Læsetid: 6 min.

Knivene er fremme i kampen om kulturen

Kulturpolitik i dag udgør en kampplads, hvor der udspiller sig de mest blodige kampscener siden Kulturministeriets grundlæggelse. Det mener kultursociolog Peter Duelund, der guider os igennem de seneste års udvikling
span class="photo-credit">Foto:

span class="photo-credit">Foto:

Ole Christiansen

8. juli 2008

De Konservatives årsmøde 2005: Det er kulturminister Brian Mikkelsens (K) tur til at rejse sig op foran forsamlingen. Den tale han skal til at holde vil senere blive brugt til at ridse knivskarpe linjer op i den kulturpolitiske kamp, der udspiller sig i Danmark for tiden.

"Der er stadig mange slag, der skal slås. Et af de vigtigste handler om den konfrontation, vi oplever, når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur og europæiske normer. Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig et parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere. Det er her, vi har kulturkampens nye front," lyder en af de kontroversielle udtalelser.

Og tonen er skarp i forhold til tidligere tider. Kultursociolog Peter Duelund betegner kulturpolitik fra oprettelsen af kulturministeriet i 1961 til slutningen af 1990'erne som et "forholdsvist uskyldigt område".

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Falstoft

Her er så endnu et område hvor regeringen har forrådt sin egen erklærede liberale holdning og har valgt central styring og ideologisk nationalisme. De undergraver det ’særligt danske’ de ellers påstår de er så stolte af – paradoksalt? tragiskt?

Robert Kroll

Jeg ser kulturen som noget, der får mere og mere erkendelsesteoretisk / idemæssig / værdimæssig karakter, og som erstatter den mere primitive form for nationalisme.

Om nogle år taler vi nok om "kulturfilosofi" som det bærende fællesskabsmærke for tankemæssigt homogene befolkningsgrupper, der kan være grænseoverskridende og bo i flere "national-stater".

Paul Hegedahl

Et spørgsmål i al fredsommelighed: Har kultur i den betydning, det her drøftes og oplevelsesøkonomi noget med hinanden at gøre?
Går de politiske skillelinier - eller andre, der indirekte har en vis indflydelse på de politisk definerede - måske snarere mellem de, der gerne vil konvertere kultur til en uforpligtende oplevelsesøkonomi med karusselture, vaffelis, røde pølser og Dannebrogsflag og de, der gerne ser kultur som et mere progressivt begreb, der er med til at flytte grænser og skabe udvikling?
Med venlig hilsen
Paul Hegedahl

Enhver liberalist burde vel fryde sig over, at staten ikke blander sig i, hvem, der gifter sig med hvem og hvornår, ikke, Viggo?

Paul Hegedahl

Med fare for antagelig helt at have misforstået nogle særlige debatregler
for Informations læsere, vil jeg da gerne oplyses om, hvordan synspunkterne
om bigami kommer ind i billedet i denne tråd om kulturpolitik - og så også gerne, hvis det nu skulle være en vigtig bestanddel af drøftelserne, hvordan "tilladelse" til bigami kan være en "sejr for feministerne"?
Med venlig hilsen
Paul Hegedahl