Læsetid: 6 min.

Alexandr Solsjenitsyn var en kontroversiel patriot og ildsjæl - til det sidste

Solsjenitsyn er den af de russiske Nobelpris-modtagere, der har fået størst politisk betydning, men ikke nær nok efter sin egen mening
Solsjenitsyn lagde sig først ud med det sovjetiske styre, som eksilerede ham, og siden med Vesten i skikkelse af NATO, som han under luftangrebene på Serbien i 1999 sammenlignede med Hitler. Her er Solzjenitsyn fotograferet sammen med forfatteren Hans Jørgen Lembourn under sit besøg i København i 1974.

Solsjenitsyn lagde sig først ud med det sovjetiske styre, som eksilerede ham, og siden med Vesten i skikkelse af NATO, som han under luftangrebene på Serbien i 1999 sammenlignede med Hitler. Her er Solzjenitsyn fotograferet sammen med forfatteren Hans Jørgen Lembourn under sit besøg i København i 1974.

Mogens Ladegaard

5. august 2008

Alexandr Solsjenitsyn ville den 11. december have kunnet fejre sin 90-års-fødselsdag. Det nåede han ikke. Et hjerteslag eller slagtilfælde gjorde søndag aften ende på hans liv, efter en periode med fysisk svækkelse.

Hans sidste bog udkom i 2003 om det kontroversielle tema Russisk-jødisk liv - Sameksistens gennem 200 år, skrevet af en mand, som af en del er blevet opfattet som traditionel russisk antisemit på grund af hans med årene stadig mere udprægede nationalkonservative og russisk-ortodokse holdninger.

Selv afviste han at være antisemit, men fandt det relevant og rimeligt at diskutere betydningen af et stærkt og indflydelsesrigt jødisk kul-turelement i Rusland siden indlemmelsen af den østlige del af det gamle polske storrige i anden halvdel af 1700-tallet.

Litterære angreb

Også litterært er Solsjenitsyn blevet angrebet, mest voldsomt af en anden russisk dissident-forfatter, Vladimir Voinovich, som 2002 i bogen Portræt på baggrund af en myte tillægger ham egoisme, antisemitisme og mangel på litterære kvaliteter. Helt så grov var den jødiske eksil-russer og Nobelprismodtager Joseph Brodsky ikke, men samtidig med at han roste Solsjenitsyn for hans overbevisende skildring af Sovjetkommunismens brutalitet, kritiserede han ham for ikke at se en forbindelse mellem denne brutalitet og de autoritære træk i arven fra det gamle Rusland og den russisk-ortodokse tro.

En sådan kritik fik dog ikke Solsjenitsyn til at ændre syn på zarernes Rusland, som han fremhævede som et langt mere menneskeligt system end det senere kommunistiske, som han opfattede som grundlæggende u-russisk.

Brodsky (1940-1996) og Solsjenitsyn delte i øvrigt skæbne ved, at de begge blev tvunget i eksil af Bresjnev-regimet - Brodsky i 1972 og Solsjenitsyn i 1974, sidstnævnte efter at han var blevet tildelt Nobelprisen i litteratur, men havde afslået at modtage den, netop af frygt for ikke bagefter at kunne vende tilbage til Rusland. Det var også grunden til, at århundredets første russiske Nobelprismodtager i litteratur, Boris Pasternak, som fik prisen i 1958, sagde nej tak.

Alligevel forsøgte myndighederne at smide ham ud af landet, men efter sigende lagde Indiens premierminister Nehru pres på partileder Nikita Khrusjtjov, så Pasternak fik lov til at dø af kræft i sit hjem to år efter.

Romaner smuglet ud

Det var i øvrigt samme Khrusjtjov, som muliggjorde Aleksandr Solsjenitsyns litterære gennembrud med romanen En dag i Ivan Denisovitjs liv, hans første skildring af livet i de sovjetiske arbejdslejre under Stalin, som vakte stor sensation, da den udkom i 1962. For en mand, som havde oplevet systemet indefra som fange fra 1945-1953, og derefter i en længere periode havde levet i indre eksil i Sovjetisk Centralasien, var dette en helt enestående ting. Men det blev den sidste roman, han fik publiceret i Sovjetunionen helt frem til 1990!

Baggrunden var en indre magtklikes afsættelse af Khrusjtjov som parti- og regeringsleder i 1964. Kredsen omkring den ny leder, Bresjnev, fandt, at samfundskritikken var gået for vidt, og romanerne I den første kreds (1964) og Kræftklinikken (1966) kunne kun cirkulere i hemmelighed i Sovjetunionen og måtte smugles ud til Vesten, hvor de udkom i 1968.

Nobelprisen i 1970 førte til en sand smædekampagne mod Solsjenitsyn, men desuagtet udkom August 1914, den første roman i hans store værk om Første Verdenskrig, i Paris i 1971, efter at være blevet forkastet af den sovjetiske forlagsverden. Derefter gik han i gang med det centrale trebindsværk om det sovjetiske fangelejrimperium, Gulag Øhavet, hvor han i øvrigt lagde hovedansvaret ikke på Stalin, men på den bolsjevikiske stats grundlægger, Lenin.

Men KGB opsnappede det første manuskript af værket, og Solsjenitsyn blev arresteret og sendt på tvungen eksil til Vesttyskland, hvortil han ankom i 1974, for først at tage videre til Schweiz og derefter til USA på en invitation fra Stanford University.

Eksilerede drømme

Solsjenitsyn trak sig dog allerede 1976 tilbage til et mere fredeligt sted i staten Vermont, hvor han forsøgte at koncentrere sig om sit forfatterskab, trods de mange forsøg på at gøre ham til en offentlig person i USA.

Især efter udgivelsen af Gulag Øhavet var han populær i neokonservative kredse, og han blev anset for frihedshelt under Reagan-periodens aggressive felttog mod det såkaldte "Ondskabens imperium" - Sovjetunionen.

Men han hæmmedes af, at han, selv om han læste engelsk og havde gjort det siden sin barndom, aldrig blev flydende på sproget. Han brød sig ikke om at optræde på tv, og udviklede i det hele taget en aversion mod den moderne vestlige civilisation, med dens materialisme og - som han oplevede det - udbredte ateisme. Han sagde således til BBC i marts 1979:

"Indtil jeg selv kom til Vesten og tilbragte to år med at se mig omkring, havde jeg ikke kunnet forestille mig, i hvilken ekstrem grad Vesten faktisk var blevet en verden uden vilje, en verden, som gradvist stivnede til sten ved synet af den fare, den stod over for. (...) Vi står alle på randen af en stor historisk naturkatastrofe, en syndflod, som opsluger civilisationen og ændrer hele tidsaldre."

I udlændigheden drømte Solsjenitsyn om et Rusland, som vendte tilbage til sine rødder fra før revolutionen, og hans store værk i fire dele, Det røde hjul, hvoraf August 1914 var den første, skulle udforske, hvordan et samfund, som efter hans mening rummede så meget positivt, nemlig det førrevolutionære Rusland, kunne få så frygtelig en skæbne.

I August 1914 udnyttede Solsjenitsyn igen sin evne til at kombinere historien med sine personlige oplevelser, i dette tilfælde hans egne oplevelser som officer i sovjethæren, da den 1945 trængte igennem Østpreussen gennem det område, hvor den russiske hær havde lidt et katastrofalt nederlag i 1914 i det såkaldte Tannenberg-slag.

Dette bind udkom i udvidet version for første gang i Vesten i 1984, og de følgende udkom frem til 1991. Blandt de mere ejendommelige arbejder, der vidner om hans besættelse af fortiden, er et leksikon over gammeldags sproglige vendinger, som han ville forsøge at redde fra udslettelse.

Med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af magten i Sovjetunionen i 1985 indledtes en ny periode af tolerance over for dissidenter, og 1990 fik Solsjenitsyn sit sovjetiske statsborgerskab tilbage.

Han ville dog ikke vende hjem, før Gulag Øhavet blev udgivet i Rusland, hvilket først skete i 1994. Men han fulgte levende med i den nye tid og forsøgte at påvirke den. Således skrev han i 1990 en bog om Ruslands genrejsning. Han var tilhænger af Sovjetunionens opløsning, men på en sådan måde, at de tre sprogligt og religiøst nærtstående republikker Rusland, Ukraine og Hviderusland skulle danne et nyt russisk rige sammen.

Han var utilfreds med, at denne mulighed ikke blev udnyttet, og forbitret over den "røverkapitalisme", de såkaldte oligarker under Jeltsin gennemførte.

Men heller ikke efter at være vendt hjem fik han særlig politisk indflydelse. Hans nye bog Rusland i sammenbrud fra 1998 fik heller ikke nogen virkning - hvis man da ikke mener, at Putin har taget noget op fra den.

Serbiske tilhængere

Derimod har Solsjenitsyn oplevet megen sympati fra serbiske nationalistiske kredse, og i 1994 fik han den ære at blive optaget i det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunsts afdeling for sprog og litteratur.

Han kvitterede bl.a. med under den uerklærede Kosovo-krig i 1999 at hævde, at der ikke var nogen som helst forskel på NATO's og Adolf Hitlers gerninger.

En anden side af hans antivestlige holdninger var hans støtte til den russisk-ortodokse kirkes vellykkede bestræbelser på at få myndighederne til at nægte opholdstilladelse til katolske og protestantiske præster fra udlandet.

Og hvor han i USA havde været tilbageholdende med at vise sig i medierne, fik han i Rusland en overgang sit eget tv-show, hvor han frit kunne udtrykke sine meninger - det blev dog snart lukket på grund af lave seertal.

Hans sidste politiske erklæring, fra april 2008, var en kraftig støtte til det russiske parlaments afvisning af ukrainske bestræbelser på at få den af kommunisterne fremkaldte massehungersnød i Ukraine i begyndelsen af 1930'erne anerkendt som et russisk folkemord på Ukraine - det så han som et udslag af historisk revisionisme.

Solsjenitsyns succes som politiker stod ikke mål med hans enestående betydning som forfatter og analytiker af russisk historie. Men han var en brændende patriot. Og i juni 2007 blev han anerkendt som sådan med den moderne russiske pendant til Lenin- og Stalin-prisen, "Den russiske stats pris", som før ham kun patriark Aleksej II havde modtaget - med følgende begrundelse fremsagt personligt af præsident Putin ved overrækkelsesceremonien i Kreml:

"Millioner af mennesker i verden forbinder Aleksandr Isajevitj Solsjenitsyns navn med Ruslands skæbne. Gennem hans videnskabelige undersøgelser og enestående litterære værker har praktisk taget hele hans liv været viet fædrelandet!"

 

Aleksandr Isajevitj Solsjenitsyn, 1918-2008.Leder på bagsiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu