Læsetid: 8 min.

Jeg har ikke været i Beograd siden

Serbiens hovedstad er en metafor for krigen, skriver forfatteren Slavenka Drakulic. En by, hun ikke har besøgt siden krigene på Balkan. Hvorfor ikke?
-En varm bølge skyllede hen over mig. Men så var det, at det slog mig som en knytnæve i maven: Havde jeg overhovedet været i Beograd, siden disse unge mennesker var blevet født?- skriver Slavenka Drakulic i sit essay om gensynet med Serbiens hovedstad.

-En varm bølge skyllede hen over mig. Men så var det, at det slog mig som en knytnæve i maven: Havde jeg overhovedet været i Beograd, siden disse unge mennesker var blevet født?- skriver Slavenka Drakulic i sit essay om gensynet med Serbiens hovedstad.

Ingrid Lemaire

25. juli 2008

Det var årets første forårsdag med kolde vindstød, og jeg var på vej ned ad Mariahilfer Strasse i Wien, da tre unge mennesker passerede mig. De talte på serbisk om et arrangement, hvor også bosniere og kroatere som mig ville deltage. Jeg bed mærke i, at den ene af dem brugte udtrykket "vores sprog". Det er den samlebetegnelse, eks-jugoslaviske flygtninge og udvandrede (eller blot blandede eks-jugoslaviske grupper i udlandet) bruger om de forskellige sprog, de kommunikerer med hinanden på.

Sagen er, at dette sprog til fælles forståelse ikke længere har noget fælles navn. 'Vores sprog' er en kode, der udtrykker velvilje: Vi er ikke fjender, vi kan stadig forstå hinanden trods alt det, der er sket.

Til min egen overraskelse oplevede jeg en fysisk reaktion på disse ord; en varm bølge skyllede hen over mig. Men så var det, at det slog mig som en knytnæve i maven: Havde jeg overhovedet været i Beograd, siden disse unge mennesker var blevet født?

Hele den nye generation af serbere er vokset op, siden jeg sidst var i byen.

En gammel blanding af skyld og ængstelse kom op til overfladen. Hvor mange gange i de sidste 17 år er jeg ikke blevet inviteret til Serbiens hovedstad? Af mine venner, af min forlægger, af forskellige institutter og af organisatorerne bag diverse internationale konferencer?

Hver eneste gang har jeg fundet en plausibel grund til høfligt at afslå invitationen. Jeg løb aldrig tør for undskyldninger.

Tung kuffert

Vinden tog af, som var den udmattet, og jeg satte farten ned. Jeg måtte igen stille mig selv det gamle spørgsmål: Hvorfor har jeg ikke været i Beograd i alle disse år?

Hvad var jeg bange for? For 'dem'? For hvad 'de' gjorde mod 'os'? Eller for, hvad serberne gjorde ved sig selv? Måske for at blive konfronteret med emner, jeg ikke ønskede at blive konfronteret med? Jeg var klar over, at når jeg kom dertil, ville jeg bære på byrden af disse 17 år som en tung kuffert. Hvis jeg åbnede den, ville ansigter, minder, billeder og ord vælte ud. Hvem skulle samle alt det op og putte det tilbage i kufferten? Alligevel forekom det mig pludselig besynderligt at have udskudt dette besøg, mens en helt ny generation i Serbien voksede op.

Sidst, jeg var i Beograd, var i juni 1991, lige før Kroatien erklærede sin uafhængighed. Jeg boede hos min ven Mirjana i centrum nær togstationen. Siden da er Mirjana død af alvorlig sygdom. Min ven Boris, som jeg drak kaffe med på min sidste dag i byen, er blevet gift. Da jeg så ham 10 år senere i Frankfurts lufthavn, var hans søn allerede begyndt i skole.

Ana har forladt Beograd og flyttede først til Paris og siden til Sarajevo. Ljubica tog til Slovenien og så til Sverige, derfra videre til Belgien og først for nylig tilbage til Beograd, træt af al den vandren. En journalistkollega, som tidligere kom meget i kroatiske Zagreb, blev informationsminister i Milosevics regering. En anden kollega fik en ledende stilling i det statslige serbiske fjernsyn: nationalismens vigtigste propagandamaskine. En tredje ledsagede general Ratko Mladic til Srebrenica og dokumenterede hans dødbringende triumf.

En søns blod

Siden jeg sidst var i Beograd, er småbidder af information nået frem til mig som bevis på, hvor meget vi har ændret os, hvordan denne eller hin ven er blevet - ja, hvad? En fjende? Eller blot en person så forskellig fra før, at jeg ikke længere kan genkende vedkommende? Som gik hen og blev minister, forfatter af nationalistisk prosa eller en hadets højttalere. Kendte jeg dem nogensinde rigtigt? Kan man kende folk for alvor og stole på dem?

Nedslåetheden sivede ind i mig med sådanne spørgsmål, der fremviste den menneskelige natur som noget grimt. Når jeg så mig selv i spejlet, ledte jeg også efter tegn på forandring. Frygt for andre er også frygt for én selv.

Jeg ved, at mit besøg i Beograd vil kalde halvglemte billeder og følelser frem. Som ordene fra en muslimsk kvinde fra Srebrenica, hvis søn var blevet slagtet i hendes arme af en serbisk soldat:

"Jeg blev tvunget til at drikke min egen søns blod," sagde hun.

Hendes ord har ligget begravet i min hukommelse i 13 år nu.

Eller fotoet af en ung mand bøjet over en ræling. Det ville der ikke være noget mærkeligt ved, hvis ikke det var for det store hul, hvor hans brystkasse skulle have været, og hvorigennem man så jernstangen bagved.

Ubehaget

Ønsker jeg ligesom alle andre at spare mig selv for konfrontationen med mine følelser omkring tidligere venner i Beograd?

Men i Kroatiens hovedstad, Zagreb, måtte jeg jo se samme slags folk i øjnene: gamle venner og kolleger, som blev nationalister, og andre, der bare var opportunister. Jeg måtte leve med, at så mange afholdte mennesker havde forladt landet. Forskellen er, at jeg bor og arbejder i Zagreb, det er min by, og jeg kunne ikke komme uden om dens efterkrigsvirkelighed. Med mindre altså jeg var parat til at forlade den og aldrig komme tilbage.

Beograd kunne jeg derimod undgå.

"Men Beograd er også en del af din fortid," sagde Boris til mig, da jeg mødte ham for nylig.

Han vendte tilbage til Beo-grad fra USA for flere år siden. Som sædvanlig mødtes vi hverken i min by eller i hans, men i Wien. Til endnu en konference. Vi talte om ubehaget ved at vende tilbage til gamle steder, der engang havde været vores, men ikke længere var det. Han beskrev sit første besøg i Dubrovnik efter krigen. Det var smerteligt, sagde han, men ikke kun på grund af hans nostalgiske minder om somre i byens stengader. Eller fordi han så, hvad bomberne havde gjort ved denne smukke middelalderby. Det var sørgmodigt at vide, at jugoslaviske soldater også gjorde det i hans navn.

Ny generation

Så viste min ven mig et billede af sin søn, der nu var blevet en høj, flot fyr i jakkesæt. Det er svært at tro, at den lille dreng, jeg mødte i Frankfurts lufthavn og siden i deres hjem i USA, nu er jurastuderende. Det var lige efter min oplevelse i Mariahilfer Strasse, og igen blev jeg mindet om det faktum, at der er en helt ny generation, som snart vil have valgret. Hvad ved jeg overhovedet om dem? Jeg ved, at de ikke kan rejse udenlands uden visum, ikke kan se London og Paris eller bare Trieste. De kan ikke engang rejse til Bukarest eller Sofia længere.

Hvor er det dog trist og absurd og ydmygende for dem, tænkte jeg ved tanken om, hvordan min egen generation rejste rundt i Europa uden visum. Det var vi stolte af, det gjorde os anderledes end de andre lande i Sovjetblokken. Bagsiden af denne frihed var, at det blev en af grundene til at acceptere det politiske system. Vi blev bestukket til at tro på, at "socialismen med et menneskeligt ansigt" gav mening og kunne fungere. Vi betvivlede det ikke.

På det seneste hører jeg hele tiden debatter om de visumproblemer, unge europæere uden for EU støder på. Visum er svært at få, især for serbere, og det isolerer de unge, og forhindrer dem i at se verden - sådan lyder argumentet. Hvorfor straffe de unge, for noget, de ikke har gjort? De var ikke engang født, da de jugoslaviske krige brød ud. De har ikke ansvaret for, hvad deres fædre har gjort, sagde en taler vredt ved en konference.

Vred over vrede

Jeg havde ingen sympati for argumentet og følte i stedet vrede over hans vrede. I den nye generations navn lod denne taler forstå, at de unge serbere ikke har fortjent en sådan behandling fra 'Europas' side. Hjemlen var, at fordi de er unge, er de uskyldige.

Jeg og min generation gik også ud fra, at vi var uskyldige, fordi vi var født efter Anden Verdenskrig. Vores fædre udkæmpede (til forskel fra de unge serberes fædre) en retfærdig, anti-fascistisk forsvarskrig; men de begik mange krigsforbrydelser i den forbindelse, som de dog aldrig talte om.

Jeg bebrejder dem ikke deres stilhed, der er den samme som den, jeg i dag er vidne til efter de seneste krige i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Men jeg bebrejder mig selv og min generation for ikke at have stillet det på én gang enkleste og sværeste spørgsmål: Hvad lavede du under krigen, far?

Det var mit og vores ansvar at så tvivl om forældregenerationens retfærdiggørelser og ideologiske tolkninger af historien. Vi fejlede, fordi vi undlod dette. Det var vores ansvar at finde ud af sandheden om deres krig, som ikke kun var en anti-fascistisk krig og en kommunistisk revolution - men også en borgerkrig. Men vi troede på den officielle historie-skrivning og skolebøgerne, fordi det var nemmere at leve på den måde. Vores holdning til fortiden var en af grundene til, at de nye nationalistiske krige i 90'erne var så nemme at starte.

Unges ansvar

Hvad ved de unge serbere om deres fortid? Ligesom vi var det, er også de ansvarlige: for tavsheden. For ikke at spørge om, hvad der skete, før de blev født. For ikke at bekymre sig om, hvad deres fædre foretog sig under krigene. For at tro, at de har ret til visum, bare fordi de er unge, og deres hænder ikke er besudlede. Deres selvretfærdighed er arrogant.

Sandt nok, den unge generation af serbere kan ikke holdes ansvarlige for fortiden. Men de har alle ansvaret for deres nuværende holdning til fortiden, fordi den er afgørende for deres fremtid. Det var den lektie, som vi - deres forældres generation - burde have lært. Da vi ikke gjorde det i tide, måtte vi lære det på den hårde måde.

De unge serbere nægtes ikke pas, på grund af hvem de er, men på grund af hvad deres forældre gjorde eller undlod at gøre.

Ikke alle serbere var krigsforbrydere og mordere under krigene; men de burde indse deres ansvar for at have stemt på et morderisk regime og for at tro, at alene de var ofre for Milosevic og for supermagterne. Serberne fortrænger deres nære fortid.

Jeg tror nok, at det er derfor, jeg ikke har været i Beograd i al den tid.

Oversat og forkortet af Sara Høyrup / texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu