Lyse nætter en tid endnu. Bedene bugner. Salat, radiser, spinat og gulerødder. Os skal intet fattes, heller ikke i Dansk Design Centers danske frokostcafé på H. C. Andersens Boulevard.
Meyers Madhus er på som rådgiver, så der er kartoffelmad med fjordrejer og mayo, røget laks med æble og peberrod, kalveleverpostej med peberbacon og danske oste med kompot.
Ideen er at tænke mad regionalt. Så en elegant udstilling på etagen oven over dækker virtuelt op på rigtig damask og forklarer klimaets og jordbundens betydning for både frugt, skinke, øl, salt og grønsager her i landet.
Det er dét, man så kan smage nedenunder.
Nu nytter det hele selvfølgelig kun, hvis cafeens betjening er opvakt og venlig, men det kan nå at komme.
Uden om cafeen, på sommerens DDC-udstilling af mere håndfast design, står der dansk træ på menyen. Limet, skåret, bøjet, strakt og såkaldt stukket. Stole, krydsfinerkasser, gulve, bænke og selvfølgelig luksuskøkkener, så samtalen kan holdes i gang.
Hans J. Wegeners børnemøbler, i sin tid til Børge Mogensens søn, er også med, men der mangler yngre designere på banen. Måske er træ ikke så interessant læn-gere. Tiderne skifter, lige som smagen og synet.
Katalog
Sus og sommer. Bladbeder, rabarber, asparges. Svulmende grønne rynker og blege pikhoveder. Danmark har en skat af jugend eller artnouveau på Kunstindustrimuseet i København.
Institutionens første direktør, Pietro Krohn, købte ind på verdensudstillingen i Paris 1900 - for en rigelig statslig bevilling!
Kunstindustri fra dengang er karakteristisk ved en overdådighed af formbevægelse og udsøgte materialer. Ikke farveløst, men dæmpet i nuancer, lys og skygge. Det er underbevidstheden og sindets clairobscur, der noget nær obskønt bobler op i glasvaser, lamper og planteagtigt svungne møbler.
Pietro Krohns efterfølger, Emil Hannover, var ikke begejstret for den internationale stil, så de mange hjembragte kunstgenstande blev aldrig rigtig katalogiseret. Det er de blevet nu, efter mange års tilløb i museets arkiver, blandt andet med afdøde Marianne Ertberg som notar. Charlotte Christensen har slutredigeret og skrevet historien i en flot bog med masser af illustrationer.
Hun citerer blandt andet Hannovers karakteristik af Agathon Léonards indkøbte danserindefigurer beregnet til finere bordpynt. Han finder, at "de er noget anstrengte i stillingerne, at de skaber sig lidt sødere, end i alt fald dansk opfattelse kan god-kende som naturligt selv for danserinder. Men efterti-den vil sikkert finde noget typisk smægtende i nutiden udtrykt i deres figurstil og noget typisk raffineret i deres elegante, delikate modellering".
Så er der, skriver han, "mere kunstnerisk geni i den lille grove tallerken af brun urtepottejord, som Joakim Skovgaard har dekoreret med et par snegle ... "
Kolorit
Den jordbundne funktionalist Hans Hansen tegnede i 1934 en hvid funkisvilla i Hellerup, der blev bygget som folkegave til den legendariske socialdemokrat Th. Stauning. Her boede han til sin død i 1942.
Men der var ikke meget funkis over Statsministerens private arbejdsværelse. Efter fotos fra dengang at døm-me snarere falske rokokomøbler og tunge brune bogreoler.
Hans Hansen stod for den festlige farvesætning af Pantomimeteatret i 1950'erne, og havde fingre i KB Hallen før krigen, og Frihedsmuseet og Tivolis nye koncertsal efter krigen.
Altså alt i alt en farverig person, som nok ikke ville have været begejstret for den dæmpede kolorit i den nu istandsatte villa.
Men sådan skifter smag og nuancer.
Efter Stauning købte og boede Mærsk McKinney Møller en årrække i huset, og nu er Norges ambassadør i Danmark flyttet ind med norske interiører og vægfarver - fra sart og tågeblåt til solgult og gråt.
I den rummelige hall fører en svungen trappe op til privaten og tagterrassen. Bygningen er blevet længere, end den oprindelig var, med et overdækket svømmebassin til havkongen, Mærsk Møller, nu bygget om til banketrum.
Dét og andre halvprivate repræsentationslokaler i stueetagen lægger eksempelvis rum til receptioner med finere norske madvarer, moderne norske møbler og de brede loungestole, som mere permanent danner siddegrupper i de lyse rum.
Møblerne er som eksport i sværvægtsklassen produceret af flere forskellige virksomheder på den yderste nøgne pynt ved Ålesund, byen med seværdige artnouveau-huse og jugend-gader, altsammen bygget på én gang efter en storbrand.
Det påvirker dog ikke de eksporterede stole og borde - de er snarere en slags nutidig artdeco eller blød norsk jazzmodern. Tider skifter og sæder mildnes.
Men restaureringsarkitekten Susanne Kongsted har holdt godt fast i Hans Hansen og Hellerup-villaens vand-rette funkis-ånd, med hvide mure, kobbertag og smalle vinduesrammer.
