Knivene er fremme i kampen om kulturen

De Konservatives årsmøde 2005: Det er kulturminister Brian Mikkelsens (K) tur til at rejse sig op foran forsamlingen. Den tale han skal til at holde vil senere blive brugt til at ridse knivskarpe linjer op i den kulturpolitiske kamp, der udspiller sig i Danmark for tiden.

"Der er stadig mange slag, der skal slås. Et af de vigtigste handler om den konfrontation, vi oplever, når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur og europæiske normer. Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig et parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere. Det er her, vi har kulturkampens nye front," lyder en af de kontroversielle udtalelser.

Og tonen er skarp i forhold til tidligere tider. Kultursociolog Peter Duelund betegner kulturpolitik fra oprettelsen af kulturministeriet i 1961 til slutningen af 1990'erne som et "forholdsvist uskyldigt område".

"Kulturpolitik var dengang lidt kransekagepynt i periferien af de egentlig samfundspolitiske spørgsmål, men i dag er det, ikke blot i Danmark men over hele Europa, blevet et af de vigtigste samfundspolitiske områder," siger han.

Han mener også, at der siden slutningen af 1990'erne er sket en øget politisering af kulturpolitikken, netop fordi den har fået langt større samfundspolitisk betydning.

"Hvor der tidligere har været en rimelig stor partipolitisk konsensus om kulturpolitikken, så skiller holdningerne til de kulturpolitiske spørgsmål sig i stigende grad efter de forskellige politiske ideologier. Det er noget nyt. Dermed er kulturpolitikken blevet en langt mere betydningsfuld politisk kampplads end den har været tidligere," siger han.

Ifølge Peter Duelund har kulturpolitikken bevæget sig fra at omhandle støtte til kunsten i dens forskellige former til at blive en stor kampplads mellem forskellige aktører om den symbolske meningsdannelse i samfundet.

"I 1990'erne var der en partipolitisk konsensus om de overordnede prioriteringer," siger han, men påpeger dog, at der altid har været uenigheder, som da der i 1980'erne blev brugt store ord, da etableringen af TV 2, som et alternativ til DR, var til debat.

Nyt potentiale

Peter Duelund mener, at der er fire målestokke for forandringerne i kulturpolitikken siden 1990'erne:

For det første har kultur har fået en helt ny dimension i oplevelsesøkonomien.

Det startede i år 2000 med den daværende regerings redegørelse af Danmarks kreative potentiale - en ny fælles dagsorden for kulturpolitikken og erhvervspolitikken, to politiske områder, der traditionelt har været adskilt.

"Pludselig bliver kunst og kultur brugt som en del af den almindelige økonomiske samfundsudvikling. Det er en dimension, der af den nuværende regering, er blevet videreført som meget væsentlig," siger Peter Duelund.

Regeringen lavede i 2003 en redegørelse som hed Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien. Her lød parolen: Det giver ikke længere mening at tale om et adskilt kulturliv og erhvervsliv.

"De grundlæggende overvejelser blev skabt under den forrige regering, men de bliver skærpet og intensiveret under den nuværende," siger Peter Duelund.

Det nyeste tiltag er et Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi, der skal ligge i Roskilde, og som indtil videre har fået en bevilling på 50 mio. kroner.

Danskhed

Kultursociologen kalder den anden dimension for 'nationalisering' af kulturpolitikken.

"Kulturpolitik, kunst og kultur i bredere forstand bliver brugt til at revitalisere og diskutere dansk identitet og danskhed i dag. Kulturkanonen er det mest udprægede symbol på den nye linje," siger Peter Duelund som mener, at der her skete et stort skift ved regeringsskiftet i 2001.

"Som en del af opgøret med den meget værdirelativistiske kultur- og integrationspolitik i 1990'erne satsede den nye regering på en opprioritering af den danske stat. Der er sket en fornyelse af kulturpolitikken i den retning, ligesom i andre europæiske lande som for eksempel Holland. Det er et generelt fænomen: Nationalstaterne svarer med en opprioritering af den nationale kultur, i relation til den europæiske integration og hele globaliseringsprocessen," siger han.

