Læsetid: 8 min.

Ung student søger 10 damer

Den alvorstunge digter Morten Nielsen kunne have en overgiven humor, fremgår det af hans dagbog, som nu er offentligt tilgængelig efter at have været i privat eje i næsten 70 år. Han skriver om piger, digtning, sprut, spleen og den usikre fornemmelse af, hvad nazismen er for en størrelse
Den alvorstunge digter Morten Nielsen kunne have en overgiven humor, fremgår det af hans dagbog, som nu er offentligt tilgængelig efter at have været i privat eje i næsten 70 år. Han skriver om piger, digtning, sprut, spleen og den usikre fornemmelse af, hvad nazismen er for en størrelse
14. juli 2008

Mens filmen Flammen og Citronen samler fulde huse i landets biografer, er Morten Nielsens 'dagbog' for en måned siden blevet indgivet til Det Kgl. Bibliotek efter at have været i privat eje i 69 år. Digteren døde i 1944, mens han udførte et hverv for modstandsbevægelsen under Besættelsen. Morten Nielsen skulle overdrage en Mauser-pistol til Citronen på en adresse i Antonigade i København. Her blev han fundet død, 22 år gammel, med pistolen liggende foran sig.

Selv kaldte han ikke manuskriptet en dagbog, men det er, hvad det rent faktisk er, idet den omfatter personlige - meget personlige - notater og optegnelser fra årene 1939-41, ordnet efter måneder, nogle gange med eksakte datoer.

På titelbladet har han selvbevidst skrevet: "En begavet ung Mands Levnet og Meninger. J.P. Jacobsen og Ewald i salig ihukommelse."

På etiketten for året 1941 har han tegnet, hvad der svarer til vore dages Smiley'er: I få streger et ansigt med nedadtrukne mundvige.

I bibliotekets håndskriftafdeling er forskningsbibliotekar Bruno Svindborg glad for donationen, som han har modtaget fra Ane Ruge, en datter af Morten Ruge, som var en af Morten Nielsens nærmeste venner fra den tid, hvor de begge gik i gymnasiet på Aalborg Katedralskole og senere, hvor de gik ind i modstandsbevægelsen. Morten Ruge blev taget af Gestapo og sendt i kz-lejr i Neuengamme, men overlevede. Et udvalg af Morten Nielsens mange breve til Morten Ruge udkom i 1960'erne. Om dagbogen siger Bruno Svindborg:

"Det gode er, at nogle af de jævnaldrende, foruden Morten Ruge også Halfdan Rasmussen, Mogens Krustrup og kæresten Tutti Lütken, har skrevet nogle kommentarer til manuskriptet, så man bedre kan forstå nogle af de ting, som er antydet, og som ellers ville være uforståelige for alle andre. De har tidligere haft manuskriptet i hænderne, og der har været en diskussion af, hvad man skulle stille op med det. Således vurderer Halfdan Rasmussen i et brev fra så sent som i 1989, at "indholdet er så privat, at det ikke bør gøres til genstand for almindelig beskuelse."

Pigenavne

"Det var tæt på, som man kan forstå, men heldigvis valgte man, at man ikke ville destruere teksterne," fortsætter han, "for de uddyber, hvad man nok vidste, at Morten Nielsen var en en ung, følsom, ufærdig gymnasiast. De forklejner på ingen måde hans indsats som digter, og de giver os noget mere af den stemning, der var i Besættelsens første år, og de tanker, han havde. I stedet har man klippet navnene på nogle af de kvinder, som han har kendt, ud," siger Bruno Svindborg.

"Det er anden gang, biblioteket har oplevet dette," fortæller Bruno Svindborg videre. "Det mest berømte eksempel er Georg Brandes' dagbøger. Brandes var glad for kvinder, og kvinder faldt for ham. Hans datter har efter faderens død hhv. streget og klippet navne på de kvinder ud, som ikke var hendes mor. Desværre har det betydet, at klippene så også har ødelagt dele af det, som står på bagsiden af arkene."

Flyvsk - og dum

De nu løse dagbogsblade fra en kollegiebog er skrevet med håndskrift (og bolle-å) af den 17-årige Morten Nielsen, men der er også nogle ark, skrevet på skrivemaskine (og dobbelt a). Et Regnskab for 1939, som den nyslåede digter kalder det, indledes således:

"For 18 Aar siden i Aften var jeg en sød Drøm og et Foster paa 8 1/2 Maaned. Nu er jeg den bitre Virkelighed. I Aar er jeg ligesom vaagnet og vokset, jeg har begaaet færre Dumheder end i 1938, og jeg har oplevet mere - indadtil.

Min første lille Novelle fik jeg trykt i 'Vild Hvede' i Januarnummeret i Aar. Det kom den tredje Januar paa min Fødselsdag.

Min første alvorlige Spleen kom sejlende, da jeg i Juli sad i en københavnsk Sporvogn. Med glade Afbrydelser holdt den sig til først i December. Nu har jeg i en hel Maaned været glad og tilfreds uden at have bestilt noget videre.

Min første Pige var jeg meget nær ved at faa i September, men jeg forstod ikke i Begyndelsen, og da jeg begyndte at forstaa, havde hun faaet Tid til at tænke sig om, og saa turde hun ikke.

Min første Beruselse opnaaede jeg med megen Brask og Bram sammen med Hans Lund fra Randers herhjemme i Juli. En Helflaske Sherry (billig) en lille Dunk Snaps (tysk og billig og forfærdelig) en halv Flaske Gin og femogtyve Cigaretter gav mig den."

Under april har han noteret: "Det er Foraar. Jeg arbejder meget med mine Lektier ligesom i de andre Maaneder, og jeg faar på Skolen en tynd Betegnelse af flittig. Men de tror, at jeg er flyvsk og usikker - og dum."

I både februar og marts hedder det lakonisk:

"Ingenting trykt. Ingen piger."

Fremmede ideer

Pigerne får han lejlighed til at trykke, nemlig ind til sig, da han drager til København for at studere litteratur på universitetet. Der er flere, og han beskriver forelskelserne og det problematiske i forholdene samt de fremskridt, han gør med sin digtning. Om Besættelsen står kun lidt, og, det der står, er ikke entydigt, men røber snarere en usikkerhed om nazismens væsen, og det bliver for forskerne i den kommende tid at rede ud, hvad der menes, når der lidt forblommet står i en optegnelse fra 1940:

"Jeg er bange. For min Fremtid, for Dagene, for mine underlige Tanker. Der er Ting, der i disse Dage rejser Hovedet. Fremmede Ideer, der vil tiltvinge sig Folkets Opmærksomhed - og måske vil vinde Folkets Tro. Når vi hører om Slagsmål og Optøjer herhjemme - saa trækker vi på Skuldrene og smiler. Men måske er det, vi hører, Genlyden af det nyes Fremmarch. Måske er det faldet i min Generations Lod at overvære en Kulturperiodes Undergang og en ny Periodes Opståen."

Videre:

"Jeg hænger som midt mellem to Plader af Is. Jeg kan ikke fuldt gå ind for det Gamle, fordi man ikke kan elske noget, man tror er uden Forbindelse med det liv, man står i. Og jeg kan ikke gå ind for det Nye, fordi dets Skikkelse endnu er tåget og Osen fra Krigsvogne og Dampen fra Krigsskibe, og fordi det forbandes af Mennesker, der var store og gode - og fordi den Tanke er i mig, at der måske slet ikke er nogen Skikkelse bag Tågen, men kun en kæmpemæssig Løgn."

Bemærkelsesværdigt er det, hvis tolkningen er rigtig, at han ikke synes at tage den totale afstand fra Det Nye, som er på vej frem - apropos diskussionerne om Ole Wivel og Knud W. Jensens flirten med nazistisk tankegods i de første krigsår. Men tvivlen er ved at tage form af en afstandtagen.

Den jævne lykke

Åbenbart efter et opgør med en af sine kærester skriver Morten Nielsen:

"Tanken om at dø er mig ikke fremmed. At måtte gå fra hende og vide, at hun vil møde en anden - for det er Loven - er så tungt, så tungt. Og at gå fra Digtet er tungt. Selv om jeg ikke er moden, hvis jeg skal høstes nu, er jeg heller ikke umoden."

I en senere optegnelse hedder det:

"Jeg tror, den jævne Lykke ikke er til for mig. Og jeg tror en Ting mere: Jeg tror, at jeg er glad for det. Jeg har denne artistiske Sans, der får mig til at udvinde Kunst af det, jeg lider. Og jeg er Kunstner, og gennem det dårlige i mit Liv vil min Kunst måske blive god.

Hendes vej er let at se: Et par År ved Universitetet som stud. med., så et Ægteskab med en Mand, der både er intelligent og dygtig, så et Liv som moderne, ung Frue nogle År, derefter som en af Byens Damer, så den lykkelige, sløve Alderdom og til sidst en venlig gliden ud i Ingenting.

Det er ikke nogen Skæbne, man skal foragte. Det er hendes som den anden er min. Den lå tegnet i hendes Nervenet, som min lå det i mit Nervenet. Hver for sig lever vi, som man bød os at gøre det.

Vores Liv vil være lige rige og lige fattige"

Tove Ditlevsens øjne

Der er også morsomme detaljer som følgebrevet til et honorar Morten Nielsen har fået udbetalt for en kronik, 'Farvel til Byen', i Aalborg Stiftstidende. Bladets redaktør har underskrevet den trykte formular, hvori han - ordret citeret - "har den Ære herved at anvise Dem til udbetaling ved Bladets Kasse Kr. 25.00."

Så formfuldendt udtrykker nutidens redaktører sig vist ikke, når honorarer udbetales.

Morsomt er også afsnittet, hvor Morten Nielsen beskriver sit første besøg hos redaktøren af det dengang meget betydningsfulde lyrikmagasin Vild Hvede, Viggo F. Møller, og dennes meget yngre hustru, digteren Tove Ditlevsen. I et af sine breve til Morten Ruge omtalte han slet og ret parret som flinke, men i sit eget notat går han mere til vaflerne, idet han beskriver Tove Ditlevsen som "alt andet end køn - med Hår, der er sat på en mærkelig Måde. Hendes Mund er ikke pæn, Næsen har et lille knæk og er for stor. Men hendes Øjne er begavede...(...)...De har en Hund, der hedder Klaus. Det er fordi, det er en Hunhund."

Hunhunden Klaus, javist så. Men hun, Tove Ditlevsen, viste også "en let Irritabilitet overfor ham et par Gange, og han lo godmodigt af den. Men jeg sad og tænkte på, om et forhold som deres mon kan holde."

Det kunne det ikke, skulle det vise sig.

Selv slår han gækken løs, da han formulerer en lille, personlig annonce til indrykning i en avis under billetmærke. Det er ikke helt nemt at tyde alle ordene, og der er flere overstregninger, men der skal i hvert fald stå følgende:

"Ung student, høj og slank, søger Bekendtskab med 10 unge Damer, 18 til 25.

Ordene "sprudlende Konversationstalent" har han streget over, ligesom "Åndelige Interesser frabedes.", som der - vistnok - står.

Citronen oprevet

Blandt papirerne er også en besvarelse fra Københavns Folkeregister i 1995 på en henvendelse fra Morten Ruge, hvori der står, at "Nielsen, Karl Bent Morten, Borgergade 20, 3. th., er afgået ved døden den 29. august 1942."

Litteraturprofessor Thomas Bredsdorff foranstaltede i 1981 en undersøgelse, hvor han talte med ældre mennesker, som havde været tæt på det dødsfald, hvis årsag var registreret som et vådeskud under en våbeninstruktion. I virkeligheden er det mere mystisk end som så. En driftsleder fra Zonen på modstandbevægelsens side er blevet tilkaldt på telefon fra Citronen, som han så møder i oprevet tilstand på vej væk fra stedet, idet denne fortæller, at en død mand på 1. sal i et kontor i Antonigade er kommet til at fyre et skud af mod sig selv. Citronen, som blandt andet udførte likvideringsopgaver, døde i øvrigt selv kun få uger senere. Vådeskud, selvmord eller likvidering? Ingen af mulighederne kan teoretisk set udelukkes, alle forekommer lidet sandsynlige.

Det Kgl. Bibliotek modtog for kun 14 dage siden også en donation af digte og originale breve fra Morten Nielsen til vennen Mogens Krustrup (som blev kunsthistoriker), ligeledes til opbevaring i Håndskriftafdelingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu