Læsetid: 3 min.

Partyvin i sommerlandet

... og om at huske at gå hjem
Kultur
11. juli 2008

Den kommer snigende ind på os, den uimodståelige lyst til at se mange mennesker, servere læssevis af mad og spande af vin. I haven. Det medfører godt nok en vis værtslig nervøsitet i forhold til vejret, men til gengæld kan man slippe af sted med kold buffet, brankede grillpølser og langt mindre formalia end ved normal selskabelighed - der skal simpelthen være havefest.

I Danmark betyder det høj musik, meget mad og endnu mere vin. De to sidste ting er rimelige, det første vender vi tilbage til. Valget af vin er ingen enkel beslutning. Der skal være meget af det, og for de fleste af os betyder det, at prisen spiller en større rolle end ellers. Havefestgæster forventer næppe store Bourgogner, så man kan med sindsro overveje, hvordan man får mest valuta for pengene, og svaret er oftest; Bag-in-box. En treliters indretning med en forunderlig evne til at holde sig i ugevis, således at også festens slatter kan udnyttes. Her nytter ingen småborgerlige manerer om, at det tager sig pænere ud i flasker, for nok får man bedre vin på flaske, men ikke bedre vin til pengene, så drop undtagelsesvist de fine fornemmelse - og prøv.

Chill Out

Bag-in-box-udvalget er enormt. Blandt de hvide vine udmærker chilenske Uxmal 2006 Chardonay sig. Som de efterfølgende pose-vine er det ikke stor kunst, men det er anstændigt håndværk: Mild i smagen, behagelig bouquet og fornuftig eftersmag, lige til sommervarmen. Rosé skal der til, hvis varmen melder sig for alvor, og Georges DuBoeufs 'de la Lamitier', der er lidt dyrere end de fleste boxe, er en fin og velduftende af slagsen. En svag parfumering i bouqueten gør den lidt raffineret, og velafkølet er den behagelig både til velkomst og til mad.

De røde vine i bokse er der mange af, og man kan med fordel gå efter den drue, man normalt bedst kan lide. Skal der imidlertid findes en vin, de fleste kan lide, er Chill Out (Music), Cabernet Sauvignon fra Sydafrika nærmest perfekt. Rund og med kraftig smag, og også efter mange glas vil den for de fleste vække begejstring.

Drukmåseri og festregler

Kan man ikke bære tanken om papbokse, eller betyder økonomien mindre, kan man selvfølgelig finde på stort set hvad som helst; havegæster er taknemmelige folk. Vi prøvede 'Godsets vin', en økologisk rød Bel-Air de la Côte 2003 Beauvoisin, men blev ikke imponerede. Den er interessant men lidt hård i smagen, og den er mere til at smage end til at bælle. En lidt billigere Santa Christina Reservado Cabernet Sauvignon vakte til gengæld glæde, men også overvejelser om pris og kvalitet. Den er mere raffineret og har flottere duft og længere eftersmag end Chill Out vinen ovenfor, men spørgsmålet er, om ikke box-kvaliteten ikke er nok i festligt lag.

Når vin og mad er på plads, mangler kun musik og festregler. Der hvor klummisten holder til, er der sommeren lang et antal havefester, hvor der spilles højt og længe. Det lever vi så med, men drømmer i det stille sind om, at nogen dog ville afbryde festerne kl. 02:00. De sidste tre timer med 'Kvinde Min' tilsat blandet mandskor og almindeligt drukmåseri kunne vi faktisk godt undvære i sommernatten, så vi beder til, at Informations læsere er fornuftige folk og skruer ned deromkring. Der er alligevel aldrig nogen, der har sagt noget klogt efter kl. 02:00 om natten - og slet ikke efter vin ad libitum. Men god fest alligevel.

Uxmal Chardonnay 2006 www.Philipsonwine.com 139,95 kr.

Georges Dubæufs 'de la Lamitier' rosé www.loegismose.dk 145 kr.

Chill Out Music, Cabernet Sauvignon, (Superbest. Superbrugsen, Metro, Kvickly m.fl.) 99,95 kr. (normalt 139,95 kr.)

Domaine de Bel-Air de la côte 2003. (tlf. 59 65 13 93) 48 kr.

Santa Christina Reservado CS, (Superbest, Aktiv Super m.fl.) 44,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her