Læsetid: 4 min.

Masser af mor(d)skab

Alec Guinness slår sig løs i tre klassiske Ealing-komedier, der er kommet på dansk dvd. Der bliver røvet, myrdet og elsket i filmene, der ikke er bange for at prikke lidt til briternes nationale selvforståelse
Det legendariske Ealing Studios er især kendt for sine sorte, skarpe og tørre komedier, flere af dem med forvandlingskunstneren Alec Guinness på rollelisten. På billedet spiller professor Marcus (Guinness, tv.) og hans kumpaner op til dans i -The Ladykillers-.

Det legendariske Ealing Studios er især kendt for sine sorte, skarpe og tørre komedier, flere af dem med forvandlingskunstneren Alec Guinness på rollelisten. På billedet spiller professor Marcus (Guinness, tv.) og hans kumpaner op til dans i -The Ladykillers-.

Fra filmen

18. juli 2008

"Her har vi gennem et kvart århundred lavet mange film, der afspejler Storbritannien og den britiske nationalkarakter," sagde producenten Michael Balcon engang for mange år siden. Han var den kompetente chef for det nu legendariske Ealing Studios, der især blev kendt for sine sorte, skarpe og tørre komedier, selv om selskabet også producerede film i mange andre genrer.

Balcon, der i øvrigt var skuespilleren Daniel Day-Lewis' morfar, blev chef for Ealing i 1938 og så det blandt andet som sin pligt at lave opbyggelige film, der hyldede Storbritanniens krigsindsats og portrætterede briterne som et folkefærd med masser af rygrad.

Men i de mest mindeværdige og charmerende af den lange række komedier, som Ealing nærmest sprøjtede ud fra 1949 - hvor hele tre af slagsen havde premiere, og frem til midten af 1950'erne, hvor selskabet blev solgt, og Alexander Mackendricks The Ladykillers (1955, da. Plyds og papegøjer) stort set lukkede festen - lurede også en mere subversiv, kynisk og anarkistisk tone, der prikkede lidt til den nationale selvforståelse.

Den lille mand

udkom på dansk dvd for et par år siden og har nu endelig fået selskab af Robert Hamers Kind Hearts and Coronets (1951, da. Syv små synder) og Charles Crichtons The Lavender Hill Mob (1951, da. Masser af guld). I alle tre film spiller Alec Guinness vigtige roller, og det er en udelt fornøjelse at se den klassisk skolede karakterskuespiller og forvandlingskunstner overbevise i diverse forklædninger og slå sig løs med et frækt glimt i øjet.

The Ladykillers

I The Ladykillers, den svageste af de tre, men stadig en yderst seværdig komedieklassiker, er han den lyssky professor Marcus, som sammen med sine ikke mindre lyssky kumpaner (veloplagt spillet af Cecil Parker, Herbert Lom, Peter Sellers og Danny Green) lejer sig ind i et faldefærdigt hus i Londons King's Cross-kvarter hos en aldrende og lettere senil kvinde, fru Wilberforce (en herlig Katie Johnson), for i fred at kunne planlægge et snedigt røveri af en pengetransport.

Røveriet går, som det skal, men de fem røvere har gjort regning uden vært, og den skrøbelige, gamle dame får, egentlig uden at ville og vide det, forpurret deres flugt og drevet dem til vanvid. I sidste del af filmen prøver røverne at tage livet af hende, men det ender med, at de får taget livet af hinanden, og fru Wilberforce løber med byttet fra kuppet, fordi politiet ikke tror på hendes noget vilde historie.

The Ladykillers afspejler, også visuelt, efterkrigstidens England, hvor man nok havde vundet krigen, men ikke kunne mærke det pga. vareknaphed og ødelagte byer, og hvor det kunne være fristende at slå sig på kriminalitet - eller på anden måde vise myndighederne, at man ikke var tilfreds med tingenes tilstand. Filmen understreger dog på underholdende vis, at forbrydelse bestemt ikke betaler sig.

Det perfekte kup

I The Lavender Hill Mob spiller Guinness den kedelige bankfunktionær Henry Holland, der drømmer om at stjæle bankens guldbeholdning - som han har ansvaret for - og leve et liv i sus og dus. Åbenbart lykkes det ham, fordi filmen begynder med, at Henry sidder på en bar i Sydamerika og spiller stor mand, mens han fortæller sin historie til en ven. Men skinnet bedrager, skal det vise sig, for selv om Henry har brugt mange år på at planlægge det perfekte kup - stjæle guldet og smelte det om til souvenir-statuetter af Eiffeltårnet, der nemt kan føres ud af England - begynder tingene at gå galt, da han involverer andre i sine planer, der ikke kan gennemføres af én mand.

Desperat kæmper Henry for at holde sammen på det hele, og Charles Crichton - der meget senere fik succes med sin sidste film som instruktør, John Cleese-komedien Fisken de kaldte Wanda - og manuskriptforfatteren, T.E.B. Clarke, får megen morskab ud af hele tiden at kaste nyt grus i maskineriet for denne stakkels, undseelige mand, som bare gerne vil forstyrre den sociale hakkeorden og prøve at leve det søde liv.

Erik Balling og Henning Bahs må have ladet sig inspirere af netop Ealing-komedierne, da de i slutningen af 1960'erne lavede den første film om Olsenbanden, hvor det store system også altid vinder over den lille mand.

Seriemord

Den bedste af de tre film, Robert Hamers Kind Hearts and Coronets, er en bogstavelig talt galgenhumoristisk fortælling om en ung, velopdragen mand, Louis Mazzini d'Asgoyne (Dennis Price), der for at hævne sin afdøde mor - hun blev udstødt af sin aristokratiske familie - beslutter sig for at myrde de otte medlemmer af familien (alle spillet af Alec Guinness, også Lady Agatha), som står mellem ham og hertugtitlen.

Da man første gang møder den opadstræbende Louis, sidder han som nyslået hertug i fængslet og læser uberørt op af de erindringer, der udgør resten af filmen, mens han venter på at blive hængt for sine ugerninger. Han mener, at familien har fortjent sin grumme skæbne, og det er denne kynisme og distance til de forfærdelige ting, Louis foretager sig, der gør filmen morsom.

Hamer, der selv har skrevet manuskriptet sammen med John Dighton, har posen fuld af overraskelser, blandt andet i form af de opfindsomme måder, Louis skaffer sig af med familien på, og i skikkelse af et par væsensforskellige, viljestærke kvinder, golddiggeren Sibella og den ærbare Edith, som han undervejs kaster sin kærlighed på.

Ligesom The Lavender Hill Mob er Kind Hearts and Coronets fotograferet i stemningsfuld sort/hvid af Douglas Slocombe, som siden stod bag kameraet på de tre første Indiana Jones-film, og som har et sjældent blik for at indramme personerne på en måde, så man instinktivt fornemmer, hvad der siden kommer til at ske dem af dårlige ting.

Og så er filmen et spøgefuldt og ironisk opgør med de forstenede sæder og skikke og den hierarkiske, gammeldags samfundsstruktur, som Louis paradoksalt nok ender med at blive en villig del af i sit forsøg på at give moren æresoprejsning.

The Ladykillers, The Lavender Hill Mob, Kind Hearts and Coronets. Region 2. SandrewMetronome

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu