Læsetid: 11 min.

Katastrofekapitalismes sande ansigt

Tvangsprivatisering af de irakiske olierigdomme og rovdrift på vildmarksområder sælger i dag sig selv som den frelsende medicin til en verden i smerte
Olie. Ironisk nok er det netop Iraks lidelser og Iraks langvarige krise, der skal begrunde et arrangement, som nu truer med at dræne dets statskasse for sin vigtigste indtægtskilde; olien.

Olie. Ironisk nok er det netop Iraks lidelser og Iraks langvarige krise, der skal begrunde et arrangement, som nu truer med at dræne dets statskasse for sin vigtigste indtægtskilde; olien.

Ali Yussef

12. juli 2008

Lige siden olieprisen passerede de 140 dollar per tønde, har selv værterne for de mest højrerabiate talkshows af hensyn til deres populistiske troværdighed måttet tilføje indslag, der langer ud efter de store olieselskaber. Enkelte af dem er gået så vidt, at de har inviteret mig i studiet til en lille hyggepassiar om det lumske nye fænomen ’katastrofekapitalisme’. Og disse samtaler går i reglen ganske godt i begyndelsen – lige indtil de går helt galt.

For nylig havde den ’uafhængige konservative’ radiovært Jerry Doyle og jeg en god snak om luskede forsikringsselskaber og inkompetente politikere. Men så kom han pludselig med dette udbrud: »Hør her! Jeg har lige hittet på en genial idé til at skaffe os lavere benzinpriser. Vi har brugt 650 milliarder dollar på at befri en nation med 25 millioner indbyggere. Hvorfor kræver vi ikke olie for alle pengene? Der burde være tankskib på tankskib vej fra Golfen til Amerika i en kø så lang myldretidskøen i Lincoln-tunnelen ...! Og alle skulle de have takkekort med fra den irakiske regering ... Hvorfor tager vi ikke bare deres olie, når vi har brugt så mange penge på at befri deres land? Følger vi min plan, kan problemet med høje benzinpriser løses på ti dage, ikke ti år.«

Elendig aftale

Selvfølgelig er der et par problemer ved Doyles plan: For det første er det han foreslår, verdenshistoriens største røveri. For det andet er han for sent ude, for ’vi’ er nemlig allerede i gang med at tyvstjæle Iraks olie.

Det er ti måneder siden jeg udgav bogen Chokdokrinen – katastrofekapitalismens opkomst, hvor min tese er, at vor tids foretrukne metode til at forme verden efter de multinationale koncerners interesser, består i systematisk at udnytte den frygt og forvirring, som optræder under chok og krisetilstande. Da vores klode i denne tid blive rystet af forskellige chok, er det nærliggende at se på, hvordan og hvor den føromtalte strategi bliver taget i anvendelse.

Katastrofekapitalisterne har travlt: Lige fra de private brandslukningsselskaber, der har overtaget bekæmpelsen af skovbrande i Nordcalifornien til jordkonfiskationerne i det cyklonramte Burma og de nye love for boligmarkedet, som USA’s kongres for tiden behandler. Denne lovpakke vil dog næppe bane vej for billigere boliger til almindelige mennesker, da den blot flytter huslånebyrden over på skatteyderne, og samtidig sikrer bonusser til de banker, som i sin tid ydede de risikable lån, der skabte krisen i første instans. Intet under, at lovpakken i Kongressens korridorer har fået betegnelsen Crédit Suisse-planen efter en af de banker, som så var så elskværdig at foreslå den.

Men disse eksempler på katastrofekapitalisme i praksis er dog håbløst amatøragtige i sammenligning med, hvad der foregår i Iraks olieministerium. Her har Irak netop Irak ladet en række servicekontrakter gå til ExxonMobil, Chevron, Shell, BP og Total uden licitationsrunde – de mangler ganske vist, at blive skrevet under, men det ser kun ud til at være et spørgsmål om tid. Det usædvanlige er ikke, at multinationale selskaber tager sig betalt teknisk ekspertise. Det er, at servicekontrakter hidtil er gået til serviceringsselskaber og ikke til de store selskaber, hvis kerneaktiviteter består at udforske, producere og eje kulstofressourcer. Som den britiske olieekspert Gregg Muttitt påpeger, giver disse kontrakter kun mening i lyset af meldingerne om, at de store olieselskaber har insisteret på at få indføjet en klausul, der gør det muligt for dem at afvise yderligere kontrakttilbud om driftsledelse og produktion på Iraks oliefelter. Med andre ord vil det være forgæves, hvis andre selskaber byder ind på fremtidige kontrakter, for dem har de store selskaber sat sig på en gang for alle.

En uge efter at det kom frem, at servicekontrakterne var indgået uden licitation, fik verden det første indblik i til hvilken pris. Efter flere års armlægning bag kulisserne har Irak nu officielt åbnet for sine seks største oliefelter med omkring halvdelen af sine oliereserver, for udenlandske investorer. Ifølge Iraks olieminister har kontrakterne fået lang løbetid og vil blive underskrevet inden for et år. Og selv om det på papiret bliver slået fast, at Iraks Nationale Olieselskab (INOC) på papiret har fuld kontrol over felterne, har de udenlandske selskaber sikret sig 75 procent af kontrakternes værdi, mens de irakiske partnere må tage til takke med de resterende 25.

Et så skævt fordelingsforhold er uhørt i de øvrige olierige arabiske stater og i Iran, hvor fuld national majoritetskontrol over olien var et afgørende kriterium på sejr i den antikolonialistiske kamp. Ifølge Muttitt har været den almindelige antagelse, at de udenlandske multinationale selskaber skulle på banen for at udvikle nye oliefelter i Irak – ikke for at overtage de eksisterende, som allerede producerer og derfor kræver minimal teknisk support. »Det var hele tiden planen at overdrage disse felter til Iraks Nationale Olieselskab,« oplyser han. »At INOC nu må nøjes med 25 procent i stedet for 100, er et totalt brud med den politik.«

Hvordan kan det være, at et Irak, der i flere år har stået så frygtelige lidelser igennem, er gået med til en så elendig aftale? Ironisk nok er det netop Iraks lidelser og Iraks langvarige krise, der skal begrunde et arrangement, som nu truer med at dræne dets statskasse for sin vigtigste indtægtskilde.

Logikken er denne: Iraks olieindustri har brug for udenlandsk ekspertise fordi straffesanktionerne under Saddam-regimets sidste tiår har udsultet den teknologisk, og siden er den blevet yderligere nedbrudt af invasionen og de fortsatte voldshandlinger. Og Irak har et akut behov at for at sætte gang i en større olieproduktion. Hvorfor? Igen på grund af krigen. Landet er i en elendig forfatning, skønt vestlige firmaer har tjent milliarder af dollar i kontrakter uden udbudsrunder, har deres indsats langt fra været nok til at genopbygge landet.

Det er her, de nye licitationsfri kontakter kommer ind i billedet: De vil nemlig rejse mere kapital. Problemet er bare, at Irak er blevet et så farligt sted, at det er nødvendigt at lokke de store olieselskaber med meget store afkast, hvis de skal påtage sig de investeringsrisici, som det indebærer at operere i et så ustabilt land. Således har invasionen af Irak på allersmukkeste vis tilvejebragt sit eget argument for den fortsatte udplyndring af landet.

Flere af arkitekterne bag Irak-krigen ulejliger sig ikke længere med at benægte, at olien var det primære motiv. I National Public Radio-programmet To the Point, kaldte Fadhil Chalabi, der var en af de vigtigste irakiske rådgivere for Bush-regeringen i invasionens forberedelsesfase, for nylig krigen for »et strategisk skridt fra USA og Storbritannien for at etablere militære baser i Golfen, der kan sikre de fremtidige olieforsyninger.« Chalabi, som har været Iraks olieminister og mødtes med de store olieselskaber før invasionen, betegner endvidere dette hensyn som invasionens »primære mål«.

At invadere andre lande for at tage kontrol med deres naturressourcer er ulovligt i henhold til Genève-konventionerne. Det vil sige, at det finansielle ansvar for genopbygningen af Iraks infrastruktur – herunder også olieinfrastruktur – burde tilfalde Iraks invasionsmagter. Disse lande burde tvinges til at betale omkostningerne ved denne enorme opgave, ganske som Saddam Husseins regime blev tvunget til at betale 9 milliarder til Kuwait som skadeserstatning for sin invasion af denne stat i 1990. I stedet bliver Irak tvunget til at sælge 75 procent af sine nationale værdier for at betale regningen for sin egen invasion og besættelse.

Irak er ikke det eneste land, som er havnet i et olie-relateret hold up. Bush-regeringen har travlt med at udnytte en tilsvarende krise – de kraftigt stigende priser på brændstof – til at genoplive sin gamle drøm om at bore efter olie i den fredede arktiske vildmark, i sine egne farvande og i de solide lag af skifer i Green Rivers flodbækken. »Kongressen må se den barske virkelighed i øjnene,« sagde George W. Bush den 18. juni. »Hvis kongresmedlemmerne ikke kan leve med benzinpriser på det nuværende smertelige niveau eller endnu højere, bliver vores nation nødt til at producere mere olie.«

Dette er præsidenten som den Øverstbefalende Afpresser med benzinpistolens mundstykke rettet imod sit gidsel, som tilfældigvis er hele landet. Give mig Det Arktiske Vildmarks-reservat eller I bliver alle nødt til at tilbringe ferien i jeres baggård. Et sidste hold up fra cowboy-præsidenten.
Trods kofangermærkater med inskriptioner som Bor her, bor nu, betal mindre vil olieboringerne i den arktiske vildmark ikke få mærkbar effekt på den aktuelle olieforsyningskrise, hvilket fortalerne for dette projekt da også er udmærket klar over.

Påstanden om, at dette skulle være den sikre vej til at få sænket oliepriserne bygger ikke på hårde økonomiske data, men på en slags psykoanalyse af markedet: Sådanne olieboringer vil ’sende et signal’ til oliehandlerne om, at der er mere olie på vej, og det vil i sig selv kunne blive årsag til, at de begynder at sætte prisen ned.

To pointer må fremhæves ved denne fremgangsmåde: For det første, at psykisk manipulation skal gøre det ud for regeringsførelse i Bush-æraen, selv når nationen står midt i en alvorlig krisesituation. For det andet, at strategien er dømt til fiasko. For hvis der er nogen sikker forudsigelse, vi kan udlede af tendenserne på oliemarkedet, så er det, at prisen vil blive ved med at gå op, uanset hvilke meldinger der kommer om nye forsyningskilder.

Tag det massive olieboom, der er under udvikling i Albertas berygtede tjæresandsminer. Tjæresand (der også kaldes oliesand) har samme fortrin, som de nye boringsområder, Bush foreslår: De er lige ved hånden og fuldkommen sikre, da den nordamerikanske frihandelsaftale, NAFTA, rummer en bestemmelse, som forbyder Canada at lukke af for forsyningen til USA. Og uden større fanfarer er olie fra denne stort set uudnyttede kilde sivet ind på markedet – endda i så høj grad, at Canada har fortrængt Saudi-Arabien og i dag er USA’s største olieleverandør. Mellem 2005 og 2007 øgede Canada sin eksport til USA med næsten 100 millioner tønder. Men trods denne markante tilvækst af sikre forsyninger, er olieprisen steget uafbrudt i samme periode.

Den drivende kraft bag et kommende fremstød mod den arktiske vildmark er ikke kendsgerninger, men chokdoktrinens strategi – oliekrisen har skabt de forudsætninger, der har gjort det muligt at sælge en tidligere usælgelig (men særdeles profitabel) politik.

Snævert forbundet med olieprisernes himmelflugt er den globale fødevarekrise. Ikke blot driver brændstofpriserne fødevarepriserne i vejret, men biobrændstof-boomet har sløret skillelinjen mellem mad og brændstof, drevet dyrkere af spiselige afgrøder væk fra deres jord og sat gang i en aggressiv spekulation. Flere latinamerikanske lande har presset på for at få taget den omfattende satsning på biobrændstof op til fornyet overvejelse og få levnedsmidler anerkendt som grundlæggende menneskerettighed og ikke handelsvare. Men USA’s viceudenrigsminister John Negroponte har en anden mening om den sag. I den samme tale, hvor han brystede sig af USA’s store indsats for at yde fødevarehjælp, opfordrede han også udviklingslandene til at »mindske deres importrestriktioner og sænke deres høje tariffer« og at fjerne »barriererne for indførelse af mere innovative teknologier til plante- og dyreproduktion, herunder bioteknologi.« Som hold up betragtet var hans tale måske subtil, men budskabet var klart nok: De fattige lande gør bedst i at åbne deres landbrugsmarkeder for amerikanske produkter og genetiske modificerede afgrøder, hvis de ikke vil risikere en afbrydelse af den amerikanske bistandshjælp.

Genetisk modificerede afgrøder er blevet den store åbenbaring som det universalmiddel, der kan løse fødevarekrisen – i al fald, hvis man spørger Verdensbanken, formanden for Europakommissionen og den britiske premierminister, George Brown. Og så selvfølgelig de agroindustrielle koncerner. »Vi kan ikke brødføde verden i dag uden genmodificerede organismer,« udtalte Peter Brabeck, bestyrelsesformand for Nestlé, for nylig til Financial Times. Problemet ved den påstand, i al fald indtil videre, er, at der ikke er videnskabelige belæg for, at GMO-teknikker fører til øget afgrødeudbytte – ja, der er sågar tegn på det modsatte.

Men selv hvis et simpelt fix, der kunne løse den globale fødevarekrise, var teknisk muligt, kan man spørge, om det ville være ønskværdigt, at vi overlod kontrollen med dette til store selskaber som Nestlé og Monsanto? Hvad vil denne løsning koste os? I de seneste måneder har Monsanto, Syngenta og BASF været i gang med febrilsk opkøb af patenter på såkaldte ’klima-forberedte’ afgrøder – planter, som kan gro i jorder, der sprækker af tørke eller sættes under vand af oversvømmelser, med andre ord, planter, som er udviklet til at kunne overleve i et klimakaos. Vi ved allerede, at Monsanto er parat til at gå så langt for at beskytte sin ’intellektuelle ejendom’, at virksomheden har udspioneret og sagsøgt bønder, som har vovet at gemme deres frø fra det ene år til det næste i stedet for at opkøbe nye kvanta. Vi har set, hvordan patenteret aids-medicin tilbageholdes fra millioner af hiv-smittede afrikanere i landene i syd for Sahara. Hvorfor skulle det gå anderledes med de ’klima-forberedte’ afgrøder?

Midt i al sin den overspændte retorik om nye genetiske løsninger og nye olieboringsteknologier har Bush-regeringen senest bebudet et moratorium på to år for yderligere solenergi-projekter på forbundsstatslig jord – angiveligt på grund af bekymring for ’miljøproblemer’. Her støder katastrofekapitalismen på sin sidste grænse: Vores ledere undlader altså at investere i en af de teknologier, som vitterlig har potentiale til at afværge en fremtid med klimakaos, og foretrækker i stedet at samarbejde med dem, som udpønser innovative planer om at høste store profitter på de forestående ulykker.

Privatiseringen af Iraks olie, satsningen på globalt overherredømme igennem udbredelse af genmodificerede afgrøder og åbningen af de sidste vildmarksreservater for ny rovdrift … Det er ikke så længe siden, at sådanne målsætninger blev søgt indfriet gennem høflige handelsaftaler under den godartede overskrift ’globalisering’. Nu er den miskrediterede dagsorden igen blevet nødt til at ride på ryggen af krise på krise for at sælge sig selv om den frelsende medicin for en verden i smerte.

Naomi Klein er canadisk journalist, forfatter og en førende kritiker af de store transnationale koncerners og kapitalinteressers globale dominans og magtstrategier. Hendes seneste værk, Chokdoktrinen, er for nylig udgivet på dansk.

© New York Times Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu