Læsetid: 6 min.

Heath Ledgers sidste klip

Farvel og tak. Den nye Batman-film blev den sidste, den unge australske skuespiller Heath Ledger kom til at medvirke i - her er en insiders beretning fra de sidste optagelsers tre maniske dage
Heath Ledger som Jokeren i den nye Batman-film.

Heath Ledger som Jokeren i den nye Batman-film.

18. juli 2008

Jeg er stakåndet, og Heath Ledger er rasende. Han flår sin klovnehat af og slynger den mod gulvet. Klokken har passeret 24, og kameramændene kigger på deres ure og mumler noget om "fagforeningen". Også instruktøren, Terry Gilliam, er ude af sig selv, da han kravler rundt på sætstykkerne til Doctor Parnassus' Imaginarium, og forsøger at overtale holdet til en optagelse mere. Men det er for sent - tidsfristen udløb ved midnat, og udstyret er allerede ved at blive pakket ned i store sølvfarvede kasser.

Heath forsøger at komme Terry til undsætning: "Kom nu, venner ... vær nu søde! Bare én gang til! De ti minutter kan I nok afse?"

Det skal vise sig, at den scene, som netop er blevet optaget - en vred pøbel, som jagter Heath Ledger igennem snoede gyder i Londons East End - bliver hans allersidste. Jeg var en af de vrede mennesker i den pøbel, der jagtede ham, og 72 timer senere blev Ledgers lig fundet i hans tagetage-lejlighed i New York af hans personlige massør.

Et halvt år er gået og PR-maskineriet for The Dark Knight kører for fulde omdrejninger. Søgelyset er igen rettet imod den afdøde skuespiller. Der går rygter om, at han vil blive nomineret, posthumt, til en Oscar for bedste birolle som Jokeren.

Den første reklame, jeg så for den nye Batman-film, var skræmmende: Her var en levende mand, som allerede lignede en død: Heath Ledger som Jokeren med løst, gult hår, indfaldne kinder og udtværet rød læbestift, farvestrålende og frygtindgydende som en japansk vanddæmon. Med dets spøgelsesagtige undertoner ligner dette billede på sin egen måde en forvarsel om død. Men det, jeg fandt mest bemærkelsesværdigt ved de tre dage, jeg kom til at arbejde sammen med Heath, var, hvor fuld af liv han var.

En afsindig Pjerrot

Jobbet var mit første som statist. Det gik sådan til, at jeg pludselig blev indkaldt til at møde op i en tarvelig og nedslidt pub i bydelen Clerkenwell - The Ring O Bells, hed den. Her var Terry Gilliam allerede i gang med at udstikke sine direktiver med den ene hånd fast anbragt på sin gamle, ramponerede cowboyhat af ruskind for at hindre den i at flyve af sit hoved. I kølvandet på ham fulgte hans lille skare af producerassistenter, der kæmpede for at følge hans tempo. Den smidige, slanke og gådefuldt smukke Lily Cole spadserede rundt i kulisserne, og pludselig som ud af intet trådte en høj tynd figur frem og kom svansende hen til os med små hop - det var Heath, og han var klædt ud som en forpjusket, afsindig udgave af Pierrot.

"Jesus! Du ser mere tåbelig ud end pikken på en klovn!," udbrød jeg.

"Og ... KLIP," råbte en stemme i det fjerne, og fortsatte: "Godt ... godt ... den tager vi igen om fem ..."

"Herlig replik," sagde Heath. "Hvor er du stødt på den?"

"I filmen Kenny," sagde jeg. "En satirisk dokumentar om en mand, som har en butik, der sælger mobile toiletter i Melbourne".

"Nå ja, mand ... Jeg har godt hørt om den. Det er med ham der, Shane Jacobson. Shit! Den må jeg se at få set ..."

Og efter disse ord vinkede Gilliam ham over til skærmene. Det blev hurtigt tydeligt, at Heath følte dyb identifikation med sin rolle og hele projektet. Hver gang en ny scene var i kassen, skyndte han sig hen for at se den på computeren, uanset om han selv var med eller ej. Han var så aktivt involveret, at havde det ikke været for det kostume, han var iført, kunne man have taget ham for en af produktionsholdets topledere.

