Mindernes boulevard

Mindernes Boulevard følger ikke nogen kronologi, den er i princippet en uregerlig vejstrækning. Nu er vi pludselig i Ballerup. Gravearbejdet fortsætter, vi har en sjakbajs og et hold jord- og betonarbejdere beskæftiget, de kan holde pause inde i deres skur så længe. De spiller på duer, de vinder også lidt, men gevinsterne er små i forhold til Lotto. Eller klasselotteriet. Min far spillede også på duer i sin tid. Han var også jord- og betonarbejder, han havde en sjakbajs og en ingeniør over sig, men det ragede ham noget. Dengang var arbejdere ikke funktionærer, der var gift med deres arbejdsplads. Når det var fyraften, tog de hjem på deres knallert og ville skide arbejdsgiveren et stykke. Det er efter min mening den rette ånd for det arbejdende folk, men sådan er det ikke mere. I dag 'identificerer' arbejderne sig med deres arbejdsplads. Det var kun japanere der gjorde det anno dengang, og de begik da også selvmord i store stimer. Det blev man informeret om i monopoltv-avisen, let gysende som det hørte sig til. Under overskriften: de er skøre, de japanere.

Op med bordet

Jeg debuterede som forfatter i slutningen af 70'erne, i slutningen af 'arbejderlitteraturens' store epoke. En af dem, der debuterede et år eller to før mig, og som var en voksen mand i midten af trediverne, boede i Ballerup, hvor jeg besøgte ham. Jeg ankom i rette øjeblik foran den opgang, hvor han boede. Han stod og baksede med et bord, som jeg jo passende kunne hjælpe ham op med. Hvad er det for et bord? spurgte jeg. Mit nye skrivebord, forklarede han. Det ligner da et spisebord, mente jeg. Det var det også. Han havde også købt stole til, dem havde han båret op selv, lige før jeg kom. Det lød indviklet, men da vi var kommet op i hans lejlighed, forklarede han mig det. Han skulle bruge et nyt skrivebord, men han regnede ikke med at hans 'forfatterkarriere' ville fortsætte ret meget længere, derfor ville han ikke investere i et bord, der ikke kunne bruges til andet end at skrive ved. Et spisebord, sagde han, det ved man hvad er. Vi hjalp hinanden med at skrue benene på og satte bordet ved vinduet, hvor han havde besluttet, at det skulle stå. Han satte sin altid nyrensede skrivemaskine tilrette på bordet, ovenpå et skriveunderlag så den ikke ridsede bordpladen. "Så," sagde han. Ikke andet end "så". Han mente selvfølgelig, at nu kunne der skrives. Arbejderlitteratur. Litteratur skrevet af almindelige mennesker for almindelige mennesker. Skrevet af arbejdere for andre arbejdere. Romaner om arbejdere. Digte om arbejdere. Dengang var der stadig mange, der var kommet på den forkerte hylde her i tilværelsen. Folk der måske gerne ville have taget en boglig uddannelse, men aldrig fik det gjort, fordi det var for dyrt og fordi de ikke fik opbakning nok hjemmefra. Så der var selvfølgelig arbejdere, der læste både romaner og digte. Men efter min erfaring, læste de ikke nødvendigvis bøger skrevet af andre arbejdere. De læste bøger skrevet af forfattere, de tænkte ikke noget videre over, hvad forfatterne lavede før de blev forfattere. Alt det der 'arbejderlitteratur' var noget fis som nogle universitetsfolk havde fundet på. Det var vi to 'arbejderforfattere' i øvrigt helt enige om. Den mest berømte af arbejderforfatterne dengang, John Nehm, udtalte engang om en 'borgerlig' forfatter, at man tydeligt kunne mærke, at han aldrig havde haft "skovl i hånd". Og hvad så? Skriver man bøger med en skovl? Seriøse forfattere havde i øvrigt andre problemer. F.eks. Ole Sarvig, der havde skrevet noget om, at digtningen er en kamp mellem natur og civilisation. Det fik en vaskeægte marxist fra Aarhus til at foreslå ham at flytte permanent ind i en campingvogn. Det grinede jeg meget af - og det kom helt bag på mig, at marxister kunne være morsomme.

Helt ned i sølet

Min forfatterkollega fra Ballerup var en fornuftig mand, viste det sig. Få år senere havde han ikke længere brug for et rigtigt skrivebord, i alt fald har jeg ikke lagt mærke til, at han har skrevet noget de sidste mange år. Vi blev ret gode venner, men alligevel ikke helt. Han var stolt af, at han var en solid arbejder før han blev forfatter, jeg var ikke stolt af, at jeg altid har været en klovn til praktisk arbejde. Den slags er vanskeligt at forene i et venskab. Da jeg skulle gå, ville han følge mig ned til stationen. I elevatoren stod der en forskrækket, men nydelig yngre dame i kort pels, med dådyrøjne og en puddelhund i favnen. "Skal De helt ned?" spurgte Ballerupforfatteren i et strengt tonefald, den slags kunne han godt lide at pjatte med. "Jatak," sagde damen, "jeg skal helt ned". "Helt ned i sølet?" spurgte Ballerupforfatteren, stadig streng. Damen anede jo nok at det var en slags spas. "Nej tak," sagde hun, "jeg skal bare lufte hunden, ellers gør den hele natten". "Gør Deres hund meget?" lød næste spørgsmål. Nu blev damen nervøs. "Jeg mener da ikke, at den generer naboerne?" pippede hun. Ballerupforfatteren smilede beroligende, sådan skulle det heller ikke forstås. "Jeg kender dig godt," sagde han, "det er dig nede fra kiosken". Damen glippede med øjnene, hun kendte også godt Ballerupforfatteren. "Det er dig, der køber Land og Folk," sagde hun.

Nu ville jeg også være med til at socialisere. "Er der mange der køber den?" spurgte jeg damen. "Nej, kun - den herre," sagde hun og nikkede, nærmest skælmsk, hen mod Ballerupforfatteren.