Læsetid: 4 min.

'Det er ironi for børn'

Den norske forfatter Erlend Loe har med sin serie om den truckkørende drømmer Kurt skabt et unikt univers, der ironiserer over den politiske korrekthed og pædagogiske morale, som han mener kendetegner børnelitteratur
Børnehøjde. I Erlend Loes Kurt-bøger bliver børnelitteraturens sædvanlige pædagogiske morale erstattet af: -Man kan gøre alt, bare man har en fisk, der er stor nok-.

Børnehøjde. I Erlend Loes Kurt-bøger bliver børnelitteraturens sædvanlige pædagogiske morale erstattet af: -Man kan gøre alt, bare man har en fisk, der er stor nok-.

Heiko Junge

1. august 2008

OSLO - Kurt er truckfører i Norge og har kørt truck næsten lige siden, han var lille. Han har en fin gul truck, som han er frygtelig stolt af, og som han vasker hver eneste søndag. Nogle gange vasker han den tilmed midt i ugen, for eksempel onsdag eller torsdag. Men så siger Kurts kone, at han overdriver, og at hun ikke kender nogen andre i hele verden, som er så skøre med deres truck, som Kurt er.

Så tilforladeligt lyder præsentationen af hovedpersonen i den norske forfatter Erlend Loes børnebog Kurt blir grusom fra 1995. I alt er det blevet til fire, og snart fem, bøger om den truckkørende drømmer og anti-helt, Kurt, der absolut ikke er så endimensional, som den indledende beskrivelse kunne indikere. Udstyret med en betragtelig portion politisk ukorrekthed og aldeles i sine følelsers vold drager han således i hver bog ud på absurde og underfundige eventyr med et eller flere af sine familiemedlemmer på slæb.

Og trods prædikatet børnebøger er Kurt-serien udsøgt læsning også for voksne, og deres simple sprog og let melankolske varme ligger ikke langt fra Erlend Loes øvrige forfatterskab. Forfatteren selv er da heller ikke meget for denne skelnen mellem voksen- og børnelitteratur - god litteratur er god litteratur, mener han, og han fortæller, at det er hans udgangspunkt for at skrive bøgerne.

"Jeg sidder aldrig og tænker: 'Hvordan tænker børn? Vil børn forstå det her?' Hvis jeg gør det, har jeg tabt," fortæller Loe. "Det er vigtigere, at de voksne begynder at le end at skrive den ned på et niveau, hvor det først og fremmest gælder om, at barnet ler. Så må børnene spørge og lære, og så må forældrene tage en snak med dem om det."

Tabte valg - blev grusom

Grunden til, at Loe begyndte at skrive bøgerne om Kurt, var da også, at han var alt andet end imponeret over kvaliteten af den eksisterende børnelitteratur. Ikke mindst ønskede han at gøre op med dens politiske korrekthed.

"Da jeg først begyndte med Kurt, syntes jeg, at rigtig mange børnebøger var grotesk kedelige. De er så forudsigelige og så søde, og der findes da mange gode undtagelser, men en stor majoritet er fortsat grotesk kedelige. Derudover skal børnebøger fortsat, selv om de er nok så gode, have en morale, og det er morsomt at harcelere over og lege med."

- 'Fisken' (den første Kurt-bog, red.) slutter jo også med en morale: Man kan gøre alt, bare man har en fisk, der er stor nok - hvad man vel kan kalde en parodi på en morale?

"Ja, og for eksempel i Kurt blir Grusom er det, at hvis du får penge, så bliver du grusom. Men det er mere en leg med en tematik, end det er en tematik - det er en ironisk leg med det, at børnebøger skal have en tydelig, pædagogisk morale. Det er ironi for børn, og det landskab kan jeg rigtig godt lide, for vi plejer jo at sige, at et barn er helt rent og derfor ikke kan forstå sarkasme og så videre, så det med at bruge sarkasme til børn er meget tillokkende på mig."

I Kurt blir grusom udpensles den parodiske morale således elegant i en ægte nyhedsoverskrift i avisen dagen efter, at den nyrige og derfor noget overmodige Kurt kun fik én stemme (sin egen) i valget om statsministerposten og derefter gik grassat med en asfaltskærermaskine:

"Tabte valg - blev grusom".

Nicht im Wald Staubsaugen

I seriens tredje bog, Kurt quo vadis?, får sarkasmen lige så frit løb i form af en tysk støvsugerbande, der vil støvsuge hele verden ren, og Loe fortæller:

"Det er jo altid morsomt med tyskere og nøjagtighed og ekstremisme og miljøbevægelsen og så videre. Verden er jo så absurd, at man behøver bare at læse den første den bedste avis, man finder, og så har man nok stof til et forfatterskab."

De støvsugende tyskere gør ellers deres bedste for at skjule deres forehavende, idet de uden for den skov, hvor deres hemmelige (og støvsugerformede) slot ligger, har sat et skilt op med teksten "Nicht im Wald Staubsaugen", som skal narre folk til at tro, at der ikke foregår nogen støvsugen her. Og helt i tråd med Erlend Loes pointe om ikke at undervurdere børn, er det selvfølgelig Kurts toårige søn Bud, der kan læse skiltet:

"Det betyder, at det er forbudt at støvsuge i skoven, siger Bud. Det var dog forfærdelig ærgerligt, siger Kurt, men stop en halv! Har du lært at læse? Vi læser en del i børnehaven, forklarer Bud. Stort set kun ganske overfladiske tekster om søde små dyr. Jeg er ærlig talt lidt træt af det. Men bogstaverne har jeg lært for længst. Der er jo ikke så mange af dem. Færre end tredive, hvis jeg husker rigtigt. Har du lært at tælle også, spørger Kurt. Ja vist kan jeg tælle, siger Bud. Men det er jo helt fantastisk, siger Kurt. Det er slet ikke normalt at folk på din alder kan læse og tælle. Det ved jeg ingenting om, siger Bud. Men det er sandt, siger Kurt. Det er en sensation. Vi kan tjene mange penge på dig. Penge er ikke alt, siger Bud."

Erlend Loe fortæller, at der til efteråret kommer den femte bog i serien om Kurt, Kurtby:

"Det er en harcelering mod karismatiske kristne. Kurt bliver kristen og bliver pastor i Kurtby i Sverige - det er en leg med Knutby, hvis du husker det forfærdelige, der skete uden for Uppsala, hvor der skete drab og så videre under omstændigheder som var helt absurde."

De omstændigheder, Loe her henviser til, indebar blandt andet en religiøs sekt, en psykopatisk præst og en profetinde, der angiveligt var bestemt til en fremtrædende rolle i apokalypsen. Erlend Loe har over for den norske avis Dagbladet begrundet emnevalget således:

"Der er ikke nok blasfemi i verden - i hvert fald ikke for børn."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu