Læsetid: 4 min.

Amerikanske stjerner og kinesiske vindere

De var 'the Dreamteam' indtil de tabte ved OL i Athen i 2004. Nu er det amerikanske basketballhold blevet til the Redeem Team - de skal genvinde guldet og genskabe den nationale stolthed
Kultur
22. august 2008
Når svømmeren Michael Phelps og løberen Usain Bolt igen er glemt, vil Lebron James og Kobe Bryant stadig være prominente navne på tv. Det er den status, som USA-s baketballhold skal rehabilitere ved dette OL. USA-s Kobe Bryant -dunker- i kampen mod Australien.

Når svømmeren Michael Phelps og løberen Usain Bolt igen er glemt, vil Lebron James og Kobe Bryant stadig være prominente navne på tv. Det er den status, som USA-s baketballhold skal rehabilitere ved dette OL. USA-s Kobe Bryant -dunker- i kampen mod Australien.

Timothy A. Clary

Det kan godt være, kineserne har vundet kampen om guldmedaljerne. Det også muligt, at de Olympiske Lege i 2008 vil blive husket som kinesisk triumf. Men der er givetvis ikke en eneste kinesisk guldvinder, som er rigtig kendt uden for Kina. Kineserne kan producere vindere, men de skaber ikke stjerner. De producerer storartede resultater, men de skaber ikke personligheder. Det kan umiddelbart lyde nærmest racistisk: Er det ikke kun, fordi vi ikke kender deres stjerner, at vi ikke anerkender dem som stjerner? Det er måske, fordi vi hvide vesterlændinge kun ser lighed, hvor kineserne selv ser forskelle og individualitet.

Men det er i denne forbindelse symptomatisk, at kinesernes egen største stjerne netop ikke er en af de mange guldvindere. Ingen regner ham for den bedste i verden, men det var ham, der bar Kinas fane ved indmarchen på det olympiske stadion. Det kendetegner således den eneste kinesiske superstjerne, Yao Minh, at han netop ikke er Made in China, men derimod skabt i USA. Det er, fordi den 2.26 høje basketballspiller er anerkendt som en rigtig stjerne i USA, at han tiljubles som den største personlighed i Kina. Det samme gælder i mindre målestok i øvrigt tyskerne, som også har vundet guldmedaljer i Beijing, men valgte basketballspilleren Dirk Nowitski som fanebærer. Alle vidste, at han ikke ville vinde guld i Beijing, men han er anerkendt som superstar, fordi han er stjernen for Dallas Mavericks i den amerikanske basketballliga, NBA.

Amerikanerne er specialister i at skabe stjerner. Men paradokset for amerikanerne er, at deres største stjerner ikke blev vindere ved OL i Athen i 2004. Det amerikanske dreamteam i basketball ankom anført af det modkulturelle ikon Allen Iverson som det naturlig midtpunkt til legene i Athen. De boede uden for den olympiske by på deres egen luksusyacht. Men de blev ydmygende slået ud i semifinalen af Argentina. De kom som stjerner og forlod Athen som tabere.

Dreamteam

Den første gang amerikanerne stillede op med de professionelle basketballspillere fra NBA til de Olympiske Lege, der historisk har været forbeholdt amatører, var i Barcelona i 1992. Det første og det definitive dreamteam vandt deres kampe med et gennemsnit på over 40 point pr. kamp. De udspillede i en periode Angola med de historiske cifre 40-1. Dette holds stjerner var legender som Michael Jordan, Larry Bird, Magic Johnson og Charles Barkley. Det betød ikke noget for det første amerikanske drømmehold, at der er markante forskelle på reglerne for blandt andet 'skridt' og afstandene for trepointscoringer i den amerikanske basketball-liga og i internationalt regi. De legede sig igennem legene, grinede på sidelinjen, morede sig på banen og reducerede modstanderne til statister i et amerikansk underholdningsshow. Spillerne var ikke sammenspillede eller sammensat som et hold. De mest medielækre stjerner fra den hjemlige liga blev valgt ud og mødtes først, når legene gik i gang. Den attitude karakteriserede det professionelle amerikanske basketballhold indtil de Olympiske Lege i Athen: Man behøvede ikke træne og slet ikke at forholde sig til modstanderne. Og det var den attitude, som pludselig derhjemme blev regnet for upassende arrogance, da holdet tabte tre kampe på vej mod den pinlige bronzemedalje i 2004.

Nu skulle det være slut med at spille smart, og amerikanerne annoncerede, at de ville være ydmyge og tage sig sammen. Men ved verdensmesterskaberne i 2006 gik det igen galt: De blev besejret i semifinalen af Grækenland, selv om de havde været i træningslejr og havde sammensat et hold af solister, der også skulle kunne spille sammen. Efter verdensmesterskaberne blev amerikanerne hånet for, at de ikke gad dække op, og at de ikke kunne skyde udefra.

Redeem Team

Det er både denne hån og nederlagene fra 2004, som de amerikanske basketballspillere skal revanchere ved OL i Beijing. De kalder sig ikke længere the Dream Team, men derimod Redeem Team; de er gået fra at være drømmeholdet til dem, der skal genvinde (redeem) æren og trofæet.

'Coach K', Mike Krzyzewski, fra Duke Blue Devil's er udpeget som træner, og han har indskærpet, at spillerne skal spille for det, der står foran på trøjerne, nemlig U.S.A. og ikke det, der står bag på trøjerne; dvs. deres egne navne.

De skal ikke føre sig frem, som om de allerede har vundet, og de skal arbejde defensivt. De ligner stadig ikke almindelige atleter. De amerikanske basketballspillere ligner hovedpersoner i musikvideoer med deres tatoveringer, gangsterattituder, rituelle håndtegn og evindelige håndklæder over hovedet og rundt om skuldrene. De andre vindere ved OL sidder på tilskuerpladserne, når Redeem Team spiller, og journalisterne bliver beærede, når de får en kommentar på to tomme hovedsætninger og et langt maaaan.

Og denne gang dominerer de både defensivt og offensivt. Den indledende kamp mod verdensmestrene fra Spanien var afgjort efter fem minutter, hvor de aggressive amerikanere syv gange havde 'stjålet' bolden ud af hænderne på modstanderne og løbet spektakulære kontraløb, som blev afsluttet med dunk.

Ligeledes i den indledende kamp fik de hævnet nederlaget mod Grækenland og i dag venter Argentina i semifinalen. De har indtil nu ikke mødt rigtig modstand, de har lukket deres egen kurv med de såkaldte 'låg' og deres hurtige hænder, de har åbnet de andres forsvar med hurtigt afleveringsspil og de sædvanlige showdunk.

Når svømmeren Michael Phelps og løberen Usain Bolt igen er glemt, vil Lebron James og Kobe Bryant stadig være prominente navne på tv. Det er den status og den attitude, som skal rehabiliteres ved dette OL.

Ellers ville deres gadedrengestil igen blive forbundet med tabermoral. Det kan amerikanerne ikke klare, når de også taber den store kamp om guldmedaljerne. De har stjernerne, og kineserne har vinderne. Hvem ved i øvrigt, hvad den politiske leder i Kina hedder? Amerikanerne er ved at finde ud af, om deres politiske superstar også skal være en demokratisk vinder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her