Læsetid: 10 min.

Da Berlingske og Jyllands-Posten valgte side i Vietnamkrigen

Vietnam 1964. Mens millioner af unge over hele verden protesterer mod USA's bombardementer af Nordvietnam fra midten af 1960'erne, spiser Berlingske Tidende og Jyllands-Posten nærmest af amerikanernes hånd: Amerikanerne er vennerne, der under barske betingelser kæmper en nødvendig frihedskrig mod de kommunistiske Vietcong-partisaner
I krig. De amerikanske militæraktioner mod Nordvietnam og sydvietnamesiske partisaner fik hurtig karakter af regulær krig med indsættelse af en halv million soldater, hvoraf 57.000 blev dræbt - og henved tre millioner vietnamesere mistede livet.

I krig. De amerikanske militæraktioner mod Nordvietnam og sydvietnamesiske partisaner fik hurtig karakter af regulær krig med indsættelse af en halv million soldater, hvoraf 57.000 blev dræbt - og henved tre millioner vietnamesere mistede livet.

Kultur
22. august 2008

August 1964 - samme måned som de første nærbilleder af månen når jorden fra satelitten Ranger 7 - beslutter USA at optrappe sit engagement i den tidligere franske koloni Vietnam.

Det bliver starten på det, vi i dag kender som Vietnamkrigen, en krig, som udløser verdensomspændende protester og fører til et fortsat amerikansk traume. Og til et ungdomsoprør, som i første omgang kulminerer fire år senere i foråret 1968.

Det kan være være svært at huske, hvor anderledes Danmark og resten af hele verden var dengang. Hvor meget autoriteter og borgerlig dannelse betød. Og hvor enøjede, for ikke at skrive stokkonservative, Danmarks to førende borgerlige aviser var. Det er emnet for denne artikelserie, og den første artikel tager afsæt i noget så almindeligt som mænds morgenbarbering.

For der må dog være grænser for, hvad man skal finde sig i under morgenbarberingen... Om dette for mænd så betydningsfulde emne skriver Jyllands-Posten nemlig den 5. august 1964 en leder under rubrikken 'Mao på Morgenkvisten'. Lederen langer voldsomt ud efter Radioavisen, der tilsyneladende er alt for venstreorienteret og har "raceuroligheder, hvor i verden de end finder sted" som foretrukne nyhed fra morgenstunden. Anledningen til den anonyme lederskribents aktuelle harme denne almindelige onsdag morgen er, at Radioavisen har refereret et fransk nyhedstelegram om den såkaldte Tonkinbugt-episode, hvor den amerikanske destroyer Maddox bliver angrebet nær Nordvietnams kyst. Før episoden i Tonkinbugten havde amerikanerne kun støttet det sydvietnamesiske styre med råd og materiel, men med angrebet på Maddox i august 1964 får den amerikanske præsident en anledning til at involvere USA massivt i Vietnamkrigen.

Tilbage til Radioavisen: En fransk korrespondent i Peking har undret sig over, hvad Maddox egentlig har lavet nær Nordvietnams kyst, og denne undren har Radioavisen omtalt. Men at Radioavisen overhovedet tillader sig at referere andre synspunkter end de amerikanske, forekommer lederskribenten, som meget vel kan være avisens chefredaktør Gunnar Henriksen, at være intet mindre end renlivet maoistisk propaganda:

"Derimod er det gaadefuldt, hvorfor den danske stats radiostationers radioavis lader sig bruge til spredning af anti-amerikansk propaganda af kinesisk oprindelse. Lad os blive fri for den slags propaganda. Morgenbarberingen og morgenorienteringen rummer problemer nok i forvejen."

Håndfaste Johnson

Lederskribentens synsvinkel er karakteristisk for det standpunkt, som i adskillige år gennemsyrer dækningen af Vietnamkrigen i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten.

Information har nærlæst aviserne fra de centrale 10 dage fra den 3. august 1964, og konklusionen er entydig:Amerikanske synsvinkler og positioner bliver kritikløst videreformidlet til læserne som den skinbarlige sandhed, mens amerikanernes modstandere på slagmarken, uanset om der er tale om nordvietnamesiske soldater eller sydvietnamesiske partisaner, over én kam bliver betegnet som enten "fjenden", "kommunistiske Vietcong-rebeller" eller slet og ret "kommunisterne".

Kilderne er næsten udelukkende amerikanske nyhedsbureauer, af og til suppleret af avisernes egne korrespondenter i USA. Andre synsvinkler kommer kun sjældent til syne i spalterne, og der spores ingen forsøg fra de to avisers side på selv at finde andre fortolkninger end den officielle amerikanske, selv om der er tale om verdenshistoriske begivenheder.

For en nutidig læser springer ikke mindst ordvalget i øjnene, fordi det tydeliggør en ureflekteret tiltro til amerikanerne: Den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson handler således "håndfast og prompte", og ifølge Berlingskes korrespondent i New York Allen Jensen fremstår Johnson som "hele det amerikanske folks modige og resolutte leder", når han efter Maddox-episoden får frie hænder af den amerikanske kongres til at optrappe USA's militære engagement i Vietnam.

Løgnen om Tonkin

Anderledes med vietnameserne, hvis kamp Jyllands-Posten på lederplads beskriver som "den krybende invasion, som Mao Tse-tung i sin graadige ekspansionstrang har givet Pekings nordvietnamesiske straamand, Ho Chih Minh, ordre til at gennemføre."

Tonkinbugt-episoden bliver den direkte anledning til, at USA går massivt ind i Vietnamkrigen, først med bombefly og krigsskibe, senere med over en halv million landtropper. Episoden består af - sådan bliver det i august 1964 udlagt fra amerikansk side, og sådan bliver det refereret videre til læserne af Berlingske og Jyllands-Posten - to uprovokerede nordvietnamesiske torpedoangreb på den amerikanske destroyer Maddox, der fredeligt patruljerer i internationalt farvand ud for den nordvietnamesiske kyst i Tonkinbugten.

Efter torpedoangreb nummer to får præsident Johnson kongressens opbakning til en resolution, der giver ham en hidtil uhørt bemyndigelse til at svare militært igen på passende maner. Og dermed bliver Tonkinbugt-episoden starten på det omfattende amerikanske militære engagement i Indokina, der slutter med en troppetilbagetrækning fra marts 1973. Fra 1961 og frem til efteråret 1972 fører den amerikanske krigsførelse til mere end 57.000 dræbte amerikanere foruden vietnamesiske tab på omkring tre millioner.

Takket være bl.a. den såkaldte Pentagon-rapport, som offentliggøres fra juni 1971 i New York Times, ved man i dag, at Tonkinbugt-episoden så langt fra var et uprovokeret angreb, men at det tværtimod var en både forudset og forventet nordvietnamesisk reaktion, som amerikanerne forstod at bruge til egen fordel: I dybeste hemmelighed har amerikanerne forinden startet programmet med kodenavnet A34, der indebærer en såkaldt "beskidt krig" mod Nordvietnam. Amerikanske commandosoldater sættes ind mod den nordvietnamesiske infrastruktur, laotiske piloter i amerikanske jagerbombere gennemfører lige så hemmeligt togter mod landsbyer nord for den demilitariserede zone, der siden 1954 har adskilt Nord- og Sydvietnam.

Hele dette hemmelige program, på forhånd struktureret til mindste detalje, får den amerikanske kongres endsige offentlighed intet at vide om. Heller ikke, at teksten til den erklæring, hvor kongressen giver Johnson frie hænder til at engagere USA militært, er udarbejdet længe før Maddox-angrebet. Ligeledes er det først langt senere, at offentligheden får at vide, at den eneste skade, Maddox pådrager sig under træfningen, er ét skudhul fra en 14,5 mm maskinkanon. Eller at torpedoangreb nummer to aldrig finder sted. Eller at det er omstridt, hvorvidt Maddox befinder sig ude i internationalt farvand, da destroyeren bliver angrebet.

Alt det kan Berlingske og Jyllands-Posten selvfølgelig ikke vide i sensommeren 1964. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvordan de to aviser vælger at spise af amerikanernes hånd i deres dækning af Tonkinbugt-episoden. En nøje gennemlæsning af de to aviser fra starten af august 1964 efterlader ikke en eneste artikel, der sår tvivl om amerikanernes hensigter.

Der er heller ikke nogen vaklen at spore i avisernes opbakning til den amerikanske domino-teori: Hele Sydøstasien anskues som et spil, hvor Vietnams fald til kommunismen uundgåeligt vil få alle andre lande i regionen til også at falde. Der sættes derfor ikke nogen spørgsmål ved, om USA handler berettiget. Af og til refereres nordvietnamesiske udtalelser og forklaringer, men når det sker, er det mest i notitser fra det franske telegrambureau AFP eller en sjælden gang fra det sovjetiske TASS. Tilmed fremstår de nordvietnamesiske udtalelser ofte enten latterlige eller meningsløse, når aviserne citerer deres ordlyd direkte.

Amerikansk beherskelse

Nyheden om "motortorpedobådsangrebet" på Maddox breder sig tværs hen over Berlingskes forside mandag den 3. august 1964. Dybt alvorlig væbnet episode mødt med beherskelse i Det hvide Hus: Ildangreb på USA-krigsskib ved Hanoi.

Artiklens eneste kilde er det amerikanske nyhedsbureau Associated Press: "Pearl Harbor, Hawaii, Søndag AP". Med oplysninger og udtalelser fra tjenestgørende officerer i det amerikanske hovedkvarter for Stillehavsflåden fortælles detaljeret, hvordan Maddox' fem-tommers kanoner får beskadiget tre "uidentificerede" torpedobåde, "der uden varsel" sender "tre torpedoer og en regn af granater" mod det amerikanske krigsskib. Der er tale om "en kortvarig træfning", som ender med, at "torpedobådene bliver slået tilbage.". I "amerikanske regeringskredse" antydes det, at præsident Johnson ikke ønsker at optrappe konflikten, men at han hele dagen har holdt møde med sine rådgivere. Johnson vil heller ikke kommentere de "nordvietnamesiske anklager mod USA for at have ladet fire bombefly ødelægge en nordvietnamesisk landsby".

Akkurat den samme tekst fra samme kilde bringes også på forsiden af Jyllands-Posten, der dog har forsynet artiklen med en anden rubrik: 'Situationen i Sydøstasien spændt til Bristepunktet'. Her bør en nutidig læser nok oplyses om, at selv om stort begyndelsesbogstav på navneord på dansk blev afskaffet i 1948, opretholdt Jyllands-Posten stadig stort begyndelsesbogstav i rubrikker til langt op i 1960'erne (det samme gjorde i øvrigt Information).

Maddox-angreb to

Næste dag bruger Jyllands-Posten de sidste 11 linjer i avisens lange forsideartikel 'USA protesterer - men overfor hvem?' på at referere Nordvietnam, der har "beskyldt" USA for luftangreb mod en landsby. Tilsvarende har Nordvietnam også "beklaget sig over", at amerikanske krigsskibe har truet øer, der tilhører Nordvietnam.

Så kommer nyheden om det andet angreb på Maddox, det som aldrig fandt sted. Jyllands-Posten er først med 'scoopet', allerede onsdag den 5. august: 'Rygter om nyt angreb paa "Maddox" ved Vietnam'.

De to danske aviser nærer ingen tvivl om den amerikanske fredsvilje. Hen over forsiden citerer Berlingske således Johnson for udtalelsen: "Vi forsøger at bevare freden," og i endnu en artikel bringes udførlige citater fra præsidentens erklæring om, hvorfor angrebene på Maddox er overlagte og uprovokerede. Tilsvarende er der fuld opbakning til Johnsons beslutning om at bombe mål i Nordvietnam. Luftbombardementer nord for den demilitariserede zone har amerikanerne indtil da afholdt sig fra, i hvert fald officielt. Men angreb nummer to på Maddox udløser en amerikansk "gengældelsesaktion" med omfattende bombardementer af nordvietnamesiske flådebase-faciliteter. Berlingske næsten latterliggør Nordvietnam, fordi styret "benægtede angrebet på Maddox".

I en leder bakker Berlingske 100 procent op om amerikanerne. De amerikanske angreb efter Maddox er "en ripost" (et gengældelsesangreb indenfor fægtning) og en nødvendig advarsel til lederne i Hanoi og Peking. Men krigen behøver ikke at eskalere, hvis "de kommunistiske myndigheder afstår fra yderligere overgreb." Ikke med et eneste ord refereres den nordvietnamesiske regerings holdning. Til gengæld oplyses læserne om, at "Asiens aggressive kommunistledere nu mener at gavne deres egne politiske planer ved at involvere USA i en større konflikt."

Jyllands-Postens støtte til amerikanerne er ikke mindre udtalt. Forsidehistorien torsdag den 6. august lyder: 'Amerika slutter enstemmigt op bag Præsident Johnson: Haardt mod haardt i Krise-Omraadet'.

Inde i avisen er der ryddet en hel side, hvor "USAs Forsvarsministerium offentliggør Begivenhedernes Rækkefølge" om det falske angreb nummer to, mens Nordvietnam i en kort notits "hævder" at have nedskudt fem amerikanske fly.

Kim Il-Johnson

Fra Jyllands-Postens lederskribent på redaktionen i Viby får Johnson stor ros, fordi hans linje hele tiden har "været særdeles klar: beslutningen om at dæmme op for den kinesiske kommunismes fremtrængen gennem det tidligere Fransk Indokina." Lederskribenten afviser pure, at amerikanerne selv skulle have den mindste skyld i træfningen i Tonkinbugten, således som AFP's korrespondent i Peking har antydet. "Det er derfor nyttigt at fastholde den kendsgerning, at udfordringen er kommunistisk. Heraf følger, at det baade er uærligt og uanstændigt at tale om amerikanske provokationer. Provokationen er i aarevis kommet fra Nordvietnam. Den er helt igennem af kinesisk oprindelse", fastslår lederen.

Allerede få dage efter det påståede andet angreb på Maddox skal Johnson i en privat sammenhæng have indrømmet, at det andet angreb aldrig har fundet sted. Vi har vist skudt hvaler, siger præsidenten.

Udadtil spilles en anden melodi. Kongressen giver nu Johnson "frie hænder" til at opbygge amerikansk militær i området. Ifølge Berlingske "måske den mest udvidede bemyndigelse, der nogen sinde er givet en amerikansk præsident i fredstid". Som eneste amerikanske kritiker citeres Oregon-senatoren Wayne Morse, der kalder bemyndigelsen for "en udateret krigserklæring". Morse spørger også: Har den amerikanske flåde i Tonkin-bugten stået vagt og beskyttet fartøjer fra Sydvietnam, der angriber Nordvietnam? Efter offentliggørelsen af Pentagon-rapporten syv år senere i juni 1971 viser det sig at være et forudseende spørgsmål. En del af amerikanernes hemmelige "beskidte krig" har netop været angreb udført fra gummibåde mod de nordvietnamesiske øer i samarbejde med amerikanske krigsskibe. Men hverken Berlingske eller Jyllands-Posten følger i august 1964 op på senator Morses spor.

Gennemgangen af Berlingskes dækning kan passende sluttes med et avisportræt af Johnson, der skrives med en retorik, som bringer minder om nordkoreanske hyldest-artikler til Kim Il-Sung. Det er Berlingskes korrespondent Allen Jensen fra New York, der er forfatteren bag hyldestportrættet, avisen bringer søndag d. 9. august. Tonen i artiklen fremgår allerede af rubrikken: 'Står som hele det amerikanske folks modige og resolutte leder'.

Johnson har nemlig gjort "et dybt indtryk på millioner af amerikanere, der sidste tirsdag sad ved deres fjernsynsapparater og afventede den tale.... (...) man følte, at her talte en præsident, der i en krisetime kunne tage en beslutning og handle under ansvar. Præsidentens beherskede og alvorlige optræden i fjernsynet og ved andre offentlige lejligheder under krisen skabte ham respekt i folket og tro og tillid til hans evner", skriver Allen Jensen.

Samme søndag trykker Jyllands-Posten ligeledes et portræt af en af stridens hovedpersoner. Under overskriften 'USA's FJENDE' bringer avisen en AP-artikel om den nordvietnamesiske leder Ho Chi Minh. Her er tonen knap så nænsom, i hvert fald ikke når det gælder Ho's "dygtighed som partitaktiker ved under frihedskrigen mod franskmændene at uskadeliggøre sine indrepolitiske modstandere, saa at han i 1954 stod som nationalisternes enevældige leder."

Læs mere om Informations dækning af krigen her: http://www.information.dk/164088

Læs mere om Vietnamdækningen i Berlingske, Jyllands-Posten og Information på http://luftskibet.information. dk/dahlin

Serie

Fortidens synder

Seneste artikler

  • Fortidens synder - og nutidens

    17. november 2008
    Der var engang, hvor Danmarks to borgerlige aviser, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, holdt med USA. Det var dengang hvor enhver kritik af den vestlige halvkugles supermagt automatisk blev udlagt som en forræderisk håndsrækning til Sovjet-diktaturet
  • 'Den normale kritiske sans er koblet helt fra'

    15. november 2008
    Koldkrigsprofessor Bent Jensen finder Informations nu afsluttede artikelserie om udenrigsdækningen i Jyllands-Posten og Berlingske 'nyttig og lærerig'. Andre er knap så begejstrede ...
  • Løgnenes krige

    18. oktober 2008
    Berlingske Tidende og Jyllands-Posten støttede helhjertet, at USA gik ind i Vietnamkrigen i 1964. Senere viste det sig, at det skete på grundlag af en løgn. De to aviser støttede lige så helhjertet, at Danmark i 2003 gik i krig mod Irak sammen med USA. Også det skete på en løgn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lad os nu sige at du har ret - så er det uhørt at Socialdemokraterne stemmer nej - så jeg tror faktisk ikke du har ret. Det er en efterratianalisering at sosserne også ville have gjort det. en efterrationalisering som borgerlige vælgere er nød til at foretage for at kunne se sig selv i spejlet om morgene.

Ulrik Høstblomst

Sosserne har ingen nosser når det gælder at sige nej til USA

Det er håbløst længe siden de sagde pænt nej tak til de der 572 Pershing raketter efter et massivt folkeligt pres der ovenikøbet er fraværende i dag

Danmark har betalt sin æresgæld til USA fordi de fik os anerkendt som allieret efter krigen. USA har som tak fået lov at bruge Grønland som de ville i 60 år - så nu må vores gæld være betalt.

Ulrik Høstblomst

Enig

Men det betyder ikke at Helle T som eventue regeringleder ville have undladt at trække Danmark med ind i olieeventyret i Iraq eller i det helvede de nu er havnet i i Afghanistan snart også Pakistan

Der er ingen forskel på Fogh og Helle T

Bortset fra at Fogh er den ægte liberale vare og Helle er et plagiat

Men når det kommer til pro-amerikansk følgagtighed er Helle T's ikke mindre end skødehunden Anders Fogh's

"Bortset fra at Fogh er den ægte liberale vare og Helle er et plagiat"

Ha Ha Den var sgu go!

Ja - jeg var lige ved at sende ovenstående, men pludselig forekommer det mig at tiden er løbet fra at kalde Fogh's politik "et plagiat" af Socialdemokratiets udgave af en velfærdsstat. Det er som om Fogh har smidt masken og nu stikker de gule ulvetænder frem - en ægte uverhæftig liberal er han. Uha.

sorry der skulle have stået "Fogh er en ægte uvederhæftig liberal er han"

Jeg synes nu, at der er stor forskel. Hovedsageligt fordi det parlementariske grundlag ville være anderledes, hvis Helle var statsminister. Så ville jeg sidde og brække mig, som I gør nu.

Og det er jo der flertalsdiktaturet kommer ind. I mærker det nu. Jeg mærker det under S-regeringer.

Du får måske nok lidt flere penge til dig selv når regeringens skattepolitik slår igennem. Så kan du jo bruge dem på at bygge dig en havemur som du kan sidde og gemme dig bag og drikke din billige rødvin sammen dine miljøklonede venner og du kan tage din firehjultrækker ned til supermarkedet hvor uniformerede vagter passer på at du ikke møde den del af samfundet som lider under din grådighed. BØVS

Den påstand, at S ville have været tilhængere af dansk deltagelse i invasionen, hvis de havde haft regeringsansvaret, er en meningsløs påstand, der hverken kan bevises eller modbevises. Fakta er, at S stemte imod dansk deltagelse i invasionen - hverken mere eller mindre...

S er altid kun sikkerhedspolitisk ansvarlige, når de sidder i regering. Sådan har det altid været. Ansvar forpligter, mens oppositionen er fuld af gratis holdninger.

Bill H,

Ja, det ville være en lise, at slippe for at se på skumposer. Er der nogen, der har det på programmet?

Ulrik Høstblomst

Thomas

Tror du selv på det du skriver ??

At du kan udlede noget som helst af S oppositions adfærd hvis Helle T sad som statsminister ??

Jeg gør ikke ----- det har jeg set alt for mange socialdemokratiske krumspring til

Jeg giver Kim ret selv om jeg er bragende uenig med ham så er jeg også realist når det kommer til S med regeringsansvar

Der vil ikke være nogen forskel på Helle T og Fogh's udenrigspolitik

Tom W. Petersen

Det er under alle omstændigheder påfaldende - meget påfaldende - at socialdemokraterne og for den sags skyld SF'erne ikke bastant og højlydt og vedholdende kræver et opgør med regeringens og dens støttepartis begrundelser for Danmarks deltagelse i angrebskrigen mod Irak.

Iøvrigt synes jeg, at Kim Vibe og Bill H skulle overholde en anstændig tone. Det ville måske give deres synspunkter en smule mere vægt og i hvert fald øge respekten for dem.

Nå, så slemt var det vel heller ikke, nærmere morsomt. Med din sarthed overlever du ikke længe i dette forum.

Ulrik Høstblomst

Tom ??

De har da ikke været uanstændige her i den her tråd ??

Faktisk plejer så vel Kim som Bill at være gode med debattører begge to

Det synes jeg da også de har været her ?

Bo Klindt Poulsen

Vibe og Ulrik
Jeg må fly til et let modereret Kim Vibe-citat fra ovenfor, når det gælder jeres kandestøberi om hvad S ville have gjort ift. Irak-krigen, hvis de havde været regeringsbærende:

"Hvad angår Socialdemokraterne og Irak-krigen er det jo rene spekulationer."

Punktum!

Ulrik,

Nu har vi i fællsskab fornærmet en Sosser. Det næste bliver vel, at vi deler en kold fad.

Ulrik Høstblomst

Kim

Det skulle ikke undre mig ...

Du ved skråplaner - et uheldigt skridt - så klarer tyngdeloven resten *S*

Bo Klindt Poulsen

Vibe

Meget må du beskylde mig for, og meget er jeg frisk til at stå model til - men at beskylde mig for at være sosser, den er sgu for grov! ;-)

Jeg kan i al beskedenhed berolige dig med, at jeg aldrig har stemt på, aldrig vil stemme på og aldrig nogen sinde har overvejet at stemme på sosserne ;-)

Jeg undskylder gerne, men det er jo svært at fortsætte debatten efter et punktum.

Henning Ristinge

Kim Vibe/Louis Cypher
Der er ikke noget forgjort i at man ikke selv er gammel nok til at have oplevet perioden, men det ville være gavnligt at man så satte sig lidt ind i perioden via læsning.

Ensidigheden og den blåøjede følgagtighed lå (med få og ubetydelige undtagelser) ikke på venstresiden og i den progressive del af det politiske spektrum i denne periode. Den lå derimod næsten helt entydgt på højrefløjen, med partiet Venstre og Konservative som bannerførere, ja mere end det, der var stort set ingen anden højrefløj i Danmarlk.

Uhildet, antidogmatisme, pluralisme og et kritisk ønske om at vide hvad der virkelig skete derude, derovre og hjemme var det der dominerede de progressive dele af politikken fra størstedelen af venstrefløjen over til S og de Radikale. Der var ikke i perioden nogen anden venstreføj af betydning end SF, et par forkølede VSere og så nogle socialdemokrater af den type der falder ind under detnne kategori i perioden op til Vietnamkrigens afslutning. Der var en del unge på universiteterne og andre steder der flirtede med dogmatik, men politiske havde de nul indflydelse. Se det er virkeligheden.

USAs engagement i Vieltnam var en katastrofe fra enden til anden. Vietnameserne var ikkew engageret i nogen kold krig, de sloges ligesom den danske modstandsbevægelse under 2 verdenskrig, for deres frihed for kpolonialsime. At de fik våben nordfra skyldes at det var det enste sted de kunne få våbene, ikke andet. Det var først og fremmest USA der gjorde dette til koldkrig og havde de ikke gjort det ville modstandsbevægelsen mod deres og de tidlige franske kolonistyre givet have været mere politisk pluralistisk end det blev tilfældet.

Det først franskrig og i endnu højere grad USA lavde i Vietnam, svarede til hvis vi forestiller os at de allierede på et møde i London under 2 verdenskrig havde besluttet at de ikke ville anerkende og støtte den danske modstandsbevægelse fordi den var (som den var) domineret af kommunister og venstreorienteterede. Men at man istedet vill fortsætte krigen og bekømpe både modstandsbevægelsen i Danmark og den tyske besættelsesmagt med samme midler.

Det den højborgerlige presse i Danmark gjorde i perioden var at sluge kolkrigsretorik pillen lige så ukritisk som de mere ubetydelige dele af venstrefløjen altid gjorde når det var noget med Sovjet - ukritiske og uden at stille spørgsmål - og det er det artiklen her så udmærket illustrerer.

Du Louis, påstår andet steds, at du er Socialdemokrat, det overrasker. Det meste af det du lukker ud er en gang unuanceret sludder og en demonstration af din manglende viden og kendskab til perioden, du burde snakke lidt med S folk af Auken typen, de ville kunne rette en del op på de amnglende nuancer. Der var stort set ingen venstrefløj af bestydening til venstre for SF andet i en kort periode mellem 69 og 73 - og selv i den gruppe var de dogmatiske hylehoveder et mindretal, og dem der støttede Sovjet og Kina og den slags kunne i virkelighedens verden tælles i hundreder og de nåede ikke op i mere end et par tusind, hvad i en befolkning på over 4 milliuoner lig med ingen ting nør vi taler indflydelse. I ligger begge under for spin

Henning Ristinge

Louis
det er dig der ligger under for spin. Jeg var socialdemokrat i de senere 60erre jeg blev SF og har været det siden. Jeg kendte Søvndal i de tidlige år, hverken han eller jeg har på afgørende punkter ændret synspunkter, men vi har selvfølgelig fulgt mned tiden og de nye krav. Han har ikke ændret SF, tiden har og han kom lidt sent, vi var en del der gerne så en kursændring i 1989-92, ikke mindst hvad angår EU. Men hans politik er fundamentalt i overenstemmesle med de ønsker og den linie voresx daværende fmd Gert Petersen havde og har idag, tag mit råd og snak lidt med nogle af Auken generationen og du vil få et lidt mere nuanceret billede på den periode fra deres mund, end du her lægger for dagen. Min gamle formand Gert Petersen var fundamentalt langt mere positiv over for EU medlemskabet end han offentligt kunne give udtryk for i per 1978 til han gik af. I det hele taggat klan jeg ikke genkende den virkelighed du beskriver

Henning Ristinge

De fleste der bar Ch t-shirt gjorde det fordi de synes det var et sexet billede. De stemte i reglen til høre, og folk er i reglen ikke så ubegavde som du forestiller dig. Che er i øvrigt også en mere nuanceret hsitorie, han var en forbandet dårlig marxist, forresten

Henning Ristinge

Jeg synes at du langt hen hører til blandt de historieløse, eller til blandt dem der stereotypere virkeligheden til den blir uigenkendelig (jeg er i øvrigt selv historiker) . Marx og hans tanker var grundlaget for dannelsen af arbejderbevægelsen og det socialdemokratiske parti og dele af de tanker er stadig levende i partiet, det kan ses i dele af partiets program selv idag. dem du kalder 'marxisterne' var næppe mere i overensstemmelse med den mytologiserede Marx du omtaler end mange af os andre, var og er det. Du bør ved lejlighed studere socialdemokratiets historie, det kan så være at du melder dig ud, men du bliver i alle tilfælde nød til at lægge nogle af stereotyperne på hylden.

Et andet sted omfavner du Bent Jensen, på en måde så man skulle tro du var medlem af Dansk Folkeparti. Bent Jensen er en elendig historiker, ikke mindst deri at folk der mener at kende ham bedre end mig fortæller mig at han selv i sin tid havde stærke Stalinistiske hældninger, og betegner hans enøjethed som et forsinket selvopgør. Han er i alle tilfælde en forbandet dårlig historiker, som ikke er den opgave voksen som han har fået overdraget.

Hvad angå den påståede dogmatik i SF så er det hævet over enhver tvivl at Axel Larsen som stiftede SF ville have været aldeles enig med Søvndals kurs idag. Det var iøvrigt derfor at VS blev dannet i 67, altså at Axel ville netop en sådan tilnærmelse til S, men at det var der enkelte der ikke ville og partiet var ikke modent til den slags dengang.

Henning Ristinge

hvafor en pamflet? En pamflet er i min ordbog et par sammenfolde a4 sider med kortfattede politiske udsagn!

jens peter hansen

Et kort øjeblik troede jeg at det var Jyllands-Postens og Berlingske Tidenes holdning til Vietnamkrigen, der var i spil.

Ristinge,

Ja, det var en kolonikrig, da franskmændene var der, men efter delingen i syd og nord var dertale om rendyrket kommunistisk infiltration nordfra for at omstyrte regimet i syd og indføre kommunismen.

Den infiltration foregik også i Laos og Cambodia, og eftertiden har jo vist, at dominoteorien passede. De faldt alle for kommunismen, da USA tak sig ud.

Hvis kineserne og russerne ikke var kommet op at skændes i mellemtiden, var Thailand, Burma og Malaysia også røget med.

R.H. Ristinge skriver

"Der er ikke noget forgjort i at man ikke selv er gammel nok til at have oplevet perioden, men det ville være gavnligt at man så satte sig lidt ind i perioden via læsning....

og han forsætter:

Der var ikke i perioden nogen anden venstreføj af betydning end SF, et par forkølede VSere og så nogle socialdemokrater af den type der falder ind under detnne kategori i perioden op til Vietnamkrigens afslutning."

Jeg kan kun opfordre hr. Ristinge til at følge sit eget indledende råd.

Situationen var sådan:

Den socialistiske fløj i Danmark i 60'erne og 70'erne (DKP, SF og Socialdemokratiet som bestemt ikke led af forkælelse) samlede sig omkring fagbevægelsen, der havde påtaget sig den opgave, det var, gennem faglige kampe, at tvinge det kapitalistiske samfund til ændre sig til en 'kapitalisme med et menneskeligt ansigt', samt den opgave det var at danne og konsolidere velfærdsstaten.

Den politiske kulde der var mellem Socialdemokratiet på den ene side og DKP og SF på den anden side, skyldtes dels DKP's (og til dels SF's) naturlige begejstring over udviklingen i den kommunistiske verden og så det forhold at DKP'erne på samme måde som de havde haft det førende ord i modstandsbevægelsen også havde tilkæmpet sig en fører position når det gjaldt mobilisering og tilrettelæggelse af arbejdskampe. Tillidsmandskollegiet var en torn i øjet på Socialdemokraterne.

Men nu til sagen om Vietnamkrigen og Vietnambevægelserne som bestod af

De Danske Vietnamkomiteer og Vietnam 69

I VIETNAM 69's ledelse sad fremtrædende personer fra DKP, SF og Socialdemokratiet og ikke mindst fagbevægelsen, som gave store beløb til Vietnamindsamlingerne. Dog sagde LO's Thomas Nielsen fra på Lo-kongressen, da der blev stillet forslag om at LO støttede kampen mod Vietnamkrigen.

Anker Jørgensen var formand for Vietnam 69 og Jacob Holdt, berømt for sine Amerikanske Billeder, husker Anker Jørgensen på denne måde:

"Anker Jørgensen fik jeg dyb respekt for, da jeg en overgang sad i bestyrelsen for Vietnam 69 sammen med ham. Selv da han senere blev statsminister, fortsatte han konsekvent sin stærke kritik overfor USA pga folkedrabet på 3 millioner vietnamesere."

De Danske Vietnamkomiteer var drevet af en uhomogen bevægelse bestående af unge fra den yderste politiske venstrefløj og universitetetsstuderende. De havde ikke så mange midler som Vietnam 69, men de havde masser af aktivister som betød at de markerede sig i medierne og på gaderne til de store demonstrationer.

Den helt store forbrødring i dansk socialisme kom da universitetsstuderende kastede sig over arbejdsmiljøet og fik lavet eksv. Maler-rapporten som i dag betyder at lugten i farvehandel i dag er en helt anden ende den gang i 70'erne.

Disse landvindinger inden for velfærdsstat og dansk socialisme er nu under nedbrydning af en liberal højrefløj, der lever højt på at det den danske produktionsindustri er afviklet og erstattet med servicelignende virksomheder med en deraf følgende anden sammensætning på arbejdsmarkedet.

At SOLIDARITET som begreb er blevet ofret på samfundsomlægningens alter, er ikke en naturlov, men en borgerlig nyliberal tilsnigelse anført af Berlingeren, JP og resten af den topstyrede danske presse.

Hvem husker ikke frasalget af Berlingeren, da hr. Mærsk ikke kun styre et par journalister. 'Rettidig selvcencur' forventes af dansk presse.

Rettelse
(DKP, SF og Socialdemokratiet som bestemt ikke led af forkælelse)
der skulle have stået
(DKP, SF og Socialdemokratiet som bestemt ikke led af forkølelse)

Konklusionen på ovenstående indlæg fremgår måske ikke så tydeligt, men den er:

Den borgerlige presse var i den grad kritisk overfor modstanden mod Vietnam-krigen, fordi netop modstanden mod Vietnam-krigen forbrødrede hele den socialistiske venstrefløj med Socialdemokratiet i spidsen, i en samlet kamp, for op igennem 70’erne at konsolidere velfærdsstaten.

Berlingeren og Jyllandsposten førte klassekamp - og tabte.

Henning Ristinge

Det var ellers noget af en eventyrfortælling. Men Bill der var ingen vietnamkomiteer da Berlingen og JP skrev de artikler der er citeret ovenfor. At de skulle have tabt en klassekamp - til hvem var det? Mig bekendt har der ikke været revolution i Danmark, og jeg var ellers godt i live, der var lidt postyr med et lille mindretal som råbte højt på et noglæe uddannelsesinstitutioner, og samledes til 1 maj demonstrationer i iegnne et par år fra 69 til 73 lidt højere end sædvanligt.

Hvad Vietnam har med det at gøre, jo det var da en mobiliserende kraft der kunne bruges, da krigen var et indlysende tåbeligt foretagne. De første der opdagde det var tåbeligt var det amerikanske folk, vi andre fulgte bare efter.

Henning Ristinge

Det var et lille forvrøvlet og meget konspiratorisk eventyr du fortæller Bill - men det har ikke ret meget med virkeligheden at skaffe.

Henning Ristinge

Vibe, hvis du vidste lidt mmere om Sovjet og Kinas historie, ville du vide at de stort set aldrig var enige på noget tidspunkt. Mere end det, Stalin modarbejdede aktivt Mao under hele opbygningen til den kommunistiske magtovertagelse i Kina.

Men, Vibe, den virkelige pointe er at det er fuldkommen ligegyldigt om de allierede eller nazi-tyskerne under krigen godkendte den danske modstandsbevægelse som repræsentet for det danske folk eller ej. Det det komme an på er i sidste instans hvad folket selv tænkte og tænker.

Præsist det samme gør sig gældende i Vitnam dengang og idag. for vitnameserne vedblev denne krig at handle om selvstændighed. Det var på det punkt USA tabte, det lykkedes dem aldrig at overbevise det Vietnamesiske folk om at de var andet og mere end bare en ny kolonimagt.

Er Vietnam så blevet det farlige kommunistiske dyr, var dominoteorien rigtig - ned det var den ikke, og nej det er Vietnam ikke. Der er tale om et despoti med en relativ liberaliseret økonomi. Det er under ingen omstændigheder mere despotisk end f.eks. Singapore og I Kina af idag. Derimod bærer USA et meget stort ansvar for den ustabilitet i nabolandet Cambodia der rent faktisk førte til et af de værste og mest moderiske diktaturer vi har set.

Ristinge - Du skriver jo selv "op til Vietnamkrigens afslutning" og faktisk transformerede Antiatombevægelsen sig til en AntiVietnamkrigsbevægelse der først denere blev delt i to - Vietnam 69 og Vietnamkomiteerne.
Der var dansk modstand mod krigen fra starten.

At samfundets kvalitative forandringer kun kan ske gennem revolution er en marxistisk dogme som netop kommunisterne og socialdemokraterne har haft nogle herlige skænderier omkring.

"Hvad Vietnam har med det at gøre"

Der skete en forbrødring op igennem 70'erne, som blandt andet krigsmodstanden var en del af og der blev respekt langt ud til venstre i dansk politik for den socialdemokratisk samfundsforandring.

Ulrik Høstblomst

Ristinge

Det siger en del om kvaliteten af din argumentation at du nedgør Bill's kritik frem for at forholde dig til substansen

Nu er det tilfældigvis sådan at modstanden mod USA's Ventnamkrig er blevet en brand som tredje generation efter de mennesker der lagde kroppe til demonstrationerne i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne --- stadig bruger som fokus for kritisk stillingtagen til USA's aktuelle geopolitiske dispositioner pt i den arabisk dominerede del af verden Iraq Afghanistan og Pakistan m.fl

Brandet er altså ingenlunde outdated men selv om Vietnam ikke længere er i fokus så har modstanden mod USA's fremfærd i Vietnam sat sig varige spor i krigsmodstanden og de aktive unge individer -- hvis bedsteforældre gik i Påskemarchen eller var en del af modstanden dengang -- de refererer måske ikke direkte til Ho chi Minh eller Mi Lai massakren men der er ingen tvivl om at kritiken mod USA den dag i dag har sine rødder også fra den aktive politisk modstand mod Vietnamkrigen som fik så meget indflydelse på verden efter 68' ...

Derfor har Bill's kritik og det du nedgør som hans forvrøvlede konspirationsteori væsentlig mere at gøre med de nuværende konfliktlinier end dit forsøg på at klatre op på kakkelbordet og pisse ned på kritikken

Henning Ristinge

Bill, der var aldrig nogen forbrødring mellem DKP'ere og Sociademokrater, aldrig. desuden var DKP uden betydning andet end i nogle enkelte fagforbund. Hvad SF og S angår så kunne de jo som bekendt ikke blive enige om et regeringsgrundleg på noget tidspunkt. Der var et par forsøg, men de kuldkastedes i modstand i baglandet hos begge partier.

Din 'forbrødring' er en fantasi, en konspiratorisk fantasi, intet andet. Men det passe visse borgerlige miljøer at fabrikere sådanne fantasier idag. Virkeligheden er at dem af os der oplevede venstrefløjen i nævnte periode ved at der var mere indbyrdes og mindre forbrødring her end noget andet sted i samfundet. Di konservatives indre stridiigheder i 80erne er en ammestue-historie sammenlignent med det had der eksisterede mellem forskellige grupoperinge på venstrefløjen, og den mistillid der var mellem SF og S i visse perioder

I boregerlige vil gerne gøre os alle til Sovjet-elskere, virkeligheden er at sovjetelkserne kun fantes i DKP et politisk ubetydeligt parti som stort set ikke var representeret i folketinget mellem 1960 og 1980

Henning Ristinge

Ulrik
jeg synes ikke du har læst dette særlig godt. Men der er ikke - i mine øjne den mindste substans i de ligheder og sammenligninger - som du og vores borgelige ven Bill her finder imellem situationen i Vietnam - og så situationen i Irak og Afghanistan. Historien gentager sig ikke, end ikke som en farce.

Det betyder selvsagt ikke at der slet ikke er erfaringer der kan bruges.

Henning Ristinge

Ulrik
jeg synes ikke du har læst dette særlig godt. Men der er ikke - i mine øjne den mindste substans i de ligheder og sammenligninger - som du og vores borgelige ven Bill her finder imellem situationen i Vietnam - og så situationen i Irak og Afghanistan. Historien gentager sig ikke, end ikke som en farce.

Det betyder selvsagt ikke at der slet ikke er erfaringer der kan bruges.

Henning Ristinge

Det kan godt være Ulrik at jeg ikke helt evner helt at mobilisere tålmodigheden med folk der udspræder denne borgerlige myte om at vi alle på venstrefløjen var agenter for Sovjet (og enkelte for Kina), det beklager jeg. Men jeg fastholder at det er noget forvrøvlet sludder, skulle du mene noget andet er du velkommen

Du underkender fuldstændig den rolle fagbevægelsen har spillet i udviklingen af den nordiske samfundsmodel.

Fagbevægelsen var frem til 70'erne opdelt mellem DKP og Socialdemokratiet og det betød en del for socialdemokraternes gennemslagskraft. Visse af de store Københavnske arbejdspladser BW Carlsberg Berlingeren mmfl. var styret af kommunistiske tillidsmænd og det var svært for socialdemokraterne at opnå koncensus hen over midten i dansk politik hvis de ikke kunne styre fagbevægelsen

Når jeg nævner DKP SF og Socialdemokratiets forbrødring mener jeg en forbrødring mellem medlemmer og sympatisører af og ikke mellem partiledelserne.

DKP'ernes udgangspunkt er ganske godt udtrykt i nedenstående citat.

Lenin: Men d'herrer fra bourgeoisiet, der kalder sig socialdemokrater

Henning Ristinge

Ja, nu er det jo ikke en hel bog vi skriver på. Men forbrødring er stadig noget sludder. Man kendte da og omgikkes hinanden, men sodialdemokraterne ku sgu ikke styre dkp tillidsfolk.

Men hold dig nu til og underbyg det du fremlage, som mest af alt lignende en konspirationsteori der handlede om at alle fra S og venstreom deltog i et stort komplot i ovjets interesse, og at vi vandt klassekampen. Undklyld mig, men det er og bliver noget sludder fra ende til anden.

Bill er vist ikke borgerlig, men hans store drøm om en forbrødring af hele venstrefløjen i 68 har jeg nu også svært ved at få til at stemme.

Ristinge,

Der var ikke tale om, at Vietnam ville blive farligt. Hvis den kolde krig ikke var vundet, ville det dog være blevet endnu en russisk eller kinesisk flådebase.

Og lad dog være med at tale om folkelig modstandskamp. Vietnam består af en lang række folkeslag med vidt forskellig kultur og interesser. I Sydvietnam var langt størstedelen af befolkningen ikke kommunistisk., og efter Tet bestod Viet Cong kun af rekrutter fra nord.

I støttede et ækelt regime, der var allieret med Danmarks erklærede fjender, og da det endelig var overstået gik I i jeres groteske søgen efter nye psykopater, der havde behov for hjælp over til at støtte Pol Pot. Erkend dog fejlen og lad være med romantisere ungdommens dumhed.

Henning Ristinge

Vibe,
Ja så kan jeg slet ikke fatte hvor det er Bill vil hen.

Men det sceneario du udmaler hvor Vietnam var en vasal eller støttestat for enten Sovjet eller Kina var aldrig noget der tilnærmelsesvis lignede virkeligheden. Det her handlede for Vietnameserne om national selvstændighed, mange modstandsfolk i sydvietnam var overhovedet ikke kommunister men nationalister, og leninisme var i sidste ende noget sekundært.

Du behøver bare studere Vietnams historie, de spillede på to heste for at kunne spille dem ud mod hinanden og de gjorde det behændigt. Det der med at alle de såkaldt ’kommunistiske lande’ udgjorde ’en blok’ over for USA er noget de militærindustrielle kompleks i USA levede højt på. Virkeligheden er at Kina og Rusland havde flere alvorlige sammenstød, at Vietnam altid var som vi siger på engelsk fiercely independent minded (mangler et godt ord på dansk) og de røde kmer var knapt kommet til magten i Cambodia før der var sabelraslen mellem Vietnam og Cambodia. Ingen af de lande var modne til virkelige sociale ændringer i progressiv socialistisk demokratisk retning. De såkaldte ’kommunistiske styrer’ var sgu først og freemst desperate ulande og aldrig meget mere end en variation på de national diktaturstater der florerede også i Europa i en periode.

Det meste af den kolde krig var fub og fiduser uden ret meget bund i virkeligheden, men det tjente et formål som styringsmekanisme i indenrigspolitikken i USA og som incentive til et svimlende vanvittigt militærbudget og rustningskapløb som flere gange var ved at bringe en ende på os alle. Jeg anbefalede dig vist engang at se Robert McNamara’s The Fog of War - den mand er ufattelig godt begavet og har siden de skæbnesvangre dage opnået et betydelig klarhed og dyb forståelse af hvad der gik galt og hvori han selv tog fejl og omvendt ramte rigtigt. Han er værd at høre på.

Den sort-hvide koldkrigs verden var altid en gang tomt sludder og hovedparten af dem der var imod Vietnamkrigen var end ikke venstreorienterede. De sleste modstandere støttede ikke noget bestemt regime, vi var bare imod krigen som sådan. Den væsentligste årsag var at premisserne var forkerte og efdtertiden har demonstreret at vi havde ret

Henning Ristinge

Vietnamkrigen var den mest ubegavde måde USA kunne have taklet problemet på, og den absolut dyreste. Det var i en visforstand en forståelig fejltagelse set i lyset af KJoreakrigen, men det er en anden snak. USA kunne have opnået langt mere ved at støtte Vietnams nationale selstændighed og ladet landets borgere klare sine indbyrdes problemer selv. Så kunne man have opstillet nogle billige incentives og igennem dem have sikret større åbenhed. På mange måde skubbede USA med sin tåbelige koldkrigs udenrigspolitik ulandene i armene på Sovjet pog Kina. Det samme gælder ikke mindst i Sydamerike og på Cuba. Man havde en indgroet rascistisk opfattelse af hispanics som værende undermennesker der kun kunne styres med diktatur og man støttede derfor de mest korrupte regimer og gav næring til kompromisløse typer som Castro og Che - som i lyset af alktarnativet slet ikke var så slemme som I nu ynder at påstå, men det er en anden sag - de var i alle tilfælde børnb af USAs egen tåvbelige udenrigspolitik i forhold til Cuba of de sydlige naboer

Hans Jørgen Lassen

Helt enig,

jeg tog klar afstand fra Sovjet, sådan set allerede, da de nedkæmpede den lille opstand i DDR, vist nok i 53, og det sluttede for mit vedkommende totalt i 56 med Ungarn.

Dengang var jeg 7 år gammel, men vidste nok, hvad der var rigtigt og forkert.

Ristinge

Det der trikker mig, er at du skriver om modstanden mod Vietnamkrigen:

”..Der var ikke i perioden nogen anden venstreføj af betydning end SF, et par forkølede VSere og så nogle socialdemokrater af den type..”

og så stiller Vietnam 69 med en statsminister Anker Jørgensen og LO er ved at blive splittet på spørgsmålet om Vietnamstøtte. Så havde Danmark fået to Hovedforbund som i Frankrig, hvor De Gaulle måtte erklære undtagelsestilstand under en generalstrejke i de dage, på grund af de kommunistiske faglige tiltag.

Så ”en forkølet venstrefløj” som modstand mod Vietnamkrigen, det er nok lige at stramme den. Et ’understatement’ som vi sagde dengang.

Kim Vibe

”Bill er vist ikke borgerlig, men hans store drøm om en forbrødring af hele venstrefløjen i 68 har jeg nu også svært ved at få til at stemme.”

Du har dog forstået det jeg skriver – tak.

Faktisk mene jeg at i tiden omkring Vietnamkrigen, var der en særlig sammenhæng globalt, og lokalt. En større forståelse for verdens, og den enkeltes, problemer – ’solidaritet’ blev det kaldt. Og selv Anders Fogh savner denne følelse, så han har opfundet begrebet ’sammenhængskraft’. Men det klinger ikke rigtig, det savner substans fordi ’solidaritet’ kræver at man ofre noget for de der har behov.

Det er nu også oplevelse, at socialismen stod meget stærkere i Danmark dengang.

Selvom det måske som Ristinge skriver ikke procentuelt var så mange, der var helt ude på det munkemarxistiske overdrev, så var der en generel venstredrejning i samfundet, så både S og SF var betydeligt "rødere" i især 70'erne.

En mand som Anker ville ikke have haft en chance i dansk politik idag.

Ristinge,

Det er rigtigt, at jeres ven Ho, var god til at spille sine kort, men kommunist var han sgu. Så kan du tale om frihed, alt det du vil. De har den stadig ikke den dag idag. Det ville de have haft med en amerikansk sejr.

Nordvietnam var en klassisk kommunistisk kasernestat, og er det til dels stadig. Jeg kan slette ikke fatte at du kan påstå noget andet.

Pol Pot myrdede måske heller ikke en stor del af den cambodianske befolkning for at indføre den "rene" kommunisme? Eller var det også en del af de undertrykte kolonislavers frihedskamp?

Det holder ikke en meter.

De var begge skolede kommunister, der til det sidste ønskede at indføre det socialistiske paradis på jord, koste hvad det ville. Hvis de bare ville have haft frihed, kunne de til enhver have meldt sig under USA's banner.

Kim er frihed, friheden til at dø af sult, eller slide sig ihjel som kuli?

USA kan ikke engang løfte sine egne fattige op på et menneskeligt niveau, hvordan tror så de kunne have hjulpet den fattige vietnameser.

I USA's egen baghave, Latinamerika, har landene et bruttonationalprodukt pr. indbygger som matcher Østeuropa, men en gini-procent der er næsten det dobbelt af Østeuropa.

Eller sagt på en anden måde. Der er en luksustilværelse at høre til den fattigste fjerdedel i Østeuropa i forhold til Latinamerika - eller for den sags skyld USA.

Det er kommunisternes kamp.

Bill,

Frihed til at vælge selv i relativt demokratiske rammer. Fattigdom er et nationalt problem, og jeg ville umiddelbart tro, at Vietnam ligesom Cuba og de tidligere østlande ville være langt rigere idag, hvis de ikke havde brugt deres tid på kommunismens åndelige tusmørke.

Latinamerika har en masse strukturelle problemer, som det stadig vil tage årtier at løse, men de er godt på vej til at løfte masserne ud af fattigdommen.

USA's fattige? Hvem er det?

I USA er levestandarden så høj, at folk med et danskl middelklasseliv ville ryge under fattigdomsgrænsen. Der er reelt meget få fattige i USA.

Kim hvilke briller bruger du ? Du bør ihvertfald ikke bruge dem når du køre bil.

http://www.information.dk/163831

Sider