Læsetid: 12 min.

’Det var 70'erne, og det var sommer, og solen skinnede’

Påstand mod påstand. Anders Lund Madsen beskrev i søndags sine oplevelser som 13-årig håbefuld skuespiller i det, han kalder et ’homohelvede’ skabt af manuskriptforfatteren og instruktøren Lasse Nielsen omkring filmen ’Du er ikke alene’. Lasse Nielsen, der efter på tre år at have lavet tre af de mest centrale danske ungdomsfilm, forsvandt fuldstændig fra dansk film i de følgende 30 år, afviser det som sludder. Men noget tyder på, at miljøet omkring filmens tilblivelse var præget af en helt anden tidsånd end i dag
»Jeg var 13 år gammel og på vej ind i et homohelvede af sex og løgn og film.« Sådan skrev journalist og radiovært Anders Lund Madsen i en klumme i Jyllands-Posten om sine oplevelser, da han i 70’erne medvirkede i instruktøren Lasse Nielsens ’Du er ikke alene’. Lasse Nielsen benægter, at han skulle være gået for langt i forhold til de unge skuespillere

»Jeg var 13 år gammel og på vej ind i et homohelvede af sex og løgn og film.« Sådan skrev journalist og radiovært Anders Lund Madsen i en klumme i Jyllands-Posten om sine oplevelser, da han i 70’erne medvirkede i instruktøren Lasse Nielsens ’Du er ikke alene’. Lasse Nielsen benægter, at han skulle være gået for langt i forhold til de unge skuespillere

Foto fra filmen

15. august 2008

I sommeren 1977 samles en gruppe unge drenge og piger på en efterskole i Holte. De skal være skuespillere i ungdomsfilmen Du er ikke alene, der med titelsang af Sebastian får stor succes, da den får premiere i de danske biografer den 23. februar året efter.

Filmen er den tredje i rækken fra manuskriptforfatter og instruktør Lasse Nielsen, der i årene forinden har haft succes med La' os være (1975) og Måske ku' vi (1976). Alle tre film bryder med de traditionelle rammer for ungdomsfilm ved deres meget autentiske skildringer af samtidens unge, men Du er ikke alene går et skridt længere end sine forgængere ved at være den første danske film, der skildrer kærligheden mellem to drenge – et element, der betyder, at filmen igennem årene opnår en nærmest ikonisk status som bøssefilm.

I søndags her godt 30 år efter premieren er der så en af de unge skuespillere, Anders Lund Madsen, i dag journalist og radiovært, der i en klumme i Jyllands-Posten fortæller sin historie om begivenhederne dengang på efterskolen i Holte. Især en meget personlig historie om manuskriptforfatteren og instruktøren Lasse Nielsen.

»Jeg var 13 år gammel og på vej ind i et homohelvede af sex og løgn og film.«

Den famøse fest

Sådan starter det detaljerede tilbageblik, som Anders Lund Madsen fremlægger som sin alt andet end festlige kommentar til, at filmen i aften for at fejre dens 30-års-jubilæum genopføres i Imperial i København – med Lasse Nielsen og alle skuespillerne på gæstelisten og titelsangen fremført i ny version af Tue West. Og tilbageblikket afsluttes med en scene, hvor den da 14-årige Anders Lund Madsen er hjemme hos Lasse Nielsen for at blive interviewet til Lasse Nielsens nye film, Nærbilleder af en dreng.

»Men Lasse skriver ikke mine svar ned. Han lytter ikke særlig meget til, hvad jeg siger, for han sidder nu helt tæt på min højre skulder i sofaen med hele hånden inde under min trøje. 'Bliver du nervøs, når jeg rører ved dig, Anders?' spørger Lasse og kærtegner mig i nakken. 'Nej,' lyver jeg, for jeg ved, at det er det rigtige skuespillersvar. 'Godt, for det er vigtigt, at du ikke er nervøs for berøring, hvis du skal spille med i den nye film,' siger Lasse tilfreds og piller videre. 'Er du også parat til at være nøgen på film? Helt nøgen?' spørger han så. 'Ja,' lyver jeg, men denne gang lyver jeg ikke så godt (–) Irriteret retter Lasse sig op og siger, at vi skal ind i soveværelset, hvor han har sin filmfremviser stående. For Lasse vil vise mig nogle film, der kan give mig en idé om, hvad det er, han mener.«

Anders Lund Madsen kan huske denne scene, »som hvis det var en fjernsynsudsendelse fra for fem minutter siden«:

»Alting. Men resten af aftenen har jeg ingen erindring om. Sikkert fordi det er ret kedeligt og uvæsentligt i det store billede. Jeg husker bare, at min kære far holder nede på gaden som aftalt kl. 22.00. Og at jeg er glad for at sidde i hans gamle røde Saab 99.«

Lasse Nielsen mister imidlertid kort efter opbakningen til Nærbilleder af en dreng. Det Danske Filminstitut trækker bevillingen tilbage, og efter endnu et kuldsejlet filmprojekt, De fortabte børn, forsvinder Lasse Nielsen ud af filmbranchen – tilsyneladende uden at gøre noget som helst væsen af sig i de næste 30 år.

Da Information får kontakt til ham, er han netop vendt hjem til Danmark fra Bangkok, hvor han har befundet sig de sidste måneder. Han er blevet gjort bekendt med Anders Lund Madsens klumme, men afviser stort set hele dens indhold.

»Jeg synes, det er så pjattet, at jeg simpelthen ikke kunne læse det,« siger Lasse Nielsen. »Han skriver også om Bent Petersen (sexolog og psykolog tilknyttet filmen, red.) og gør grin med ham, og det kan man simpelthen ikke. Det ene er, at han har nogle meninger og noget, han tror, han kan huske 30 år tilbage. Men at gøre grin med folk, og hvordan de snakker, det synes jeg simpelthen er for lavt.«

– Men hvad med den scene, han beskriver, hvor han er oppe i din lejlighed?

»Ja, det har han ikke været.«

– Det afviser du?

»Jamen, jeg boede hjemme. Der var ingen drenge, der kom med hjem. Vi kørte alt sammen ude på studiet, han har ikke været oppe i min lejlighed. Og han skriver, at jeg serverer mad for ham - alle, der kender mig, ved, at jeg ikke kan lave mad. Altså, allerede der er den jo helt gal.«

Der er dog flere af dem, som var med på filmholdet i Holte, der finder Anders Lund Madsen væsentligt mere troværdig. Anders Agensø, der dengang var 15 år gammel, spillede hovedrollen som drengen Kim, og da han får fortalt Anders Lund Madsens beretning, lyder hans første reaktion:

»Det passer meget godt med de erindringer, jeg har.«

Anders Agensø fortæller således om den fest, der blev holdt, da optagelserne var færdige.

»På et tidspunkt var der lige præcis noget med, at nu skulle alle hen og sidde på sengen og se pornofilm, og det var der, jeg gik hjem,« siger han og understreger, at han ud over til den fest ikke så noget konkret, og at han aldrig selv følte sig krænket.

Anders Agensø fortæller også, at det ikke var nogen hemmelighed, at Lasse Nielsen var betaget af de unge drenge.

»Men han var aldrig personligt pågående. På optagelserne var han sød nok. Der, hvor jeg synes, det gik helt over grænsen, det var den der famøse fest bagefter. Det var lige som om, at der stod de jo heller ikke med ansvaret på samme måde,« siger Anders Agensø og tilføjer med et lidt afvæbnende grin:

»Men altså, det var 70'erne, og det var sommer, og solen skinnede. Og jeg kan da sige, at jeg tror, der var nogle stykker, der fik nogle revolutionerende oplevelser.«

Det foregik ikke

– Ved du, hvad der skete, efter du gik fra festen?

»Jeg ved, at der var nogle af de der knægte, der endte inde i sengen med nogle voksne. Jeg ved, at der var nogle stykker af dem, der blev siddende, og tøjet røg af,« siger Anders Agensø og slår fast, at »der ikke var nogen tvivl om, hvad den afslutningsfest gik ud på«.

»Så hvis det handler om at bekræfte Anders Lund Madsen i, at han har haft en 'sjov' oplevelse, så vil jeg sige, at den der fest, det var der, hvor vi røg helt ud i excessen, helt sikkert.«

Den anden instruktør på Du er ikke alene, Ernst Johansen, optræder også i Anders Lund Madsens beretning, hvor det anføres, at han i både 1980 og 1983 får fængselsdomme for henholdsvis »adskillige tilfælde af anden kønslig omgang med mindreårige« og »for at 'lokke' en 15-årig pige til samleje med løfter om en større filmrolle«.

Anders Agensø kan godt huske den første dom.

»Jeg kan huske, at da jeg læste det, tænkte jeg, at det var måske meget godt. For jeg tror, at de sådan var ved, altså, tingene lå lidt på vippen. Det var sådan lige på kanten af, at det gik over og blev til noget andet.«

Lasse Nielsen forsikrer dog, at han ikke var med til noget til afslutningsfesten. Han og psykologen Bent Petersen havde nemlig allerede på forhånd besluttet, at de ville forlade festen klokken 22.

»Vi vidste jo, at der sikkert var nogen, der ville få noget at drikke – de fleste var jo over 15 – og det måtte de selv styre, så der blev lejet en højskole eller noget, så de kunne overnatte,« siger Lasse Nielsen og fortsætter:

»Og fordi jeg vidste, at alle var glade og hyggelige og rare og havde fået noget at drikke, så skred Bent Petersen og jeg klokken 22. Vi skulle ikke overnatte. Vi gik tidligt for ikke at løbe ind i nogen pinlige situationer.«

Til spørgsmålet om han kan genkende noget i Anders Agensøs erindring fra festen, svarer Lasse Nielsen:

»Det foregik ikke. Jeg kan huske klart og tydeligt, hvad der foregik.«

Og han forklarer desuden: "Alle var jo med: fotograferne og de voksne skuespillere, og der blev danset og hygget, og Bent og jeg gik ved 22-tiden, og da fik vi et kram af alle ungerne, der fortalte, hvor pragtfuldt det havde været at være med på den film, og hvor stor en oplevelse det var, og så ved jeg jo ikke, hvad der foregik bagefter. Men jeg kan ikke forestille mig, at der er foregået noget.«

Vi var alle unge

Ib Tardini var med på holdet under indspilningen af alle Lasse Nielsens tre film og var som co-producent på Du er ikke alene oppe at kigge til optagelserne et par gange undervejs.

»Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var da utroligt, at de her unge drenge ville være med til at lave sådan en film,« siger han og fortæller, at »hele emnet jo var grænseoverskridende«.

Og sådan husker filminstruktør Morten Arnfred også den tid. På grund af kommunikationsproblemer mellem Lasse Nielsen og skuespillerne overtog Morten Arnfred instruktionen på Måske ku' vi, og selv om det her 'blot' handlede om kærlighed mellem en ung dreng og en ung pige, mener han også, man kan sige, at det var grænseoverskridende. Han husker også, at Lasse Nielsen var betaget af drengene i filmen, men som han siger:

»Betagelsen var jeg ikke i tvivl om. Men det var ikke noget, der skabte noget som helst problem overhovedet. De knægte, vi havde med, de grinede bare lidt ad ham, for han var jo lidt speciel.«

»Han var jo også selv relativt ung, så det var ikke sådan, at jeg tænkte i pædofile tanker på nogen måde – altså, vi var jo alle sammen unge. Vi syntes bare, han var lidt underlig,« siger Morten Arnfred.

Og netop det, at alle, også bag kameraet, var så unge, var et af de væsentligste nye træk ved de ungdomsfilm, der kom frem fra midten af 1970'erne – særligt de tre, Lasse Nielsen lavede. Det fortæller Flemming Kaspersen, der er redaktør i børn- og ungeafdelingen på Det Danske Filminstitut.

»Hvis man ser på ungdomsfilmene generelt, starter de i 50'erne. Men der er det voksne instruktører og voksne manuskriptforfattere, der laver film til et voksent publikum, om de farer, ungdommen kan komme ud for. Det var problemfilm med morale og sådan noget. Det, der sker i 70'erne, er, at den unge generation selv begynder at lave filmene, og i modsætning til de gamle, erindrende periodefilm laver de samtidsfilm. De bedste af dem havde en ægthed, som kom af, at det næsten var de unge, der lavede dem selv. Lige præcis Lasse Nielsens film var meget autentiske, og også for eksempel Søren Kragh-Jacobsen var meget ung, da han begyndte at lave film. Det var ikke sådan et voksent blik – han var tæt på at være der selv,« siger Flemming Kaspersen.

Steen Herdel var producent på alle Lasse Nielsens tre film. Han er rystet over Anders Lund Madsens beretning, og Steen Herdel mener også, at han og de andre bag filmene nok var for unge og naive.

»Jeg synes, det er rædselsfuldt at høre. Selv om jeg godt var klar over, at der var sådan en fims over det. Men jeg var muligvis også ret naiv, jeg var jo ret ung dengang, og der var ingen, der rapporterede noget til mig om det. Så havde jeg selvfølgelig grebet ind. Men tiderne var jo anderledes,« siger han og fortæller, at de godt var klar over, at Lasse Nielsen kunne lide drenge. »Men jeg troede bare, han var professionel og anstændig omkring det« siger Steen Herdel.

»Det er jo ikke ualmindeligt, at en filminstruktør bruger filmmediet, hvis der er en filminstruktør, der gerne vil have fat i en eller anden sød pige, som er skuespiller, så får hun jo en hovedrolle. Vi var bare for naive til at gennemskue det dengang. I dag er jeg ret vred over det. Jeg er ærgerlig over, at den blev gjort til en bøssefilm - alle tre film handlede jo om børns problemer med stupide voksne, der ikke ved, hvad der foregår, og jeg er vred over, at der er sket de ting, som Anders Lund Madsen rapporterer.«

Mystisk skikkelse

Men Lasse Nielsen vil heller ikke kalde Du er ikke alene for en bøssefilm.

»Der var jo alle de Far til fire-film og alle de eventyr – der var ikke noget realisme i dem. Og det ville jeg godt putte ind i mine film. Jeg lånte dengang en bog på biblioteket om, hvordan man lavede børnefilm, og der var tre ting, man ikke måtte vise: Man måtte ikke vise død, man måtte ikke vise seksuelle scener, og her snakker vi altså ikke om porno, og man måtte ikke vise politik. Så da jeg lavede La' os være, kom alle de tre ting med, fordi jeg syntes, at det jo var det rigtige liv – og det går igen i alle mine film. Der er en masse mennesker, som vil have Du er ikke alene til at være en homofilm, men det er den ikke. Jeg har altid sagt, at det er en film om drenges følelser over for hinanden; vise drenge, der kan græde, og den scene mellem de to drenge der, det er jo en lille ting i det store billede,« siger Lasse Nielsen.

Og ifølge Flemming Kaspersen var den filosofi, Lasse Nielsen baserede sine film på, særdeles vigtig for udviklingen i dansk ungdomsfilm.

»Han er en meget vigtig figur i dansk ungdomsfilm. Der er nok ikke rigtig nogen, der husker ham i dag, men han kom og lavede tre virkeligt vitale film, og så forsvandt han nærmest sporløst igen, så der er noget mystik om ham. Jeg har endda prøvet at lede lidt, men jeg ved ikke, hvad der er blevet af ham. Han er sådan en mystisk skikkelse.«

Anders Agensø bliver da også med jævne mellemrum mindet om den film, han havde hovedrollen i.

»Jeg får stadig henvendelser fra folk på den anden side af jorden, der har set filmen og mener, at den har betydet noget stort for deres tilværelse. Jeg tror, det var meget befriende på det tidspunkt at kunne vise de ting. Der var jo nogle ting i gang, og den film var nok en af spydspidserne. Derfor tror jeg også, at de folk, der var med, var godt suttet ind i det både på den ene og den anden led.«

Anders Lund Madsen, der i sin klumme slutter med at se frem mod aftenens jubilæumsforevisning og gensynet med "Lasse" med en noget forstillet begejstring, ønskede ikke at udtale sig om sin beretning til Information. Han sendte dog en begrundelse herfor per e-mail, hvori han blandt andet skriver:

»Sagen er blot, at jeg har skrevet over seks sider om den sag, og dermed er sagen for så vidt slut for mit vedkommende. Jeg har ligesom skrevet, hvad jeg kan og ved om den historie, der mindst lige så meget er en historie om en tid, hvor alting var ... ret besynderligt.«

Forelagt Lasse Nielsens afvisning af beskyldningerne skriver Anders Lund Madsen i endnu en e-mail til Information:

»Han (Lasse Nielsen, red.) kan selvsagt ikke indrømme det af relativt indlysende årsager (...) Men han bør da afgjort sagsøge mig for injurier og bagvaskelse og det hele, hvis han er uenig i hændelsesforløbet – andet vil være urimeligt. Og det må du gerne citere mig for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det siger noget om synet på seksualpolitik i de sidste årstier i slutnigen af forrige århunderede, at de største organisationer for homoseksuelle seksualpolitiske aktivister i USA og Canada var i splid med sig selv om de kunne og skulle alliere sig med NAMBLA, The North American Man/Boy Love Association:

(Uddrag fra:http://en.wikipedia.org/wiki/North_American_Man/Boy_Love_Association)

"NAMBLA describes itself as a "support group for intergenerational relationships," and uses the slogan "sexual freedom for all."[3]

One of the group's arguments is that age of consent laws unnecessarily criminalize sexual relationships between adults and minors (particularly boys).[7] In 1980 a NAMBLA general meeting passed a resolution, which said: "(1) The North American Man/Boy Love Association calls for the abolition of age-of-consent and all other laws which prevent men and boys from freely enjoying their bodies. (2) We call for the release of all men and boys imprisoned by such laws."[6] This policy was still in NAMBLA's "official position papers" in 1996."

(...)

"In December 1977, police raided a house in the Boston suburb of Revere. Twenty-four men were arrested and indicted on over 100 felony counts of the statutory rape of boys aged eight to fifteen. Suffolk County District Attorney Garrett Byrne found that the men used drugs and video games to lure the boys into a house, where they photographed them as they engaged in sexual activity. The men were members of a "sex ring", and said that the arrest was only "the tip of the iceberg."[6] The arrests sparked intense media coverage, and local newspapers published the photographs and personal information of the accused men.

Staff members of the homosexual newspaper Fag Rag believed the raid was politically motivated. They and others in Boston's gay community saw Byrne's round-up as an anti-gay witchhunt."

"The case of International Lesbian and Gay Association (ILGA) illustrates this opposition. In 1993, ILGA, of which NAMBLA had been a member for a decade, achieved United Nations consultative status. NAMBLA's association with ILGA drew heavy criticism, and many gay organizations called for the ILGA to dissolve ties with NAMBLA. Republican Senator Jesse Helms proposed a bill to withhold $119 million in U.N. contributions until U.S. President Bill Clinton could certify that "no UN agency grants any official status, accreditation, or recognition to any organization which promotes, condones, or seeks the legalization of pedophilia, that is, the sexual abuse of children". The bill was unanimously approved by Congress and signed into law by Clinton in April 1994.

ILGA had passed a resolution in 1985 which stated that "young people have the right to sexual and social self-determination and that age of consent laws often operate to oppress and not to protect. In spite of this apparent agreement with NAMBLA on the age of consent issue just nine years before, ILGA, by a vote of 214-30 expelled NAMBLA and two other groups (MARTIJN and Project Truth) in early 1994 because they were judged to be "groups whose predominant aim is to support or promote pedophilia." Although ILGA removed NAMBLA, the U.N. reversed its decision to grant ILGA special consultative status. Repeated attempts by ILGA to reacquire special status with the U.N. were finally successful in 2006 [13]. The group exercises consultative status with the European Commission.[citation needed]

Gregory King of the Human Rights Campaign later said that "NAMBLA is not a gay organization ... They are not part of our community and we thoroughly reject their efforts to insinuate that pedophilia is an issue related to gay and lesbian civil rights."[14] NAMBLA responded by claiming that "man/boy love is by definition homosexual," that "man/boy lovers are part of the gay movement and central to gay history and culture," and that "homosexuals denying that it is 'not gay' to be attracted to adolescent boys are just as ludicrous as heterosexuals saying it's 'not heterosexual' to be attracted to adolescent girls."[15]

Så det var i den grad en anden tid ...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Her er uddrag af en boganmeldelse af Leif Blædel, der ofte tog sig af seksualpolitiske kommentarer, da han var ansat på Information:

"En bog, der skal være en slags forsvarsskrift, men bliver noget ganske andet.

Andreas Harne: Klædt af - en beretning om en forbrydelse vi tier ihjel. 205 sider.

Af LeifBlædel

Andreas Harne, der var kriminalreporter på den svenske tabloidavis Aftonbladet, blev i 2006 idømt seks måneders fængsel for udbredelse af børnepornografi på internettet og for besiddelse af 68.000 billeder og 350 filmsekvenser med børnepornografi. Med sin bog vil han forklare, hvad der fik ham til at gøre, hvad han gjorde.

Det, Harne ønsker skal ses som forklaringen, ligger i et seksuelt forhold, han havde, fra han var 14 indtil 17-18 år til Kevin, en skotsk mand, der havde med musikbranchen at gøre og i hvert fald udgav sig for at være impresario og bedste ven med tidens største navne i pop-verdenen.

Han kalder i øvrigt med vulgærpressens sprogbrug Kevin pædofil, men det er ganske misvisende.

Harne var dengang, han omgikkes ham ikke barn, men fysiologisk og juridisk set en kønsmoden ung mand.

Harne bruger konsekvent udtrykket »overgreb« om Kevins aktiviteter med ham, han taler også ustandselig om, at det var væmmeligt, ækelt og lignende. Men der er noget, som ikke stemmer her.

Det er absolut frivilligt, hvad han indlader sig på og bliver ved med at indlade sig på. Det kan der kun være to forklaringer på, eventuelt dem begge samtidig. Den ene er, at han, i modstrid med hvad han skriver, havde fornøjelse af det seksuelle samvær.

Den anden at han så at sige optrådte som mandlig prostitueret, en slags trækkerdreng (om end han ikke fandt kunder på offentlige toiletter), for at opnå de goder, der fulgte med, eller som han regnede med at opnå. Det er måske rigtigt, at han efter det første »overgreb«, som fandt sted i forældrenes hjem, af generthed ikke kunne få sig til at sige noget til dem, endskønt de havde fået mistanke og spurgte.

(...)

Bortset fra lokalkoloritten og de sidstnævnte udskejelser minder historien i øvrigt slående om den, som Kristian Ditlev Jensen fortalte i bogen, Det Bliver Sagt, om de tre år han som dreng, til han var 12, så at sige hver weekend overnattede hos en pædofil mand, der tog han med i biografen, på gode restauranter og gav ham milde gaver, foruden udlandsrejser i ferierne ...

Her er uddrag af Kristian Ditlev Jensens svar på Blædels anmeldelse:

"I sin groteske og voldsomt tendentiøse anmeldelse hævder Leif Blædel , at forbrydelserne slet ikke var pædofili og dermed overgreb. Det var, skriver Blædel , »absolut frivilligt«. Blædel ser her helt bort fra, at enhver form for seksuelt samkvem med børn under 15 år naturligvis er strafbart - uanset, hvor meget afsporede voksne fremstiller det som »frivilligt«. Det forhindrer imidlertid ikke Blædel i at gå videre til at konkludere, at Harne enten »havde fornøjelse af det seksuelle samvær« eller »så at sige optrådte som mandlig prostitueret«.
Kort efter laver han så pludselig følgende sammenligning: »Bortset fra lokalkoloritten og de sidstnævnte udskejelser [Blædel refererer her til en gruppevoldtægt af et barn] minder historien i øvrigt slående om den, som Kristian Ditlev Jensen fortalte i bogen, Det bliver sagt, om de tre år han som dreng, til han var 12, så at sige hver weekend overnattede hos en pædofil mand, der tog ham med i biografen, på gode restauranter og gav ham milde gaver foruden udlandsrejser i ferierne.«
Jeg blev rystet og oprevet over at opdage, at selveste Weekendavisen vælger at trykke sådan en udlægning af den sædelighedsforbrydelse, jeg har været udsat for. Den sag, jeg skrev om i min debut, er en endog meget grov pædofilisag, hvor mange børn blev komplet ødelagt, flere af dem for livet (en af de implicerede var i mange år narkoman; en anden har forsøgt at tage sit eget liv tre gange), og som der i øvrigt er faldet dom i. Men nej. Vi var »trækkerdrenge«. Og vi »havde fornøjelse af det seksuelle samvær«.
Hvordan kan Weekendavisen moralsk gå med til at decideret pædofile synspunkter forsvares i avisen? (...)"

Er der nogen som helst seriøs grund til, at Information i artklen nævner navn på en for mange år siden pædofildømt - og ikke siden straffet - mand, som i øvrigt ikke er relevant for sagen?

DR viste i de år også en uhyggelig, men meget vigtig schweizisk ungdomsfilm, baseret på skuespilleren og forfatteren Alexander Zieglers selvbiografiske bog "Labyrinthen" - om forsøgene på at 'kurere' en homoseksuel dreng og adskille ham fra hans store kærlighed (vist forfatterens alter ego). Filmen begynder med drengens selvmord, og det har siden dengang været en erindring om, hvor galt det kan gå, når folk vil blande sig for meget i andre menneskers liv.
Også forfatteren Jens Eisenhardt skrev i de år to ungdomsromaner baseret på egne oplevelser, "Kim, min elskede" og "Køtere i natten".
Det var, som det påpeges, end anden og - må jeg tilføje - bedre tid. Så kan Anders Lund Madsen skrive, hvad han vil.
Der var også Stefan Henschelmann's "Venner for altid", som man næppe ville kunne vise i dag uden demonstrationer foran biografen.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er selvfølgelig ikke ulovligt for børn, at være homoseksuelle, Peter H.

Piger, der forelsker sig i voksne mænd og går i seng med dem, bliver heller ikke straffet. Men børn er meget lettere at manipulere end voksne, fordi de er mindre erfarne og i øvrigt mindre fysisk stærke end voksen, og så har de en naturlig tillid til voksne, som nemt kan misbruges, hvilket enten traumatiserer barnet og gør det svært for det at sætte nødvendige grænser, eller gør det til en kynisk småsociopat.

Foreninger som Pædofilforeningen og Nambla viser tydeligt, hvorfor betragtes som en grov forbrydelse.

Der er ikke tale om at forfølge en seksuel minoritet, men om at stoppe sociopater, der ikke selv kan se, at de gør noget galt:

"In December 1977, police raided a house in the Boston suburb of Revere. Twenty-four men were arrested and indicted on over 100 felony counts of the statutory rape of boys aged eight to fifteen. Suffolk County District Attorney Garrett Byrne found that the men used drugs and video games to lure the boys into a house, where they photographed them as they engaged in sexual activity."

(...)

"Staff members of the homosexual newspaper Fag Rag believed the raid was politically motivated. They and others in Boston's gay community saw Byrne's round-up as an anti-gay witchhunt."

Manuel Maerthfell

Når man fodrer en blænder med svinenyrer og menneskeafføring, - dannes der en vælling.

Udsættes jordbær og Bailey-likør for samme behandling, - vil der ligeledes dannes en vælling.

Imod alle odds, vil de begge dog stadig danne en smuk glød i hver sit ranke glas, - sålænge man blot holder næsen på afstand!

- Anders, - skru' ned for stemmen, - vi ser film!

JEG SPURGTE HELLER EJ' OM "OPHAVSMANDEN" TIL DIN BIL!!!