Læsetid: 5 min.

Kunsten at tænke uden for kassen

Skuespillere i trance, mørklagte hittebørn, udmattede æbler og sære snegle, som søger lykken på den anden side af Atlanten. Fire af den anarkistiske tyske instruktør Werner Herzogs 1970'er-film er udkommet på dvd
4 på stribe. Werner Herzogs filmunivers rummer på en gang urovækkende og komisk billedæstetik, barokhumor og galskab. Nu fås fire af Herzogs film i en samlet dvd-boks.

4 på stribe. Werner Herzogs filmunivers rummer på en gang urovækkende og komisk billedæstetik, barokhumor og galskab. Nu fås fire af Herzogs film i en samlet dvd-boks.

11. juli 2008

Som ung kastede Werner Herzog sig ind i en kaktus. Det havde han lovet sine skuespillere at gøre, hvis de til gengæld kunne komme gennem filmoptagelserne uden at pådrage sig fysiske skader.

"At komme fri at kaktussen var langt sværere, end at kaste sig ind i den," udtalte Herzog siden.

Man skal ikke lede længe efter tegn på denne frygtløshed i de fire Herzog-film, som det danske dvd-selskab Criterion Film nu har udsendt. Sammen med folk som Wim Wenders og Reiner Werner Fassbinder foretog Herzog, som i dag er 65 år, et stormløb mod det eskapistiske og kunstnerisk ambitionsforladte 'Papas Kino', der havde domineret de vesttyske biograflærreder i efterkrigstiden og frem til midten af 1960'erne. På hver deres vis gjorde disse unge rebeller landets film uendeligt mere sprælsk og spændende.

Vaskeægte vanvid

Lad os lade hånt om at gemme det bedste til sidst: Stroszek (1976) er et ømt lille mesterværk, en ærkehumanistisk og i sidste ende dybt tragisk fortælling om den psykiatriske patient og baggårdsmusikant Bruno Stroszek og hans prostituerede kæreste Eva. Parret bor i Vestberlin, hvor de begge groft chikaneres af nogle kedelige typer. De tager derfor flugten til det sagnomspundne Amerika, hvor nye nederlag desværre ikke lader vente længe på sig.

Eva Mattes giver ubesværet den i udgangspunktet ekstremt klichéprægede rolle som godhjertet luder masser af kød og blod, og Bruno Schleinsteins hovedrollepræstation skal ses, før man tror den.

At den er så uafrystelig, har sig den simple årsag, at han blot spiller sig selv. I filmen er efternavnet Schleinstein nok blevet til Stroszek, men den livshistorie, der fortælles, er i vid udstrækning hans egen. Munter er den ikke: Hans mor var prostitueret, og Schleinstein tilbragte fra treårsalderen store dele af sit liv på diverse institutioner.

Schleinsteins troskyldige ansigtsudtryk går lige i hjertet, og med sin mildt sagt løjerlige mimik og parodisk-storladne, staccato-agtige replikaflevering bryder han alle de skuespilmæssige regler og konventioner, han muligvis ikke engang ved eksisterer - og slipper af sted med det.

Grænseløs dårskab

Ved filmens begyndelse, skal Bruno - som omtaler sig selv i tredje person - slippes ud i friheden. Herzog lader os straks vide, hvor hans loyalitet ligger. Han lader nemlig den tossede være den klarttænkende, og får i samme snuptag gjort grin med tysk 'efter bogen'-mentalitet. Da en af anstaltens ansatte beder Bruno oplyse sit fulde navn, udbryder han, at det har de da kendt i samfulde de to et halvt år, han har været indlagt.

"Du kender formaliteterne, Bruno. Det er skørt, men vi skal gøre det," lyder svaret.

Stroszek er altså også en meget morsom film, og jeg tør godt påstå, at Jim Jarmusch så den mere end bare en enkelt gang inden han drejede sin til nulpunktet underspillede kultursammenstødskomedie Stranger than Paradise, som ligeledes er fortalt i lange indstillinger og rummer en kvindelig figur ved navn Eva.

Det vittige højdepunkt indtræffer, da Bruno og Eva i Wisconsin drages ind i en territoriestrid, som ligner en mini-udgave af den, de forlod i Berlin - komplet med bevæbnede vagter og ingenmandsland mellem markerne! Moralen må være: Menneskelig dårskab kender ingen grænser.

En blank tavle

Herzog og Schleinsteins første samarbejde var Gåden om Kaspar Hauser (1974), som har den uendeligt bedre originaltitel Jeder für sich und Gott gegen alle, og udspiller sig i Bayern i årene 1828-1833. Schleinstein spiller hovedrollen som Kaspar Hauser, et hittebarn, der var vokset op i et mørkt rum uden nogen form for kontakt med andre mennesker. Han havde følgelig intet sprog eller begreb om, hvordan verden hang sammen. Det turde være selvindlysende, at en kunstner, der som Herzog bestandigt kredser om fremmedgjorte outsidere, ikke kunne lade denne autentiske historie ligge.

Siden lærte barmhjertige medmennesker Hauser at tale og begå sig, skønt han også - i hvert fald i Herzogs udlægning - stødte ind i videnskabens og religionens selvgode repræsentanter samt folk, der ville slå mønt på hans ekstraordinære baggrund.

Filmen rummer flere eksempler på Herzogs særlige evne til at skabe en på en gang urovækkende og komisk billedæstetik, som da Hauser i begyndelse af filmen efterlades i Nürnberg med et brev i hånden og længe står fuldstændig fastfrosset på torvet, mens byens borgere og en enkelt ko undrende ser til.

At Schleinstein med sine da 41 år var alt for gammel til rollen mere end opvejes af, at han var den helt rette til at forløse Hauser-historiens betragtelige barokhumoristiske potentiale. I en ubetalelig scene nægter hovedpersonen således at anerkende, at æbler ingen bevidsthed har: "Lad æblerne ligge (på jorden). De er trætte og vil sove," proklamerer han.

Fjerne blikke

Herzogs utraditionelle arbejdsmetoder nåede nye højder i Herz aus Glas (1976), hvor han simpelthen hypnotiserede sine skuespillere. Vi er i en lille landsby, hvor indbyggerne ikke aner deres levende råd, fordi lederen af glasværket just er død uden at have videregivet sin hemmelighed: Hvordan det dyrebare Rubinglas fremstilles.

Plottet er dog dømt til at stå i skyggen af udførelsen. Ud over et meditativt tempo kaster Herzogs hypnosestrategi nemlig nogle ekstremt besynderlige og - igen - både morsomme og myrekrybindgydende øjeblikke af sig. I flere af filmens indstillinger virker skuespillerne så zombieagtige, at man får fornemmelsen af at betragte et maleri snarere end levende billeder.

Der er imidlertid mening med galskaben, da skuespillernes trance afspejler landsbyboernes flokmentalitet. Som spåmanden Hias så poetisk formulerer det: "Jeg har sagt det til dem. I nat brænder hytterne. Men som i søvne går de deres ulykke i møde med åbne øjne."

Oprør nedefra

Sidst og i mine øjne afgjort også mindst finder vi et af Herzogs tidligste værker, Også dværge er begyndt i det små (1970). Den udspiller sig i en verden, som synes befolket udelukkende af dværge, og handler i al sin enkelhed om, at de indsatte på en anstalt gør oprør mod deres forstander, som barrikaderer sig og forgæves forsøger at tale sig til rette med rebellerne.

Især på grund af den beskedne persontegning og det yderst beskedne plot ville Også dværge er begyndt i det små have fungeret bedre som novellefilm - hvis da ikke ligefrem kortfilm. Med sine 90 minutter former den sig som en meget langtrukken skildring af de af friheden berusede dværges vandalisme, skarnsstreger og latterliggørelse af borgerlige dyder tilsat temmelig omfattende dyremishandling og på lydsiden uafladelig og stadig mere ulideligt overstadige latter.

Hvad der vel var ment som en surrealistisk komedie, ligner i dette format i stedet ret umiskendeligt en film af den slags, der var langt sjovere at lave, end den er at se.

Werner Herzog: Stroszek, Gåden om Kaspar Hauser, Herz aus Glas, Også dværge er begyndt i det små. Region 2. Criterion Film. Kommentarspor på engelsk med instruktøren på alle fire film

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu