Læsetid: 7 min.

Inderst inde er jeg et parcelhus i Glyngøre

Det er, som om de vigtige ting i livet ikke er helt virkelige, før de har været med en tur i brugsen
Engang havde kvinderne på Glyngøre Fiskefabrik tavlt med at lægge markrelfiletter i dåser. Og folk kom fra hele egnen for at arbejde på møbelfabrikken, højttalerfabrikken eller fiskefabrikkerne. Dengang var glyngøreboerne stolte af, at Glyngøre var den by i Danmark, der havde flest millionærer i forhold til indbyggertallet på omkring 1.600.

Engang havde kvinderne på Glyngøre Fiskefabrik tavlt med at lægge markrelfiletter i dåser. Og folk kom fra hele egnen for at arbejde på møbelfabrikken, højttalerfabrikken eller fiskefabrikkerne. Dengang var glyngøreboerne stolte af, at Glyngøre var den by i Danmark, der havde flest millionærer i forhold til indbyggertallet på omkring 1.600.

Jørgen Schytte

8. juli 2008

"Nej, men er det ikke fantastisk?" kan jeg finde på at udbryde, når jeg er blevet hentet på stationen i Skive, og vi kører ned ad Adamsens Bak' mod Glyngøre, hvor tangen slynger sig ud i Limfjorden mod Mors. Her er blå fjord i skjorteærmer, røde hustage, den hvidkalkede kirke og på den anden side af vandet rejser Legind Bjerge sig. I grønt eller orange.

"Jo," siger min mor måske.

Eller måske siger hun slet ikke noget. Og da går det op for mig, at jeg føler mig som en turist i min egen hjemstavn. Som en fremmed.

Når man lever i landskabet, siger man ikke: 'Se lige den udsigt'. Udsigten er der bare. Og den er der også, når man lukker øjnene. Når jeg tænker tilbage på biologitimerne, hvor vi gik rundt i strandkanten og fandt knivmuslinger, så lå Legind Bjerge da også dér i baggrunden. Men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har tænkt over det.

Som barn troede jeg, at hele verden så sådan ud. Det var først, da jeg var omkring 10 år, jeg fandt ud af, at der ikke var nogen strand i nabobyen Durup, hvor mine fætre boede, som jeg tit besøgte. De blev nødt til at cykle flere kilometer, hvis de ville bade i fjorden. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det måtte da være frygteligt kedeligt. Hvor samlede de så sten?

Den rådne banan

Glyngøre var hele min verden. På mange måder er den det vel stadig. I hvert fald er det Glyngøre, jeg sammenligner med, når jeg overvejer, hvor jeg kunne tænke mig at bo resten af mit liv. Selv om jeg er storforbruger af Københavns kulturtilbud, er det ikke en by med biograf, jeg forestiller mig at skulle leve i. Forfatteren Knud Sørensen, der bor derovre på Mors med Fur hængende på væggen, har engang sagt, at han inderst inde er et klitlandskab.

Inderst inde er jeg en parcelhushave i Glyngøre. Det lyder knap så poetisk. Faktisk lyder det vel kedeligt, og uhada: småborgerligt, og de fleste, der flytter fra byen for at uddanne sig, gør da også alt i deres magt for, at det ikke skal ende med, at de mærker efter og opdager, at de inderst inde er et nedlagt landbrug i Vile.

Set udefra er Glyngøre en del af den såkaldt rådne banan. Engang var der adskillige virksomheder i byen, og folk kom fra hele egnen for at arbejde på møbelfabrikken, højttalerfabrikken eller fiskefabrikkerne. Man sagde, at Glyngøre var den by i Danmark, der havde flest millionærer i forhold til indbyggertallet på omkring 1.600. Om det passer, ved jeg ikke. Men det var noget glyngøreboerne godt kunne lide at sige om sig selv. Familien Priess, Bodilsen, Mortensen og Jacobsen var velansete borgere i byen. Selv om de færreste havde noget med dem at gøre ud over at arbejde for dem.

Men man følte et skæbnefællesskab med dem. De havde nemlig selv bygget virksomhederne op fra bunden. Man snakkede om, hvordan Preben Jacobsen selv havde stået i sin kælder og leget med ledninger og siden sammen med sin svoger havde opbygget højttalerfirmaet Jamo, der hurtigt voksede til en millionvirksomhed.

Og nede i lystbådehavnen bad man sin far pege Jamo-båden ud. Man vidste det var den største og flotteste af dem alle, men alligevel skulle man lige have det fortalt - have bekræftet, at det virkelig var en her fra byen, der havde råd til så stor en båd.

Men så kom nedskæringerne. Og flytningen af produktionen til udlandet. Nu står Jamo tomt. Den ene fiskefabrik er for længst lukket og revet ned. På grunden ligger nu et plejehjem. Meget passende.

Mange af beboerne arbejdede på Priess det meste af deres liv. Skolen, der engang var kommunens største, risikerer at blive reduceret til kun at tilbyde indskoling. Skolebiblioteket er ikke længere åbent for byens borgere, nu kommer der en bogbus. På papiret ser det trøstesløst ud. Og meget af det Glyngøre, jeg husker, lever nu kun i min erindring. Og dog.

De er her stadig

Menneskene er jo stadig i byen og på egnen. Min familie. Ikke bare min mor og far, men mine mostre, fastre, farbrødre, onkler, fætre og kusiner. Drengene på vejen som mine søskende og jeg legede med, da vi var små, så huden på knæene revnede og håndfladerne blødte.

Lærerne på skolen, som fik mig til at tro på, at jeg kunne leve af at skrive. Landsbytossen, der væltede på knallerten, da hun forsøgte at hilse på personer på begge sider af vejen. Mimremanden, Brumlefisen, Pouls-te-Villys-te-Kajs, Pap, Æ Pong, Den Bløde Halvtredser og Hanne Syvhår. I virkeligheden er Glyngøre stadig min hele verden.

Døden kender jeg kun fra Glyngøre. Jeg tænker på den, hver gang jeg kører ud ad Durupvej. Lige ud for cement-støberens hus. Her kørte min gamle legekammerat fra vejen sig selv ihjel. Kørte lidt for stærkt gennem vejarbejdet og blev slynget ud af forruden. Han var på vej ned på havnen for at tage med sin fars muslingeskib ud på fjorden. Det var tidligt. Stadig nat. Ingen opdagede, at han lå der på fortovet, før hans far selv kørte ud for at lede efter ham og fandt ham. Mange var ikke overraskede, han kørte vildt, Mikael.

Ligesom mange unge mænd herude. Forrige sommer var det min brors klassekammerat. Ude på A26. Lidt længere henne ad Durupvej boede mine bedsteforældre. Her plejede min bedstemor at sidde i kælderen og lave ekstraarbejde for Jamo. Hun havde sin egen loddekolbe. Jeg forstod ikke sammenhængen, da jeg var otte, og hun døde som 55-årig. Hvis ikke, det var for Glyngøre, kunne jeg godt gå rundt og forestille mig, at det eneste, der var i livet var mig og min omgangskreds, der ligner mig.

Livets vigtige ting

I Glyngøre stod jeg i foråret fadder til min kusines datter og til august skal jeg til min venindes bryllup. Selv om hele vennekredsen for længst er flyttet fra byen ligesom hende selv, skal Stinne giftes i Glyngøre Kirke. Det er som om de vigtige ting i livet ikke er helt virkelige, før de har været med nede i brugsen.

Selv om jeg også er en af dem, der er flyttet fra Glyngøre for at uddanne mig - til et fag, det er meget svært at få arbejde inden for i udkantsdanmark, så har jeg aldrig længtes væk. Jeg er bare blevet væk.

Jeg har endnu ikke fundet et sted, hvor jeg føler mig hjemme, som jeg gjorde det i Glyngøre. Jeg leder stadig efter min valgstavn, som Knud Sørensen kalder det. Måske er det derfor, jeg har svært ved at se noget negativt ved Glyngøre. Jeg blev engang spurgt, om det ikke var imod alle odds, at jeg blev journalist, når jeg nu kom fra Glyngøre. En lille by i Midt- og Vestjylland med 1.600 indbyggere.

Det havde jeg aldrig tænkt over, ligesom udsigten. Men selvfølgelig kan man ikke vandre ud i byen og blive intellektuelt stimuleret, som man kan det i de større byer. Alle børn går til fodbold, tennis, gymnastik, håndbold og badminton, mens det kræver en indsats og som regel en køretur på flere kilometer at gå til guitar, ballet, tegning eller kampsport. Og der er stor chance for, at en dreng som teenager allerhelst bare vil køre rundt på sin scooter og hænge ud foran købmanden. Størstedelen af drengene i en årgang vælger teknisk skole frem for gymnasiet. Sådan er det i Glyngøre.

Og set i den globale sammenhæng, hvor det danske råstof er hjernemasse, er det selvfølgelig ikke så heldigt. Men sådan har det altid været i Glyngøre. Det er bare først nu, det bliver omtalt som et problem. Området, der engang var et forbillede for dansk entreprenørånd, er nu en rådden banan. Livet fortsætter i Glyngøre selv om omverdenens syn på dets borgere har ændret sig.

Far, den bedste i verden

I tredje klasse på Glyngøre Skole er der sikkert også stadig en pige for hvem det vigtigste i verden er, at nogen spørger, om hun vil lege efter skole. For i tredje klasse er det det eneste, der betyder noget. Og hun er stolt af sin far og opfatter ham som et af de klogeste mennesker i verden, selv om han kun er lastbilchauffør og kun har gået i skole i fire år. Og hun får studenterhuen som den første i sin familie. Og opdager først da hun er flyttet væk fra landskabet, byen og menneskene, der har været med til at forme hende, at omverdenen var blevet mindre overraskede, hvis hun var blevet førtidspensionist.

Men hvis man vedbliver at fortælle folk, at de bor i den rådne banan, med en tone, der indikerer, at de så umuligt kan have et indholdsrigt liv og være ambitiøse, så kan det jo også være, de begynder at opføre sig derefter.

Når jeg i dag besøger Glyngøre, går der måske et par dage, hvor jeg bruger ord som fantastisk og hele tiden vil gå tur i skoven, men hurtigt begynder jeg at føle mig hjemme, selv om noget nær det eneste, jeg nu har til fælles med de mennesker, der bor her, er stedet. Men stedet betyder også en del.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu