Læsetid: 6 min.

'Nogle skulpturer sætter jeg bare min signatur på'

I billedhuggeren Jens Galschiøts værksted er Kurt Liliendal Hansen manden bag mesteren. Den anonyme kollega, der sørger for, at en halvanden meter høj bronzeskulptur kan sendes til Afrika i en lille kasse. Og samles igen
22. juli 2008

Kurt Liliendal Hansens hænder arbejder roligt. En klump voks bliver hæftet på kvindens enorme bag, og kniven bliver lagt tilbage på det omvendte strygejern, der varmer den op igen. Knivene glider let gennem den bastante gule voks, der langsomt bliver til konturerne af en fed kvinde. Den odenseanske bronzestøber Kurt Liliendal Hansen har været leder af Galschiøts bronze- og kobberværksted i Odense-forstaden Næsby siden 1983, og han er ved at lave formen til reproduktioner af bronzeskulpturen Survival of the Fattest, fordi "det er dem, vi tjener penge på," siger Liliendal Hansen.

Kvinden deler navn med den romerske retfærdighedsgudinde, Justitia. I den ene hånd holder hun en vægt i ubalance som et billede på retfærdighedstrangen, mens hendes lukkede øjne illustrerer selvretfærdigheden. Justitia sidder på nakken af en tynd afrikansk mand med lændeklæde og ben, der er ved at segne.

"Det kan være svært at støbe en figur, der er så massiv som Survival of the Fattest, fordi voksen skrumper ind, og derfor skal der sidde nogle klumper voks, som figuren kan suge fra," siger bronzestøberen Liliendal Hansen.

Kniven ridser langsomt figuren op, så den forpinte mands hoved anes mellem kvindens svulmende lår, der omslutter hans nakke.

"Jens fik ideen," fortæller han.

"Men det er mig, der finder ud af, hvordan vi støber figuren i to dele, så vi bagefter kan montere kvinden på den stakkels mands nakke. Sådan er det tit," siger Liliendal Hansen.

Kunstneren Jens Gal-schiøt og hans mange assistenter skabte Survival of the Fattest i 2002 som et 3,5 meter højt opråb i bronze om Vestens dobbeltmoral, eksemplificeret ved EU's handelspolitik. Den vestlige sans for retfærdighed og menneskerettigheder, der overser undertrykkelse af rettigheder i Den Tredje Verden. Galschiøts skulpturer er det halve af hans kunst - det er først, når skulpturen rejser verden rundt, at værket er fuldendt.

'I Guds navn'

I Næsby er den fedes overlevelse på Liliendal Hansens arbejdsbord nu skalleret ned til en figur på 30 centimeter og en pris på omkring 12.-13.000 kroner.

Klejnsmeden Jens Gal-schiøt fra Lindøværftet i Odense blev aktivistisk kunstner, da han åbnede sit første værksted i 1985. Siden dengang har de to arbejdet tæt sammen.

"Jens får de vilde ideer, og jeg sørger for, at de rent teknisk kan lade sig gøre," siger Liliendal Hansen.

Sammen genoptager de to en næsten glemt galvanisk støbeteknik fra 1900-tallet, som er vanskelig at styre og derfor opgivet af mange kunstnere, heriblandt Salvador Dali.

De to store elektrolysekar fylder kun et hjørne af Galschiøtts 2.000 kvadratmeter store værksted og galleri.

En stålplanke tværs over karret skal holde skulpturen, der bliver sænket ned i en blanding af seks procent svovlsyre og seks procent kobbersulfat. Strøm gennem vandet starter en kemisk proces, der sender kobberet fra pluspol til minuspol og danner skulpturens nye overflade. Bagerst i Galleri Galschiøt ved siden af værkstedet er en spinkel gravid teenager i bronze korsfæstet til væggen. Teenageren og korset er i realistisk størrelse, og hun blev Liliendal Hansens udfordring, da hun skulle med fly til Kenya, Nicaragua og London.

"Jeg var nødt til at skære hendes arme af, så hun kunne pakkes ned i kasser og samles igen med vedhæftninger, og så fløj hun jo afsted i to udgaver i to forskellige fly, så vi var sikre på, at hun nåede derned," fortæller Liliendal Hansen.

Problemerne med teenageren opstod dog længe inden World Social Forum i januar 2007. I sommeren 2006 hang den ufærdige spinkle teenagekrop i sort blød voks naglet til sit kors midt i værkstedet, da Liliendal Hansen og en daværende assistent og kunstner fra Mexico en formiddag skulle færdiggøre arbejdet med hende.

"Det var slet ikke morsomt," husker Liliendal Hansen,

"Da vi kom ind i værkstedet, havde varmen smeltet voksen, og hun var gledet af korset. Jens var med sin familie i Sydfrankrig på ferie, så vi måtte selv korsfæste hende igen og opbevare hende i et køligere rum," siger Liliendal Hansen, der har været med til at støbe Galschiøtts flere end 500 tonstunge skulpturer.

Men han har aldrig haft brug for at se sit navn på værket.

"Jens er navnet og kunstneren, jeg laver håndværk," siger han.

Viden for arbejde

"Nogle skulpturer sætter jeg bare min signatur på," joker kunstneren Jens Galshiøt i telefonen, inden Information besøger hans værksted og galleri. Et blik på de enorme sorte og dystre skulpturer i 'Skulpturparken' uden for værkstedet forklarer hans pointe.

"Hvis jeg skulle have lavet Skamstøtten alene, ville det have taget mig 10 år i stedet for halvandet år. Derfor står alle assistenternes navne på soklen af den første udgave, der blev stillet op i Hongkong," fortæller Galschiøt.

"Vi giver vores assistenter viden om, hvordan man støber bronzeskulpturer, og de giver os arbejdskraft. Nogle assistenter vil gerne være en del af et filantropisk foretagende, mens andre vil have penge. En gang imellem kommer der også kunststuderende, der gerne vil have substans under neglene, og vi har også haft danske billedhuggere ansat," siger Galschiøt.

En dansk billedhugger får typisk 25.000-30.000 kroner om måneden i løn, men mexicanerne, der var i Danmark på turistvisum, kunne hverken få arbejdstilladelse eller løn. I stedet betalte værkstedet forplejning for de mexicanske assistenter, og de boede i en campingvogn og telte i Skulpturparken, der omkranser værkstedet. Om aftenen arbejdede mexicanerne på deres egne malerier og skulpturer.

Den utrænede hånd

Med et sammenknebet øje over stålindfattede briller overvejer Galschiøt fordelene ved de skiftende hjælpere:

"Den utrænede hånd giver ofte et interessant udtryk, som jeg kan tyvstjæle bagefter, sådan er det. Jo flere output omkring en skulptur, jo bedre."

Det store værksted er nærmest tømt for mennesker, fordi det er ferie, men Kimbala Mutesa skal arbejde i Galschiøts værksted de næste tre måneder. Ligesom Liliendal Hansen har han fingrene i den gule voks.

Mutesas kniv udhuler det ene øje af et lille kranium, mens han fortæller om klimakset for den gravide korsfæstede teenager på Kasarani Stadium i Nairobi.

"Nogle folk var rasende, fordi de mente, at han hånede korset, og derfor skar han hende ned. Mange mente, at han gjorde vold mod sit værk, men jeg mener, at det var det eneste rigtige, fordi diskussionen ikke længere handlede om retten til seksualoplysning og prævention, men om blasfemi," siger Mutesa.

Den spinkle kvindelige Jesus var Galschiøts billede på svigt. Svigt fra en kirke, der prædiker fordomsfuld eller ingen seksualoplysning.

Optøjerne ved Kasarani Stadium blev den 34-årige skuespiller Kimbala Mutesas første møde med Jens Gal-schiøt.

"Jeg blev imponeret over ham, fordi jeg forsøgte at udbrede budskaber gennem teater, men her kom han med et symbol, der sagde alt om retten til prævention og fordomsfri seksualundervisning. Hun stod der på korset og provokerede folk til at tage stilling," fortæller Kimbala Mutesa.

Mutesa er uddannet skue-spiller fra Makelele University, og han er i dag tilknyttet International Anticorruption Theatre Movement (IATM), der spiller forumteater i Uganda.

Navnet bærer værket

"Der er ingen kunst, hvis der ikke er en konflikt. Gal-schiøts skulpturer handler altid om en konflikt, han er kontroversiel, og derfor vil jeg gerne arbejde for ham," siger Mutesa.

I Galleri Galschiøt ved siden af værkstedet står de fleste af de skulpturer, der har været med til at definere hans navn og kunst i udlandet. Men ifølge Galschiøts er det ikke værket i sig selv, der er kunsten, da kunst er nonverbal kommunikation:

"Og hvis man kunne sige det samme med ord, så fandtes der ikke kunst."

Dét er en af grundene til, at han uden skrupler skar teenageren ned af korset i Nairobi.

"I dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Jeg synes ikke, at det er interessant, hvis mit kunstværk tvinger en blasfemidiskussion igennem," siger Gal-schiøt.

"Når værket forlader værkstedet, forlader det mig, det tilhører i stedet de mennesker, der tager imod det i Mexico, Nicaragua eller Oslo. Det er dem, der giver det betydning i verden," siger Galschiøt.

-skulptur. Om lidt er formen til omtrent 10 reproduktioner klar.

I 2006 samlede Ringkøbings borgere 500.000 kroner sammen til Galschiøts Survival of the Fattest

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu