Læsetid: 5 min.

Sammenhængskraft og klyngebomber

Roskilde Festival er en enestående mulighed for at gennemføre en kompakt dannelsesrejse via fire dages afcivilisering. Men den er også dybt afhængig af biodiversiteten nede blandt navnene skrevet med småt
Dem, der pisser her, risikerer slag på pikken, står der pædagogisk på skiltet ved denne lejr på Roskilde.

Dem, der pisser her, risikerer slag på pikken, står der pædagogisk på skiltet ved denne lejr på Roskilde.

Jens N. Larsen

3. juli 2008

Ja, vi skal jo til det. Til det årlige kurophold på Roskilde Festival. Ikke et gennemsnitligt kurophold, men en avanceret form for afcivilisering formet som fire dages nedbrydning af kroppen og omvendt proportional afstivning af ånden.

Når solen - om vejret vil - går ned over Dyrskuepladsen søndag aften, vil den som så mange gange før se med vantro på en menneskeflok, der forstår og oplever musik på en ny måde efter at have fået slidt op til flere lag sociale konventioner og selvbeherskelser af sig.

Roskilde Festival er en kompakt dannelsesrejse, der åbenbarer musik som en voldsom naturkraft, når man for enden af rejsen står foran en scene og bæver i sine grundvolde under påvirkning af f.eks. Animal Collective i 2006 eller Björk i 2003.

Men det betyder ikke, at der ikke er nogle Roskilde Festivaler, der er bedre end andre. Og det er der mange faktorer, der afgør.

Vejret kan spille ind på uforudsigelige måder. Sidste års syndflod gjorde åbningsdagen til den værste, jeg har oplevet under mine 18 gange på festivalen, men den intensiverede på forunderlig vis nydelsen af de sidste tre dage. Andre faktorer: Støv med og uden urin, musikeres dagsform, egen fysiske og åndelige ydeevne samt programlægninger, der enten fatalt kobler to eller tre perler eller giver masser af plads oppe foran feks. til den helt guddommelige koncert med !!! i 2004, der var programsat samtidig med et af årets trækplastre, Franz Ferdinand.

Roskilde Festivalens bookere og programlæggere har i mine øjne og ører to kampe, de skal vinde: De skal sejre i den internationale fight mellem bookere om at kunne præstere et vred hovednavne, der kan trække folk til festivalen og i bedste fald rejse nogle af de monumenter over musikkens kollektive kraft, som de største oplevelser på Orange Scene har præsteret.

Som altid imposant

Og de skal søge med lys, lygte og stetoskop efter et bredere udbud af mindre kendte eller ukendte navne, der ikke kun formår at demonstrere musikkens rablende biodiversitet, men også perforerer og udvider folkets kulturelle udsyn. Roskilde skal altså i følge denne signatur byde på både sammenhængskraft og klyngebomber; bekræftelser i bredformat og åbenbaringer i nichestørrelse.

Disse mindre kendte navne rummer alle potentiale for åbenbaringer i år: Wildbirds & Peacedrums, Battles, Cadence Weapon, Dan Deacon, Dengue Fever, The Dillinger Escape Plan, Frédéric Galliano Kuduro Sound System, Fuck Buttons, Girl Talk, Magnetic Man feat. Skream & Benga, Fanfara Tirana, Vieux Farka Touré, Liars, MGMT, No Age, The Notwist, CocoRosie, Lupe Fiasco, Motorpsycho, Jay Reatard, Santogold, Shackleton, Shantel & Bucovina Club Orkestar, Miss Platnum, Supersilent, Various Production, Yeasayer, Hot Chip og Lady Saw.

Jeg kan ikke opfordre nok til at læse op på eller lytte til disse navne, inden du foretager dine valg, kære læser.

De visionære støjrockere i My Bloody Valentine var streng undergrund, da de sidste gang gæstede festivalen i 1989, hvor de flåede hul i min musikopfattelse. I dag efter mere end et årtis pause befinder de sig blandt de store navne, men de kan formentlig stadig tage det brede publikum med bukserne nede. Jeg glæder mig.

Og det gør jeg også til Solomon Burke og Sharon Jones & The Dap-Kings, der hos bookmakerne står til at give nogle solide, traditionsrige soul-oplevelser.

Som det måske anes af ovenstående, er det som altid et imposant program.

Men med spørgsmålstegn efter. Hvordan er de live? Kan de løfte deres sange? Kan de brænde igennem? Kan de nå os? Kan vi nå dem? Kan de overhovedet spille endsige synge uden for studiets manipulatoriske tryghed?

Rockhistorisk tyngde

Og så er der selvfølgelig den evige diskussion om paraden af hovednavne. Neil Young og Radiohead er for denne signatur essentiel Roskilde med hver deres rockhistoriske vægt og stadig spritlevende kraft. Og så er der et mindre hovednavn som Gnarls Barkley, der leverer en retro-reference-rig og be-soulet sampler-pop som både tilfredsstiller den søde tand og den bistre trommehinde.

Disse er måske festivalens stærkeste kort, når det kommer til aspirationerne om at organisere kollektivt forløsende højmesser.

Nick Caves nye behårede projekt Grinderman vil givetvis spy ild. Og Jay-Z har været en af hiphoppens bedste rappere, og det forlyder at hans show skulle være forrygende. Men kan de samle masserne i fællessang? Eller rammer de i virkeligheden ikke mere segment-specifikt - lige som Judas Priest?

Og jo, gengangerne The Chemical Brothers burde da kunne levere en fest, men deres musik har for længst mistet sin vitalitet. Og jeg ville helt klart hellere have set Daft Punk, der i disse år begår koncerter af både stor musikalsk og angiveligt også showmæssig kvalitet.

Måske er tiden bare løbet fra de store fælles oplevelser. Måske har internettets mulighed for at dyrke ens personlige nicher, der før blev holdt nede af de multinationale selskabers nu svundne magt, gjort at der ikke længere findes navne, vi alle kan mødes om?

Måske tilhører tilløbsstykkerne en svunden tid, lige som de sidste store popstjerner Madonna og Michael Jackson.

Hvor er årets bedste?

Flytter man blikket nedad på festivalplakaten til dem skrevet med småt kan man også savne nogle af de store små. Eller bare undergrundens svar på overgrundens ambassadører. For eksempel vil The Streets formentlig levere varen på Orange Scene, men hvorfor er der ikke veloplagte grime-kombattanter som Wiley eller Dan Le Sac Vs Scrobius Pip på de mindre scener?

Og hvor er folkene bag nogle af de sidste 12 måneders bedste plader, The Dirty Projectors, The Chap, Tape og Animal Collective?

Måske er de på USA-turné. Måske er de for dyre. Måske er de ringe live. Eller også kan man ønske sig lidt mere diversitet og vanvid blandt Roskildes små navne?

Mangler der måske noget finsk psykedelia fra Paavoharju? Noget filende vemod fra norske Nils Økland? Noget digitalt opdateret cumbia fra Argentina? Eller noget Vagina-Style og bitchism fra tyske Lady Bitch Ray? Det er svært at sige om det er dét, der mangler. Eller om der overhovedet mangler noget.

Svaret får man først - og da kun i dunkelt mål - når man har betrådt sin egen krogede sti gennem programmet. For vi skal jo til det.

Og jeg ville personligt ikke have det anderledes.

Roskilde Festivalen foregår mellem torsdag den 3. og søndag den 6. juli - vanen tro på Dyrskuepladsen, Roskilde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu