Der kan godt gå musikpoliti i diskussioner mellem de ofte meget genrebevidste Roskilde-gæster. Hvordan kan man med sin selvrespekt i behold sidde i Rom og Cigarbar kl. 21.30 lørdag aften, når Neil Young spiller på Orange og My Bloody Valentine på Arena? Hvordan kan man bare et øjeblik overveje at gå hen for at se Robyn, når Cocorosie og Grinderman spiller samtidig? Foretrække en svensk popprinsesse frem for canadiske anmelderdarlings og Nick Cave med venner?
Det kan man, hvis man gerne vil danse og hoppe fjollet rundt. Og når vejret er fantastisk og øllerne er kolde, så er der faktisk ikke noget, man hellere vil. Det skulle da lige være at tage et fodbad. Men i hvert fald er man glad i låget, når solen skinner over Roskilde, og man danser rundt så vinen sprøjter ud af kartonen og man må til samaritterne med en forstuvet ankel.
Heldigvis har Roskilde i år været gode til at booke bands med dansable tendenser. For eksempel britiske The Ting Tings. En electropop-duo med den feministiske kampsang "That's not my name" som varemærke.
Ok feministisk kampsang er måske en intellektualisering, men kæmpehittet handler i hvert fald om Katie Whites oplevelser i en musikbranche, hvor det kan være svært at vinde respekt som kvinde. Man bliver patroniserende kaldt sweetheart og darling, and that is not her name.
Klokken var kun 12.30 lørdag, og det havde været forventeligt, hvis publikum var tømmermændsramte og dvaske, men hvis de var, så fik Katie White og Jules de Martino det snart rystet af dem. Katie White er ingen oplevelse udi det instrumentale selvom hun flere gange skiftede guitar og gjorde en indsats, men hendes sang er et upåklageligt pop og punk-redskab. Og gang i hende var der.
På debutpladen We Started Nothing kommer The Ting Tings hurtigt til at lyde som gentagelse på gentagelse, men live er det simple udtryk og de fængende omkvæd det stof, som en dansefest lever af. Det kan godt være, at vi om nogle år vil grine af den hype, der eksisterede omkring The Ting Tings, men på Roskilde Festival levede de i hvert fald op til den.
Det samme kan man ikke sige om landsmanden Kate Nash. Umiddelbart er hun en af de mere interessante af den bølge af britiske snakkesangerinder, der lige nu skyller ind over Europa. Det store hit "Foundations" lød som noget, man aldrig havde hørt før. Derfor var det skuffende at opleve, at man har hørt det før. Det er simpelthen ikke overraskende, når en ung kvinde taler grimt. Og i sine bestræbelser på at vise sin frigørelse, udstiller hun i virkeligheden, hvor hæmmet hun er. Det er ikke omverdenens konventioner, der siger, at det er provokerende at sige Don't be a dickhead, det er hendes egne.
Det hører man i den skingre tone, når hun vil synge rigtig højt og anklagende, og så går det egentlig bare hen og bliver enerverende. Den fest som Kate Nashs ellers meget lystigt bitre ikke kunne fremkalde opstod lidt overraskende i Pavillon-teltet, da de canadiske indierockere Tokyo Police Club spillede.
For stor en mundfuld
De sammenlignes ofte med The Strokes på grund af deres højhastighedsnumre, der ofte ikke varer mere end to minutter, som om de var skræddersyet til at bandet kunne storme scener på små klubber og i hvert fald nå at spille et enkelt nummer, før indehaveren tager strømmen.
Men Tokyo Police Klub har ikke den der arrogante New Yorker-attitude, som The Strokes. I stedet virkede de som en flok flinke fyre, der var ærligt begejstrede over at skulle spille på Roskilde Festival og forsanger og bassist Dave Monks måtte lige høre publikum, om det virkelig er rigtigt, at danskerne er det lykkeligste folk i verden.
I de aktuelle omgivelser var det svært at mene det modsatte. Tokyo Police Club leverede en hæsblæsende koncert med højdepunktet "Your English is Good".
Danske The Fashions var egentlig også hæsblæsende. De plejer at være imponerende energiske at opleve i koncert, og forsanger Jakob Printzlau arbejdede da også hårdt for det, men det lykkedes aldrig bandet med de fængende omkvæd at få støvet til at rejse sig i det halvtomme Arena.
Bandets selvbetitlede album har ellers materiale nok til at sætte en rocket dansefest i gang, men desværre viste Arena sig at være for stor en mundfuld. Ikke engang hittet "Dead Boys" kunne vække folket fra den eftermiddagsdøs, de var sunket hen i kl. 17, da solen havde bagt på dem hele dagen.
Guitarsoloer en masse
Men, tænkte man, om lidt kommer Rob Halford og skriger os vågne igen. Koncerten med Judas Priest er den slags, man ser frem til, fordi det er lidt sjovt. Gamle mænd i læder og nitter. Og når de alle er over 60, så kan man regne ud, selvom man måske ikke selv er Heavy Metal-fan, at det er et band, hvis indflydelse og betydning for genren, man ikke skal undervurdere. Så da Rob Halford indleder koncerten på Orange iklædt en nitteklædt kutte er stemningen sat, og publikum brøler begejstret, da han erklærer:
"Good evening, Roskilde. The Priest is back!" Og så er der guitarsoloer til de mange, der har tørstet efter dem under det meste af festivalen. Allerede i femte nummer giver The Priest publikum det som, de har ventet på:
"Breakin' the law, breakin' the law," gjalder det fra folkedybet, og man ser to snøvlende headbangende, animerede teenagere for sig. Men det var nok lidt for tidligt, de spillede monsterhittet. Resten af koncerten var en smule ensformig for det uvante øre. I hvert fald mistede publikum interessen efter kort tid og begyndte så småt at forlade pladsen foran Orange, og gik muligvis ud og ledte efter noget, de kunne danse til.
The Ting Tings, Kate Nash, Tokyo Police Club, The Fashion og Judas Priest, Roskilde Festival, fredag og lørdag
