Læsetid: 2 min.

Oehlenschläger, når han er værst

En pinefuld teaterafteni Turbinehallerne for ni år siden stod med det samme på lystavlen, da kulturredaktøren bad om korrespondentens kulturelle yndlings-aversion.
Adam Oehlenschlæger begyndte oprindeligt at læse jura. Efter Det Kongelige Teaters genoplivning af det lykkeligt glemte stykke, -Fostbrødrene-, ønskede man, at han havde holdt sig til jurastudiet.

Adam Oehlenschlæger begyndte oprindeligt at læse jura. Efter Det Kongelige Teaters genoplivning af det lykkeligt glemte stykke, -Fostbrødrene-, ønskede man, at han havde holdt sig til jurastudiet.

Ole Haupt

28. juli 2008

Pressemeddelelsen fra Det Kongelige Teater sluttede sådan cirka med ordene: "Stykket blev første gang opført i 1818. Det blev en dundrende fiasko, spillede kun fire gange og har aldrig siden været opført."

Nu er det så, at man ikke behøver at være en hot shot i reklamebranchen for at spørge: Og hvorfor er det så lige, at I synes, at det skal sættes op nu, 181 år efter? Svaret svævede i det uvisse. Især efter premieren.

Det var i april 1999, at Det Kongelige Teaters daværende skuespilchef, Klaus Hoffmeyer, valgte at hive Adam Oehlenschlägers lykkeligt glemte Fostbrødrene, et sørgespil i fem akter, op af den nationalromantiske mølpose og belemre Nationalscenens faste skuespilensemble og de tilskuere, der ikke fortrak i tide, med det.

Intrigen i Fostbrødrene var indviklet, strakte sig over timer og atter timer og er heldigvis for størstedelens vedkommende forsvundet fra min hjernekiste. Jeg husker noget med en gammel svoren ed og to mænd, der havde blandet blod. Det ligger i titlen. Eden bragte personerne ud på dybt vand. Jeg husker, at det foregik i Island eller måske Norge. Sidstnævnte dyrkede Oehlenschläger med en uforståelig begejstring i sine nordiske tragedier. Jeg husker en desperat Olaf Johannessen, en fortvivlet Cecilia Zwick Nash og en Morten Suurballe med langt, hvidt hår og fænomenalt overspil. Det var så forfærdeligt, og jeg sad ved premieren bag ved teaterchef Michael Christiansen og tænkte, at hvis han i morgen fyrer hele banden på gråt papir, skal han ikke høre et ondt ord.

Næsten som Shakespeare

Måske var succesen med Oehlenschlägerstykker, for hvilke sidste salgsdato forlængst var overskredet, steget Hoffmeyer til hovedet? Seks år forinden havde han iscenesat Oehlenschägers ikke mindre glemte Kjartan og Gudrun i Peter Laugesens kongeniale gendigtning. Oehlenschläger lød næsten som Shakespeare, Benedikte Hansen har næsten aldrig været bedre, og alle var nærmest lykkelige.

Adam Oehlenschlæger havde i begyndelsen af 1800-tallet bestået adgangs-eksamen til Københavns Universitet, hvor han begyndte at læse jura. Han fik sølvmedalje for en besvarelse af universitetets prisopgave med titlen "Var det gavnligt for Nordens skiønne Litteratur, om den gamle nordiske Mythologie blev indført og almindeligt antaget i Stedet for den græske?" Efter alt at dømme svarede han bekræftende på sit eget spørgsmål, men efter Fostbrødrene ønskede man, at han havde holdt sig til juraen.

Året efter traf jeg min mand. Allerede samme aften kom vi til at tale om Fostbrødrene. Han havde lidt i stilhed til samme premiere. Så faktisk skylder jeg Klaus Hoffmeyer en tak for hans selvmordssatsning. Hvem ved, om vi havde fundet sammen uden det fælles minde om en helt igennem ulidelig aften?

En række af Informations medarbejdere skriver i denne sommerserie om nogle af deres mest elskede aversioner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu