Læsetid: 4 min.

Seriel monogami

En syv en halv times vandretur på Dyrskuepladsen blev til historien om Roskilde Festivalens forbilledlige diversitet. Og en knaldhård anbefaling af seriel monogami
Neil Youngs guitarsoli strækker de mindre interessante sange i hans repertoire ud i kedsommeligheden, men hans sjæl glimter stadig, når den belyses af klassikerne.

Neil Youngs guitarsoli strækker de mindre interessante sange i hans repertoire ud i kedsommeligheden, men hans sjæl glimter stadig, når den belyses af klassikerne.

Torben Christensen

7. juli 2008

Tillad mig at fortælle om en vandring, jeg drog på med to trofaste og flere mindre trofaste følgesvende lørdag aften. Den startede klokken 20.00, da tyske The Notwist pustede til gløderne i deres fintmaskede, blegt tilbageholdende, men også smukt doseret højrøstede indietronica. Den fortsatte til de genfødte støjrockmestre, My Bloody Valentine, der knuste shoegazer-kulturens spørgsmålstegn med udråbstegn. Jo, de kan stadig få rockformatet til at briste i guddommeligt forvrængede tågebanker og arkitekturer

Derefter gik det i rask gang - og til sidst løb da vi erfarede at vi havde kurs mod de sidste akkord-hug i "Cinnamon Girl". Heldigvis havde Neil Young og band 75 minutters musik mere i sig, og dermed fuldførte de tre følgesvende et generationsmæssigt kvantehop mellem to ikoner fra hver deres tid - men alligevel forbundne i den betændte elguitar som Young har betvunget i mange årtier. Men som ikke længere har samme glød, selv om sangene stadig dirrer i det tårevædede møde mellem erindringen om og genopførelsen i nuet af klassikere som "Old Man" og "The Needle and The Damage Done".

Vi genoptog vandringen og overværede populærmusikken desintegrere under amerikanske Girl Talks kyndige behandling. En mash-up-mekaniker med et festhjerte og en uhøjtidelighed, der fik teltet til at gå i ekstatisk opløsning.

Efter en kort spadseretur nordpå til Astoria-teltet kom en anden fest lynhurtigt i sving takket være tyske Shantel & Bucovina Club Orkestar, som uden skam hamrede rå klubnerve og tungt rockbeat i Balkan-musikkens i forvejen råt følelsesfulde inferno af messingblæste rablerier i høj fart.

Bagefter gav Fanfara Tirana en albansk, mere rendyrket opvisning i kunsten at blæse til smerten forvandler sig til ekstase.

Vi havde danset, vi havde vrøvlet, vi havde skreget, vi havde krammet, vi havde røget, vi havde drukket, oh yeah, og jeg havde stanget panden mod en uforsonlig væg. Men vi fik alligevel til sidst navigeret os ned til dubstep-finalen på med britiske Shackleton. Et sidste skift mellem en hæsblæsende tradition fra Østeuropa og en urban modernisme i minimalistisk lyssætning, dunkelt disciplineret, uden nogen udveje.

Spredte øjeblikke

Og da begyndte det for alvor at værke i de gamle apparater, og de tre følgesvende så modfaldne på hinanden. Og på uret. Klokken var 3.30. Vores vandretur nærmede sig sin afslutning.

På vejen havde vi mødt både en islandsk indianer, en kvinde med hestehoved og Lars, der var blevet nudist under Judas Priest-koncerten. Og nå ja, så mødte jeg også flere forskellige udgaver af mig selv. For man tager farve af musik og denne brogede vandring kom til at forme sig som historien om Roskilde Festivalens ærværdige diversitet.

"Music without passport, music without visa," som Shantel proklamerede ud over den sydende og boblende heksekedel, der før koncerten var gået under navnet Astoria. En festival med en forbilledlig mangel på puritanske unoder vil jeg tillade mig at tilføje.

Så betyder det mindre - men dog noget - hvor gode disse gode koncerter egentlig var.

At The Notwist gav en fin koncert, der også bare afslørede at de var blevet indhentet af tiden og måske var tynget en kende af de svagere nye sange.

At My Bloody Valentine med deres lydtryk gjorde det svært at nyde de svimlende nuancer i deres støjrock, men at alene vælden og forvrængningens greb i organerne var betagende.

At Neil Youngs guitarsoli strækker de mindre interessante sange i hans repertoire ud i kedsommeligheden, men at hans sjæl stadig glimter, når den belyses af klassikerne.

At Shantel og band leverede en af de bedste koncertfester, jeg har overværet.

Fredagen havde også sine øjeblikke kan jeg betro dig, kære læser. Men de var mere spredte, og det var umuligt at foretage et kontinuerligt trip af så høj karat som om lørdagen. F.eks. var festprogrammet mudret i det ellers så vitale krydsfelt mellem Cosmopol og Astoria om fredagen, mens det om lørdagen var en knivskarp, eksalteret oscillation mellem mash-up, dubstep og Balkan-musik.

Men til gengæld stod Gnarls Barkley for et tidligt højdepunkt i solsyrebadet over Orange Scene fredag eftermiddag.

"Love is in the air. I sense the smell of marihuana, ecstacy, sex, drugs and rock'n roll. You know you like it," lød det fra den mesterlige forsanger Cee-Lo. Et kvadratisk soulorgel af en sanger, der sammen med sin partner-in-sampler-crime, hr. Danger Mouse, havde samlet et dynamisk rockband omkring sig. Og halleluja, resultatet var en forrygende parade af retro-klingende sampler-soul-hits, som tvang sangen frem i struben og kampgejsten op i vores allerede medtagne legemer.

Senere, på samme scene tæskede den australske kvartet Grinderman alderdommen ud af deres så småt aldrende kroppe. Forrest den radmagre herre Nick Cave flankeret af Warren Ellis på maracas med mere. Og samlet fire herrer, der forstod at slæbe bluesen - endda med nik til John Lee Hooker - ud i garagen hvor den fik, hvad den fortjener: Hård kærlighed. Her givet af fire liderbukke, der på forunderlig vis formår at bevare værdigheden, mens de jager et sidste, bare et sidste knald.

Men nu må jeg løbe. I baggrunden kan jeg høre et par koncerter bløde sammen. De to sceneanlæg lapper ind over hinanden fra min position i periferien af begge koncerter.

Det er den sidste dag, og blødningerne må stoppes; valg må træffes, kun én koncert bør nydes af gangen. En stærkt anbefalelsesværdig form for seriel monogami.

Gnarls Barkley og Grinderman, Orange. Fredag.

The Notwist, Astoria. My Bloody Valentine, Arena. Neil Young, Orange. Girl Talk, Cosmopol. Shantel & Bucovina Club Orkestar og Fanfara Tirana, Astoria. Shackleton, Cosmopol. Lørdag. Dyrskuepladsen, Roskilde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu