Læsetid: 7 min.

Min barndoms smukke by

Ungarns hovedstad veksler imellem begejstret tilbedelse af fortidens traditioner og forceret fremfærd imod vestliggørelse. Men om natten på vej hjem er den stadig min barndoms smukke by
Fra Buda mod Pest. Fra højdedragene på Buda-siden er der udsigt over Donau, der deler den ungarske hovedstad. Midt i floden finder man øen Margit Sziget, der rummer et unikt friluftsnatteliv. På Pest-siden er bredden domineret af den berømte parlamentsbygning.

Fra Buda mod Pest. Fra højdedragene på Buda-siden er der udsigt over Donau, der deler den ungarske hovedstad. Midt i floden finder man øen Margit Sziget, der rummer et unikt friluftsnatteliv. På Pest-siden er bredden domineret af den berømte parlamentsbygning.

29. august 2008

Kan dette være verdens grimmeste bygning? Målløs står jeg over for Ungarns nye nationalteater. Ved Donaus bred nær Lagymanyosi-broens Pest-ende luder det plumpt som en oppustet frø af et skrækeksempel på vildfarne ambitioner om storhed.

Et kulørt solsejl skærmer hovedgangen, foldet ind i broderede tunger for ligesom at maksimere vulgariteten. Statuer af ni guldhårede 'muser' er strandet halvvejs oppe på facadens imiterede piller og ser ud til at krympe sig af skam. Som om det ikke var nok, er pladsen uden indlysende grund blevet udformet som forstavnen på et skib. Åh Gud, få disse rædsler til at holde op! Skibet rider på et bassin, i hvis bund en model af det gamle nationalteater er lagt om på siden og druknet. Det her må være, hvad der kommer ud af at lade arkitekter fjolle rundt med meskalin, tænker jeg.

Men det er også, hvad der kan ske, når umodne institutioner famler rundt i blinde. Et projekt af denne størrelse og prestige kan ikke være et produkt af en enkelt hjerneblæst person. Der må have været komiteer og møder, præsentationer og planlove. Så det nye nationalteater må også ses som et tegn på de nye tider i Ungarn.

Min mors by

Umiddelbart ved siden, af i det område, som kendes som Millenium-byen, ligger Kunstpaladset som et til alt held lykkeligere indslag i bybilledet. Det åbnede for tre år siden, og skønt designet ikke er i Frank Gehry-klasse, er det funktionelt og komfortabelt med store overflader af glas og beton. Under samme tag huser det 18 hektarer, der er viet til at tjene kunsten, herunder to koncertsale og et galleri.

Ludwig-museet for Samtidskunst udgør det afsnit, der ligger tættest på Donau. Samlingen er spækket med værker af Picasso, Rauschenberg, Warhol og Keith Haring, men nok så interessant for mig er den stedlige moderne ungarske kunst, som deles om galleriet med førnævnte stjernenavne. Et værk af Sandor Pinczehelyi har titlen Brostenen er proletariatets våben og består af dynger af basalt-brosten, der ligger spredt på gulvet - alle bærer de påskriften 'Proletariat-våben'. For ikke så længe siden ville den slags have været ægte subversivt - nu fremkalder det blot et skævt smil. Endnu et tegn på de nye tider i Ungarn.

Jeg har et privilegeret forhold til Budapest. Det er min mors hjemby, og siden min barndom har jeg været en slags semi-indfødt. Jeg kommer her med jævne mellemrum, og for hvert nyt besøg konstaterer jeg nye forvandlinger og nye rystelser i mine forsøg på at forstå denne by. Nogle af disse forandringer var uundgåelige. Den skarpe lugt af billig kommunistisk tobak er væk, det blå slør af russisk benzin forurener ikke længere boulevarderne fra totaktsmotorer, og alle de gamle Wartburg-biler, Skodaer, Daciaer og Ladaer er kørt til autoophugning. Selv de engang så allestedsnærværende Trabanter ser man i dag kun som en form for ironisk stykke legetøj, f.eks. som del af et bar-møblement eller på en karrusel.

Studie i design

Engelsk har for længst fortrængt russisk som andetsprog, og de fleste ungarere behersker det godt nok til, at man kan spørge om vej eller foretage basale indkøb. Måske er lyden af indfødte engelske og amerikanske stemmer, der hyppigt høres i Budapest, det mest markante tegn på, hvordan Østeuropas geopolitik har forandret sig.

Den mystiske og truende atmosfære fra koldkrigstidens spionthrillere er stort set borte. Ungarns hovedstad vender i den grad mod vest, og byen ser ud til at være ivrig for at blive accepteret af sit nye valgslægtskab. Butiks- og fodgængerstrøget Vaci Utca i Pest er et veritabelt designerstudie, der lige så vel kunne have ligget i Milano, og også Vorosmarty-pladsen er nu forbeholdt fodgængere - det er her man finder Gerbeaud Café, der i alle årene, selv i den mest dystre kommunistiske epoke, har været det foretrukne samlingssted for Budapests elite og i dag byder på kaffe i alle tænkelige luksusvarianter og et wienersk inspireret konditorhåndværk af ypperste klasse, men til priser, som selv byens mere velbeslåede borgere nok vil finde pebrede og 'vestlige': 120 kr. er prisen for to små fadøl.

Parlamentsbygningen, der har Westminster som forlæg, har fået renset sine facader - dens sortsværtede, dystre ydre er borte til fordel for et nyt frisk og hvidt look - men ikke alt er smukt og godt. Ældre Budapest-borgere husker endnu de grusomme begivenheder, der udspillede sig ved Donaus bred på dette sted. I 1944 gik Pilekors-militsfolk (det ungarske fascistpartis symbol var et pilekors, red.) amok, skød lokale jøder ned og kastede dem i floden. Omkring 300 meter fra det nyrestaurerede parlament er der for nylig indviet et gribende mindesmærke - en række af bronzerede sko - om fortidens uhyrligheder.

Terrorens hus

Pilekors-fascisternes hovedkvarter i Andrassy Ut er nu indrettet som museum. Efter krigen lagde denne bygning yderligere dimensioner til sin uhygge, da Stalin-tidens hemmelige politi overtog den. 'Terrorens Hus', som den hedder, er unægtelig uhyggevækkende. Husets vinduer er blændede, muren er malet grå, og for ligesom at undgå enhver misforståelse ses store grove stencil-lignende bogstaver, der danner ordet TERROR, på et skilt foroven. Såvel pilekors-symbolet som den sovjetiske stjerne er markeret med streg over - implikationen synes at være, at fascismen og kommunismen indtager samme rangorden i terrorens hierarki.

Den permanente udstilling er pæn, for pæn. Dens virkemidler er kunstneriske, herunder musik og stemningsskabende lyssætning, og gør brug af hele skalaen af computerproduktionsteknikker for at engagere de besøgende. Jeg må konstant minde mig selv om, at det var virkelige mennesker, som blev tortureret og henrettet bag disse mure.

Politisk hukommelse

Afsnittet om Pilekors-epoken fylder blot to lokaler, mens resten af de fire etager høje museum utrætteligt udstiller ondskaben under kommunistregimet. Den rolle, som Pilekors-styret spillede i Holocaust ved sin deportation af 438.000 jøder til Auschwitz bliver fejet til side med uanstændig hast, mens de ledsagende kommentarplancher i minutiøse enkeltheder redegør for hver en banalitet i den kommunistiske undertrykkelse som f.eks. "tvangsproduktionen af bomuld og ris, der ikke er oprindelige afgrøder i Ungarn". Jeg spekulerer halvt om halvt på, om jeg er ved at blive smittet af en østeuropæisk tilbøjelighed til at se konspirationer og skjulte dagsordener overalt, men dette museum gør for mig at se forsøg på at omskrive historien på en måde, der kun kan kaldes tendentiøs.

Om aftenen mødes jeg med nogle venner, og samtalen falder på Terrorhuset. Daniel, der er jødisk og arbejder i it-branchen, er helt enig i mine betragtninger. "Det er politisk," siger han bestemt. Jeg erfarer, at museet åbnede under den forrige (højreorienterede) regering, og at dets direktør, Maria Schmidt, var rådgiver for den daværende statsminister. Som Daniel forklarer mig, skal man derfor ikke undre sig over, at museet bliver brugt som propagandavåben imod den nuværende (socialistiske) regering ved at overeksponere rædslerne fra den socialistiske fortid. Hans venner nikker, og han ser ud til at finde min naivitet charmerende.

Undergrund

Vi befinder os på taget af en bygning på Blaha Lujza-pladsen. Jeg er blevet inviteret herop for at opleve, hvad min veninde Antonia betegner som en 'ruin-pub'. Udtrykket er ikke hendes, men refererer til et typisk Budapest-fænomen, som går ud på at forvandle nedslidte bygninger til funky fora for 'undergrundsfester', bortset fra at vi i dette tilfælde så udpræget befinder os i 'overgrunden'. Corvinteto er et tidligere statsligt stormagasin, i hvis mange etager, der er nu er indrettet dansesteder. Det har en enorm tagterrasse og en bar med en 360 graders panoramaudsigt til lokale byggegrunde, hoteller og kontorblokke.

Intet ved denne 'ruin' er designet. Budapests bohemer er ganske enkelt rykket ind i disse forfaldne omgivelser, som de er, for at beruse og more sig. Kakerlakker flygter i mørket for de dumpe basdrøn fra et potent Irie Maffia-lydssystem i det ene rum, mens en dj i et rum andet spiller gamle 80'er-hits. Dansegulvet er åbenbart tilbøjeligt til at blive oversvømmet, når det regner her. Det hele virker herligt improviseret, og jeg er sikker på, at den slags ikke blive tilladt af de hjemlige sikkerheds- og sundhedsmyndigheder. På tagterrassen hengiver folk sig til den tabte konversationens kunst og ordner verdenssituationen på ungarsk maner.

Øen i floden

Til sidst tager vi dog videre til Margit Sziget, en to kilometer lang ø på Donau, hvor en mængde friluftsnatklubber har til huse og holder åbent indtil daggry. Aftenluften er balsamisk, og terrasserne i Holduvar-klubben, et tidligere kasino, er fyldt med folk. Man skal ikke stille sig i kø for at komme ind, der er ingen entré, ingen dørmænd, og hvis der er sikkerhedsvagter holder de sig godt skjult. Alle er tilsyneladende velkomne, og jeg får øje på en mor og hendes to børn, som siger farvel, da de vi ankommer kl. 2.30. Atmosfæren er hyggeligt afslappet - dette sted føles lykkeligt langt fra den stressede stil og let sleske aggression, der skal forestille at gøre det ud for natteliv i Englands grønne, arrede land.

På vej hjem fra natklubben forsøger jeg i mit hoved at få styr på dette nye Budapest, men klokken er næsten fire om morgenen, min hjerne er omtåget, og udsigten fra Margaret-broen giver ikke nogen holdepunkter. Donau skvulper derudad og ligner et langt lysende metalbånd, hvori der spejler sig genskæret fra lysene fra Pests og Budas sider. Parlamentets kuplede silhuet rager op i horisonten, og i det fjerne glimter lysene fra Buda-bakkedragene i morgendisen. Dette har jeg set før: Det er min barndoms smukke by.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu