Læsetid: 2 min.

Den rå fysiske magt

Valdemarernes mafiøst entydige samfundssystem i stort og småt
8. juli 2008

I små hundrede år regeres Danmark i det store og hele af én familie med udspring i Erik Ejegod og sideudspring af den mægtige Hvide-slægt. 'Familie' er den rette betegnelse. Man kunne også med en anakronisme kalde fænomenet for 'firmaet'.

Familien, hvis mandlige medlemmer er fordelt mellem kirkelige og verdslige embeder: præster, herremænd og krigere, deler i et overvejende ukendt system af aftaler land og rige mellem sig og tillader ikke andre familier en lignende tilgang til magtmidlerne.

Alliancen mellem Valdemar den Store og Absalon cementerer konge- og kirkemagten som to sider af samme sag. En junta kan man sige. En militærjunta med kirkens folk som forvaltere af det vældige jordegods. Hvor vidt en opposition i en eller anden forstand har fået et ben til jorden er ikke synligt og heller ikke sandsynligt.

Familien har endvidere aktivt tænkt i spin og fået en særlig kyndig doktor til at beskrive ikke mindst Absalons fortjenester. Saxo, som vi i øvrigt ikke ved det store om, andet end at han sandsynligvis studerede sammen med overklasseløget Absalon i Paris, lånte bøger af den senere ærkebiskop og arvede en kappe, satte sig for at beskrive historiens forudsætninger for den guldalder, det var hans egentlige formål at lovprise. Nemlig Valdemars, Absalons og Saxos egen tid.

Bissen Absalon

Bissen rytterstatue ved Gammel Strand, oprejst på Nyrops sokkel i 1.000 dødsåret, giver, ahistorisk den end er, et, et fingerpeg om biskoppens væsen. Til stejlende hest og med kampøkse i hånden. Korset ser man ikke så meget til. En rå børste var Absalon, før denne Københavns påståede grundlægger var kirkemand; skønt heller ikke her, er det helt rimeligt at skelne. Absalon og hans samtid har næppe set det som en modsætning, at en i udgangspunktet stuelærd Kristi stridsmand også bogstaveligt talt svingede øksen.

Valdemarerne, der også rummer en Knud, den korte 4., kulminerer med Valdemar 2. - kaldet Sejr. Det sidste er ikke så rimeligt, eftersom han tabte langt mere, end han vandt. Hyldestnavnet skriver sig fra den imperialistiske side af Ribe-kongen, der som en anden korsfarer drog i de tyske ridderes fodspor på omvendelses- og erobringstogter i Baltikum. Folkene, der belejligt var hedninge, så opgaven lå for højrefoden: at få så mange som muligt slået ihjel eller døbt. Under slaget ved Lyndanisse daler et flag med hvidt kors på rød dug ned over de kæmpende danskere.

Rød-hvide våbenmærker

Ammestuehistorien stammer fra et andet slag og er en godt 300 år ældre tildigtning. Meget sigende formidles flagneddratningen af kirkens til lejligheden medbragte førstemand, oldingen ærkebiskop Anders.

Eftersom flere af de tyske ridderordner har den slags meget nærliggende våbenmærker med hvide kors og rød bund, er det ikke usandsynligt, at det ligesom har ligget i luften. For Valdemar yder det prestige til eftermælet, der under andre omstændigheder var blevet ringe. Som sagt taber han alt, idet han fejlvurderer de nordtyske fyrsters vilje og hensigter. Efter Valdemar og trods Jyske Lov kommer borgerkrigens syndflod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu