Læsetid: 4 min.

Mit liv på Facebook

'Hvad savner du mest fra Danmark,' spørger intervieweren i det direkte radioprogram. 'Hvad tager du med dig ud i verden?' 'Medisterpølse,' svarer min kollega Lasse Ellegaard prompte. 'Det danske sprog,' siger min gamle chef Peter Wivel. 'Hvad med Facebook?' kommer det fra undertegnede. Hvor pinligt kan man svare, før man ikke bliver inviteret som gæst på P1 længere?
Afhængighed. Det er vist på tide at slippe tasterne og leve livet IRL, mener dagens klummeskribent, der er afhændig af Facebook - og, nå ja, Wimbledon, dyre kjoler og namedropping.

Afhængighed. Det er vist på tide at slippe tasterne og leve livet IRL, mener dagens klummeskribent, der er afhændig af Facebook - og, nå ja, Wimbledon, dyre kjoler og namedropping.

Kultur
11. juli 2008

LONDON/PARIS - Mens disse linjer skrives befinder jeg mig i pendulfart mellem de to byer, jeg er korrespondent i for nærværende avis. Ikke mindre end seks gange har jeg været frem og tilbage mellem den britiske og den franske hovedstad i de sidste tre uger. For fire uger siden befandt jeg mig imidlertid i to dage i Bruxelles for at dække det EU-topmøde, som skulle redde Lissabon-traktaten fra døden, efter det irske nej.

Fredag morgen havde jeg sagt ja til at deltage via telefonen i et direkte radioprogram på P1, der sendes hver fredag under navnet Kulturkontoret. Emnet var "Udenrigskorrespondenten ser på Danmark" og jeg havde mest sagt ja, fordi jeg var barnligt beæret over at skulle deltage sammen med mine to første gamle chefer på henholdsvis Information og Weekendavisen nemlig Lasse Ellegaard, som i dag er korrespondent i Beirut her på avisen og Peter Wivel, som er det i Berlin for Politiken. De to erfarne herrer er blandt de bedste journalister, Dronningeriget har produceret, og hvem vil ikke gerne spise kirsebær med de store ...

Uforberedt

"Et kultprogram er født," bemærkede en smålækker mandlig reporter som Berlingske Tidende har sendt ud for at dække topmødet sarkastisk. Han forudser, at lytterne vil sidde klæbet til radioen for ikke at gå glip de et eneste guldkorn i de halvanden time, programmet sensationelt nok varer. Selv forstår jeg heller ikke helt, hvordan tiden skal gå, men det går storartet med velforberedte spørgsmål og musik.

Lige altså indtil allersidst, hvor vært Steen Bille stiller et spørgsmål, han ikke havde fortalt om inden (visse af Informations læsere lever muligvis med den uskyldsrene forestilling, at man får spontane spørgsmål når man deltager i debatprogrammer på tv og radio. Det er naturligvis noget vrøvl. Det er stort set alt sammen aftalt på forhånd.)

Medisterpølse

Bille vil vide, hvad vi savner mest fra det danske i vores udlandseksistens, og om vi har taget noget med hjemmefra. Uheldigvis falder det i mit lod at svare først: "Tjoh, jeg har da en opskrift på rugbrød i Paris, men egentlig savner jeg ikke andet end mine venner og dem har jeg med mig på Facebook," svarer jeg.

Jeg når lige at spekulere på, om P1's lyttere ved, hvad Facebook er for noget, men der er ikke tid til at uddybe, før Lasse Ellegaard på ægte, socialdemokratisk, macho-vis prompte - og morsomt - svarer "medisterpølse" og Peter Wivel afleverer en elegant turneret sætning om det smukke danske sprog, som han har med sig ud i verden, og som bliver ekstra beriget ved den gave, det er nu dagligt at kunne fordybe sig i tysk.

Narcissisme i metermål

Ak. Hvor pinligt kan det blive. Hvordan kan man afsløre sig selv som et kulturløst individ, der lever sit liv på et socialt website i timevis hver dag, når man ikke lige arbejder? Sådan en, som forsømmer mand og børn og alt det der med at leve i nuet for at sidde og surfe rundt og opdatere sin profil og blære sig med, hvad man laver af cool ting (inden for de seneste måneder har jeg f.eks. opdateret om et interview med statsministeren - som læserne viste sig at hade, surt show - en skøn tur til Barbados og Washington DC, hvortil jeg flytter permanent i august, Wimbledon, Roland Garros - mere tennis med andre ord - og namedroppet berømtheder, jeg har mødt og dyre kjoler, jeg har købt på sommerudsalg i Paris. Af og til har jeg skyndt mig at slette lidt af hvert, men alligevel).

Det, jeg ikke savner

Så svaret er godt nok 100 procent sandfærdigt - jeg savner virkelig ikke hverken cykelstier, daginstitutioner, trækprocenter, dårlig mad, synet af tvivlsomme stramme gamacher, übervrisne og uhøflige bilister eller fodgængere som signalerer så tydeligt det overhovedet kan lade sig gøre, at her går de altså og man skal hverken siger "undskyld mig" eller "goddag" til kassedamen i supermarkedet eller buschaufføren - en udmærket skik, som man oppebærer i både Storbritannien og Frankrig.

Jeg savner, for at det nu skal være helt klart, heller ikke medisterpølse, men det danske sprog har jeg vistnok også taget med mig, og det ærgrer mig at jeg ikke også sagde det, men sådan er det på den anden side så tit med mine gamle chefer. De er stadigvæk mere intelligente og velformulerede end overtegnede, men det er mere bekymrende nu, end da man først mødte dem og var så dejligt grøn og ung.

Kemi online

Men skal man bekymre sig over sit liv på Facebook? Det er ærligt talt ikke til at finde ud af. Jeg har venner som jeg udelukkende har mødt online. De fleste er sjove, skriver gode mails eller beskeder. Nogle af dem er "offentlige" personer, der i det "virkelige liv" er semi-kendte skribenter, politikere eller forfattere. Vi giver hinanden gode råd, deler links, har fælles 'rigtige' venner og kan bruge hinanden professionelt. Af og til har jeg endog talt i telefon med sådan en Facebook-ven, og kan fornemme, at jo, den er god nok. De mennesker, der er vittige og søde online, er det også i virkeligheden. Man kan godt have fælles kemi i cyberspace. Og de gamle 'rigtige' venner kan man også passe her.

Så jeg køber ikke den meget udbredte påstand om, at det er socialt fattigt og basalt set ensomt, når man nat efter nat sidder og dyrker sine venner på nettet. Det er smart som udlandsdansker og ja, også hyggeligt, at kunne følge med i ens venners børns barnedåb, eskapader, jobskifte, nye boliger eller bare arbejdsprojekter og ferieplaner på Facebook. Også selv om det er lidt flovt, når man ad omveje hører at ens au-pair har beskrevet ens rolle som mor til fire som en "der godt nok sidder foran computeren det meste af tiden".

Det vil jeg nok gøre noget ved, oppudse Moderrollen IRL med andre ord - efter deadline selvfølgelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her