Læsetid: 5 min.

Inspireret af sit sexliv

Filminstruktøren David Lean leverede nogle af de største filmsucceser i 40'erne, 50'erne og 60'erne. Bag kulisserne levede han et kaotisk kærlighedsliv, som fik afgørende indflydelse på hans største værker. Et tilbageblik i anledning af 100 års dagen for hans fødsel
Damernes mand. David Lean får overrakt en Oscar af Sophia Loren for -Broen over floden Kwai- i 1958. Instruktøren var kendt for at have en elsker på alle de film, han arbejde på.

Damernes mand. David Lean får overrakt en Oscar af Sophia Loren for -Broen over floden Kwai- i 1958. Instruktøren var kendt for at have en elsker på alle de film, han arbejde på.

25. juli 2008

Da filminstruktøren David Lean forlod London for at tage til Paris i foråret 1955, stod det grelt til med hans finanser. Den 47-årige havde ladet sig separere fra sin kone, skuespilleren Ann Todd, og skattefar råbte op om betaling af en gæld på det astronomiske beløb 20.000 pund.

Gene D. Phillips' grundige biografi, Beyond the Epic, afslører, at godt nok var Lean en af den britiske filmhistories mest fejrede filmmagere, men i midten af 50'erne var han bestemt ikke en af de rigeste. Manden bag Det korte møde (1945) havde ikke engang råd til at få sine tænder ordnet og var engang nødt til at pantsætte sit cigaretetui af guld.

Det var heller ikke ligefrem storhedstider i britisk filmindustri. Rank Organisation, der var Leans hovedkunde, skar ned; glemt var ekstravagancen og de kunstneriske ambitioner fra 1940'erne, da underholdningsselskabet Rank forsøgte at slå porten ind til det amerikanske marked med en række prestigefilm på stort budget lavet af folk som Lean, Powell og Pressburger.

I Ranks Pinewood-studier blev der nu mestendels lavet komedier og usentimentale krigsfilm. Det var ikke, som da Lean lavede Dickens-filmene Store forventninger (1946) og Oliver Twist (1948) og begejstret fortalte, hvordan han og hans medarbejdere havde lov at "bestemme emnet frit og bruge lige så mange penge, som vi mener, at det kræver (...) bruge lige de skuespillere, vi ønsker, og være fri for indblanding i, hvordan filmen skal laves".

Feteret filmmager

Men mens hans fordums kolleger hakkede i det, genopfandt Lean sig selv som instruktør af bredformatfilm som Broen over floden Kwai (1957), Lawrence af Arabien (1962) og Doktor Zhivago (1965). Således blev der en feteret filmmager på begge sider af Atlanten ud af den unge mand, der plejede at sidde og kæderyge i jernbanerestauranten på Victoria Station, fordi han ikke ville hjem til Croydon efter at være taget ind til byen for at se den sene film.

Leans genialitet bestod i, at han anlagde et internationalt perspektiv på et tidspunkt, da andre britiske filmmagere lukkede sig stadig mere om livet på De Britiske Øer. Lean havde en vision og var skånselsløs nok til at kunne arbejde i en episk skala. Han havde også rigelig grund til at flygte fra Storbritannien: Hans bitre skilsmisse ruinerede ham og var lige så tvingende en grund til at skue mod fjernere egne som hans skuffelse over den britiske filmindustri.

Skørtejægeren Lean

Lean var en ubarmhjertig skørtejæger. Han var gift seks gange og havde mange elskerinder. Som det er blevet sagt om ham: "David måtte altid have sig en pige på hver eneste film, han arbejdede på."

Han blev af mange anset for at være en fremragende tekniker uden forstand på mennesker. Lean vidste alt om klipning, rytme og kameralinser, men havde med Ann Todds ord "ikke megen forståelse for, hvad skuespillere nogle gange må igennem, men jagtede blot ubønhørligt det, han ville med en scene". Todd var stjerne i tre af Leans film.

Lige så få samvittighedskvaler udviste Lean i afslutningen af kærlighedsforhold.

"Når David forlader dig, bliver du visket ud," fortalte kone nummer to, skuespilleren Kay Walsh.

Der var også et element af sengekantsfilm over hans privatliv: Han brugte det samme talent for koreografi, der ses i hans film, til at holde elskerinder og koner adskilt. Som den svenske instruktør Ingmar Bergman, der også var gift seks gange, engang bemærkede, er "drama og film to professioner, som er umådeligt erotisk ladede".

I The Passionate Friends (1949) udforsker Lean temaer som seksuel jalousi og utroskab langt dybere end i nogen af hans tidligere film. Det overraskende er den sympati, filmen udviser for den jaloux mand, som er skrækslagen for, at hans kone (spillet af Ann Todd) vil forlade ham til fordel for sin eks kæreste. Til tider bliver ægtemanden fremstillet absurd; han er for stiv i det til at danse og for pedantisk til at formulere sig i andet end en bankansats tørre tale. Alligevel behandler Lean - trods sit eget ry for at ødelægge andres forhold - figuren med følsomhed: Vi er hele tiden bevidste om, at den jaloux ægtemand lider.

Det forhindrede dog ikke Lean i at være i gang som vanligt ude i det virkelige liv: Under optagelserne indledte han en affære med den kvindelige stjerne, Ann Todd, som siden blev hans tredje kone. Todds skilsmisse fra sin daværende mand var bitter, og i sin selvbiografi fortæller hun morsomt om, hvordan han (som var en ivrig pilot og tillige Leans fætter) hævnlysten styrtdykkede i et lille fly og skræmte Lean og holdet under optagelserne til hans næste film, Madeleine (1950).

Det katastrofale ægteskab med Todd viste sig dog at blive smertefuldt for Lean. Han klagede over at blive brugt som "et redskab til seksuel tilfredsstillelse af et menneske, der egentlig er ganske ligeglad med én".

Trang til at rejse væk

Hvor om alting er, havde Lean under optagelserne til The Passionate Friends filmet i udlandet for første gang, nemlig i Frankrig. Efterhånden som han løb sur i sit forhold til Todd, voksede hans trang til at forlade Storbritannien. Han optog En sommers dårskab med Katharine Hepburn i Venedig. Og straks han begyndte at samarbejde med den flamboyante Hollywood-producer Sam Spiegel, lavede han Broen over floden Kwai i Sri Lanka.

Det var ikke bare skattefar og ekskonen, der fik Lean til at forlade Storbritannien. Det var også landets fallerede filmindustri og sågar de britiske skuespillere. Under produktionen af Broen over floden Kwai stødte instruktøren konstant sammen med de britiske medvirkende, og han blev så rasende over Alec Guinness' og James Donalds vrantne opførsel, at han ved afslutningen af en scene råbte:

"Nu kan I godt alle sammen skride hjem, alle jer engelske skuespillere. Gudskelov, at jeg fra i morgen skal arbejde med en amerikansk skuespiller."

Mens karrieren ikke kom ud af stedet for samtidige instruktører som Michael Powell hjemme i Storbritannien, arbejdede Lean på et større lærred end nogensinde og fik slået et internationalt ry fast undervejs. Måske har Todd fortjent en del af æren: Hvis de to havde haft et stabilt ægteskab, kunne Lead nemt være endt med at blive hjemme i England og vente på, hvad der måtte byde sig. På den anden side var han, som han gerne indrømmede, "monoman" og tog ingen hensyn, når han lavede film. Og uanset hvor turbulent hans privatliv var, lod han det aldrig forstyrre sit arbejde.

Oversat af Sara Høyrup/texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu