Engang turde Christel stjæle æbler til Christian. Det var dengang, de var små og boede i et kvarter, hvor husene var ens. Og hvor børn legede Baywatch ved vandet inspireret af amerikansk tv og blodrøde badedragter.
Christel Wiinblad og Christian Bjoljahn er afgangselever fra Forfatterskolen i København. De har fulgtes ad gennem deres barndom og ungdom - uden helt at følges.
"Jeg havde en meget kaotisk barndom, hvor jeg blev flyttet meget rundt," fortæller Christel Wiinblad ved et træbord i Blågårdsgade på Nørrebro.
"Og derfor blev det til nogle korte men intense forløb," supplerer Christian Bjoljahn.
I dag oplever Christel Wiinblad det som sin modigste bedrift, at hun søgte ind på Forfatterskolen - den sporadiske æblefangst blegner i forhold til.
"Det kræver meget mod at lægge sine tekster frem på den måde," pointerer hun. Christian Bjoljahn vidste godt, at hans gamle legekammerat søgte ind på forfatterskolen, selvom de ikke havde set hinanden i mange år.
"Vi mødtes til en fest på Københavns Universitet, hvor Christel gik, her snakkede vi sammen for første gang i lang tid. Vi råbte i munden på hinanden: 'Nej, er det rigtigt', - 'ja, jeg skriver også digte'. - 'hvis du søger ind, så gør jeg også'. Og så blev vi enige om, at søge ind 'sammen'. Selvom vi nok begge to havde gjort det alligevel," fortæller han.
De blev enige om at søge ind på Forfatterskolen, de sendte manuskripter til hinanden og til skolen og mødtes, mens de ventede på svar.
"Jeg kan huske, at vi begge var helt nede. Og så spurgte Christel mig endelig, mens vi cyklede: 'Tror du heller ikke, at jeg kommer ind eller hvad?' Fordi hun troede i hvert fald ikke, at jeg kom ind efter at have læst mit manuskript. Men det gjorde vi," siger Christian Bjoljahn.
Christel Wiinblad håbede på, at hun på skolen ville finde ligesindede; "de mennesker man håber på at møde".
"Men man møder dem ikke, det har jeg lært nu," siger hun og fortsætter:
"De fleste har en oplevelse af, at der findes et fællesskab, som man enormt gerne vil være en del af, men som man ikke rigtig kan. Sådan tror jeg i hvert fald, at alle der skriver, har det. Man føler sig udsat og søger ideen om det sociale".
For Christian Bjoljahn handlede det mere om den identitet og de menneskelige relationer, der er knyttet til Forfatterskolen, end det handlede om at underlægge sig et fællesskab. Han tog beslutningen, da han, efter utallige uddannelsesskift, endte på en reklameskole, hvor en Matas-pige så ham dybt i øjnene og spurgte "hvad laver du egentlig her?".
"Jeg flyttede fra Kolding til København, blev lærervikar, og skrev det ene manuskript efter det andet på præcis 15 sider, så det passede præcis til ansøgningen til Forfatterskolen," siger han.
En sygdom
Christel Wiinblad fortæller, at hun skrev små tekster, allerede inden hun vidste, at hun gjorde det.
"Går vi ikke alle sammen og skriver lidt ned som små," spørger hun og fortæller:
"Det var først senere, at det blev en slags sygdom - at jeg simpelthen begyndte at leve på en særlig måde. Det er der hele tiden. Og det er en mærkelig måde at leve på - i hvert fald for mig. Men jeg bliver også lykkelig at af skrive. Det er en voldsom oplevelse af, at jeg virkelig kan det her, og kan komme i kontakt med andre mennesker på den måde. Det er noget af det eneste, jeg har haft en rigtig og god oplevelse med," siger hun.
Inspiration for Christel Wiinblad handler om op- og nedture.
"Nedture forstår jeg som perioder, hvor der ikke rigtig sker noget, men hvor alting bare samler sig sammen indeni. Så kan jeg bare vente på, at jeg er klar. Jeg har aldrig oplevet at høre et bestemt stykke musik, og så føle mig inspireret lige efter".
Fedtet ind i chokolade
Christian Bjoljahn husker engang, hvor han har haft fornemmelsen af at blive inspireret af noget konkret.
"Jeg ville finde ud af, hvad begrebet gotik egentlig dækker over og havde studeret det på alle mulige måder. Så gik jeg i bad, og mens jeg stod under vandet, så opstod der en meget kort sætning, som faktisk blev til mit debutdigt. Et eller to sekunder stod jeg der - og jeg vidste med det samme, at det var en fed sætning. Det står meget klart for mig som et inspirationsmoment," siger han. Og Christel Wiinblad bryder ind:
"Grunden til, at jeg ikke taler om inspiration, er, at det at skrive for mig handler helt vildt meget om lyst, om noget erotisk. Ikke forstået på en seksuel måde, men som noget meget større. Jeg forholder mig til andre menneskers kunst, når jeg er stærk nok, og når jeg føler, jeg kan klare det. Men jeg kan ikke trykke på en knap på anlægget, høre et nummer og finde inspiration."
Af ren og skær nysgerrighed går Christian nogle gange ind i et antikvariat for at købe bøger om emner, som han ikke aner noget om.
"Senest var det alkymi. Og der købte jeg også en ordentlig stak om køretøjer og biler. Som et modspil til alkymiens fokusering på glimmerguld, der ikke rigtig kan noget, så ville jeg vide noget om benzin, der bliver omsat til en konkret bevægelse - fremmede oplevelser kan få mine tanker ud i helt andre baner," siger han og leder efter næste sætning. En sætning der skal forklare, hvordan han kan provokere sig selv til fremdrift.
"Skulle jeg rigtig provokere mig selv, så skulle jeg tage en roman og læse den fra den ene ende til den anden. Så skulle jeg sidde og fedte mig ind i chokolade og bare læse. Efter 40 minutter ville jeg nok begynde at syde. Min læsning består ofte af en masse bidder, og jeg har virkelig svært ved at læse en roman," siger han.
Når Christian Bjoljahn tager på ferie, har han et helt bibliotek med. Mellem ni og 20 bøger. Nogle af dem er tyndere end de andre, så de ikke vejer så meget.
Besat af ikoner
Christel Wiinblad er betaget af ikoner som Audrey Hepburn og rockstjernen Pete Doherty. Hun skriver om kærlighed og drift, poesi og skønhed, fortæller hun.
"Jeg er optaget af skønheden i den måde, man er betaget af - eller besat af - ikoner. I stedet for at se det som en del af en overfladisk popkultur, så ser jeg det poetiske, originale og menneskelige i det. Der er jo en grund til, at de her mennesker er noget særligt for os og binder vore kultur sammen. De taler til noget dybt i os. Jeg ser på skønheden i det - også fordi jeg selv er meget forelsket i Pete Doherty," siger hun, tager sig til ansigtet og smiler stort.
Til september debuterer Christel Wiinblad med forelskelsesdigte, og måneden efter udkommer en digtsamling hun har skrevet til sin lillebror, der er musiker i bandet Mother Sparrow. Der er også en roman på vej, der udkommer til april næste år.
Hvis Christel Wiinblads yndlingsemne er kærlighed, så er Christian Bjoljahns vand. Vand og relationer til andre mennesker, siger han og løfter et vandglas i vejret.
"Jeg blev meget imponeret af Vagn Lundbye, der sammenligner sprog med vand. Det er bedre jo mere klart det er. Hvis vand smager af et eller andet, så er det dårligere. Hvis det smager af ingenting, så er det skidegodt. På samme måde med sproget, hvis det ikke gør for meget opmærksom på sig selv, men bare kan trænge igennem, så er det godt," siger han.
Ingen af de to føler sig som en del af en ny forfattergeneration.
"Nej, det kan jeg slet ikke overskue," er Christel Wiinblads første indskydelse. Christian Bjoljahn tager ordet og forklarer, at det slet ikke bør være op til dem, der gerne vil være skrivende at sætte mærkater på, hvem der tilhører hvad. Christel tager tråden op:
"Jeg vil bare gerne gøre det ordentligt. Hvis jeg gerne vil gøre noget nyt, vil jeg heller ikke sige det. Det er ikke alt, man kan tale om. Hvis jeg skal se på mig selv oppefra, så har jeg oplevet at jeg bliver usikker og bryder sammen. Det jeg forsøger allermest er at forblive så personlig som muligt og beholde fokus," siger hun, inden aftenen slutter og turen går tilbage over Dronning Louises Bro.
Læs to af Christel Wiinblads og Christian Bjoljahns digte via links nederst på siden