Kultursociologen mener, at fokus på dansk kulturarv i det hele taget er blevet kraftigt intensiveret siden 2001, blandt andet med etableringen af Kulturarvsstyrelsen i januar 2002.

"Nu er det muligt at gå på nettet og studere dansk kulturarv fra alle de forskellige museer. Det er en del af den samme proces," siger han.

Peter Duelund mener ikke, at der er tale om et direkte paradigmeskift, men han påpeger, at der er kommet en helt ny dagsorden siden 2001, når man taler om den nationale dimension af kulturpolitikken. Hvilket blandt andet kommer til udtryk i Dansk Folkepartis retorik, når det gælder kultur og danske værdier.

"Dansk Folkeparti kører en indirekte kulturkamp særligt imod den islamiske kulturopfattelse. Tag tørklædedebatten, det er jo et udtryk for en kulturpolitisk kamp, som har bevæget sig langt ud over blot at handle om kunststøtte," siger han.

Flere politiske labels

Den tredje store dimension er den almene centralisering af kulturpolitikken.

"Det er en proces, der er sat i gang tidligere, men som er blevet intensiveret efter 2001. Centraliseringen er blandt andet manifesteret i sammenlægningen af forskellige råd under fælles administration af en samlet kunststyrelse. Samtidig er der sket en øget politisk styring, idet politikerne i højere og højere grad øremærker penge til særlige puljer, for eksempel statslig støtte til lokale kulturaktiviteter. De politiske labels er blevet øget, mens de frie midler er blevet procentvis færre," siger Peter Duelund.

Fjerde og sidste dimension er privatiseringen af kulturfinansieringen og af kulturpolitikken.

"Siden 2003 har man lavet lovgivninger, der i højere grad giver mulighed for at donere penge til kultur via skattefritagelse for firmaer, fonde osv. Det betyder, at andelen af private finansieringer af kulturlivet er blevet øget væsentligt," siger Peter Duelund.

Hans holdning til de private mæcener er, at de uddeler penge, der kan supplere, men ikke erstatte den basale offentlige støtte.

"I et lille land som Danmark er hele forudsætningen for, at vi kan have et levende og dynamisk kulturliv den offentlige støtte," siger han.

Peter Duelund mener desuden, at det er på sin plads at tale om øget politisk styring af kultur og kunst, hvis mere og mere af kulturstøtten bliver fordelt via politisk definerede puljer.

"Der er langt fra tale om en styring som i Berlusconis Italien. Men min overordnede pointe er, at Danmark sammen med de andre nordiske lande, har bygget en unik kunststøttemodel op, og bliver den skyllet ud med badevandet i en iver for politisk styring, så mister vi det, som alle andre lande i verden misunder os og gerne vil lære af. Vi mister dermed muligheden for at præsentere noget, der er unikt, dansk og nordisk. På et overordnet kulturpolitisk plan, vil det, i en global sammenhæng, være meget uheldigt," siger han.

Brian Mikkelsen tale på De Konservatives landsmøde tilbage i 2005, præcis fire måneder inden den danske kulturkanon blev publiceret, viste sig at afføde en hel del debat om selv samme kulturkanon, som kritikere mente var et direkte produkt af regeringens egen kultur og værdikamp i det nye årtusinde. Selv afviste Brian Mikkelsen det og trak nogle af kommentarerne tilbage, men senere kunne Berlingske Tidende, efter et debatmøde på avisen i marts 2006, alligevel citere ham for at stå ved sin tale til landsmødet:

"Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har endnu en gang skabt røre og polemik omkring kulturkanonen. Det skete, da han under et debatmøde på Berlingske Tidende tirsdag aften udtalte, at han står ved de kontroversielle udtalelser i sin tale ved De Konservatives landsmøde i efteråret, hvor han kædede sin egen politiske kultur- og værdikamp sammen med kulturkanonen".