Skruer falder ud af væggen i Berlin

Et enkelt klik og lyden af en skrue, der rammer bunden af en papkasse høres, hver gang man passerer værket, The Falling Screw, som er placeret på de mest befærdede tre meter mellem køkken og kontorer i Jeppe Heins Studio i Berlinerkvarteret Kreuzberg.

Endnu er det kun en teknisk glidebane med et imponerende skrue-arsenal, men ved værkets deadline i næste uge vil det være en hvid væg med et lille hul forneden, der spytter skruer ud, når folk går forbi. Det er ideen om kunstværkets intervention med beskueren og rummet, der er udgangspunktet for The Falling Screw og de fleste andre værker af den 34-årige kunstner Jeppe Hein.

Kunstneren Jeppe Hein laver stadig stregskitser på papir, men hans arbejdsplads er oftest fly, hoteller og udstillinger i hjørner af verden, hvorfra han konstant er i dialog med sit værksted.

"Når der er så stor efterspørgsel, er det svært at tilfredsstille alle hver dag. Folk vil have, at kunstneren skal være der til åbningen af udstillinger, og jeg er hele tiden i kontakt med mit studio i Berlin," siger Jeppe Hein i et interview om sine egne assistenter og tiden som assistent for blandt andre kunstneren Olafur Eliasson.

Olafurs elev

"Mine installationer er stærkt inspirerede af Olafur Eliassons," fortæller Jeppe Hein, da Information møder ham på et trappetrin ved springvandene i Sankt Jørgens Sø, fordi han netop er flyttet til København.

Jeppe Hein var uddannet tømrer og ansat på Arken til at sætte vægge op, da han første gang mødte Olafur Eliasson i midten af 90'erne.

"En dag skulle jeg grave et hul til en af Eliassons installationer, og jeg stillede konstant spørgsmål om hans værker ... men han ringede alligevel til mig, da han skulle have sat et værk op på Galleri Stalke. Han bad mig grave et hul og sætte glas og spejl på sit værk," fortæller Jeppe Hein:

"Der ramte jeg så godt nok et vandrør."

Alligevel blev Jeppe Hein Olafur Eliassons assistent, og han blev senere optaget på det Kgl. Danske Kunstakademi, men efter kun to år på grundskole fortsatte han i 1999 på Städel Hochschule für Bildende Künste i Frankfurt.

Værket Moving Wall I blev Jeppe Heins gennembrud til en skoleudstilling i Frankfurt i 1999, og han begyndte at få invitationer fra gallerier om at udstille. 'Moving Wall I' er "en blanding af arkitektur og motor og beskuerens deltagelse".

Man sætter sig på en bænk i et hjørne, og en væg skyder ud og afskærmer resten af udstillingen. Når man rejser sig, forsvinder væggen igen.

"Jeg oplevede, at publikum var vilde med at være med, så der startede det hele. Det interessante er folks adfærd over for værket; mine værker må ikke være selvoptagede," siger Jeppe Hein.

Sammen med en flok kunstelever, blandt andre Lilibeth Cuenca Rasmussen, fra akademiet i Danmark åbnede Jeppe Hein udstillingsstedet, Otto, der satte omtrent 25 udstillinger op på to år med deres egne og andres værker, og han rejste Europas kunstscene tynd som assistent for Olafur Eliasson.

'Verdens bedste mand'

"Jeg havde selvfølgelig altid mine egne ting med til hans åbninger, fordi kuratorer og direktører spørger assistenterne, hvad de laver. Det samme beder jeg mine egne assistenter om," fortæller Jeppe Hein: "I studiet lavede jeg nye tests og byggede modeller, men jeg lavede også mad hver dag og bagte boller om morgenen."

Jeppe Hein fik hug for sit afgangsprojekt, Smoking Bench, på akademiet i Danmark i 2003. I Tyskland var begejstringen dog større, og Jeppe Hein ansatte sin første assistent til at bygge den 400 meter lange kuglebane, Roller Coaster, til udstillingen, Ludwig Forum i 2004.

"Jeg var kommet godt i gang, og derfor betalte udstillingsstederne for produktion og transporten, men som regel var der intet honorar med, så jeg havde ingen penge overhovedet. Derfor kunne jeg først købe materialer, når jeg havde arbejdet for Olafur i et par uger ad gangen," fortæller Jeppe Hein.

I 2004 var der dog økonomi til, at "verdens bedste mand", den 34-årige kunsthistoriker Stephan Babendererde kunne blive ansat som studiomanager, og samtidig åbnede Jeppe Hein et 150 kvm studio i Berlin og ansatte fem-syv teknikere, kunsthistorikere og praktikanter.

"Jeg har altid gerne ville hjælpe både mine ansatte og andre kunstnere, og det er vigtigt for mig at skabe en god atmosfære på arbejdspladsen. Så er der en god energi i værkstedet, og folk arbejder bedre," siger Jeppe Hein.

I 2006 blev studiet for lille, og teamet bag Jeppe Hein indrettede træværksted og teknisk værksted, kontorområde og tegnestue og køkken "med en ordentlig kaffemaskine, bordtennis og frokostordning" på 280 kvm i opgang fem, tredje sal, Oranienstrasse, Berlin.

Test, test og test

I en ende af værkstedets store lyse rum er et knaldrødt spisebord samlingspunkt, når de ansatte hver dag får frokost fra en restaurant i nærheden. Kun en kimende telefon på bordet midt i cannelloni og salat, latter og snak minder om, at frokosten er pendanten til en kantine. Ikke blot gamle venner, der opdaterer hinanden.

I den anden ende ligger halve kugler og spejle, tørlagte vandfald og sukkerknalder og andre kommende Jeppe Hein-værker spredt i rummet. The Falling Screw spytter skruer i papkassen, fordi test, test og atter test er det, de gør i værkstedet, siger den 36-årige ingeniør, tømrer og værkstedsleder, Stephan Brimberg. På hans computerskærm er en model af en væg med en motor, der skal blive til en færdig skitse.

"The Falling Screw er udelukkende konstrueret her i værkstedet, men mange af værkerne bliver produceret af underleverandører. Jeppe kommer med en skitse, og så vurderer vi den ud fra de tekniske løsninger, vi allerede kender, eller går i gang med at lave nye tekniske løsninger," siger Stephan Brimberg:

"Når man i tre måneder har tænkt på en skrue, kan man godt blive lidt mærkelig, men det er en del af jobbet, som jeg er glad for."

Stephan Brimberg blev ansat i marts 2006 i teamet - en tømrer, en kunstnerassistent og en lyddesigner. Jeppe Hein bor i København, og selv om han er i daglig kontakt med sine ansatte, har han kun været i studiet fem dage i løbet af de sidste to måneder.

- Hvordan samarbejder I, når I ses relativt sjældent?

"Vi skyper, mailer og taler i telefon- og hvis teknikken er synlig i det endelige værk, eller hvis jeg er i tvivl, så spørger jeg. Som regel kan jeg godt træffe beslutningen selv," siger Stephan Brimberg.

"Jeg elsker uforudsigeligheden i min hverdag, og at jeg kan få lov til at nørde med tekniske løsninger til de ideer, Jeppe får," siger Stephan Brimberg, som synes, at interaktionen mellem værk og beskuer "er det fedeste ved Jeppes værker." Hans yndlingsværk er, Dont touch the artwork, please!, der blandt andet blev vist på udstillingen, Liverpool Biennale i 2006. Værket er en keramisk plade på en væg med en lille tekst. En diskretionslinie påpeger, at man ikke må gå tættere på, men - når - man træder henover, falder værket ned.

"Det blev lavet før jeg startede, men værket kan det, som Jeppes kunst er bedst til," siger Stephan Brimberg. "Som mange andre værker har jeg aldrig set det i virkeligheden. Jeg har sjældent tid til at se dem på udstillinger. Derfor har jeg altid en lille hovedpine, når værkerne forlader værkstedet," fortæller han og fortsætter:

"Men så er det skægt at høre, hvordan andre mennesker oplever dem, for når værkerne tager herfra, er de kun babyer med problemer!"

To sillyness in Berlin

Arkitekter, ingeniører og andre assistenter sidder i et kontorlandskab ved en snes Macintosh-øer med hvide liljer og kunstbøger i reoler. En skydedør sørger for, at Stephan Babendererde og hans højre hånd, den 31-årige kunsthistorikerWiebke Petersen, får relativt ro.

De er i gang med forberedelserne til Jeppe Heins soloudstilling på Kunstmuseet ARos i Århus i 2009 og en udstilling med Dan Graham, From seriousness to sillyness, der få dage senere skal åbne i München. Derudover begynder udstillinger i september til Singapore Biennale og i Köln, der er bestillingsopgaver fra en privat samler i New York, samt udsmykningsopgaver for blandt andre Sydbank og Danfoss, fortæller Stephan Babendererde.

Studiomanageren er i jakkesæt og oprigtige smil, mens han begejstret viser rundt og fortæller om sit arbejde på et velformet dansk, han lærte på sprogskole, da han fik en dansk arbejdsgiver.

"Jeppe kommer ind i studiet og siger, at han har en fantastisk ide til et nyt værk," siger Stephan Babendererde.

"Og her starter dialogen om en nyt værk, fordi han er en kunstner, der godt kan lide at diskutere sit arbejde med andre."

Wiebke Petersen nikker:

"Når Jeppe har tegnet en skitse på papir, siger vi enten 'hmm' fra et kunsthistorisk perspektiv eller 'sikke en god ide!'" Efterhånden som skitsen bliver et voksende værk bevæger nye versioner sig fra kontorlandskabet over mail til Jeppe Hein, der foretager ændringer eller godkender tegningerne," fortæller Wiebke Petersen:

"Ofte bliver Jeppe overrasket over prototypen, fordi der er brugt et materiale, som giver en uventet effekt, og så bliver han inspireret til flere ændringer eller en helt ny ide," siger hun, og pointerer, at han er involveret i hele processen, men ikke behøver at overvåge hvert trin.

"Jeg tager også til København og arbejder sammen med ham," siger Stephan Barberende: "Vi så ham ikke faktisk ikke oftere, da han boede i Berlin."

Skitser i fly

Stephan Babendererde og Wiebke Petersen planlægger alle udstillinger og produktioner sammen med kunstneren, og de har den daglige kommunikation med gallerister og samlere, museer og presse. Hvert år producerer Jeppe Hein Studio 30-40 værker og laver omtrent 25 internationale udstillinger med nye og ældre værker, der koster fra 75.000 kr. og opefter.

Jeppe Hein skal være til rådighed for gallerier og museer, ansatte og samarbejdspartnere dag og nat, og det kan være anstrengende, siger kunstneren.

"Vi aftaler telefonmøder, hvor jeg har forberedt de ting, vi skal tale om. Jeg har netop lavet skitser til en kuglebane, som samlere i Seattle har bestilt til at hænge i deres stue. Så laver arkitekten pdf'er, som jeg foreslår ændringer til eller godkender," fortæller han.

"Det er ikke længere særlig sjovt at rejse verden. Det er hårdt for familien," siger Jeppe Hein.