Læsetid: 2 min.

Reaktionens brutalitet

Det var ikke nok at tage livet af Struense - hadet krævede partering
Kultur
14. juli 2008

En af Danmarks potentielt største statsmænd og mest visionære politikere var tysker. Livlæge for den sindssyge Christian 7. Der var sådan set ikke meget at stille op på den medicinske front. Kongen led af ungdomssløvsind eller skizofreni og opførte sig efterhånden mere og mere bizart. Ikke fordi Christian var ubegavet, det var han formentlig ikke, men intet i datidens apotek kunne hjælpe, og det vidste livlæge Struense. Frisk luft og god kost var hvad lægevidenskaben tilbød af behandling og så ellers aflaste kongen for de ægteskabelige forpligtelser, for hvilke han fik afløb hos Støvlet-Katrine. Struense selv krøb i kanen hos dronningen, den storbuttede ganske appetitlige og livfulde Caroline Mathilde, satte horn på kongen og et barn i dronningen. Det var det samme som højforræderi, og her fik Struenses modstandere grund under fødderne. Om galt var, kunne de nok have affundet sig med horeungen, alle vidste jo besked med kongen, men Struense var reformator i oplysningens ånd, og det var galt. De reaktionære ønskede ikke forandringer. Den trykkefrihed Struense havde været så opsat på, men uforsigtig at lancere, ramte ham i nakken; alt hvad han foretog sig, ikke mindst med dronningen, blev basuneret ud i skillingstrykkene; borgerskabet forargedes i takt med almindeligt fremmedhad. Det tyske - uanset position i forvaltning og militær - var sekundakultur i København.

Struense reagerede ikke på varslerne og slet ikke hensigtsmæssigt. Tværtimod dyrkede han endnu mere åbenlyst dronningen; de to forlystede sig frejdigt med hinanden i den lange 1771-sommer på Hørsholm Slot, en paradisisk tilværelse som de elskende forlængede med gulvbrædder, mens lokummet brændte i København. Struenses enevælde, det var hans regime, hvor kongen under løfter og trusler skrev under på hvad som helst, havde alle odds imod sig. En formidabel sammensværgelse med bondeplageren Magnus Beringskjold og den snæversynede, pedantiske professor og kabinetssekretær Ove Guldberg samt en overmokke af en enkedronning Juliane Marie i spidsen slår til ved maskeballet på Christiansborg den 16. januar 1772. Struense falder. Rigsretten træder sammen og dømmer ham til døden. Sådan set efter bogen, uberettiget besvangring af dronninger var i tidens retsopfattelse klart højforræderi.

Vilddyrene lurer

Men det er eksekveringen af dommen, der er oprivende. Få i det civiliserede Europa havde regnet med, at man ligefrem også skred til henrettelse af førsteministeren. Dette foregår en halv snes år før den franske revolution, og man var stadig ikke vant til en så drakonisk fremgangsmåde, når det gjaldt folk højt på strå. Landsforvisning, jovel, men henrettelse. Og hvilken én. Håndsafhugning først, så hovedet og endelig partering og udstilling af resterne på hjul og stejle. Hadet mod den reformivrige og yderst veloplyste, dannede mand kendte ingen grænser. Under den venlige danske overflade lurede vilddyrene, som nu kom tilbage til den magt, de uberettiget følte sig født til at besidde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her