Læsetid: 5 min.

Imperiet og direktionen

'Min rustning!' råber Antonius og lader sig iføre skjorte og slips. Teaterinstruktører fokuserer på geopolitik og krige, hvor sværdslag er erstattet af museskader
Mord følger mord i Shakespeares romerske tragedier på dette års Avignonfestival. Her er Coriolanus eviggjort i selve dødsøjeblikket.

Mord følger mord i Shakespeares romerske tragedier på dette års Avignonfestival. Her er Coriolanus eviggjort i selve dødsøjeblikket.

Jan Versweyveld

22. juli 2008

AVIGNON - Dette års Avignonfestival har været præget af hotte politiske emner som krig og globalisering. Det flamske teater Toneelhuis gav med Atropa dets bud på en aktuel tragedie om krigene i Irak og Afghanistan. Stykkets hovedpersoner var trådt direkte ud af de antikke tragedier om 'alle kriges mødre', grækernes krig imod trojanerne. Den græske hærchef Agamemnon talte med ord lånt fra den amerikanske præsident Bush, imens skyggen af den smukke Helena, Troja-krigens omdrejningspunkt, i scenerummets baggrund tegnede konturerne af Frihedsgudinden.

Hvorfra henter vor tids krigsherrer deres legitimitet i en post-national, globaliseret verden? Toneelgroep fra Amsterdam opførte Coriolanus, Julius Cæsar og Antonius og Kleopatra. Shakespeares tre romerske tragedier om de interne magtkampe i den romerske republik, der førte til diktaturets fødsel i tiden lige før vor tidsregning.

De romerske tragedier har det hele: umulig kærlighed og jalousi, magtsyge og svig, kompromisløs ambition og blodige mord. Men også en overraskende aktuel undersøgelse af forholdet mellem magt og demokrati. Instruktør Ivo van Hove havde valgt at vise alle tre tragedier i ét hug. Seks timer i træk, uden pause. Undervejs kunne publikum bevæge sig rundt på scenen, følge handlingen på et utal af tv-skærme, købe sandwiches, kommentere forestillingen via internet.

Handlingen var ført frem til i dag. Romerrigets fremmeste mænd - Coriolanus, Julius Cæsar, Brutus, Antonius - var topledere i multinationale virksomheder med politisk mandat og bestyrelsesposter i medieselskaber. "Min rustning!" råber Antonius i Antonius og Kleopatra, og lader sig iføre skjorte og slips. Krige udkæmpes her fra direktionslokaler - via satellit og cyberspace. Forbindingen om hans håndled heler snarere en museskade, end et sværdslag. Folket, som dog i Coriolanus spiller en afgørende rolle, var karakteristisk fjernet fra Toneelgroeps iscenesættelse.

I Coriolanus ligger Rom i krig med nabostaten Corioli. Den frygtløse patricier Marcellus, som senere får tilnavnet Coriolanus, da han ene mand fører romerne til sejr, står foran Coriolis bymure med sin hær. Men de menige soldater nægter at følge ham, da det endelige slag skal stå, og han må tage sagen i egen hånd. Da Coriolanus efterfølgende kandiderer til posten som romersk konsul og kun mangler accept fra folkets politiske repræsentanter på Forum, nægter han derfor at bøje sig for folkets røst. Han dømmes for landsforræderi og bortvises fra Rom.

Minder om FN

"Behold magten til at bortvise Jeres forsvarere," tordner Coriolanus til folkets repræsentanter, da de politiske rundbordsforhandlinger i noget, der kunne minde om FN, er brudt sammen.

Hans ord fik en særlig klang i en tid, da vi for eksempel i Danmark debatterer det stigende antal afbud blandt soldater, som er på kontrakt med den danske stat i Afghanistan. Hvem kæmper de for? Danmark? Multinationale koncerners geopolitiske interesser i området? Eller for at 'forsvare vores livsstil', som den forhenværende tyske forbundskansler Gerhard Schröder sagde, da han valgte at bryde et forbud i den tyske konstitution imod aktiv krigsførelse og satte tyske soldater ind i 'krigen mod terror'?

