Læsetid: 9 min.

Afskrift fra virkeligheden

Kirsten Hammann går på strandhugst i virkeligheden, når hun skal samle tømmer til en ny fortælling. Information mødte den romanaktuelle forfatter til en snak om arbejdsmetoder og -rutiner
Min hverdag kører mere eller mindre efter en snor, og jeg har det bedst, når tingene ligner sig selv. Jeg bilder mig ind, at det har noget at gøre med, at der sker rigeligt i mit arbejde. Der er masser af usikkerhedsmomenter, og derfor må resten af livet gerne være så kedeligt eller forudsigeligt som muligt. Jeg synes, jeg kan se på mine forfatterkolleger, at de har det på samme måde, siger Kirsten Hammann.

Min hverdag kører mere eller mindre efter en snor, og jeg har det bedst, når tingene ligner sig selv. Jeg bilder mig ind, at det har noget at gøre med, at der sker rigeligt i mit arbejde. Der er masser af usikkerhedsmomenter, og derfor må resten af livet gerne være så kedeligt eller forudsigeligt som muligt. Jeg synes, jeg kan se på mine forfatterkolleger, at de har det på samme måde, siger Kirsten Hammann.

4. august 2008

Hvordan ser den ud, en helt almindelig arbejdsdag i Kirsten Hammanns liv? For det første er den kort. Hun skriver højst to-tre timer om formiddagen. Længere tid kan hun ikke koncentrere sig. For det andet er overspringshandlinger obligatoriske. Der kan gå lang tid med at stirre ud af køkkenvinduet. Iagttage en mand, der er på vej ned med skraldet. Skæve til uret på væggen. Klø sig i håret. Tjekke mails og falde i staver. Men så. Lige pludselig. Går det stærkt:

"Jeg fyrer den af i små doser. Det har altid ligget til mit temperament. Jeg får ikke noget ud af at presse stoffet frem. Det skal hobe sig op i mig, indtil det vælter ud. Hvis jeg sidder og koncentrerer mig for længe, bliver det ikke til noget," forklarer hun.

"Jeg er ikke den langsomme, tænksomme, broderende type," fortsætter Kirsten Hammann, men korrigerer så sig selv, for det er alligevel heller ikke helt rigtigt:

"Jeg broderer for eksempel mere nu, end jeg nogensinde har gjort. Og i mit virkelige liv er jeg begyndt at hækle. Så hvad kan det ikke blive til," siger hun og smiler skævt.

Svært populært

Kirsten Hammann (f. 1965) udtrykker et underligt paradoks i dansk litteratur. Hendes forfatterskab er på én gang svært tilgængeligt og svært populært. Læst af lektorer og lægmænd. Værdsat af kritikere og publikum.

Kirsten Hammann debuterede i 1992 med digtsamlingen Mellem tænderne, og allerede året efter udkom succesromanen Vera Winkelvir, der for alvor slog hendes navn fast i offentligheden, men som senere - skulle det vise sig - også endte med at sætte sig fast i Kirsten Hammann selv. Konsekvensen blev en veritabel skrivekrise, som hun senere malerisk har beskrevet i Bruger De ord i kaffen? fra 2001.

Kirsten Hammann er en del af det vidunderkuld, der blev udklækket på Forfatterskolen under Poul Borums ledelse i start-90'erne og som blandt andre tæller forfattere som Helle Helle, Christina Hesselholdt og Katrine Marie Guldager.

Selv mener hun dog, Forfatterskolens betydning for hendes forfatterskab er historisk og lille:

"Dengang for 20 år siden var det fantastisk at flytte fra Århus til København og møde Poul Borum og jævnaldrende, der skrev. Vi læste og kritiserede hinandens tekster, og det var meget lærerigt både at formulere sig om andres arbejde og få hurtig respons på sit eget. Men jeg var jo alene i årene forinden og har været det i alle årene efter. Ligesom alle andre forfattere - alene," siger hun.

Kirsten Hammann står i sit lyse køkken i lejligheden på første sal i det indre København. Det er her, ved et lille bord med udsigt ud over en grøn baggård, at den 42-årige forfatterinde hver dag sætter sig til tasterne. Eller rettere: til blokken. Det er nemlig kun for ganske nylig, at Kirsten Hammann har taget computeren til hjælp. Hidtil har hun skrevet sine digte og romaner i hånden, inklusive den seneste En dråbe i havet, som udkommer sidst på måneden.

"I mange år skrev jeg på en blok som den, du har dér," siger hun og peger på stenogramblokken foran mig:

"Hvor mange blade har din?"

Jeg famler lidt febrilsk rundt med blokken og finder til sidst forsiden. 75, står der.

"Nå, mine plejede at være på 100 sider," siger hun:

"Da jeg skulle renskrive manuskriptet til En dråbe i havet fyldte det godt 20 blokke. Det var på det tidspunkt, jeg tænkte: Det her gør jeg simpelthen ikke igen."

Nu foregår skrivningen i stedet på en bærbar computer:

"For nylig sagde jeg til min gode veninde Helle Helle: 'Det er jo fantastisk, at man kan gå frem og tilbage i manuskriptet på den her måde'. Hun grinte selvfølgelig bare af mig og sagde: 'Det har vi andre altså gjort i årevis'."

Kirsten Hammann står ved vasken i køkkenet og fortæller historien - med en mælkeskummer dybt plantet i en gryde varm mælk. Fra komfuret dufter det af nybrygget kaffe fra en espressokande. Hun serverer kaffen i to høje glas med en ske i hver og sætter sig selv til rette ved bordet:

"Nå, hvad var det så, du ville spørge om - arbejdsmetoder," siger hun.

Musetempo

Lad os begynde et andet sted. Lad os begynde senere på dagen, efter vi har forladt lejligheden og begivet os ud på en gåtur på Kastellet - det femtakkede gamle forsvarsværk ved Københavns Havn, der blev bygget til at forsvare Danmark mod fremmede magter, men som i dag tjener som turistattraktion for hovedstadens ferierende gæster.

Her, på de stejle, græsklædte volde, går Kirsten Hammann ofte tur, når hun skal klare tankerne oven på dagens arbejde:

"Men ikke i det her musetempo," siger hun og sætter farten op:

"Jeg kan huske, jeg engang hørte et program med Søren Ulrik Thomsen, hvor han fortalte, at han kunne gå rytmen i sine digte frem, når han gik langs søerne. Jeg forstår godt, hvad han mener. Jeg føler også, jeg kan gå mine historier frem herude," siger hun lidt forpustet og giver et eksempel:

"Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt en af karaktererne i den nye roman, jeg nu sidder og skriver på, bør kontakte en af de andre karakterer i historien. Så i går sagde jeg til mig selv: 'Nu går du en tur, og du må ikke komme hjem igen, før du har fundet en løsning'. Og nu ved jeg, hvad der skal ske," siger hun.

Romanen, som Kirsten Hammann taler om, har endnu ingen titel. Den er først ved at blive skrevet. Men dedikerede fans behøver ikke vente længe på en ny bog fra hendes hånd. Allerede den 26. august udkommer romanen En dråbe i havet. Den handler om en kvindelig forfatters forsøg på at skrive en ultimativ bog om u-landene, som kan gennembryde normaldanskerens panserværn af ligegyldighed og få ham til at engagere sig:

"Men selvfølgelig ryger Mette, som hovedpersonen hedder, ud i en masse problemer og hendes store forkromede projekt om at gøre noget godt for verden, ender frygteligt galt," siger Kirsten Hammann, der fortæller, at romanen har ligget færdig på forlaget i over et halvt år, fordi hun med vilje har fået udsat udgivelsesdatoen:

"Det kom sig egentlig af, at Helle Helle skulle udgive sin nye roman i april, og jeg ville ikke udkomme i samme måned som hende, for i de perioder har vi brug for hinanden. Alternativet var så maj, men jeg have ikke lyst til at udkomme så sent på foråret, og så blev aftalen, at vi skød den til august," siger hun og udbryder så:

"Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort! Det er en sårbar situation at udgive en ny bog, men denne gang føler jeg mig ikke nær så udsat, fordi jeg allerede er i gang med en ny. Det vil ikke gøre helt så ondt, hvis den skulle få nogle hårde ord med på vejen."

Ned i Brugsen

Anmeldelser påvirker hendes humør, indrømmer hun. Men det gør det daglige arbejde med skrivningen også. Der er dage, hvor sproget flyder, og den ene sætning afløser den anden som det mest naturlige i verden. De dage stiger hendes humør som kviksølv på en sommerdag.

"Hvis jeg har arbejdet godt, har jeg det fantastisk. Så ser alting lyst ud. Så har jeg en tro på livet. Og så må jeg gå ned og købe ind i Brugsen. Det er en fest."

- Og hvad gør du så, når det er gået skidt?

"Ja, så går jeg også ned i Brugsen og håber på, at det bliver bedre i morgen," siger hun og smiler.

Kirsten Hammann vægter de daglige rutiner højt:

"Min hverdag kører mere eller mindre efter en snor, og jeg har det bedst, når tingene ligner sig selv. Jeg bilder mig ind, at det har noget at gøre med, at der sker rigeligt i mit arbejde. Der er masser af usikkerhedsmomenter, og derfor må resten af livet gerne være så kedeligt eller forudsigeligt som muligt. Jeg synes, jeg kan se på mine forfatterkolleger, at de har det på samme måde," siger hun.

Kirsten Hammann holder fortsat en høj fart rundt på det gamle voldanlæg på Kastellet. Det forcerede tempo gør det vanskeligt at få griflet samtalen ned undervejs, så vi beslutter os for at sætte os på en bænk i nærheden. Kort efter passerer en far og en søn forbi os på volden:

"Hvad har du så tænkt dig, at du skal få ud af det efterskoleophold," siger faderen. Sønnen kigger lidt ned i jorden: "Det ved jeg ik', jeg kunne bare godt tænke mig ...," når vi lige høre, inden lyden blæser væk med vinden. Et flygtigt virkelighedsfragment. Et af dem, Kirsten Hammann samler på:

"Jeg tager nok mere direkte fra virkeligheden end andre forfattere gør," begynder hun:

"Men jeg fortegner samtidig alt i min gengivelse og tilfører en masse løgn, så ingen kan se, hvor jeg helt præcist har taget det fra. Det bliver til én stor pærevælling af afskrift fra virkeligheden og fri fantasi."

Mere fortællende

Tilbage i køkkenet, to timer tidligere, er kaffen netop blevet serveret. Kirsten Hammann fortæller om vigtigheden i at finde den rigtige stemme, som hun kalder det:

"Med Vera Winkelvir fandt jeg en stemme eller en åre, hvorigennem jeg kunne sige alt, hvad jeg tænkte og følte. Og på samme måde havde jeg det med Mette i Fra Smørhullet. Med hende følte jeg også, jeg kunne sige alt sandt."

Kirsten Hammann tager sig god tid, inden hun fortsætter:

"Kunst handler vel dybest set om at sige noget så sandt som muligt. Og jeg leder konstant efter en stemme, hvorigennem jeg kan udlevere mig selv, uden at det bliver som at læse en privat dagbog."

Det er stemmen, der er nøglen til at komme i gang. Sådan har det altid været. Men derfra er alting forskelligt.

"Der er ikke noget, 'jeg plejer'. For jeg starter et nyt sted hver gang. Før i tiden brugte jeg meget det at rendyrke en tilstand. I Bannister (fra 1997, red.) drejede det sig om følelsen af tab, og i Bruger De ord i kaffen? (fra 2001, red.) var det oplevelsen af at have en skrivekrise. Men nu er jeg ved at gå fra den meget personlige historie til at skrive om forhold uden for individet. Der kommer flere og flere personer med i mine romaner, og historierne bliver mere fortællende".

Hvor det tidligere var sproget, der havde hovedrollen, tillægger Kirsten Hammann nu selve fortællingen større betydning. Det vil man blandt andet se prøver på i hendes kommende roman, En dråbe i havet, lover hun:

"Den nye bog er ikke lige så lyrisk anlagt som de tidligere, men har langt mere fokus på handlingen. Den udspringer af en lyst, jeg har haft til at skrue en større fortælling sammen."

- Du har tidligere haft stor succes med det lyriske sprog og den dagbogsagtige komposition. Hvorfor er du begyndt at lægge stilen om?

"Man skal jo hele tiden bevæge sig. Kaste sig over det svære. Jeg ville formentlig ret nemt kunne fyre sådan nogle tekststykker af igen, som jeg gør i Fra smørhullet. Men det gælder om at udvikle sig. Det betyder ikke, at jeg kommer til at lægge min stil fuldstændigt om. Men jeg vil gerne tage det bedste med mig og udnytte det på en anden måde," forklarer hun:

"Og det sjove er, at man jo alligevel aldrig kommer så langt væk fra sin egen stil, som man selv tror. Man vil altid kunne se fingeraftrykket - at det er en Kirsten Hammann-bog."

Serie

Seneste artikler

  • 'Jeg starter øverst i venstre hjørne ...'

    11. august 2008
    Forfatterinden Dy Plambeck lader sig gerne inspirere af virkeligheden. Information tilbragte en dag på bibelcamping med en af den yngre forfattergenerations mest lovende talenter. Hun var taget af sted 'for at se, hvad der skete'
  • 'Jeg har en hård arbejdsgiver'

    28. juli 2008
    Enhver roman har sin egen rytme og kræver derfor sin egen arbejdsmetode, siger Svend Åge Madsen. Information mødte en af Danmarks mest populære, originale og produktive forfattere til en snak om kunsten at balancere fri fantasi med jernhård disciplin
  • 'Jeg er kommet til det sted, hvor jeg hele tiden har været'

    21. juli 2008
    Til oktober udkommer endnu en 600 siders digtsamling af den snart 70-årige systemdigter Klaus Høeck. Information tilbragte en arbejdsdag i værkstedet hos Danmarks mest produktive poet.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Ukonventionelt pastose er mit islæt foruroligende og markant. Storslået i spektakulært sammenfatte. Hæftet sikkerhed nedfælder topografiske formodninger mod overfladefeltet i silhuet. Klassifikationen frodig paa skrifter og udvider samspillet. Viet for holdt intuitives paradokser i velkendt tilstøde. Spektakler tituleres yppig karakter til gemyt. Vandres der til vekselvirkninger.