Læsetid: 2 min.

Snegl

Sommerglidetur
18. juli 2008

Dér sidder den så på sommerhusets gule, nubrede gavl, en havesnegl med fine, brune striber. Om den var der i går, véd jeg ikke, jeg ser den først nu, hvor den er standset i sine bevægelser. Måske er dens biografi allerede afsluttet, og den har ud-svedt sin membran, der binder den til væggen - og til hustes erindringer. Sådan beskriver Peter Seeberg det i 'Biografi af en snegl' i samlingen Om fjorten dage.

Sneglen er et udtryk for højsommerens lange dage uden for travlhedens kronologi, en parentes i arbejdstaktens rytme af tvang og lyst, hvor nu opmærksomheden til gengæld finder andre støttepunkter. En snegl, der har gennemført sin lille slimede glidetur gennem forårets vækster og grusede stier, mens dens kalkhus etablerede sig på dens ryg til beskyttelse mod overraskelser.

I erindringen var sommerens dage uendelige, lange fra solopgang, en man gerne overværede, indtil en slags mørke endelig faldt på. Nu hvor alderen snegler sig ind på en, forkortes tidsfornemmelsen. Dagene går hastigere forbi en, hvis man ikke holder dem fast i betragtninger, opmærksom handlen og den i øvrigt dødelige risiko i ønsket om, at dagen, stunden, dog vil verweile sig, fordi den er så skøn, at man er hjemfalden til Fanden selv og hans alternative lyst- og smerteverden. Man skal jo helst udrette noget, så man falder i beskæftigelsesminstrenes smag.

Sneglen sidder uanfægtet på sommerhusets vestvæg, måske tidligt indkapslet i en følgagtighed over for en lovbunden skæbne, en langsom vej til et meningsløst mål, mens vaskemaskinen i annekset tørner tøjet rundt i den lukkede turbine med en hektisk lyd af skjorteknapperne, der knalder mod lågens tykke glas. En grotesk imitation af Jordens rotation. Stop, jeg vil af!

De gamle havde en måde, en opskrift på at se og holde orden med det hele, hvor de fagre blomster titter til hinanden, og fuglene kalder på hverandre sådan en dugfrisk julimorgen, hvor alle Jordens børn slår øjnene op, og sneglen med sit hus på ryggen vil vandre. Et blik fra Ingemann kan stadig sætte en i gang.

Sneglen sidder der stadig, ubevægelig, skøn i detaljen, som en mening i sig selv, en tanke, en pause med fine brune streger i kalken, der har dannet sig på dens krop, som var det årringe. Jordisk poesi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu