Der er en lille landsby et sted på denne jord. En landsby, for hvem minder betyder meget. Rigtig meget. En landsby, der kæmper for at få lov at have sine minder. At bevare dem, sådan som de er. I 1966 skete en forfærdelig ulykke i landsbyen. Byens skole blev ødelagt og af de 144 dræbte var 116 børn. Det var den første store katastrofe, der blev intens mediedækket i aviser såvel som i tv og radio.
Dengang var en familiefar i gang med at bygge et hus til sin familie. To af hans tre børn blev dræbt i ulykken, og al mandens byggelyst og energi forsvandt. Det tog år før den reducerede familie kunne flytte ind i sit nye hjem. 40 år er gået. Manden er blevet gammel og vil sælge huset. Hans eneste datter stopper ham: "Det hus, far, bærer vores minder. Hvis du sælger det, sælger du vores minder, vores liv, på godt og ondt."
I landsbyens værtshus skænker bardamen en fadøl op. "Hver gang jeg ser dig," siger kunden til hende, "tænker jeg på min datter - hun kunne have familie og børn, ligesom dig. Hvis bare hun havde overlevet dengang. Ligesom dig".
Bardamen går hjem fra sit arbejde og græder. Græder over, at hun bringer så mange mennesker lidelse ved sin blotte tilstedeværelse. Hver dag minder hun dem om deres livs dybeste sår.
Deres identitet
Et ægtepar rejser sydpå på sommerferie. De nyder solen og stranden. De slapper af. De møder folk, der spørger, hvor de kommer fra. De svarer, og de ser skrækken i øjnene på feriegæsterne, når de hører landsbyens navn. Og de bliver mindet om deres livs største lidelse.
En 17-årig dreng pjækker fra skole. Efter en tid må læreren reagere og henvender sig til drengens mor: "Hvorfor er din søn aldrig i skole om fredagen?"
Moderen tænker sig om. Længe. Så siger hun: "Måske - ubevidst - fordi han ved, at ulykken - selv om jeg overlevede - faldt på en fredag".
Hvorfor flytter hun ikke til en anden landsby med sin søn? Hvorfor lyver de ikke bare, når de tager på ferie, og siger, at de kommer fra en anden by? Hvorfor flytter de ikke væk, så de ikke dagligt skal konfronteres med deres afdøde børns skolekammerater og med de børnebørn, de aldrig fik? Hvorfor sælger han ikke sit hus, ser fremad og kommer videre?
"Vi er som arvæv," siger en kvinde i landsbyen: "Vi er ikke smukke. Vi stikker ud og er anderledes. Vi minder om, at der har været et sår. Og som arvæv er vi blevet seje og vi går ikke så let i stykker."
Landsbyens medlemmer er gået meget igennem, og de er gået igennem det sammen. Hver af dem er blevet del af en kollektiv skæbne. Minderne er deres identitet, deres fælles liv. Deres historie.
De er ikke ofre
Men ikke bare det. De er også blevet svejset sammen. Minder om mistede børn og afdøde familiemedlemmer ses oftest som et individuelt anliggende. I denne landsby et det blevet et kollektivt anliggende. De kender hinandens lidelse. De kender de mange forskellige variationer af, hvordan man bearbejder og overlever at miste en eller flere nære familiemedlemmer. De omgås dagligt med minderne, der sniger sig ind i baren, ind i den næste generations skolegang, ind i husenes mure, ind i feriebillederne. Mindene er deres dagligdag.
Der er en tredje, og måske vigtigeste grund til, at landsbybeboerne ikke lyver, flytter væk, sælger huset eller på anden måde afskærmer sig fra deres minder. Minderne er ikke bare deres historie og deres dagligdag. Det er relationen mellem disse. Det er en relation, der viser en forskel. Kun ved at være i landsbyen og opleve dens sammensvejsede liv, kun ved at se de nye generationer vokse op, og ved se, at trods alt står husene og landsbyen der stadig, kun derved kan landsbyens medlemmer fastholde, at katastrofen er fortid, og at nutiden og fremtiden er bedre. At håbet lever. At afskærme sig fra minderne er også at vende håbet ryggen.
"Minderne har man vel lov at ha'," sang Liva Weel i 1932. Med formuleringen "har man vel" hentyder Dan Folke og Børge og Arvid Müller, der har skrevet sangen, til at det ikke er givet, at man har lov at have minder, men at man bør have lov til at bevare sine minder. Når man overhovedet kan finde på at pege på, at man skal have lov til at beholde sine minder, er det selvfølgelig fordi, man oplever, at de kan være truede. At nogen prøver at tage dem fra én, eller at nogen forvansker eller fordrejer dem.
Også dét oplever landsbyen. 40-årsdagen skabte igen opmærksomhed på ulykken. Det var ved at være sidste chance, hvis medierne skulle have øjenvidne-beretninger fra de nu aldrende forældre til de afdøde børn. I ugerne op til 40-årsdagen sværmede 80 tv-, radio og avis-hold rundt i den lille landsby for at samle beretninger, tage billeder og fabrikere minder. Nogen snakker med glæde med journalisterne. Men mange lukker deres dør og trækker gardinerne for. Mange har gennem 40 år holdt sig fra at se eller høre de mange tv- og radio-udsendelser om katastrofen. En journalist fra hovedstaden eller en raporter fra et andet land skriver historier, der skaber medlidenhed og beskriver dem som ofre.
Landsbyens beboere vil ikke have medlidenhed. De er ikke ofre. De er overlevende, de er fightere. De forstår, at minder er noget man lever med, ikke noget man kigger på.
Fortællingerne om landsbyen er taget fra Chris Morris' dokumentarfilm An American in Aberfan.
Estrid Sørensen er ph.d. i psykologi og ansat på Humboldt Universitet i Berlin.
