Læsetid: 3 min.

'Kvinder kan ikke blive store kunstnere'

Således lyder påstanden fra en engelsk kunstkritiker, og ser man alene på kunstmarkedet omsætning, har han ret – mænds værker sælger for langt højere priser
12. juli 2008

Kvindelig kunstnere er oppe imod fordomme og diskrimination, når de skal afsætte deres kunstværker, der som oftest kun indbringer en brøkdel af deres mandlige kollegers. Det hævder en af verdens førende kunsthandlere.

Iwan Wirth, som bl. a. repræsenterer den fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois, hvis kæmpeedderkop, Marman, blev noget af et tilløbsstykke ud for Tate Modern i London sidste år, indrømmer, at det enorme svælg i pris mellem kunstnere som Lucian Freud og Bourgeois "er en kilde til vedvarende skuffelse".

Kunstmarkedet i London satte i sidste uge ny rekordomsætning med 11,8 mio. pund for et Freud-maleri og 13 mio. pund for en Jeff Koons-skulptur. Den højeste pris, nogen nulevende kvindelig kunstner nåede, var til sammenligning 3,2 mio. pund - det var prisen for sydafrikansk fødte Marlene Dumas værk The Visitor på Sotheby's sidste tirsdag.

"En kunstners køn bør ikke spille ind på værkernes markedsværdi," siger Wirth.

"Men det er ikke desto mindre, hvad der sker for selv så fremragende kvindelige kunstnere som Bourgeois, Joan Mitchell og Eva Hesse."

Kønsdiskriminerende

Den russiske avantgardekunstner Natalia Gonchavora, som døde i 1962, har rekorden på kvindeside: Hendes Les Fleurs blev i sidste måned solgt for 5,5 mio. pund i juni - en pris, der blegner i sammenligning med de 43 millioner pund, der blev betalt for Francis Bacons Triptykon tilbage i 1976, og som stadig er det højeste bud, der er afgivet ved nogen auktion for et samtidskunstværk. Forfatteren og sociologen Sarah Thornton, der udsender en bog om kunstmarkedet senere i år, bemærker, at hvor 30 procent af museer og gallerier ejes af kvinder, så er der kun fire kvinder med over listen for de 100 højest omsættende kunstnere i 2007, og den bedst placerede indtager blot en 49. plads.

"Men man kan ikke sidestille et værks markedsværdi med dets æstetiske og kunstneriske værdi," pointerer hun.

"Det er overraskende, at kunstmarkedet er så kønsdiskriminerende. Det var først i 2004, at en nulevende kvindelig kunstner, Marlene Dumas, brød gennem en mio. pund-barrieren. Forklaringen kan være, at kunstkøberne i denne ende af markedet som oftest er entreprenante mænd foretrækker entreprenante mandlige kunstnere som Warhol, Hirst og Koons - måske fordi de bedre kan identificere sig med dem."

"Men det handler også om, at kvindelige kunstnere sjældent har en stab af assistenter og hjælpere, der kan sætte deres værker på auktion igen og igen."

Et mere kontroversielt bud på skævheden har kunstkritikeren Brian Sewell. Han påpeger, at historisk har kvinder formået at hævde sig bedre i kunstens verden end i mange andre felter. I det 16., 17. og 18. århundreder blev kvindelige kunstnere lovprist af deres mandlige kolleger, og de bedste af dem som f. eks. Artemisia Gentileschi (f. 1593) og hendes samtidige Fede Galizia blev dyrket som nogen af deres tids mest fremragende navne.

"Kunstmarkedet er ikke sexistisk," siger Sewell.

"Men kunstnere som Bridget Riley og Louise Bourgeois er kun anden- og tredjeklasses. Der har aldrig været en førsteklasses kvindelig kunstner. Kun mænd er i stand til at præstere det æstetisk sublime. Kvinder udgør mellem 50 procent af eleverne på kunstakademier, men de visner, når de når 30-årsalderen. Måske sker der et eller andet med dem, når de føder børn."

Wirth forudser dog, at kunstmarkedet kan forandre sig.

"Problemet er, at kvindelige kunstnere historisk har været udelukket fra museerne," siger han til The Art Newspaper.

"Men nu er der kommet langt flere kvindelige kuratorer, som sammen med en ny generation af mandlige kuratorer er ved at omskrive kunsthistorien."

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu