Læsetid: 8 min.

'Jeg må aldrig blive leverandør for ambitioner og efterspørgsel'

Samtidskunsten lider under kunstens ulidelige frihed, hvor efterspørgslen skaber kunstnere, der orienterer sig mere i hinanden end i kunsthistorien, mener maleren Michael Kvium
19. juli 2008

Samtidskunsten kan let blive incestuøs, mener Michael Kvium.

Kunstmaleren sidder i sit atelier i skoven, som han byggede, da billige huslejer og et internationalt kunstmiljø rykkede den danske kunstscene til Berlin. Mange af de unge kunstnere har store atelierer med mange assistenter. Men Michael Kvium bruger ensomheden i sine værker. Ideen skal være omdrejningspunktet for hans kunst. Intet andet.

"Vi står i dag med en kunst, der minder fuldstændig om det, der blev lavet i 1970'erne. En kunstner har referencerammer, men mange samtidskunstnere refererer tilsyneladende til hinanden i stedet for at referere til kunsthistorien. Så bliver resultatet let incestuøst," siger Michael Kvium.

"De unge kunstnere er dygtige, og de er langt bedre til at sige, at deres kunst skal kunne sælges. Både kunst-akademiet og kunstnerne er blevet mere strømlinede, og det fører ikke nødvendigvis til noget positivt, at alt kan sælges og alt accepteres som kunst. Jeg savner nogle spørgsmål til kunstens væsen, lidt mere kant. Kunst i dag er så rigtig," siger han og fortsætter:

"Ser man tilbage i kunsthistorien, viser det sig ofte, at den kunst, vi kender i dag, ikke passede ind i sin samtid."

Alene i værket

De slanke, blege birkestammer uden for Michael Kviums atelier er en klar hilsen til hans senere værker fra udstillingen Silent Eye på Ordrupgaard. Atelieret ligger på 6.000 kvm tætbevokset grund, hvor Information ikke må fotografere udendørs, fordi mængden af søndagscyklister stiger efterhånden som det kunstneriske refugium tidligere har nået avisernes spalter.

Michael Kvium har portrætteret livets skyggesider i mere end 25 år, og i marts 2008 opnåede Bruun Rasmussen den foreløbig højeste pris for et værk af Michael Kvium, da maleriet Olien. Arvtagerbillede fra 1992 blev solgt for en million kroner. Men selvom efterspørgslen er stor, og det er fristende at producere flere værker, arbejder Michael Kvium helst alene. Også selvom det betyder, at han må droppe udstillinger.

"Jeg er en gammeldags maler, og derfor er det begrænset, hvor meget en assistent kan deltage i min proces. Det betyder, at jeg ind-imellem er nødt til at sige nej til udstillinger," siger han.

"Jeg er nødt til at sikre mig, at omdrejningspunktet for værket er mine tanker, ikke museer eller gallerier, for så bliver jeg producent, og så må man spørge sig selv, hvad man går på kompromis med," siger Michael Kvium.

Hundeelskeren

Michael Kviums arbejdsproces kan begynde med en joke.

"En dårlig vits kan være en god ide og et socialt studie, fordi hvad er det, der ligger til grund for, at man laver vittigheder om sex mellem dyr og mennesker?" spørger Kvium, mens vi synker ned i værkstedets sorte lædermøbler med kaffe. En joke startede et Michael Kviums spektakulære gennembrudsmale-rier, Hundeelskeren, i 1986, fortæller han.

"Det undrede mig, at der var så mange vittigheder om sex mellem dyr og mennesker, og at der findes pornoblade med dyresex, der har et oplag på 40.000 og bliver trykt i fire farver. Der er altså en læserskare til det her!"

Researchen begyndte i pornobiograferne på Vesterbro, hvor Michael Kvium og hans tyske kollega, billedhugger og performancekunstner, Christian Lemmerz, fandt ud af, at København havde publikum til sex mellem sadister og masochister, homoseksuelle, og sex mellem mennesker og dyr.

"Jeg ville lave et kunstværk, der stort set var umuligt at hænge op til trods for, at værket er taget direkte ud af virkeligheden. Så begyndte jeg at lave Hundeelskeren, og det billede var i den grad en overskridelse," siger han.

Hundeelskeren forestiller to nøgne kvinder og en collie i en seksuel akt, hvor hunden er den passive part. De tre ligger bag et forhæng med små hjerter.

"Jeg havde svært ved at se hundeejere i øjnene i den periode, og derfor fandt jeg ud af, at det var min egen fordom, der ramlede sammen med virkeligheden. Uanset om det er perverst eller absurd, så er det en virkelighed, vi ikke ser. Jeg ønskede blot at afbilde virkeligheden, så jeg ændrede titlen fra Hundeelskere til Hundeelskeren," fortæller Michael Kvium:

"Jeg tænkte, at jeg ville blive sat 20 år tilbage på kunstscenen med det her værk, men det blev en skildring af menneskeliv, der lykkedes meget godt."

Hundeelskeren blev solgt på auktion til 335.000 kroner i maj 2006.

"Den lange proces jeg havde med Hundeelskeren, kan jeg ikke have, hvis der er assistenter i værkstedet, når jeg arbejder. Jeg skal have ensomheden, hvor jeg bevæger mig længere og længere ind i et værk," siger Michael Kvium.

At dreje om sig selv

- Du bruger selv koncepter som eksempelvis katharsis, osmose og patologi?

"Man kan ikke lave en udstilling uden at have et koncept, for så sender man bare billeder ud som små satellitter, der farer omkring. Jeg henter mine referencer i kunsthistorien eller i litteraturen. Hundeelskeren er eksempelvis tydeligt katharsis," siger Kvium.

Katharsis er det græske ord for renselse af sindet. I Michael Kviums definition af katharsis fra 1985 er personer ofte involveret i absurde hverdagsscener, som har teaterlignende rammer. I værket En køkkenscene tager en mor kvælertag på sin datter foran opvasken, men engle og dæmoner bestyrtes og begejstres foran et teatertæppe, der indrammer morens afmagt.

I patologibillederne er kroppen ofte i stykker eller ramt af sygdom, som i udstillingen Fools (1991-2003), hvor 119 portrætter af tåber, imbecile og sinker ser tomt frem for sig. De måber, de ligner sårede, og de har bandager på hænderne, der forbinder dem, men samtidig forhindrer dem i at handle. I osmosebillederne skildrer Kvium en uhyggelig fremtidsvision. Blege wastelands med fravær af mennesker, hvor cigaretpakker og en afrevet finger alligevel viser spor af tilstedeværelse.

- Der er ingen mennesker, men i stedet skader, birketræer og maddiker i dine billeder. Er det fordi, du har forladt byen?

"Ja, jeg tror, at det var cirka samtidig. Det er morsomt, at de allermest blege træer længst nordpå ligner os. Da jeg begyndte at male dem, kunne jeg se, at de lignede tremmer, og så var ideen på plads. Hvad er naturen andet end et fængsel?"

- Hvad mener du?

"Vi er underlagt naturen og døden, uanset hvad vi gør. Og så er spørgsmålet, om det reelt er os, der er øverst i fødekæden, eller det er maddikerne, der æder os bagefter? Med så mange naturkatastrofer de senere år er det skræmmende at se, hvor lidt der skal til, uanset hvor meget teknologi, der er. Derfor er det lige så skræmmende at male birketræer, som det var at lave Hundeelskeren," siger Michael Kvium.

Han betragter et kæmpe, gult lærred, hvor et tilsyneladende dødt træ breder grenene ud.

"Hvis jeg havde assistenter, kunne jeg sagtens lave flere hundreder billeder med træer, men så ville jeg køre surt i det, fordi én af grundene til, at de fungerer, er, at der ikke findes så mange af dem," siger Michael Kvium og tænder endnu en orange Kings:

"Og så ville jeg miste eksklusiviteten ved ensomheden."

- Hvad er det særlige ved ensomhed?

"De dage, hvor jeg skal finde ud af, hvad jeg skal lave, har jeg brug for ensomhed. Dage, hvor jeg tænker over, hvad det er ved billedet, der er interessant? Det er jeg nødt til at formulere, ellers kommer jeg ikke videre. På et tidspunkt bliver det kompliceret, og så skal jeg begynde at forsvare det. Hvorfor gør jeg det her? Hvordan vil det virke? Hvordan vil det reagere i forhold til de ting, som jeg allerede har lavet? Da forstyrrer det mig at have andre mennesker i atelieret."

- Går du aldrig i stå?

"Jo! Og når jeg går i stå, har jeg brug for at glo ind i væggen. Pludselig tager Fanden eller Gud mig, og så gør jeg noget, hvor maleriet enten bliver ødelagt eller rykker helt vildt. Nogle gange trækker maleriet sig sammen, før det er færdigt, og så står jeg med et kæmpe problem. Billedet er færdigt, men underligt tomt, og så må jeg ødelægge det og starte forfra. Konstruere nye forhindringer for at maleriet opstår igen. Det kunne jeg aldrig gøre med assistenter."

- Er du for stolt?

"Jeg er for blufærdig, og jeg er bange for at involvere andre. Så snart jeg har assistenter, er jeg mesteren, der ikke laver fejl! Jeg ville komme til at bede om en assistents mening, hvis jeg gik i stå, og det er da skønt med en sød assistent, der siger, at billedet ser godt ud, men det løser jo ingenting."

At udtænke kunst

I foråret havde Michael Kviums to udstillinger i Kina. En på Beijing Today Art Museum og en udstilling på Guanshanyue Art Center i byen Szhenzen, hvor han i alt udstillede 90 gamle og nye værker. Op til udstillinger af den kaliber har Michael Kvium tidligere haft assistenter til at bygge udstillingen op, men kun én er fast fuldtidsansat. Hans kone.

Løst tilknyttede assistenter har tidligere flyttet rundt på Michael Kviums enorme malerier, æltet farver eller startet et maleri op ved at grundmale det. Han har haft to elever, og én enkelt assistent har været tilknyttet i over 10 år og tager med hver gang, der er en udstilling. Men det fungerer ikke med assistenter til hverdag.

"Kunstnere har siden 1500-tallet haft store værksteder, og de fik en masse elever som 12-13-årige, der blev vanvittigt dygtige malere, hvis ikke kunstnere. Mange af Reubens og Rembrandts værker har eleverne lavet, men for mig er det lige meget, hvem i værkstedet, der har lavet værket. Et godt billede er et godt billede."

- Hvorfor har du så ikke assistenter?

"Selv det at vaske mine pensler, som er en typisk assistentopgave, er meditativt for mig, fordi min koncentration begynder dér," siger Kvium.

"Hvis jeg virkelig havde 10 assistenter, der kunne male som mig, ville jeg alligevel ikke kunne koncentrere mig om mere end et billede af gangen. For mange kunstnere ligger betydningen i den kunstneriske ide, og derfor kan værket sagtens fremstilles af andre. Jeg er derimod meget afhængig af processen."

- Hvad mener du med det?

"Man skal hele tiden holde sig for øje, at ens egne tanker og leg er omdrejningspunktet for værket, for ellers bliver man underleverandør for sine egne ambitioner eller en stor efterspørgsel," siger Michael Kvium:

"Der er en meget bred interesse for kunst og de unge kunstnere, der kommer ud fra akademierne. Middelklassen er blevet klar til at erhverve kunst, og derfor er der også flere, der kan klare sig økonomisk på kunstscenen. Kunsten drukner let i sin egen ulidelige frihed."

- Hvad betyder det?

"Alt kan gøres, alt accepteres og alt forsvinder i den massekultur, vi omklares af," siger Michael Kvium.

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle skulpturer sætter jeg bare min signatur på'

    22. juli 2008
    I billedhuggeren Jens Galschiøts værksted er Kurt Liliendal Hansen manden bag mesteren. Den anonyme kollega, der sørger for, at en halvanden meter høj bronzeskulptur kan sendes til Afrika i en lille kasse. Og samles igen
  • Skruer falder ud af væggen i Berlin

    18. juli 2008
    Den danske kunstner Jeppe Hein er kendt for installationer, der skaber bevægelse mellem museet og mennesket - men mindre kendt er de ingeniører, teknikere og lysdesignere, der producerer værkerne i dialog med kunstneren via Skype, telefon og e-mails
  • 'Jeg har brug for at se ideerne gå igennem mine assistenter'

    15. juli 2008
    I Tal R's værksted bliver assistenter til kunstnere, når han selv bliver for sikker. Assistenterne er nødvendige for at tage værkerne til et nyt niveau - og de føler sig alle som medskabere af Tal R's værker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu