Læsetid 10 min.

Natten med sine børn, Søvn og Død

Gravens mystik: Fra Vestre Kirkegård til Assistens Kirkegård og fra Søren Kierkegaard til 'Motorsavsmassakren'
10. juli 2008

I Douglas Couplands novellesamling Livet efter Gud fortælles historien om en enke fra det centrale Californien, der havde kæmpet indædt for at få sin nyligt afdøde mand gravet op. Hun hævdede, at han før sin død i trods havde slugt hendes diamantring, og at hun ville have dette smykke tilbage.

Men til sidst indrømmede hun, at hun ikke havde sovet i mange, mange uger, og at hun havde tilbragt sine nætter med at ligge på hans grav, havde prøvet at tale med ham, og at det eneste, hun virkelig ville, var at se hans ansigt bare en gang til.

Couplands lille historie henter sin kraft ikke kun fra tanken om enkens kærlighed og tab, men i høj grad fra de indre billeder, den skaber ved at bruge graven som ramme: Enken udmattet på den sorte, ensomme grav og hendes sidste ulykkelige gensyn med mandens opgravede ansigt - svævende over dem det mytologiske, det uhyggelige i kærlighedens desperate forsøg på at overskride uundgåeligheden over dem alle ved at angribe dens eneste fysiske form.

"Kirkegårde og gravsteder er uhyggelige, fordi folk synes, det er uhyggeligt, at de skal herfra," siger Stine Helweg konstaterende.

Hun er kirkegårdsvejleder og rundviser på de københavnske kirkegårde, og hun siger det, mens vi krumryggede forlader en klynge tætte, aldrende grantræer på Vestre Kirkegård i udkanten af København. Vi var inde i mørket for at se et monument over en lille dreng, som Stine Helweg ville vise mig, fordi jeg inden rundturen havde skrevet til hende, at jeg gerne ville se en uhyggelig grav.

To sorte dødsengle stod på hver side af den majestætiske skulptur, der ragede op over hovederne på os og fremviste en lille barnekrop. Han kan ikke have været mere end et par år. Inde under de gamle træer og den tilgroede skovbund var det, som om monumentet afviste alt lys ude fra den verden, det ikke længere havde nogen forbindelse til. Luften var tæt.

"Det er det, der skræmmer," fortsætter Stine Helweg. "At vi skal væk. Og så er der jo også meget øde herude - der er langt til noget, hvis man møder en psykopat," siger hun, mens hun strækker ryggen lidt og kigger rundt omkring sig ud på kirkegårdens vidder.

Og øjet har rum til at vandre. Vestre Kirkegård er Danmarks største og dækker et areal på knap 54 hektar. Den blev indviet 2. november 1870, anlagt som en konsekvens af Københavns hurtigt voksende indbyggertal, der kun skulle stige yderligere i de kommende årtier. I hælene på de levende, følger de døde.

Tak for alt lille mor

Kirkegården blev i de første år efter anlæggelsen udelukkende brugt som fattigkirkegård, men fra 1880'erne bliver den det bedre borgerskabs foretrukne begravelsesplads, og i det 20. århundrede opretter man æresgravene omkring søen for foden af det nordlige kapel (i den nuværende afdeling A). Kirkegården er i dag således hjem for berømtheder som Thorvald Stauning, Carl Nielsen, Liva Weel, Robert Jacobsen, Louis Pio, Tove Ditlevsen og Vilhelm Hammershøi. Og flere af de kendte navne har ganske iøjnefaldende monumenter. Over Louis Pios grav våger en vældig obelisk skænket af det Socialdemokrati, han selv stiftede, og skulpturen på Robert Jacobsens grav tegnede Jacobsen selv, dagen før han døde. De fleste inskriptioner nævner blot fødsels- og dødsdag, men enkelte adskiller sig. For eksempel jazzmusikeren Thad Jones' flotte sten, der har indmejslet ordene: "Live Life This Day".

"Ja, for nu er det i hvert fald for sent," siger Stine Helweg med et stille smil, da vi står og betragter den solbeskinnede sten.

Vender vi blikket ud mod kirkegårdene i den store verden, er der også rigeligt med eksempler på, at markante personligheder mindes med lige så markante ord.

Tag for eksempel Virginia Woolfs fandenivoldske inskription: "Against you I will fling myself, unvanquished and unyielding, o death!". Alexander den Stores pompøse: "En grav er nu tilstrækkeligt til ham, for hvem verden ikke var nok". Sherif Wyatt Earp og hans hustru Josephines rørende: "Nothing's so sacred as honour and nothing's so loyal as love", eller Edgar Allan Poes mørke "Quoth the Raven, 'Nevermore'".

Og så er der alle de almindelige dødelige her på Vestre Kirkegård, der mindes med ord som: "Guds nåde er mig nok", "Her hviler kongens tro tjener", "Fred" og "Tak for alt lille mor", mens nogle ikke engang ligger under deres eget navn. Stine Helweg leder mig således op til kirkegårdens nordøstlige hjørne, hvor en kæmpe mark af identiske stenkors, som soldater i formation, dukker op blandt træerne.

"Der er ingen sammenhæng mellem navnet på stenkorset, og hvor personen ligger, og mange af dem er begravet i fællesgrave," fortæller Stine Helweg om de næsten 10.000 tyske soldater og flygtninge, der kom til Danmark efter the war to end all wars, og som stenkorsene i 1962 blev sat som minde for.

"Mange af de begravede var børn. De levede under så dårlige kår i Danmark, at børnedødeligheden nærmede sig 100 procent," siger hun lidt vemodigt.

Nogle af korsene har intet navn. "Zwei unbekannte Flüchtlinge", står der på et, og her blandt de 10.000 døde er det en inskription, der i sin ensomme elendighed nærmer sig Kierkegaards 'den Ulykkeligste':

"Der skal som bekjendt etsteds i England være en Grav, der ikke udmærker sig ved et pragtfuldt Monument eller en veemodig Omgivelse, men ved en lille Indskrift - 'den Ulykkeligste.' Man skal have aabnet Graven, men intet Spor fundet af et Liig (...) fandt han ingen Hvile, end ikke i Graven, vandrer han maaskee igjen ustadig om i Verden, har han forladt sit Huus, sit Hjem, blot ladet sin Adresse tilbage! Eller er han endnu ikke funden, han den Ulykkeligste, hvem end ikke Eumeniderne forfølge til han finder Templets Dør og de ydmygt Bedendes Bænk, men hvem Sorgerne holde i Live, Sorgerne følge til Graven!"

Levende begravet

Søren Kierkegaards egen grav bærer et vers af Brorson og ligger på Assistens Kirkegård på Nørrebro i det familiegravsted, hvor han så ofte besøgte forældrene i sin tid. Kirkegården ligger i modsætning til Vestre Kirkegård midt i byens larm og trafik, og bliver således et åndehul i hverdagslivets kaos. Der er en helt særlig stemning i denne have, en melankolsk romantik. Store, røde roser kravler op ad irrede jerngitre, og ældgamle stenkors knejser stolt blandt frodige buske. Et forvredent træ bukker sig mod jorden som en gammel kone over sin stok. Midt imellem det hele lurer sorgen.

"Ja, det er jo stedet for de døde - og for kattene, hej mis," siger Stine Helweg til en kridhvid kat, der smyger sig rundt om en sort gravsten.

Vi kan høre studenterbusserne dytte i kor udenfor, men ellers er der så stille, at en mand endda har fundet ro til at tage sig en lur spredt ud på en grav med en øldåse i hånden.

Et af de mest imponerende gravmonumenter på Assistens Kirkegård står til minde om Gertrud Birgitte og Andreas Bodenhof, og det er uden tvivl det, der gemmer på den mest gruopvækkende historie.

"Andreas Bodenhof var en rig handelsmand, og han giftede sig med Gertrud Birgitte, da hun kun var 16 år gammel," fortæller Stine Helweg.

"Imidlertid døde han allerede et år efter, hvor enken Gertrud Birgitte arvede hans formue og dermed blev en meget rig dame. Hun døde dog selv allerede som 19-årig, men historien går, at hun i virkeligheden blev levende begravet - at hun kun var skindød. Samme nat som hun var blevet begravet ved siden af sin mand, brød gravrøvere graven op for at stjæle hendes smykker, og da vågnede hun med et skrig."

Herefter, forlyder det, blev den ulyksalige Gertrud Birgitte Bodenhof dræbt af et slag fra den ene gravrøvers spade.

Det var den fortælling, som fik mig til at tænke på Couplands historie om enken, der indledte denne artikel. Men også en anden historie trænger sig på i forbindelse med gravrøveriet, dette måneskinsarbejdets moder. Det er historien om to verdensberømte dokumentarfilmskabere, en psykotisk seriemorder og en lektion i virkeligheden.

American Maniac

Den amerikanske dokumentarist Errol Morris (senest bag filmen Standard Operating Procedure) begyndte i 1975 et projekt, som han kaldte Digging up the Past. Det skulle handle om den nu afdøde Edward 'Ed' Theodore Gein, der dengang sad indespærret på ubestemt tid i Mendota State Mental Institution i staten Wisconsin, USA, for en række usædvanligt bestialske uhyrligheder. Gein var seriemorder, kannibal, gravrøver og nekrofil, og den afsides beliggende bondegård i Plainfield, Wisconsin, hvor han boede alene efter sin altdominerende moders død, var det ultimative rædselshus.

Da politiet trængte ind i huset efter pågribelsen af Gein, fandt de, som beskrevet i artiklen 'Ed Gein: An American Maniac' i The New Criminologist, blandt andet møbler betrukket med menneskehud, suppeskåle lavet af kranier, et halshugget lig spændt op i loftet med maven sprættet op, et bælte lavet af brystvorter og en 'kvindedragt', der var en slags vest lavet af huden fra en kvinde komplet med et par store, hængende bryster.

Ud over de to mord, Gein med sikkerhed vides at have begået, skaffede han materialerne til sine kreationer på den lokale kirkegård, hvor han mistænkes for at have stået bag 50-100 gravrøverier.

Det er således ikke noget under, at Gein i 1975, da Morris indledte sit projekt, allerede var vidt berygtet. Hans historie havde nået det store lærred både i form af Hitchcocks 'Psycho' i 1960 og The Texas Chainsaw Massacre (Motorsavsmassakren) i 1974, og Gein skulle senere stå model for Buffalo Bill fra Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne), ligesom der adskillige gange refereres til ham i Brett Easton Ellis' roman American Psycho (begge fra 1991).

Men Errol Morris fortæller for nylig i magasinet The Believer, at han gennem de hundredvis af interviews med indbyggere i Plainfield og flere samtaler med Gein selv, havde fået en idé, han ikke kunne slippe.

Eftersom Gein havde gravet ligene op i en ganske nydelig cirkel rundt om moderens grav, førte det til en hypotese om, at han fra de grave havde gravet en tunnel ind til moderen, og Morris kunne derfor ikke lade være med at spekulere på, om hun overhovedet lå dernede endnu, eller om sønnen havde taget hende med hjem.

Da ingen kunne give ham et svar på det spørgsmål, fortalte han historien til sin ven, den tyske dokumentarist Werner Herzog (bag bl.a. Grizzly Man), og Herzog fortalte i samme artikel, at han derefter havde sagt til Morris, at der jo kun var én måde at afgøre det på:

"Lad os tage til Plainfield, gribe en skovl og grave om natten."

Herzog mødte op, men Morris fik kolde fødder, og graven fik lov at stå uberørt. Morris opgav efterfølgende sit Ed Gein-projekt, men har siden fortalt til magasinet Esquire, at han fik en anden ganske uventet indsigt med hjem.

"Det bedste svar, jeg nogensinde har fået på spørgsmålet 'hvad er virkeligt?', fik jeg på Wisconsins kriminallaboratorium fra en mand, der bestyrede Gein-arkivet. Han kom med et meget kraftfuldt og eftertænksomt bud. Vi gik ind i et rum, og der var den her stol, hvor kurveflettet var fjernet fra sædet og en kvindens baller syet ind i stedet. Han så nervøst på mig, og uden noget spor af ironi sagde han: 'Du kan se, at det er virkeligt, fordi du kan se røvhullet.' Med al respekt til de store filosoffer, som igennem årene har stridt med dette spørgsmål, så havde denne mand fat i noget."

Natten

Med hensyn til Ed Gein så endte han selv som offer for gravrøvere, og det på trods af at han blev lagt i en anonym grav på den kirkegård i Plainfield, han allerede havde brugt så megen tid på.

På Assistens Kirkegård er der også en grav uden navn.

Stine Helweg kan dog fortælle, at den tilhører Peter Adler Alberti, der i sin tid som justitsminister i begyndelsen af sidste århundrede begik det største misbrug af offentlige midler, der nogensinde har fundet sted i Danmark.

"Så søsteren, der betalte for gravstedet, lod ham begrave uden navn," fortæller Stine Helweg.

Hun viser mig herefter ad stierne mellem de mange, mange sten - små og store, nye og gamle, dystre og håbefulde - hen midt i kirkegården til afdelingen for de franske og belgiske soldater, der kom til Danmark efter Første Verdenskrig. Omkranset af et sort metalgitter står to rækker af skinnede hvide sten omkring en skulptur af en stor, stærk arm, der med voldsom styrke bryder op fra graven med næven knyttet om en flagstang.

"Det er meningen, at Tricoloren skal hænge der, men den er desværre blevet hugget for mange gange til, at de kan blive ved med at erstatte den," siger Stine Helweg.

Monumentet er stadig særdeles effektfuldt her i sollyset, men en meget mindre skulptur stjæler opmærksomheden. Stine Helweg stopper ved en sten med et lille relief, der forestiller et englelignende væsen, der knuger to små børn ind til sit bryst.

"Det er af Thorvaldsen og viser Natten med sine børn, Søvn og Død," siger hun om det runde, hvide motiv, der i sin enkelthed netop synes at indfange den følelse, det er at stå her som overlevende i det, Kierkegaard kaldte de Dødes Have.

"Mange af de ældre sten bærer det - lige siden Homer har vi jo forbundet søvn med død, og det er også sådan en beroligende måde at forestille sig det på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu