Mindernes Boulevard

Nu er den helt gal, Boulevarden er virkelig kommet på afveje. Mit mandskab har nedlagt arbejdet. Det her, har de sagt, det vil de ikke være med til. De har sat sig ind på Borup Kro & Hotel, Slyngelstuen, der sikkert ikke engang eksisterer mere. Der sidder de og bæller øl, som om de blev betalt for det. Det bliver de, til orientering, ikke. Hvis de ikke gider bestille noget, de hundehoveder, så får de heller ingen penge! Sådan er det bare.

Men vi er virkelig kommet langt væk fra Boulevardens retning, fra der hvor den ville give mening. Der er ikke engang tale om personlige minder mere, det må være det, man kalder aneerindringer. Vi befinder os pludselig et sted kaldet 'Store Ladager pr. Lille Skensved'. Jeg kender skam godt stedet, det er min mors hjemegn, men vi befinder os i begyndelsen af 1930'erne eller sådan noget, længe før jeg blev født. Ja, min mor, for den sags skyld, har knap nok været skolemoden dengang.

Hvad skal vi her? Det er min morfar, der pusler ude i stalden. Han har netop erhvervet sig et Statshusmandsbrug, uden at kende ret meget til landbrug. Han er officersøn, uddannet vogn- og karetmager og derefter, da ingen havde brug for hans speciale i hestetrukne køretøjer, skræddersvend med speciale i håndsyning, en færdighed der heller ikke rigtig var nogen, der havde brug for længere.

Omme i Korsbæk havde Mads Andersens Skjern allerede lagt den spæde start til Skjerns Magasiner, det var den vej, det gik. Så morfar blev husmand. Han var noget af en knaldhat, men ham var der faneme ikke nogen, der skulle få ned med nakken. Han hadede militæret, men alt andet arbejde ville han godt påtage sig. Når andre kunne, kunne han vel også lære at muge ud under køerne. Han havde giftet sig med en pige fra Amagerland, som man kaldte det dengang. Når andre kunne stifte familie, kunne han vel også. Hans altopslugende interesse var politik, hans store helt var en mand ved navn Severin Christensen.

Her kommer vi alligevel tilbage på sporet, vi har igen Boulevardens faste grund under fødderne. Mandskabet er for fulde til at kunne fortsætte, men det er jeg ikke. Morfars yndlingsbarnebarn var den af flokken, der var bedst til at sidde stille og se fjernsyn sammen med ham. Det må have været i slutningen af 50'erne, barnebarnet var Bette Bent, undertegnede med andre ord. Morfar og så mig, vi drejede først hovedet til venstre. Derefter drejede vi hovedet til højre. Sådan fortsatte vi i morfars hyggelige stue beliggende Store Ladager pr. Lille Skensved. Se til venstre, se til højre. Vi så tennis fra England, grovgod underholdning, lige noget for os.

Tilgrinpartiet

"Morfar," spurgte Bette Bent, "hvem er Severin Christensen?" Morfar så til venstre, derefter så han til højre, han kunne ikke forestille sig, at en lille purk som mig havde spurgt ham, hvem Severin Christensen var, så han tænkte vel, at han måtte have hørt forkert, at han evt. slet ingenting havde hørt, at det var indbildning af en slags. Men selv om han fortsat var levende optaget af at se til hhv. højre og venstre, må han alligevel være kommet til at skæve til mig. Han så vel så, at mine ører var vokset, at videbegæret gav mine barneøjne et umiskendeligt krævende udtryk, at det trak op til gråd og tænders rasende gnidsel, hvis jeg ikke fik svar på mit spørgsmål.

Det glædede ham mærkeligt nok. Morfar var ellers i udpræget grad en mand, der ikke brød sig om at blive forstyrret af børn. Han benyttede lejligheden til at ryge dagens cerut og lænede sig snakkeberedt tilbage i stolen. Nu skulle Bette Bent bare høre.

Severin Christensen var grundlæggeren af partiet Retsforbundet. Grundlæggeren af den danske afdeling af det store, internationale parti, hvis stifter og overhoved var amerikaneren Henry Georg. Partiet går ind for fælles ejendomsret til jorden såvel som til himlen og fiskene i havet - tror jeg nok. Som voksen har jeg prøvet at sætte mig ind i hvad det er for noget med det parti, men det er ikke rigtig lykkes. Det er et tilgrinparti, men skide være med det, sådan set er politik under alle omstændigheder noget tilgrinnoget.

Det, der interesserede mig, var, hvorfor det lige var Retsforbundet, morfar havde valgt som sit parti. Det var egentlig klart nok. Det var det parti, der, ligesom morfar selv, var mest på tværs af alle mulige andre. Som husmand kunne han ikke lide gårdejerne, og eftersom de var venstrefolk, kunne han ikke fordrage partiet Venstre. Socialdemokraterne kunne han heller ikke med, de kæmpede for en verden kun befolket af lønmodtagere og de regnede ikke husmænd for noget. De radikale var mest skolelærere, der troede, de var klogere end andre mennesker, de konservative var ikke et parti for almindelige mennesker.

Det var trygt og godt at høre morfar fortælle. Jeg vil også tælles blandt Severin Christensens mænd, når jeg bliver stor, besluttede Bette Bent.

Det blev nu aldrig til noget med at melde mig ind i Retsforbundet, men jeg begyndte da at forstå lidt af, hvad politik er for noget. Politisk orientering er ikke videre sagligt begrundet, den bliver til i den samme dunkle region af sindet som religiøs tro. Det vil de fleste politisk engagerede mennesker til enhver tid benægte, men sådan er det altså bare.

Nu kommer sjakbajsen. Er det meningen vi skal videre, eller hvad? spørger han ølsnøvlende. Ja, siger jeg. Vi skal videre.