Når den 64-årige schweiziske filosof og forfatter Peter Bieri taler, gør han det eftertænksomt. Og langsomt.
Nogle gange lukker han øjnene, som om han vil spærre den ydre verden ude for at koncentrere sig om det, han er ved at sige. Andre gange stirrer han inspicerende på mig som for at sikre sig, at jeg nu også har forstået hans pointe.
Hans romaner, som han skriver under pseudonymet Pascal Mercier, er også eftertænksomme og langsomme. De bevæger sig ganske sagte fremad, mens de kontemplativt bearbejder filosofiske problemstillinger og eksistentielle grunderfaringer.
Bedst kendt er bestselleren Nattog til Lissabon, der har solgt i næsten 1,5 million eksemplarer i Tyskland, og som forlaget Tiderne Skifter sidste år udsendte på dansk. Men snart udkommer også Bieris debut, Perlmanns fortielser, på det lille forlag i Læderstræde, der så eminent dygtigt formår at lokke store udenlandske forfattere til.
I Nattog til Lissabon følger vi den schweiziske gymnasielærer i latin og græsk Raimund Gregorius, der ved et tilfælde støder på en bog skrevet af den portugisiske læge Amadeu Prado. Bogen indeholder filosofiske fragmenter, som berører Gregorius så dybt, at han bryder op fra sit stille liv, levet i en slags eksistentielt koma, og stiger på nattoget til Lissabon for at finde ud af mere om den mystiske Prado.
I Perlmanns fortielser går rejsen også sydpå. Den højt ansete professor i lingvistik Philipp Perlmann skal lede en stort anlagt konference i Italien, men indeni føler han sig udbrændt og kan ikke længere se meningen i videnskabens konstante jagt på nye erkendelser.
Da han skal holde sit eget foredrag på konferencen har han derfor ikke fået skrevet et manuskript og beslutter selvdestruktivt at plagiere en russisk kollegas.
Et vigtigt liv
- Kunne man sige, at mens det i 'Nattog til Lissabon' handler om udviklingen af en person, så handler det i 'Perlmanns fortielser' snarere om afviklingen af en person?
"Det er en interessant måde at sige det på. Der findes netop sådan en forskel. I Nattog til Lissabon udvikler Gregorius sig gennem det, han oplever, og gennem Prados tekster. I Perlmanns fortielser bliver Perlmann ikke udviklet, men gennemgår en voldsom krise. Der er tale om et forfald på den måde, at hans liv falder fra hinanden," forklarer Peter Bieri og nikker bekræftende, mens han formulerer sin udlægning.
- Både Gregorius og Perlmann er filologer. Hvorfor?
"Det handler jo meget om mig. At mennesket kan producere lyde og skrifttegn, der har en betydning, det er et mysterium og noget af det mest fascinerende, synes jeg. Og det har jeg altid syntes. Jeg havde nogle lærere i skolen, der elskede sprog inderligt, og de formidlede denne kærlighed til ordene videre til mig. Blandt andet havde jeg en græsklærer, som gerne ville lære sanskrit, og det lærte jeg så sammen med ham. Jo mere eksotiske sprogene var, desto mere gav det mig lyst til at lære dem. Nu er jeg også begyndt at lære arabisk, fordi det er så fremmed."
Men alligevel blev Peter Bieri filosof og ikke filolog. For gennem sprogene stødte han på tankerne:
"Fordi de antikke sprog var de hellige teksters sprog, ville jeg også læse de hellige tekster. De handler om de vigtigste spørgsmål i det menneskelige liv, og de spørgsmål interesserede mig enormt, erfarede jeg, selv om jeg ikke har et religiøst temperament," forklarer Peter Bieri og fortsætter:
"Jeg voksede op i et meget småborgerligt hjem. Men jeg havde meget tidligt den fornemmelse, at den slags liv slet ikke var noget for mig. Jeg ville så at sige leve et vigtigt liv. Så da en tysklærer på det gymnasium, hvor jeg gik, begyndte at tale om Spinoza, Schopenhauer og så videre, kastede jeg mig også over disse filosoffer. Jeg læste med en vis fanatisme deres tekster. Jeg forstod dem delvist ikke, men jeg læste dem. Og da jeg så var taget til Heidelberg for egentlig at studerede indologi (litterære, sproglige og religiøse emner, der vedrører Indien og sanskrit, red.) kom der nogle meget interessante filosofiprofessorer til byen, og jeg blev selvfølgelig hængende og blevet meget interesseret i analytisk filosofi. På den måde opstod der en kombination i mig af på den ene side en lidenskab for de vigtige spørgsmål i livet og på den anden side en videnskabelig, analytisk logik."
De mange vigtige spørgsmål i livet optager også den portugisiske læge Prado i Nattog til Lissabon. Og måske derfor er det vanskeligt at udsondre et enkelt centralt filosofisk tema i romanen. Snarere er der mange filosofiske temaer på spil. Eksistens-, moral- og erkendelsesfilosofiske, som alle er relevante for menneskets væren i verden.
Som Peter Bieri siger:
"Prado er simpelthen en, der skriver om de mange meget vigtige spørgsmål, der beskæftiger os, når vi lever vores liv som mennesker. Og jeg tror for øvrigt, det er lige netop, fordi jeg behandler disse forskellige vægtige spørgsmål, at mine bøger sælger så godt. Jeg havde jo troet, at jeg ville få 20.000 læsere i løbet af en fem års tid. Men når over en million tyskere har købt min bog, så er det nok, fordi de er sultne efter, at man taler med dem om alvorlige, vigtige ting i livet. De er ikke alle sammen fordummede fjernsynskiggere," konstaterer Peter Bieri nærmest overrasket.
- Apropos Prados optegnelser. Er det ikke meget vovet af Dem, at De fremstiller det op som et faktum, at disse optegnelser, som bliver gengivet i romanen, er både genialt tænkte og smukt skrevet, når det jo er Dem selv, der skriver for Prado?
"Det er ganske rigtigt farligt, fordi folk vil sige, at den genialitet, jeg tilskriver Prado, tilskriver jeg jo også mig selv. Men det må man affinde sig med. Hvis man ikke måtte gøre det, fordi det er forfængelighedsfordægtigt, var der mange bøger, der ikke ville kunne være blevet skrevet. Så ville Thomas Mann ikke have kunnet skrive Doktor Faustus. Så fandtes der en censurregel. Ingen ville kunne udvikle en figur, der er særlig begavet. Nej det, man må gøre, er, at man må sige til sig selv, at det er totalt lige meget, hvad folk siger. Man bliver nødt til at skrive de bøger, man gerne vil skrive. Og der er faktisk ikke så mange, der har brokket sig. Men der er da nogle anmeldere, der har ment, at det da var en frygtelig selvforelsket, narcissistisk historie, jeg havde skrevet. Dem har jeg heldigvis lært at ignorere."
Indre censur
Litteraturkritikerne har Peter Bieri nu ellers ikke megen grund til at ignorere. Både i Tyskland og udlandet har anmelderne udråbt den lavstammede, gråhårede professor emeritus i analytisk filosofi til en af samtidens vigtigste litterære stemmer.
Men det var tæt på, at Peter Bieri aldrig var kommet i gang med at skrive sine romaner.
"I det miljø, hvor jeg voksede op, gjaldt forfattere for at være en helt egen kategori af mennesker. De hørte til i en helt anden sfære. Derfor var jeg slet ikke kommet på den idé, at jeg også kunne skrive bøger. Det var out of reach. Det var ikke noget, jeg havde mulighed for. Men jeg mærkede samtidig også en lyst til at udtrykke nogle ting. Og det krævede helt uhyrlig meget indre pres, før jeg endelig, i al hemmelighed, besluttede at prøve, om jeg kunne. Der var en utrolig stor indre censur, jeg måtte bryde ned først. Men til sidst følte jeg virkelig, det var nødvendigt at gøre det, fordi jeg virkelig ville det så meget."
- Det virker som om, det at begynde at skrive var et meget eksistentielt valg for Dem. Og netop det at træde i eksistens står jo helt centralt i Deres romaner. Kommer det derfra?
"Det kommer derfra. Ja, helt sikkert derfra. Forsøget på at skrive var en enorm indre befrielse. Jeg tror, jeg for første gang oplevede, hvad det vil sige selv at gøre noget autonomt, selvbestemt. I lang tid levede jeg livet, som jeg gjorde, fordi jeg troede, andre forventede det sådan af mig. Jeg var den dygtige elev og senere den dygtige akademiker," siger Peter Bieri og holder en tænkepause.
"Men når jeg så begyndte min forfatterkarriere med at skrive en roman som Perlmanns fortielser, så var det jo også et oprør imod den akademiske institution. Og jeg var meget nervøs for, hvad mine kolleger ville sige. For det er jo ikke ligefrem et rosenrødt billede, jeg tegner af universitetet."
Og det er da også tydeligt, at Peter Bieri ikke savner den akademiske verden, som han forlod sidste år for at skrive romaner på fuld tid:
"Jeg kunne godt lide at være professor, fordi jeg holdt meget af arbejdet med de studerende. Men den akademiske verden har forandret sig meget. Nu taler man i neoliberal managementjargon om universitetet. Man skal tænke i profit, man skal vise, at man er den bedste, udsmykke sin sociale facade. Og det er ikke mit universitet. Jeg gik på universitetet, som om det var et kloster, hvor man læser de hellige tekster. I dag kaster man penge ind for oven, og for neden kommer der bachelorer ud."
Litterær tænkning
Men selv om Peter Bieri ikke længere bestrider den lærestol i analytisk filosofi på Freie Universität i Berlin, som han indtog i 1993, vidner hans meget tænksomme romaner om, at filosofiske spørgsmål stadig optager ham intenst.
- Når filosofien er så integreret i Deres romaner, som i visse passager kunne minde om filosofiske traktater, løber De så ikke den fare at reducere litteraturen til noget sekundært, til en slags medium for filosofisk tænkning?
"Den fare findes måske i princippet. Men jeg mener ikke, jeg har det problem. Jeg mener, figurerne er så stærke og selvstændige, som de skal være i en roman. De er ikke skematiske bærere af filosofiske tanker. Men jeg må samtidig også sige, at romaner først virkelig interesserer mig, hvis de har en intellektuel substans. Når jeg læser en historie, som ikke indeholder en dimension af overvejelser om la condition humaine, så er det ikke nok for mig.
- Men hvad er fordelen ved den litterære frem for den mere stringent filosofiske tænkning?
"Der er noget fænomenologisk over den litterære tænkning. Filosofisk tænkning har altid en bestemt grad af abstraktion. Og problemet med filosofiske tekster er ofte, at de er for langt væk fra beskrivelsen af erfaringen. Litteraturen derimod er en præsentation af erfaring."
- Ambivalens forekommer mig at være vigtigt i Deres bøger. Har litteraturen ikke også mere rum for netop ambivalens?
"Jo, det er den anden ting, litteraturen kan. Man behøver ikke postulere noget i en roman. Man kan lade mange spørgsmål stå åbne. Man behøver ikke svare. Man kan afprøve eventyrlige tanker. Og det var virkelig noget, jeg skulle lære. Som videnskabsmand er jeg vant til at skulle sørge for rygdækning. Det behøvede jeg pludselig ikke mere. Jeg kunne sætte en figur til at tænke noget bestemt, men var ikke på samme måde ansvarlig for de tanker ... Man kunne også sige, at mine bøger er bygget op som fugaer med kontrapunkter. Særlig i Nattog til Lissabon er det sådan. Til enhver af Prados tanker findes der en modtanke, der trækker i den anden retning. For en, der er vant til at forsvare hypoteser, er det en stor befrielse."
- Flerstemmighed er vel også noget specifikt litterært?
"Ja netop. Og det er langt mere retfærdigt over for den menneskelige modsætningsfuldhed," svarer Peter Bieri og lukker øjnene, før han forsætter.
"For vi er jo ikke kohærente. Aldrig. Vi tænker ikke kohærent. Og vi føler ikke kohærent," fastslår filosoffen og forfatteren og åbner så øjnene igen for at se, om jeg er med. For det her er en af de vigtige pointer.
