Læsetid: 2 min.

Mens vi venter

Flygtige små fællesskaber opstår tit - særligt når vi venter på noget sammen; køen i supermarkedet, det forsinkede tog eller resultaterne af politiets teoriprøve
Flyvergrillen i Kastrup er ramme for, at flyentusiaster og glatbanekørere fra manøvrebanen mødes over franske hotdig og pariser-toast.

Flyvergrillen i Kastrup er ramme for, at flyentusiaster og glatbanekørere fra manøvrebanen mødes over franske hotdig og pariser-toast.

Benita Marcussen

19. juli 2008

"Jeg har fået nok! Det er så tæt på, at jeg starter en gruppe på Facebook for alle dem, der hader at tage kørekort" hvisler en ung pige med sølvvest og mørk foundation, som jeg sidder ved siden af, mens jeg venter på resultatet af min teoriprøve. Vi sidder en lille gruppe af fremmede mennesker på hårde træstole i et kommunalt venteværelse og er meget bevidste om det, som vi lige nu har til fælles: Vi er blevet en del af køreskole-danmark. En verden som tilbyder kartellignende priser, eksamensangst og togture rundt i hele landet. Alt sammen for at nå målet: Det lille lyserøde kort.

Denne teoriprøve foregår i Odense, og jeg er taget hertil for ikke at vente på prøven i månedsvis i København. Luften er lunken og tung af forventninger, og pigen ved min side speed-vipper med sin fod. Hun er dumpet én gang før, fortæller hun, og har ellers allerede købt en ny bil til 100.000. Dumper hun igen, kan hun komme til at vente rigtig længe, før hun kommer ud at køre. Deraf ideen om en Facebook-gruppe. En kvindelig københavner i nederdel indskyder tørt, at det er Ungdomshusets skyld: Politiet er nødt til at afspadsere efter balladen, og det går tydeligvis ud over dem, der bare gerne vil have et kørekort. Hendes stemme bliver næsten skinger.

Flyvergrillen

Få uger inden har jeg været på glatbane ude i nærheden af Københavns Lufthavn, og her endte jeg i et kortvarigt fællesskab med en anden gruppe køreklare unge. På Flyvergrillen, mens vi ventede på næste runde manøvrebane. Her spiste vi franske hotdog og parisertoasts blandt de andre gæster; røde bandanas og læderveste. Og snakken handlede hurtigt om, hvor langt man var nået i gymnasiet. Jeg blev helt snakkesalig og ivrig, da jeg blev spurgt, om jeg stadig går i gymnasiet (Det er 10 år siden). Vi kiggede sammen op på flyene der lettede, en pige måtte opgive sin hotdog på grund af en ny tungepiercing og solen skinnede.

"Jeg har aldrig fløjet," sagde en af drengene. "Men hvor skulle jeg også flyve hen?" Jeg tænkte, at emnet sabbatår ville være lige i øjet, men nej.

"Jeg vil fortsætte direkte på CBS, for senere at blive administrerende direktør for en privat virksomhed," svarede en af de andre 17-årige drenge på træbænken uden at tøve. Det er i de små møder, man spiser parisertoasts med teenagere, der er helt anderledes, end én selv.

Tilbage i det lille venterum i Odense sidder alle og tripper. Nogle har veninder med som support. Endelig kommer den ansvarlige ud og deler resultaterne rundt. "Iiiiiiaajaaa". Pigen i sølvvest er lykkelig. Hun strækker armene triumferende i vejret. Hun bestod. Andre kigger stift ned på papiret og kigger ikke op igen. Hurtigt opløses det lille selskab, og vi går hver vores vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu