Når vagthunden er tæppetisser

Den politiske kandestøber er et mærkeligt dobbeltdrama: Fryder Ludvig Holbergs tekst sig mest over, at en håndværker kan være klogere end mange teoretikere? Eller er den endnu mere hånlig, når selvsamme mand gøres til grin?

Holberg holder en snu balance mellem det komiskeffektive og det eftertænksomme. Og netop her har Grønnegårds Teatret har slået til.

Instruktøren Thomas Bendixen har i hvert fald bearbejdet teksten, så forestillingen flyver afsted i rappe scener - uhøjtideligt og næsten stand-up-agtigt i sine kvikke perfiditeter.

Det meste af karaktertolkningen er lagt over i Karin Betz' finurlige kostumer. Borgmesterkæden er det mest originale kandestøberværk. Og her er tjenere potente og rå - og fine damer har fjer på. Sådan er det bare.

Desuden er alle strammet ind af 'livremme eller seler', så der ikke er tvivl om, at alle skal have hjælp til at holde de virkelige drifter inde.

Flotte Troels Lyby har endda en potent kandestøberpung aldeles foran i bæltet. Og Lyby er nok så fysisk, at Holberg havde måttet se væk af og til. Vi andre stirrer bare og slikker os om munden. Også selv om Lyby ikke magter at spille alle sekunder hjem til komiske pointer.

Her, dybt nede i komediens natpotte, er Helle Dolleris imidlertid på hjemmebane. Som kandestøberkonen Geske kan hun få et latterbrøl ud af det mindste 'nåehhhh'.

Op af lommerne

Og hun har en vrede, som passer til den forsmåede hustru, der evindeligt skal dække over, at manden ikke tager hænderne op af lommen, bare fordi han læser bøger om politik. Fnys!

Underligt nok har Dolleris og Lyby svært ved at få ægteskabet til at fungere i de temperamentsfulde replikskifter. Måske fordi Karin Betz har været lovligt overdådig og har skabt en meget bred scene. Måske fordi der ikke er så meget som en hjælpende stol til hr. borgmesteren, kun et kloakhul at krybe ned i.

Kun når Dolleris stikker næsen helt frem til Lybys, og de to får lov til at stå som kejtede urfolk midt i borgerskabets intrigeverden og næsenusse, så snerrer Dolleris velvilligt og lader spillet gnistre.

Uden næsenus, men med skøn musikalitet præsterer makkerparret Nicolai Dahl Hamilton og Carsten Bjørnlund en sær komedie i komedien - iført bedårende langhårsparykker og it-blufferes selvglæde. Og som kandestøberens datter er Signe Mannow netop så ung og kysseklar, som hun skal være - ligesom Anders Juul med det frejdige grin er lige akkurat så charmerende, som nogen hjulmager vel kan blive det.

Desuden har den lækre Laus Høybye netop den kølige indifference, som gør tjenerrollen Henrik til Holbergs beskeste talerør - mere hot efter damernes penge end efter deres skørter.

Ud med vovsen

Grønnegårdskomikken sejrer dog først under Geskes fine fruebesøg. Her stiger Camilla Bendix og Anette Støvelbæk ind med absurde håropsatser og hver deres skødehund på armen. Den ene tæppetisser er mere grotesk og vrissen end den anden, og Dolleris svarer igen ved at flå hovedet af gulvmoppen - vov!

Her løfter forestillingen sig fra teksten og bliver den slapstick-komedie, som for alvor kan karikere vores mode-latterlighed, også i 2008.

Og de tre kvinder formår at flette deres pointer ind i hinanden lige så elegant, som hundeluftere kan vikle snore sammen i Kongens Have.

Om der er bid i denne politiske kandestøber? Tja. Forestillingen rykker rigeligt i snoren for at nå frem til sin ubekymrede happy end.

Men den ligner da i det mindste en vagthund.

Den politiske kandestøber af Ludvig Holberg (1722). Bearbejdelse og instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Karin Betz. Lyddesign: Steen Larsen. Lysdesign: Kisser Rosenquist. Til den 23. august