Schröders ord stod i centrum for Das System, den franske instruktør Stanislas Nordeys fem timer lange teatermanifest. Nordey var det mest eklatante eksempel på en generel genoplivelse af det politiske teater på årets festival. I modsætning til Toneelhuis og Toneelgroep, hentede han ingen dækning fra mytens universelle fortællinger eller teaterhistoriens tidløse mesterværker, men kaldte en spade for en spade. "Fuck Bush in the ass! Burn Deutsche Bank! Kill Angela Merkel," skreg hans unge skuespillere fra scenen, indtil det ellers hårdføre franske publikum begyndte at sige fra.

"Oh la la la! Quand même!" lød det fra tilskuerrækkerne.

Das System var bygget op omkring tekster af den unge tyske forfatter og dramatiker Falk Richter, som nok er utilsløret politiske i deres indhold, men dog ikke entydigt propagandistiske. På en pressekonference forklarede Nordey, at han ville gøre sit teater til et ordets og samtalens sted. Billedteatret - som det praktiseres af blandt andre Romeo Castellucci, der var hovednavnet på årets festival - kan ikke længere retfærdiggøres, mente Nordey, fordi det gnidningsfrit lader sig indpasse i massemediernes spektakulære logik og fastholder publikum i rollen som konsumenter. I en tid, hvor massemedierne omdanner alle dele af virkeligheden til salgbare billeder, måtte teatret gøre modstand ved at give plads til alt det, der ikke kan omsættes til billeder. Først og fremmest det levende, talte ord og den direkte kontakt imellem skuespillere og publikum.

Champagne

Den slags forblommede idealer sendte den fransk-østrigske kunstnergruppe Superamas endegyldigt på historiens mødding med Empire. Art and Politics. Forestillingen begynder som en spektakulær rekonstruktion af slaget ved Aspern/Essling i 1809, hvor Napoleon mødte den østrigske hær. Voldsomme stunts på scenen, uimodståelige lydeffekter og blottede bryster. Alt det, Stanislas Nordey i samtalens navn ønskede forvist fra teatret.

Men efterhånden viser det sig, at vi er vidner til filmoptagelser. Et kamera ruller ind på scenen. En producent fra Superamas viser den franske ambassadør rundt på settet. Ambassadørens kone introduceres for en politisk flygtning fra Somalia, som uvist af hvilken grund har fundet vej til settet og benytter sig af chancen til at tale om folkedrabet i Darfur. Champagne bringes ind. 'Le Cru 100% Champagne', som ifølge programmet til Empire har været med til at finansiere forestillingen. Diskomusik, man danser. Den franske ambassadør falder i snak med en amerikansk forretningsmand. Om Daniel Burén, fransk kunstner, versus General Patton, amerikansk feltherre under Anden Verdenskrig.

"He saved your ass!" siger forretningsmanden, der ikke giver meget for diplomatens humanisme i europæisk aftapning.

Forsoning

Empire iscenesætter de ikke altid synlige forbindelser mellem kunst, international politik og storkapital. Inklusive magten til at mediere begivenheder. Men uden på noget tidspunkt at blive didaktisk eller pædagogisk. Det konstant tilstedeværende kamera minder os om, at handlingen på scenen ikke primært er tiltænkt os, de tilstedeværende, men andre, endnu fraværende konsumenter af Superamas produkt. Vi bliver fastholdt i rollen som tilskuere til underholdningsindustriens eksklusive networking, på settet til en film uden ende.

Eller som den amerikanske forretningsmand et sted siger til den franske ambassadør:

"Hvorfor skal kunsten bringe forsoning, når verden ikke gør?"

Avignonfestivalen 62. udgave, 4.-26. juli 2008. Guy Cassiers og Toneelhuis Anvers: 'Atropa' (Opéra-Théâtre, 11.-14. juli); Ivo van Hove og Toneelgroep Amsterdam: 'Tragédies romaines' (Gymnase Gérard Philippe, 12.-14. juli); Stanislas Nordey: 'Das System' (Salle Benoît-XII, 13.-20. juli) og Superamas: 'Empire. Art and Politics' (Gymnase Gérard Philippe, 19. - 22. juli). For det fulde program, se www.festival-avignon.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu