Læsetid: 5 min.

En rigtig brandit

Der var ikke meget bøvl, da tidligere borgmester Preben havde 10 ud af 15 pladser i Brande Byråd. Og var der alligevel lidt, ringede man bare op til Preben. Så snakkede han med Troels fra Bestseller, og så fandt man nok en løsning. Sådan fungerer det ikke helt i den nye storkommune
Preben Christensen er bykonge, og går man rundt i Brande med ham, hilser alle uden undtagelse. -Hej Preben-, siger de. Eller: -Hej borgmester-.

Preben Christensen er bykonge, og går man rundt i Brande med ham, hilser alle uden undtagelse. -Hej Preben-, siger de. Eller: -Hej borgmester-.

Kristian Villesen

8. juli 2008

"Jeg er en ægte brandit," siger Preben Christensen. Han står ved talerstolen 'Æ Spikers Kårner' - foran springvandet på det nyrenoverede torv i Brande.

"Ikke bandit. Brandit," tilføjer han. Preben har aldrig boet uden for den by, som han elsker - og kommer heller aldrig til det:

"Jeg brænder for Brande. Det er her, mit hjerte er," siger han.

"Hej Preben," hilser en forbipasserende kvinde.

"Hej hej," svarer Preben.

Bykongen

Preben Christensen er bykonge, og går man rundt i Brande med ham, hilser alle uden undtagelse. 'Hej Preben', siger de. Eller 'hej borgmester'.

- Kalder de dig stadig borg-mester?

"Ja ja," siger han.

Ved kommunalvalg er Preben Christensen også branditternes foretrukne. I 2001 høstede han personligt næsten halvdelen af alle stemmer i Brande Kommune og hans parti, Fælleslisten, satte sig på i alt 10 ud af 15 sæder i byrådet. Før dét var Preben i en periode Danmarks første og eneste borgmester fra Fremskridtspartiet - inden han ragede uklar med Glistrups linje og valgte at starte sin egen liste. I dag er Brande lagt sammen med Ikast, og det gør selvsagt tingene lidt mere besvær-lige end i gamle dage. Preben og Fælleslisten har nu otte pladser i byrådet - lige så mange som Venstre - og Preben er blevet viceborgmester i den ny Ikast-Brande Kommune.

"Jeg skal da være ærlig og sige, at jeg hellere vil være borgmester i Brande, end viceborgmester i Ikast-Brande kommune. Jeg er mere til det nære, og tingene gik lettere da kommunen var lille," siger Preben og fremviser stolt en ny bro, der løber over Brande Å.

I dag skal Preben vænne sig til at samarbejde med andre igen - herunder Venstre-borgmester Carsten Kissmeyer:

"Vi er ikke samme typer. Jeg er meget folkelig. Og Kissmeyer han er ikke så ... hvad skal jeg sige ... folkelig," siger Preben, der i sin tid arbejdede for at få lagt Brande sammen med Nørre Snede Kommune for dermed at undgå at skulle gå sammen med de større byer som Herning eller Give. Men der manglede 3.000 borgere for at nå op på de nødvendige 20.000 indbyggere.

"Hej Preben," lyder det fra en ung mand med en barnevogn:

"Hej hej."

"Tag nu sådan noget som det dér," siger Preben og peger på en bænk ved åen, som er gået i stykker.

"Den kunne man ordne med det samme, dengang kommunen var mindre. I dag er beslutningerne for langt væk. Der kommer til at gå lang tid, før den bliver repareret."

De lange beslutningsgange er bestemt ikke Prebens stil:

"Der er kommet alt for meget bureaukrati. Sådan er det med et demokrati, det ved jeg godt. Men alt det bøvl, det er vi ikke vant til," siger Preben og giver et eksempel på, hvordan det var i gamle dage:

"Vi har ikke meget hærværk i Brande. Men hvis nu der var en, der havde ødelagt en lygte oppe på torvet, så var der som regel også en af de gamle, der havde set det. Og så ringede de op til mig og sagde: 'Vi ved godt, hvem der har ødelagt lygten, Preben.' Så snakkede jeg lige med forældrene, og så fik vi løst den sag."

Og sådan kunne Preben godt lide at køre kommunen:

"Folk ringede bare op og sagde 'Hej Preben.' Og min dør stod altid åben. Altid. Så kom folk op og sagde, 'er Preben der'. Så sagde de, hvad de havde på hjerte, og så fandt vi som regel en løsning."

En ung mand på knallert kommer kørende over broen.

"Der har vi sgu da borgmesteren," råber han.

"Ja, den er god med dig," siger Preben og sætter kursen op mod stationen. Han har en kam og en læderpung stikkende op af sine blå lærredsbukser.

Vi klarer den

Da Preben var borgmester, var der også gode forhold for erhvervslivet.

"En stor virksomhed som tøjkæden Bestseller er god at have i byen. De lægger jo mange penge i virksomhedsskat. Så når store virksomheder ville lave noget i Brande, så kom de op til mig. Så sagde de 'vi vil gerne det her, Preben.' Så sagde jeg, 'vi vil gerne det her', og så fandt vi en løsning. Og sådan skal det være."

Blandt meget andet fik Preben firmaet Give Stålspær flyttet til Brande:

"Der var nogle ting, de ikke kunne få lov til af Give Kommune. Så kom de op til mig, og så fandt vi ud af det. Så nu ligger Give Stålspær i Brande."

Preben er af blandt andre Socialdemokraterne blevet beskyldt for at være lige lovlig venlig ved det private erhvervsliv og for at køre tingene igennem på sin egen måde uden at informere byrådet:

"Vi havde et godt ry i erhvervslivet. Virksomhederne fik en god service, og vi fandt som regel en løsning på problemerne. Der var nogle, der havde den holdning, at det da var utroligt, at de store virksomheder altid kunne få lov til det, de ville. Men de små virksomheder tog jeg jo også en snak med. Så der var ikke nogen forskelsbehandling."

Troels fra Bestseller

Når virksomhederne er glade, smitter det også af på byen i anden forstand. Det er kulturhuset Remisen et eksempel på.

"Det var mig og Troels fra Bestseller og så bankdirektøren fra Nordea. Vi satte os for, at der skulle ske noget," siger Preben og viser den nyistandsatte remise frem.

"RealDania Fonden lagde syv millioner. Og Troels fra Bestseller, han lagde også pænt, du ved...," siger Preben og kigger op. I dag er der udstillingslokaler og koncertsal - og de gamle togskinner er integreret i arkitekturen.

"Hej Preben," siger en kvinde med en stor gave i hånden.

"Hej hej."

"Den er til Lise. Hun er jo blevet mor."

"Det er også rigtigt. Du må hilse og sige tillykke," siger Preben og sætter kursen tilbage mod torvet.

"Her lå politistationen i gamle dage." Preben stopper op ud for en enorm Bestsellerbutik, der ligger på den gade, som forbinder togstationen med torvet.

"Men jeg havde fået den idé, at det kunne være godt med en stor tøjbutik på den her grund, og så snakkede jeg med Troels fra Bestseller, ham har jeg det jo godt med. Og han var interesseret."

- Hvad sagde politiet så til det?

"Jamen, så fandt vi jo et andet sted til politiet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu