Læsetid: 3 min.

Operafilm til sommersofaen

Det kan være svært at finde tid og ro til at klemme en operafilm ind i et travlt hverdagsprogram. Sommeren er tiden til at samles om at svælge i klassikere inden for genren - og så selvfølgelig til at se den nye dvd-udgave af 'The Copenhagen Ring'
11. juli 2008

For nogle år siden programlagde jeg en serie med klassiske operafilm i Cinemateket. Det var overraskende, hvor mange kommentarer jeg fik i den anledning. Om hvorvidt jeg nød at betragte folks drøbler i nærbilleder. Om hvorfor man skulle se på et lærred i Filmhuset, når man kunne få the real thing i Operaen. Om det ikke var en uudholdeligt tilbageskuende og teatralsk affære for de frelste få.

Heldigvis dukkede mange op i salene for at nyde de bedste operafilms evne til at skabe filmiske dramaer med medrivende musik. Selv nød jeg mest at se den italiensk-amerikanske komponist Gian Carli Menottis filmatisering af sin Broadway-succes The Medium sammen med en forventningsfuld skare, som havde grebet en sjælden chance for at opleve den klaustrofobiske kammeropera om en falsk clairvoyant, som på ubehagelig vis erfarer, at hun faktisk er synsk.

Operafilm er nemlig en genre, hvor der ikke er meget at vælge imellem, og hvor de samme værker derfor vises igen og igen, så næsten alt nyt modtages som godt nyt. Klassikere som Ingmar Bergmans Tryllefløjten eller Joseph Loseys Don Giovanni ersvære at blive træt af, men man kan trods alt kun kapere Franco Zeffirelli-udstyrsstykker som Otello og La bohéme i begrænsede mængder.

Liv i genren

Der er langt mellem nye og anderledes operafilm, men de begynder at dukke op som f.eks. Berlin-vinderen Carmen i Khayelitsha sunget på kliksproget xhosa i Sydafrika eller ungarnske Kornél Mundruczós fascinerende filmopera Johanna.

Hans-Jürgen Syberbergs Parsifal fra 1982 er et af de få mere kendte eksperimenterende værker fra filmhistorien. Den går originalt tematisk og ikonografisk til værks i et landskab af Wagners dødsmaske, og får én til at drømme om, at Lars von Trier en dag overfører sine opgivne tanker om en Ringen-opsætning i 'beriget mørke' til film. Der laves stadig mere traditionelle filmatiseringer af klassikere, hvor forevigelsen af unikke sangere og deres præstationer er i centrum som i Benoît Jaquots Tosca med Angela Gheorgiou og Roberto Alagna, men der lader i disse år til at være liv i genren og interesse for både nye og gamle værker.

Interessen samler sig ikke mindst om transmissioner af forestillinger fra store operahuse frem for deciderede film med kameraet for øje. I 2007-08 sæsonen har over 600 biografer i 23 lande vist otte live forestillinger for over 920.000 mennesker, hvilket er omkring 70.000 flere end operaens samlede publikum i samme sæson.

Det kan virke oplagt bare lige at filme en forestilling, men det gør man faktisk ikke bare lige. Hver simulcast koster omkring 1,1 million dollar at producere med et team på 60 mennesker og 15 kameraer til at fange begivenhederne både på, foran og bagved scenen.

Der er imidlertid stigende interesse for opera-oplevelserne på lærredet. Indtil nu har transmissionerne især været et reklamefremstød og en foryngelseskur for at tiltrække et nyt publikum til et operahus, hvor publikums gennemsnitsalder er 65 år.

Fantasi og forenklinger

Jeg har endnu ikke set en simulcast i biografen, men jeg har på dvd set Julie Taymors opsætning af Tryllefløjten fra The Met, som var en skøn musikalsk og visuel oplevelse, selv om alt var baseret på sceniske løsninger. Det er svært at klemme en lang opera ind i hverdagen, men det er jo blandt andet det, ferier er til for. I julen oplevede jeg, at børn godt kan hygge sig med opera. Handlingen er oftest ikke børnevenlig, men musikken og fortælletempoet er. Det er ikke let at forklare de romantiske forviklinger i Figaros bryllup for en femårig eller digte en lykkelig slutning til Manon inden sengetid, men man kommer langt med fantasi og forenklinger.

Denne sommers hit bliver dvd-udgivelsen af The Copenhagen Ring, Kasper Bech Holtens opsætning af Nibelungens ring på Det Kongelige Teater. Jeg glæder mig til at genopleve den store oplevelse fra scenen i filmet form. Ja, jeg vil gerne se dramaet og dragens drøbler i nærbilleder. Og ja, jeg ser det gerne sammen med familie og venner i sommersofaen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu