Læsetid: 5 min.

’Jeg spiser min ostemad alene'

Poul Solberg Hansen (S) er til hurtige løsninger uden så meget ævl, og hvis byrådet i Aabenraa tøver, tager han bare sagen i egen hånd. Det falder ikke altid i borgmesterens smag. Men så må man spise sin ostemad alene
Kultur
7. juli 2008

»De er ikke gået i gang med at rive det ned endnu,« siger Poul Solberg Hansen og viser på plads i sofaen på sit kontor på kajen ved Aabenraa Havn.

Han taler om Nyløkkecentret, der nu på syvende år ligger hen som en ruinhob i bydelen Høje Kolstrup. Kommunen har planlagt at opføre boliger og butikker på grunden, men kan ikke komme i gang, før de nuværende bygninger er revet ned. Og det skulle de have været for længe siden, mener Poul Solberg, der er byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Aabenraa Kommune – og nabo til Nyløkkecentret.

»Se her,« siger han og rejser sig hurtigt op – uden for vinduet parkerer en lastbil, og kontoret er for en kort bemærkning henlagt i skygge. . Solberg finder en artikel frem fra en stor stak papirer på skrivebordet.

»Solberg tog sagen i egen hånd«, lyder overskriften på en artikel fra april. Det var nemlig på det tidspunkt, Poul Solberg besluttede sig for en egenrådig aktion:

»Folk på gaden blev ved med at spørge mig: ’Poul, du sidder i byrådet, hvorfor kan I ikke få gjort noget ved det butikscenter’. Og så tænkte jeg: ’Nu går jeg til nældens rod og uden om al topstyring’.«

Derfor tog han til Århus for selv at snakke tingene til rette med ejeren af grunden. Det var ikke til udelt begejstring for hans borgmester og partifælle, Tove Larsen, der i flere omgange selv havde lovet byens borgere en løsning på problemet og forelagt sagen for Karen Jespersen i Velfærdsministeriet.

»Men jeg gider ikke gå til ministeren, når jeg selv kan gå til manden,« som Poul Solberg siger – selv om han indrømmer, at han nok skulle have gået til borgmesteren, inden han gik til pressen:
»Det kan jeg godt se i dag. Men jeg er Poul, og jeg arbejder for mine mærkesager, og sådan er det. Jeg kan ikke være under partidisciplin,« siger han og rejser sig efter nogle nye papirer, han kan vise frem.

I fars fodspor
Lastbilen kører igen, og lyset vender tilbage på Poul Solbergs kontor, som ligger i et lille rødt murstenshus med fladt tag og store glasvinduer.

Når han ikke er til byrådsmøder på rådhuset betjener han som statsautoriseret Vejer og Måler brovægten på Aabenraa Havn. Det er ham, der sørger for, at alle lastbiler får vejet deres last, når de kører til og fra havnen:

»Der er ikke så mange af os tilbage, for vi er ligesom købmanden nede om hjørnet. Kan folk handle andre steder, så gør de det – især de store firmaer,« siger han.

I dag sidder sønnen Esben på 31 bag skranken. Han er trådt i sin fars fodspor, ligesom Poul også overtog fra sin far, da han gik på pension.

»Vil I ikke have en danskvand?,« siger han og kigger over på Esben: »Esben, kan du ikke lige hente en danskvand til os?«

Imens viser Poul Solberg rundt på sit kontor bagerst i lokalet. Ud over regnskabsmapper og arkivet over hans politiske arbejde i byrådet, er Poul Solbergs kontor fyldt med »kineserier«, som han kalder det. Gamle klenodier af østasiatisk tilsnit, som han har købt af en lokal antikvar, fordi de minder ham om dengang han selv sejlede rundt på verdenshavene.

Poul Solberg Hansen er født og opvokset i Aabenraa, men allerede som 17-årig drog han til København for at uddanne sig i skibsfart og international handel hos ØK. Da krisen begyndte at kradse i 1980’erne blev han fyret og narret til at indgive sin egen opsigelse:

»Jeg var ikke medlem af en fagforening, og jeg var for ung og naiv til at holde på mine rettigheder. Det var på det tidspunkt, jeg blev socialdemokrat,« siger han og tilføjer: »Det er jo den lille mands parti.«

»Jeg stod med kone og to børn, og det hele så lidt trist ud. Så ringede jeg hjem til min mor, og hun sagde: ’Så kom da hjem – far har travlt nede på havnen.’«

Der er ikke længere helt så travlt nede på havnen, men netop i dag har et stort skib med lasten fuld af bygmalt lagt til kaj, og det betyder penge lige ned i lommen på Poul Solberg:

»I er sgu’ kommet på en god dag. Vil I med ud og se, hvordan den virker?« siger han allerede halvvejs ude af døren med to store jernnøgler under armen.

Det bedste ligger i bunden
Poul Solberg Hansen er en tornado af ord og fagter. Han lever af at veje, men han vejer ikke altid sine egne ord, inden han taler. Han siger bare det, han mener, og det, som falder ham ind. Og det er ikke altid i tråd med partilinjen.

Modsat sine øvrige partikolleger stemte han således i 2004 imod kommunesammenlægningen med den begrundelse at administrationen ville få for mange vanskeligheder med at håndtere en større kommune. Og senest har han langet kraftigt ud efter sine bovlamme kolleger i byrådet:

»Som byrådsmedlemmer får vi budgetterne tilsendt om fredagen, og om onsdagen forventes det, at vi stemmer ja til dem. Men jeg vil ikke bare sige ja til noget, som jeg ikke forstår,« siger Poul Solberg, som derfor har bedt om at få en revisor til at gennemgå budgettet sammen med sig:

»Det er der ikke nogen af de 17 andre socialdemokrater i byrådet, der har bedt om. Men jeg gider ikke bare være stemmekvæg«.

Poul Solbergs egenrådige stil har dog ikke været uden omkostninger for ham selv. Det vidner blandt andet hans placering på stemmesedlen om. I 1997 var han nummer 10 på liste A. Fire år senere var han degraderet til en 27. plads, og det så mere end sort ud med kandidaturet. Men så fik Poul Solberg en idé. Han ringede til Cocio og bad om tilladelse til at trykke en flyer med et billede af sit eget ansigt på etiketten af en Cocioflaske – og tilføjede selv teksten: »Sæt kryds ved Nr. 27. Husk som i chokolademælken: Det bedste ligger i bunden!«

Det gjorde udslaget. Poul Solberg sprængte opstillingslisten og kom endnu engang i byrådet:

»Men gad vide hvor langt jeg ryger ned på listen næste gang – efter alt det her med butikscentret,« siger han.

Trods den lokale partiforenings bestræbelser på at spænde ben for ham, har Poul Solberg dog aldrig overvejet at skifte parti:
»Socialdemokratiet er det eneste rigtige for mig. Det er jo den lille mands parti,« siger han:

»Men når man indtager særstandpunkter i forhold til partiet kan man selvfølgelig ikke regne med, at folk kommer og klapper én på skulderen. Så jeg har vænnet mig til at spise min ostemad alene, hvis I forstår, hvad jeg mener.«

rbs@information.dk

ville@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her