Læsetid: 4 min.

A beautiful ghetto

Når det udenbys kommer på besøg
Den libanesiske filminstruktør Ahmed Hossein skal finde ud af, hvordan det er at være -araber- i Danmark. Han bliver kørt til Mjølnerparken. »It is a ghetto,« får han at vide. Han synes det er en smuk ghetto.

Den libanesiske filminstruktør Ahmed Hossein skal finde ud af, hvordan det er at være -araber- i Danmark. Han bliver kørt til Mjølnerparken. »It is a ghetto,« får han at vide. Han synes det er en smuk ghetto.

Kultur
29. august 2008

En fremmed kommer til byen. Ligesom i Hollywood, og det er ikke en helt almindelig fremmed, han er araber, omhyggeligt udvalgt. Ganske vist har han ikke noget navn i Danmarks Radios programoplysninger, men på YouTube kan man finde en lille optaktsvignet, hvor udsendelsens ophavsmand, Georg Larsen, er taget til Libanon, et "land i Mellemøsten", for at lede efter en person, der kan bruges til formålet, som er at udspørge arabere i Danmark om, hvordan det føles at være sådan en.

Personen bliver fundet i Hamra-kvarteret i Libanons efter arabiske forhold enormt udsvævende hovedstad, Beirut, og han er bare perfekt. En fiks lille kasket, et flippet lille tætklippet, mørkt skæg og intellektuelle bebopper-solbriller. Tidløst intellektuel.

Ankomst

Han bliver så kørt til Mjølnerparken, hvor en anonym speakerstemme forklarer ham, at "many Danish people think this is a dangerous place", er det mon også rigtigt. Er der andre end forskræmte små visne gamle oggenogger, der har set for mange tv-aviser med Lene Espersen, der har det sådan? "It is a ghetto," siger stemmen så, og manden, som er en libanesisk filminstruktør og hedder Ahmed Hossein, hvad man altså kun ved, hvis man har fundet ud af det på YouTube, ser sig omkring og siger: "It is a beautiful ghetto". Det er vel selve stedet, han taler om, og Mjølnerparken er da også pæn og velordnet i sammenligning med visse kvarterer i udkanterne af Beirut, Kairo, Damaskus eller Bagdad, men måske er det også noget mere, han mener. Måske er det hele Danmark. Måske er det hele verden. Man ved sgu aldrig med folk, der går med sådan nogle bebopper-solbriller.

Folk

Men så bevæger den fremmede sig videre ud i verden, mest den del af den, der hedder Nørrebro og hele tiden med Mjølnerparken som en slags epicenter.

Han besøger en klub for unge arabiske piger og taler med dem. "We have another culture than the Danish Danish", siger en af dem på klingende københavnsk. Hun er flyttet hjemmefra, fordi hendes Danish Danish mor ikke vil se hende med det tørklæde, hun insisterer på at bære som identitetsgivende signal.

Og sådan bliver det ved. Et gennemgående spørgsmål til de unge mennesker er: "Are you Arab or Danish?" De svarer allesammen "Arab", og det er de vel simpelthen bare nødt til, når spørgsmålet bliver stillet på den måde.

Også til de to unge fyre, den libanesiske udspørger møder i metroen, hvor de stolte naturligvis aldrig kunne drømme om at betale. De fører ham til Christiania, hvor de fyrer noget rød libanon. Man ser dem ikke gøre det, måske fordi det er forbudt, men man ser flammen pulsere over deres glade tjubang, og bagefter fortæller de så om deres kammerater i fængsel, og om hvordan det forkerte navn og den forkerte farve, uanset eksaminer og hvad ellers, stiller en ansøger blandt de bageste i enhver jobkø og udelukker dem fra at kunne blive, hvad mange Danish Danish sådan set også helst ville undgå at være, nemlig hundrede procent integrerede i Danish Danish samfund.

Perker

De hårde fyre i det undersøgte område spiller fodbold på en asfaltbane.

En af dem er havnet i åbent fængsel oppe ved Helsingør, og har udgang hver dag for at arbejde som kok. Den fremmede følger ham hjem med toget efter endt arbejdsdag og hører hans historie. Han har godt nok gået i skole, men han kan hverken læse eller skrive dansk, og det gør jo livet i en skriftkultur besværligt. Han er hidsig, men vender det egentlig ikke specielt mod nogen, blot kan han ikke tåle at blive kaldt 'perker'. Det var det, der fik ham i fængsel. Han stak fem mennesker med kniv i et slagsmål, tre af dem i låret og to i maven. Han er en af dem fra fodboldbanen, der passer på, at de arabiske piger i kvarteret opfører sig anstændigt og f.eks. ikke omgås Danish Danish drenge og piger. Men denne egentlig fornuftige unge mand, der hverken kan læse eller skrive, ved ikke det fjerneste om sine rettigheder og pligter. Han mener heller ikke, at hans generation er noget særligt, når det kommer til vold og ballade. Bare vent til vores små brødre bliver store - dem der er 12-13 år nu - når de bliver store, skal I bare se. Bander og skydevåben. Vi har jo ligesom set det allerede.

De gamle

Fædrene sidder i en klubkælder og drikker kaffe. Hjemme i f.eks. Libanon kom de sådan set aldrig i moskeen. Det er de først begyndt på her, hvor de for alvor er blevet konfronteret med det vestlige demokrati i en beautiful ghetto med fuld og frit alkoholiseret seksualitet. Sådan ser de det, og nu forsøger de at hente styrke i bøn for at frelse deres håbløse børn, især døtrene, fra den grimme friheds kollektive tvang.

Hvad vi skal gøre ved det? Filmen, der vistes på DR2, ender med at den libanesiske instruktør går ned ad gaden.

"There are many problems in Denmark," siger han. Men han ved ikke, hvad man skal gøre ved dem.

Hvor skulle han også vide det fra? Vi aner det jo heller ikke selv, os Danish Danish, der måske endda har another culture, uden af den grund for øvrigt nødvendigvis at være arabere. Vi ved ikke, hvad der skal gøres. Ikke som Lenin vidste det. Vi ved, at der indtil videre ikke er blevet gjort noget, og at det er os, der ikke har gjort det.

Og vi ved, at de yngre står for døren. At de 'rædselsvækkende arbejdere', som barnesenderes Rimbaud vist cirka kaldte dem, skal komme. Vi har ventet på dem, siden han sagde det for mere end hundrede år siden. Nu er de her. Det er os.

En araber kommer til byen bliver vist på DR2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her