Læsetid: 6 min.

Efter slaget

Det er ikke kun ved Normandiets kyster, man kan dyrke krigs-turismen. I Dybbøl finder vi for eksempel en del af svaret på, hvorfor danskerne opfatter sig selv som små og fredsommelige. Også nu hvor vi igen er en krigsførende nation, men stadig kalder militæret for forsvaret
Idyllisk ser det ud, men bakkerne ved Dybbøl Mølle er fyldt med knnoglerne frasoldater, der døde i slaget i 1864 - og det er på grund af dem, turisterne kommer.

Idyllisk ser det ud, men bakkerne ved Dybbøl Mølle er fyldt med knnoglerne frasoldater, der døde i slaget i 1864 - og det er på grund af dem, turisterne kommer.

Anders Tvevad

1. august 2008

Her haver det så nyligen regnet. Kun lidt. Men nok til, at græsset glinser, når blæsten slår hen over markerne. Landskabet ved Dybbøl Banke i Sønderjylland er så kuperet, at man et øjeblik kan se helt til Als. Det næste ser man ind i en bakkeside. De smyger sig til hver side, så langt øjet rækker, og på græsset står køer fredsommeligt og tygger drøv. Som taget ud af et landskabsmaleri. Lærken triller, og det hele er så sødt. Som et sønderjydsk kaffebord. Bakkerne er ikke alle naturligt opstået. De er menneskeskabte. Lavet af mennesker med mennesker. Inde i bakkerne ligger mange faldne fra slaget 18. april 1864. Her blev de smidt i store fællesgrave, da preusserne hurtigt flyttede om på skanserne efter sejren over de danske tropper i dagene efter det store slag.

"Gud har dog indtil denne dag sparet mit liv skjøndt mangen en kammerat har vædet jorden med sit blod thi ingen ved hvilket minut døden når os, så snart vi er oppe på Dybbøl."

Sådan skrev soldaten Niels Larsen 17. april 1864 hjem til 'Uforglemmelige venner' og sin kone Inger Marie og to børn, hvoraf han aldrig fik det sidstfødte at se. Niels Larsen faldt dagen efter han skrev brevet, 18. april 1864 i slaget ved Dybbøl. Han ligger højst sandsynligt begravet her i terrænet i en af preussernes fællesgrave, i hvert fald blev hans lig aldrig identificeret.

Nu hænger hans sidste brev på Historiecenter Dybbøl Banke, hvor vi ifølge museets brochure kan finde en del af svaret på, hvorfor danskerne opfatter deres land som småt og fredsommeligt.

www.krigsturist.dk

Krigsturisme er et fænomen, der ikke er blevet mindre populært, selvom det er mere end 60 år siden, kampene blev udkæmpet på de mest besøgte slagmarker. Man siger, at der er flere mindetavler rundt omkring i Normandiet relateret til D-dag, end der er i Flandern til minde om Første Verdenskrig. Selvom varigheden og tabstallet på ingen måde, kan måle sig med hinanden. Når man siger krigsturisme, tænker man måske i første omgang på hobbyhistorikeres pilgrimsrejser til Omaha Beach og Pointe du Hoc og ser endeløse rækker af hvide kors på de amerikanske kirkegårde for sig. Det er en hel industri. Her planlægges rejser alene med temaet 'de allieredes landgang,' og her behøver man ikke andet end at bruge øjnene for at forstå, at noget skæbnesvangert er fundet sted. Tidsskriftet After The Battle er et godt redskab, hvis man planlægger en rejse til verdens slagmarker, og der findes adskillige hjemmesider om krigsturisme for eksempel www.emanuel-licha.com/war_tourist, hvor en meget aktiv krigsturist har lagt sine billeder fra blandt andet Sarajevo ud, men der er også billeder fra de områder i Paris, der for et par år siden var hærget af optøjer. Den danske hjemmeside www.krigsturist.dk giver et godt overblik over interessante steder på atlantvolden. Mange danskere vælger hvert år den franske nordkyst, selvom også Danmark var en del af den lange atlantvold, hvis vidnesbyrd ikke er til at overse, når man bader ved Vesterhavet. Man behøver ikke tage til Normandiet, Cambodia eller Sarajevo for at komme tæt på et sted, hvor mænd kæmpede til sidste blodsdråbe.

Tysken kommer

Stormen på Dybbøl Banke var uundgåelig. Danmark var, da enevælden afskaffedes i 1849, en helstat, der blandt andet bestod af kongeriget Danmark, de folkerige hertugdømmer Slesvig og Holsten og det mindre Lauenberg, hvor enevælden de facto stadig var gældende. Det skete efter pres fra Rusland i forbindelse med den anden London-protokol, der blev underskrevet af de europæiske stormagter i 1852, efter den danske hær havde vundet Treårskrigen.

London-protokollen fastslog, at der stadig skulle herske enevælde i Hertugdømmerne, og tyskerne fik indføjet, at Slesvig ikke måtte knyttes tættere til Danmark end Holsten, og de bevarede således en vis indflydelse, da Holsten på trods af at være dansk hertugdømme også var medlem af det tyske forbund. Den danske regering ønskede, at junigrundloven af 1849 skulle gælde overalt i helstaten, men i november 1863 underskrev regeringen en forfatning, der gjaldt både for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Efter det Tyske Forbunds opfattelse var det et brud på aftalen indgået i London. Et brud, der retfærdiggjorde, at tyskerne med Preussen i spidsen kunne tiltvinge sig magten. Da den tyske hær bevægede sig ind i Holsten og Lauenberg, trak de danske tropper sig tilbage uden at gøre modstand. Men det var en anden sag, da tyskerne i februar 1864 fortsatte ind i Slesvig. Man forberedte sig på krig. Den nationale stolthed, symbolet på dansk uovervindelighed, Danevirke, stod endnu ikke helt færdigbygget, da preusserne nærmede sig og endda havde mulighed for at lave bagholdsangreb, da sumpstrækningerne omkring fæstningen var tilfrosne.

I krig mod kulden

Danskerne måtte sande, at den fæstning, som de havde sat al lid til, ville holde tysken for døren, hurtigt ville koste danskerne et fuldstændig uoverkommeligt tab, så efter kun få kamphandlinger måtte de trække sig tilbage. Det var isvinter. 40.000 mand vandrede i 14 timer i 10 minusgrader. På vejen mod Flensborg døde 10 mand af kulde. Og næsten 200 deserterede. En desillusioneret hær deltes. En del gik videre nord på mod Fredericia, men størstedelen, 26.000 mand, vandrede mod Dybbøl for at forsvare den sidste danskbesatte del af Slesvig. I otte uger var stillingen ved Dybbøl under hård beskydning, mens der blev gravet skyttegrave og gjort klar til at forsvare sig mod den storm, som alle vidste ville komme.

"Vi lå ørkesløse og ventede på døden; de nyopfundne granater sønderslider og parterer deres ofre, slynger dem i stykker, så det undertiden ikke er muligt at kende en kropsdel- Natten bragte ingen hvile, ingen forløsning. Mørket forøgede rædslerne, så kunne man tydeligere se bombernes vej i den røde stribe, brandbomberne dannede efter sig. Gik bomben over os, så meget des bedre, slog de ned, hvor vi lå, var det ikke muligt at undvige dem." Sådan skriver Menig J.P. Hansen, 16. regiment i sin dagbog. Den står citeret i journalist og historiker Tom Buk-Swientys velresearchede og skræmmende detaljerede bog Slagtebænk Dybbøl, der er udkommet for nylig. En bog, der med sikkerhed kommer til at lokke endnu flere krigsturister til Dybbøl.

Levendegørelse

Stormen kom 18. april 1864. Fra klokken fire om morgenen satte preusserne et bombardement af hidtil uset styrke ind. 8000 granater blev affyret på seks timer. Op ad formiddagen indstillede de beskydningen men kun for at give plads til, at 10.000 stormtropper kunne løbe mod skanserne. I næste linie ventede yderligere 10.000 mand og derefter 20.000 mand. Et stormløb de danske tropper ikke kunne stille meget op mod. 5000 mand står forrest og tager imod preusserne. Efter få minutter er den første skanse erobret af preusserne, og efter kun en halv time er syv skanser faldet. Historiecenter Dybbøl Banke har rekonstrueret en dansk skanse. Og i soldaterbyen er bygget barakker og marketenderboder, som levendegøres i højsæsonen, så skolebørn kan prøve at skrive feltpost, bage pandekager i kogeskuret og støbe geværkugler hos smeden. Og ind i mellem affyres en af kanonerne. Der er rig mulighed for at komme i krigsstemning.

Af en eller anden grund blev der om formiddagen 18. april 1864 ikke givet hornsignal til reserven på 6.000 mand om, at stormen var løbet ind over skanserne, som denne man kan se på Historiecenter Dybbøl. Danskerne opgiver at forsvare Dybbøl-stillingen og trækker tilbage mod Als. Her kan de komme i sikkerhed ved hjælp af to pontonbroer, som ødelægges, da den sidste mand er kommet over. 1201 preussiske døde og sårede. 1669 danske mænd døde, mens 3131 blev taget til fange eller deserterede. Resten var ikke i sikkerhed på Als.

I London forhandlede man sig frem til en våbenhvile den 26. april, og man forsøgte at nå frem til en aftale, men de danske forhandlere ville kun acceptere et Danmark til Danevirke. Våbenhvilen udløb 20. juni, og den 26. juni blev endnu et rejsemål for krigsturister skabt på Als ved blodige kampe, da preusserne indtog øen. Ved dette mindre kendte slag mistede den danske hær 3148 mand, mens kun 372 preussere faldt. I dag kan man på den rekonstruerede skanse skue udover de kuperede marker. Rundt omkring museet er lagt en rute, der fører ud i området, hvor skanserne lå. Her er ingen hvide kors og kun få mindesten. Her får man kun det sug i maven af bedrøvelse og ærefrygt, hvis man kender historien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At Danmark ikke mistede hele Jylland havde absolut intet med en hvilken som helst dansk indsats at gøre. Det var England og Frankrig der ikke ville give Preussen de gode havne til Vesterhavet og kontrol over Kattegat.

Danmark lagde sig som sædvanlig ned og spredte benene.

Jeg tror Eduard Vogel von Falckenstein vil være uenige med jer begge. Efter hans dåd var det sket.

Danskerne dengang var temmelig enige. Hæren blev skældt og buhet ud af Københavnerne da den vendte tilbage, i modsætning til 1848.

Det var jo starten til Samarbejdspolitikken der fulgte.

Hvad angår mineringer, atombomber og lign. så minder det meget om små drenge der aldrig blev størrere og deres tinsoldater, ikke alt for meget om virkeligheder. Specielt fordi Lillebælt, Storebælt og Øresund siden Kontrakten af København fra 1857 ikke længere er danske territorier men internationale farvande der må benyttes frit af alle civile og militære skibe uden nogen som helst form eller mulighed for dansk kontrol eller indgriben. Danmark har ingen ret i nogen som helst form at blokere eller minere disse.

Det fik vi dengang små 3.5 millioner rigsdalere for.

Frederik Jørgensen

Erik Boalth:

Hvad mener du med 'broerne er minerede'?. Er der placeret miner på Øresunds- og Storebæltsbroen?!

Frederik,

Større broprojekter er altid bygget på en måde, så de er forhåndsklargjort til sprængning, eller det blev de i hvert fald tidligere. Om det også gælder de to nye, ved jeg ikke, men for en fagmand er det generelt relativt let at sprænge en bro.

Inger Sundsvald

Nu hvor vi igen er blevet en krigsførende nation, er der al mulig grund til at mindes Danmarks glorværdige fortjenester i fortiden, som førte til den Grundlov, som den 5. juni 1849 gav danskerne frihed og valgret (altså lige bortset fra 85% af befolkningen).

Grundloven blev underskrevet på årsdagen for ’Slaget ved Dybbøl’, hvor det for første og sidste gang i historien lykkedes danskerne at banke preusserne.
Kongen (Frederik VII) kunne nærmest ikke undslå sig for at underskrive, efter den entusiasme befolkningen havde udvist. Bl.a. vedr. spørgsmålet om, at Danmarks grænser skulle gå ved Eideren – og de nationalliberales krav om, og med ordene: ”Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp”.
Desuden var der jo truslen fra den franske Februarrevolution (1848) og de revolutionære tilstande i andre Europæiske storbyer plus de 20.000 mennesker der samlede sig på Slotspladsen.
Det fik kongen til at sige, at ”hvad folket ønskede, var allerede sket”.

Senere var det nok mere den russiske tzar og de europæiske stormagter, der gennemtvang den våbenhvile (mellem kongens danske og tyske undersåtter) og gennemførte den politik, som nu lige passede dem.

Det kan man jo godt tænke lidt over i dag, hvor vi har været igennem nederlag både i 1864 og en skammelig samarbejdspolitik fra 1940-45.
I dag har vi (atter) stormagterne på vores side, og vi har stadigvæk valgret (nu for alle over 18 år) og kan bestemme hvem der skal bestemme over os.

Frederik Jørgensen

Tak for informationen Kim VIbe og Erik Boalth. Jeg holder øjnene åbne efter evt. miner næste gang jeg krydser en af dem;)

Heinrich R. Jørgensen

Erik Boalth:
"Det tæller som en halv sejr når vi taler Bismarck."

Og Dalgas sikrede os siden endnu en halv sejr.

1917 markerer ligeledes et nationalt højdepunkt. Hvidt industrisukker fra sukkerroer ser altså meget pænere ud end det brune sukkerrørsstads...

Vi danskere er verdens bedste - også i disciplinen selvbedrag ;-)