Sportsskader og et spirende drengevenskab

Præstens søn var en god knægt, der tilmed kunne læse bøger på fransk. Det var et venskab på tværs af datidens klasseskel. Men så var der lige det med fodbolden
Kultur
26. juli 2008

Jeg kan lige så godt indrømme det. Når jeg er sammen med folk i arbejdstøj, mænd med barkede næver, kraftige overarme og solsveden hud, mænd med et solidt greb om værktøj og maskiner, bliver jeg grebet af mindreværdsfølelser. Jeg rødmer og sveder - ikke kropsarbejdets sunde sved, men forlegenhedens piblende kildevæld.

Det er ellers ikke fordi, de mobber mig, mit arbejdssjak, de er flinke nok. De tager endda pænt hensyn til mig, når jeg undtagelsesvis har hjulpet til med det hårde gravearbejde og bliver nødt til at sidde og puste lidt. Hvis jeg skal være helt ærlig, føler jeg mig som en 12-årig i sauna med en flok hærdebrede mænd. Jeg synes altså, de griner bag min ryg, jeg mener også at have hørt udtrykket 'frøkenpik' i den almindelige folkesnak, før det går op for dem, at jeg altså også sidder på svedebænken, så at sige, og kan høre hvert ord de siger.

På den baggrund er det selvfølgelig ikke så underligt, at de tydeligvis morer sig, når jeg puster mig op som en anden entreprenør og prøver at skælde dem ud. "Boulevarden," skriger jeg til dem, "er min boulevard, det er mine minder, det handler om!" Når det er nødvendigt at huske dem på det, er det fordi, de er tilbøjelige til at udveksle deres egne minder.

Trods min egen vaskeægte proletariske baggrund har jeg nok alligevel raget nogle fordomme til mig de sidste 30 år, hvor jeg har gnubbet mig op af indflydelsesrige mennesker i kulturlivet. Jeg troede faktisk, at yndlingsemnerne blandt arbejdssjak var damer og tilsvarende lødige stofområder, men det er det ikke. Det er sport. Deres egne sportsoplevelser. De går alle sammen til en eller anden slags sport. Især fodbold. Og når lidenskaberne rigtig kommer i kog, snakker de om sportsskader. De har alle sammen meget interessante skader, der er ingen ende på de lemlæstelser, de har været ude for, hver især. Og stemningen er slet ikke god, når de ruller sig ud, jeg vil snarere sige, at den er rigtig ond. De er alle sammen, hver især, overbevist om, at de andre er en flok klynkende hypokondere og lystløgnere, der i virkeligheden aldrig har oplevet så meget som en eneste forstuvning. De dage, hvor deres mindeaktivitet om skønne, skønne benbrud rigtig udfolder sig, er det komplet umuligt at få dem til at bestille noget fornuftigt.

Arbejdet ligger stille, jeg søger tilflugt i skuret med min skriveblok og min Parkerfyldepen. Det er i øvrigt på grund af den, og så min termokande med grøn te, at de mistænker mig for at være bøsse. Til det har jeg kun én ting at sige: Ih, alrtzå: mænd!

En fodboldsky dreng

Helt ved egen hjælp, med fantasien som magtfuldt vehikel, fører jeg Mindernes Boulevard tilbage til Gl. Sulsted, Kær Herred i Vendsyssel. Her voksede jeg op som en fodboldsky dreng. Det blev der bare ikke taget hensyn til. Der var meget få drenge i landsbyen, hver og en måtte bidrage til fodboldspillets afvikling på en mark nede bag præstegården.

Men en sommerdag faldt jeg i snak med præstens mærkelige adoptivsøn. Han var på min alder, men han gik ikke på vores skole, derimod på en meget fin skole ude i Aalborg, så han ikke risikerede at blive lige så dum i nakken som os bondeunger. Det var noget hans adoptivmor, præstefruen, havde bestemt. Hun brød sig ikke om os i landsbyen, bestemt heller ikke mig. På den anden side var adoptivsønnen meget ensom, det var sikkert godt for ham at være lidt sammen med en jævnaldrende.

Hun var altid i sort kjole, som om det var hende, der var præsten, og holdt et vågent øje med os bag et af gardinerne i den kæmpestore præstegård. Præsten selv var en anden type, han var gammel bokser, gemytlig og sjov. Temmelig fordrukken var han også, men det blev nu anset for at være ret 'frisk' af en præst i de dage. Han var glad for at hans mutte adoptivsøn, der læste alt for mange mærkelige bøger, endelig havde fundet en kammerat.

Jeg læste også alt for mange mærkelige bøger og kom godt ud af det med præstesønnen. Et drengevenskab på tværs af datidens klasseskel spirede, jo jo. Vi kunne godt blive uvenner, bestemt. Vi skændtes om hvem af os, der havde læst flest mærkelige bøger. Det havde præstesønnen, han kunne endda læse bøger på fransk, og det irriterede mig ad helvede til. Men som regel skændtes vi ikke.

Vi stod og snakkede, indtil fodbolddrengene kom og hentede mig. Ikke at jeg var savnet, men jeg manglede. Jeg slap aldrig, før eller siden kom de rendende og forstyrrede vores samtale på højt intellektuelt niveau. Jeg fik det indfald at spørge præstesønnen, om han ikke ville med, men det måtte han ikke for sin sortkjolede gardinmor. Det faldt mig i øvrigt ikke ind, at han kunne have mere lyst til fodbold, end jeg havde, men så ville vi da være to tumper til at løbe i vejen for de andre.

Det var præsten der en dag kom og ødelagde det spirende drengevenskab, eller gav det en retning som for mig var så skuffende, at jeg sjældnere og sjældnere lagde vejen forbi præstegården, når jeg skulle spille fodbold sammen med de andre drenge. Mens vi stod og snakkede om mærkelige bøger, kom præsten pludselig hen til os, med hænderne på ryggen.

"Hvad tror I, jeg har til jer?" spurte han præsteskælmsk.

Det var en fodbold, en rigtig én af læder, ikke en af de billige bolde fra Brugsen, vi andre spillede med. Og det viste sig selvfølgelig, at præstesønnen var helt vild med at spille fodbold.

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her