Alle vi, der var med til optagelserne, talte kun om hans optræden som Jokeren. Vi var enige om, at når filmen kom ud, ville Heath blive set i et nyt lys - som en 'rigtig' skuespiller, ja, muligvis som en 'fremragende' skuespiller. Han ville fuldstændig stjæle billedet.

Den næste dag ankom jeg til optagelserne, samtidig med at Heath trillede hen foran pubben i en eller anden fuldstændig overdrevet superbil, som en tysk bilproducent havde lånt ham. Brølet fra motoren ville have overdøvet mit 'hej', så jeg nøjedes med at nikke.

Efter frokost mødte jeg ham på trappen til hans trailer - han havde en sort hue på, sorte jeans og gummisko og inhalerede som sædvanlig en Camel. "Ku' du li' min øse, makker?", spurgte han.

"Det ved jeg ikke, jeg går ikke så meget op i biler, men jeg ved, hvad Freud ville have ment om den," svarede jeg.

"Ja, det er fjollet ikke. Jeg har sjældent set mage til potensforlænger, haha ... Den er sjov at køre, men ikke lige min stil," sagde Ledger.

Ophidset og manisk

Tilbage ved optagelserne kunne man flere gange se Terry og Heath i intense samtaler, hvor det ikke var indlysende, hvem der instruerede hvem. Jeg sneg mig tættere på og hørte, at emnet for deres samtale bare var et eller andet obskurt sladder om Tom Cruise.

På den sidste optagelsesdag, den 19. januar, var der pistoler og eksplosioner og vold. Der var også skænderier og dårlige vibrationer i pubben. Heath selv lignede ikke nogen klovn længere - han var beskidt, ophidset og manisk. Han havde været i gang i tre dage. Han havde drønet rundt, selv udført sine egne stuntnumre og forsøgt at hoppe op på 'Imaginariet', en hestetrukken gøglerscene dekoreret med Gilliams egen hallucinatoriske syner, og nogle gange var det lykkedes, andre ikke.

Det var velkendt, at han havde rygsmerter, som han tog kraftigt virkende medicin for at lindre. En sen eftermiddag havde ryggen givet problemer, og Heath havde kastet sig udmattet ned på brostenene mellem pubben og Imaginariet, hvor han med sammenknebne øjne lå helt stille eller gennemførte afspændingsøvelser. Da jeg gik forbi ham, var jeg lige ved at falde over en af hans lange klovnesko.

"Er du okay, Heath," spurgte jeg.

"Ja-ja, jeg er klar om få minutter."

"Jeg troede, du havde taget billetten," sagde jeg for sjov, men Heath lukkede bare sine øjne.

Heath på vandvognen

Da sidste optagelse var slut, selv om de begge gerne var blevet ved, gik Heath rundt og krammede os og sagde tak - jeg spurgte, om han ville med på bar bagefter.

"Nej tak, jeg er på vandvognen for tiden - har været det i 17 måneder nu," sagde han.

"Stærkt nok," svarede jeg skuffet.

"Hej med dig, mand", sagde han og gik ad den smalle sti hen til sine varme trailer.

"Farvel Heath."

Næste tirsdag ved 20-tiden fik jeg budskabet i en sms fra min søster. Heath Ledger "var blevet fundet død i sin lejlighed" og politiet havde "mistanke om selvmord". Så ringede jeg til de andre statister for at høre, om de vidste mere. Det gjorde de ikke. Alt, hvad vi vidste, var, at Heath var død - de nærmere omstændigheder var ren spekulation. Vi var alle chokerede og ramt af sorg. Nogle græd.

I de få korte glimt jeg fik af Heath, fik jeg indtryk af en livsglad og dybt engageret kunstner - så engageret, at det kan have fremskyndet hans undergang. Når jeg tænker tilbage på de dage, kommer jeg også i tanker om et par episoder, der i tilbageblik kan virke som dødsvarsler, som f.eks. da en af statisterne, en gudfrygtig kristen, pludselig gav sig til at læse op af Johannesåbenbaringen. Og efter en snak, han og jeg havde haft om Joy Division, kan jeg huske, at jeg tænkte, at bandets leadsanger, Ian Curtis - en anden ung mand med en fantastisk livsenergi, som gik i døden, på toppen af sin karriere - kunne minde om Heath.

Det var ikke sådan, at filmen skulle slutte. Jeg er stadig chokeret over hans død.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu