Læsetid: 3 min.

Tid til kropslighed

Gymnastiklærer J.P. Müller blev i 1903 blev kåret som Danmarks smukkeste mand - siden fulgte vitalismen og dyrkelsen af over-mennesket. Fuglsang Museum har historien
Nazitidens jagt efter overmennesket satte en generation af kunstneres søgen efter idealet om den perfekte krop i dårligt lys. Men Fuglsang Kunstmusem sætter en række af kunsterne i scene. Her Rudolph Tegner.

Nazitidens jagt efter overmennesket satte en generation af kunstneres søgen efter idealet om den perfekte krop i dårligt lys. Men Fuglsang Kunstmusem sætter en række af kunsterne i scene. Her Rudolph Tegner.

Finn Brasen

30. juli 2008

Fuglsang Kunstmuseums første særudstilling Livslyst aktualiserer ikke alene en række hovedværker i museets samling. Den giver yderligere publikum en sjælden mulighed for at genopdage en periode i dansk kunst, der gennem mange år levede et stille liv i skyggen af nazismens raceforbrydelser og fatale dyrkelse af overmennesket. Den almindelige forsoning med historien har nu atter tilladt dette essentielt heroiske aspekt af vitalismen, og moderniteten i øvrigt at komme frem i lyset. Og det er med slet skjult adresse til nutidens sundhedskult og semi-religiøse forhold til kroppen, at udstillingens kuratorer, Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner, har forsynet Livslyst med undertitlen Sundhed - Skønhed - Styrke i dansk kunst 1890 - 1940.

Til dels inspireret af den tyske filosof F.W. Nietzsches kritik af samtidens småborgerlige former og stivbenede begreb om skønhed, brød vitalismen frem i 1880'erne herhjemme. Bevægelsen var fra begyndelsen kendetegnet mere ved naturvidenskabelig tænkning og fokus på folkesundhed end egentlige billedkunstneriske overvejelser. Men i forlængelse af blandt andet Nietzsches tanker om den dionysiske naturs kropslige sanselighed, trængte nøgenheden og sundheden også frem i tidens stadig mere ekspressive kunst.

At Antikkens Grækenland også var kulturelt og mentalt forbillede i den tidlige modernitet fremgår af et billede som Gunnar Sadolins Hellenere på Refsnæs (1895). Vi betragter her en ny tids utvungne forhold til kroppen, der i fri dresur får lov at udfolde sig i harmoni med naturen. Hvor guldalderens forfædre havde efterstræbt klassicismens urokkelige former i deres spejlende omgang med antikken, trænger det nordiske landskab og - det forestillede man sig da i hvert fald - den ukunstlede, nordiske holdning sig imidlertid på hos Sadolin. Det er fremtidens kernesunde ungdom, der poserende får varmen efter en forfriskende dukkert i baggrundens blå hav. Og det er det tætte, oprindelige forhold til naturen, der i praksis blandt byens voksende borgerskab kun blev udlevedet på korte sommerferier og spredte weekendture, der her får et evigt og almengyldigt udtryk.

Heroiske overmennesker

Interessen for kroppen og kropslig udfoldelse eksploderede i løbet af 1890'erne. Overalt i Europa kastede man sig over sportsudøvelse, og i 1896 blev de første Olympiske Lege siden antikken afholdt i Athen. Herhjemme nåede kropshysteriet et foreløbigt højdepunkt, da tidens sundhedsapostel nr. 1, gymnastiklæreren J.P. Müller, i 1903 blev kåret som Danmarks smukkeste mand.

Foruden sin veltrænede krop havde Müller nemlig også ordet i sin magt. Og i 1908 udgav han den darwinistisk prægede Kønsmoral og Livslykke, hvori det blandt andet hed sig: "Sandheden er, at der er 'overbefolkning' af én Slags Mennesker og 'Folkemangel' paa en anden Slags. Allerede nu er der nemlig altfor mange sygelige, usunde, sindssvage, forbryderiske, onde, dovne og unyttige Mennesker..."

Som historien senere skulle vise, var Müller langt fra alene med sine bekymringer på kollektivet og den hvide races vegne. Også samtidige kunstnere som Kai Nielsen og Rudolph Tegner var opfyldt af vitalismens vision om en sund sjæl i et sundt legeme og efterlevede efter bedste evne Müllers forskrifter om sport og sund levevis. Og i en lang række af de to kunstneres værker ses tidens helt - overmennesket - sejre over naturen og allehånde former for onde kræfter.

Den ny tids heroiske mennesketype kommer allerede til syne i Kai Nielsens skulptur Første Generation (1906-07), der i dag står på Glyptoteket. Som en moderne David sidder Nielsens atletiske mandsfigur spændstigt oprejst på et stykke af den natur, han visuelt synes at vokse direkte ud af. Og med blikket indstillet på uendeligt bliver skulpturen metafor for den ny tids menneskes messianske potentiale.

Over for dette kraftfulde mandsideal møder vi det bløde, kvindelige modstykke. Vitalismen er fuld af moderlige kvinder, hvis runde hofter og fulde bryster næsten af sig selv kaster kernesunde og livligt legende børn af sig. Som samme Kai Nielsens senere Vandmoderen (1921), ligeledes på Glyptoteket, der sætter lighedstegn mellem kvinden og vandet som kilden til liv.

I utopiens skygge

Livslyst fortæller historien om en æras umådelige fremskridtsoptimisme - og i bagklogskabens lys sikre kurs mod katastrofen. Det er utopiens foruroligende skyggeside, man konsekvent støder på og forundres over gennem udstillingens mange værker, ledsaget af det store spørgsmål: Hvordan kunne man undgå at se det ske?

Livslyst er en yderst veloplagt og meget gennemført rejse i den tidlige modernitets heroiske epos og apokalyptiske kropslighed. Her er både lagt i kakkelovnen til sanselig nydelse af en periodes sanselige former - og til stilfærdig betragtning af en tids rystende selvovervurdering. Det er museumshåndværk, når det er allerbedst.

Livslyst. Fuglsang Kunstmuseum. Til 24. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu