter, men i 1916 fik han en ny næse (og et nyt liv) af kirurgen Jacques Joseph. En kæmpestor jernlunge fra midten af 1900-tallet er også udstillet. Det var der, man lagde poliopatienter, der ikke kunne trække vejret selv. Ni procent af alle, der havde børnelammelse mellem 1950 og 1960 tilbragte kortere eller længere tid i den vandrette cylinderformede tingest. Det må have været et uafbrudt mareridt.

Nazisternes værk

Men der er en del af udstillingen, der ryster mere end bortsprængte næser, fedt- eller skrumpelevere og misdannede fostre. Det er den del, der handler om det såkaldte "eutanasiprogram", som Hitler og hans nationalsocialister satte i værk i 1933, og som varede til krigens slutning.

Så snart nationalsocialisterne fik magten, begyndte de at forfølge og fyre jødiske læger og forskere. En politik, der mødte meget lidt modstand fra den øvrige del af lægestanden. Men det var ikke kun jøderne, der blev ofre for den nationalsocialistiske racehygiejne. De åndssvage, de sindslidende og de handicappede havde ingen plads til i Det Tredje Rige, og nationalsocialisterne gik straks i gang med at skaffe dem af vejen.

En effektiv mand var berlinerpatologen Berthold Os-tertag. På et sort/hvidt foto ser man ham stå storsmilende med forklæde på ved siden af et dødt nøgent barn, der ligger på dissektionsbordet. Barnet er blevet myrdet i forbindelse med eutanasiprogrammet, og Ostertag, der selv nød sit otium, til han døde 80 år gammel i 1975, dissekerede med videnskabelig ildhu talrige af disse børn.

Hans assistent var kirurgen Fritz Ernst Fischer. Han blev senere Sturmbahnführer hos SS og kom til kz-lejren Ravensbruck, hvor han lavede sulfonamidforsøg på indsatte kvindelige fanger. Han fik en livstidsdom ved lægeprocesserne i Nürnberg, men kom allerede på fri fod i 1954. Fritz Ernst Fischer lever endnu.

Nedenunder fotoet af Ostertag hænger en blanket, der fulgte med afsendelsen af et 12-årigt barnehoved. Blanketten er underskrevet af første lejrlæge i sigøjnerdelen af udryddelseslejren Auschwitz i juni 1944.

Irmas skæbne

Her er også høretelefoner, så man kan høre den nu aldrende Antje K. fortælle om sin 15 måneder yngre søster Irmas skæbne. Irma var født handicappet, men det var ikke noget, familien havde problemer med. Irma var lidt sen til at gå og tale, men hun elskede sang og musik og sin spilledåse, som hun sad med i sin barneseng. Den noget ældre søster Ursel passede hende i det daglige, når hun ikke selv var i skole, for moderen havde nok at se til med de andre børn.

I august 1939, hvor man allerede havde nået at tvangssterilisere 350.000 mennesker, fik befolkningen pligt til at melde, hvis de havde kendskab til misdannede eller psykisk afvigende børn under tre år. Børnene blev anbragt på anstalter, hvor de blev anvendt til forsøg og slået ihjel. Få måneder senere gjaldt meldepligten også voksne og ældre børn.

En dag var Irma der ikke længere. En nabokone havde angivet familien. I familieforsorgens papirer stod der, at "fru Sperling vægrede sig ved at vise barnet til myndighederne". Fru Sperling var Irma og Antjes mor. Hun så aldrig sin lille datter igen. Hun døde selv i 1942, og faderen ønskede aldrig at tale om Irmas skæbne med sine øvrige børn. Mange år senere, da faderen var blevet 87 år, og de sammen ordnede nogle papirer, fandt Antje Irmas dødsattest. Her stod, at den lille pige var død den 8. januar 1944. Af "lungebetændelse". Da Antje gik til bunds i sagen, kom det frem, at Irma var blevet offer for eutanasiprogrammet.

I begyndelsen af 1940 iværksatte nazisterne drabsaktionen T4, der var opkaldt efter adressen Tiergartenstrasse 4, der fungerede som hovedkvarter for eutanasiforanstaltningerne. På seks dødsanstalter omkom over 70.000 mennesker i gaskamre inden august 1941. Modstand i befolkningen gjorde, at programmet officielt blev stoppet. Det fortsatte dog alligevel til krigens slutning. Det kostede mere end 200.000 mennesker livet.

Berliner Medizinhistorisches Museum der Charité, Charité Platz 1, 10117 Berlin. Åbningstider: Tir., tor., fre. og søn. 10-17, ons. og lør. 10-19.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I et læserbrev kommenterede Therkild Stærke Henriette Harris' oplysninger om eutanasi på Med.Museum. På tysk har længe foreligget omfattende forskning af udviklingen af de mange medicinske forsøg i forskellige kz-lejre, understøttet af fotos og adskillige kz-lægers personlige notater, der er formuleret som almindelige lægeudtalelser af tilsyneladende almindelige undersøgelser. Naomi Klein har i bogen "Chokdoktrinen" et par afsnit, som leder tanken hen på samme fremgangsmåde. I en lang indledning går hun tilbage i prof.Camerons lægefaglige forsøg med elektrochok og ders virkninger på patienterne med elektrochok, som i forbindelse med de tidligere kendte i USA kendte løgnedektorer kom til at danne grundlag for militærjuntaernes torturmetoder. Senere redegør hun for, hvorledes forhørslederne opfatter deres tortur som en slags lægelig behandlig af folk med vrangforestillinger.
I Danmarks kan man ikke sige sig fri for samme forestillinger. I 1930'erne var det almindeligt anerkendt blandt psykiatere, at vore åndssvage drenge og mænd blev kastreret "på samlebånd". Senere foretrak men en slags apatisk tilstand med store dosis berolingende medikamenter. Men vi var i flere henseender inddraget og medvidende i de tyske eutanasibegreber, som for mig repræsenterer den dobbelte racehygiejne, altså den germanske stammes renselse udadtil for jøder og sigøjnere og indadtil for hancicaoppede, tilhængere af religiøse sekter og kommunister.
Mine forældre fortalte dengang hjemme,. hvordan de var inddraget i deres arbejde i en københavnsk kommuneskole, hvor der igennem 30'erne fandtes et teoretisk og praktisk samarbejde med skoler under Hamburgs skolevæsen (og universitetet i Jena). Efterhånden knagede samarbejdet, og til sidst måtte de tyske lærere med sorg afbryde forbindelsen, fordi det pædagogiske arbejde med handicappede børn blev umuliggjort (- det viser lidt om tyskernes forskellige holdning til nazismen).
Forbindelsen til "den svundne tid" findes imidlertid ikke bare i historiske anakronismer og på museer. Under de senere års planer om en bro over Østersøen fra Rødby til Fehmern blev firmaet Højgaard og Monberg atter aktuel som entreprenør. Det fima, der under krigen anlagde den såkaldte fugleflugtslinie fra København efter direkte og private foerhandlinger i 1941 med bystyret i Hamburg. Det firma, der som fremtrædende talsmænd i en kreds af stormnd, hvortil hører det stadig eksisterende Mølle/Mærsk, sammen med danske embedsmænd planlagde landets fremtid i forening med overnnævnte nazistyre.
Spørgsmålet er, om vi stadig forsøger at gribe ind i naturen og over for andre mennesker for at gøre livet lettere i et for de overlevende renere samfund.