Læsetid: 3 min.

'Jeg beundrer dem, der kan lave sådan nogle forfærdelige skulpturer og få penge for det'

Jane Milbo er indehaver af en modebutik for 'store piger' i Ølstykke. Hun er inkarneret Abba-fan, men også vild med Vivaldi. Hun vil hellere læse bøger end se fjernsyn, og så elsker hun at gå på museum, selv om det nogle gange undrer hende, hvad kunstnere kan lokke folk til at betale penge for
Jane Milbo sagde sit bankjob op og åbnede sin egen tøjbutik for fire år siden. Hun og familien er ivrige kulturforbrugere - de går til koncerter, på museer og i biffen.

Jane Milbo sagde sit bankjob op og åbnede sin egen tøjbutik for fire år siden. Hun og familien er ivrige kulturforbrugere - de går til koncerter, på museer og i biffen.

Julie Hjerl Hansen

26. august 2008

Når man bevæger sig op ad hovedgaden i Ølstykke, forbi Dyreklinikken og Kiosk Gevinsten, kommer man til Jane Milbos butik, Wide Fashion, som sælger modetøj til 'store piger'. I vinduet hænger to turkise stropkjoler i kunststof, og indenfor kan man købe alt fra blonde bh'er til dametasker og todelte festkjoler.

Butikken har været Jane Milbos i fire år. Det er egentlig ikke, fordi hun interesserer sig så meget for mode, men hun var træt af det job, hun havde i bankverdenen, hvor hun som sælger følte, at hun skulle presse folk til at købe en masse produkter, de slet ikke havde brug for. Så er det rarere at have sin egen butik, hvor man selv bestemmer, mener hun.

Jane Milbo er 45 år og mor til tre drenge. Hun og familien bruger ligesom de fleste danskere kultur i stor stil. De går tit til koncerter, ser mange film både i biografen og på dvd, og så holder de meget af at gå på museer.

På Louvre

"Vi har jo Willumsens museum i Frederikssund, så der går vi tit op, men jeg må ærligt indrømme: Selve kunsten siger mig ikke noget; intet," siger hun og griner.

"Men jeg beundrer dem, der kan lave sådan nogle forfærdelige skulpturer og få penge for det."

"Jeg har stået og stirret på tre streger på et maleri, hvor jeg tænkte: 'Hvad pokker er meningen'. Men jeg gør det jo alligevel. Jeg går troligt ind og glor på det, for jeg synes, det er så fascinerende, at de kan få udstillet sådan noget skrammel. Det fascinerer mig, at nogen kan få noget ud af det, som jeg ikke fatter en brik af," siger hun.

Da hun og manden sidst var i Paris, var de på Louvre. Afdelingen for moderne kunst sagde hende absolut ikke noget, men de gamle malerier fascinerede hende.

"Da vi nåede ned til den afdeling, hvor der er malerier med dyr og krig, som forestiller noget, blev jeg imponeret," siger hun.

Vild med krimi

Jane Milbo har altid elsket at læse og er netop blevet færdig med to romaner af Ib Michael. Men ellers er hun mest til krimier, især de nye svenske krimiforfattere, der er kommet frem de senere år.

"Hende den nye svenske, Camilla Läckberg, hendes tre bøger har jeg lige høvlet igennem. Hold da op, de var gode. Hun fangede mig," siger hun.

Selv om fjernsynet næsten altid kører i baggrunden derhjemme, vil hun ofte hellere hive en bog ned fra hylden end sidde og kigge på "flimmerkassen" fredag aften.

"Det er sjældent, de viser en film, vi ikke har set i forvejen, og jeg gider ikke se genudsendelser. Nu råber de og skriger med det der Vild med dans igen. Men det fanger mig altså ikke, og det gælder også for de der talentshow, og hvad de ellers kører med," siger Jane Milbo.

Intet slår Abba

Familien går i biografen cirka en gang hver anden måned, men de tre drenge vil tit helst se actionfilm eller gysere, så hun lejer selv de "tøsefilm" på dvd, hun ikke kan lokke drengene med ind og se.

Familien tager også tit til koncerter. I juni var de til Celine Dion-koncert, og i weekenden var de på Ledreborg Slot for at høre Skatteøen med Sebastian. Men ifølge Jane Milbo er der er nu ikke noget, der slår Abba.

"Jeg er den gamle Abbafan, og det har jeg været helt tilbage fra skoletiden. Sådan er det. Altid Abba," siger hun.

Når hun står i butikken, hører hun mest pop i radioen, men hun kan også godt lide at høre klassisk musik, når hun er derhjemme.

"Når jeg gør rent, fyrer jeg tit op for De Fire Årstider. Jeg kan lide alt muligt forskelligt musik," siger hun.

Det eneste, hun ikke kan fordrage, er opera.

"Ballet kunne jeg godt finde på at gå ind og se, men en opera, det kunne jeg ikke. Selv hvis jeg fik billetten, ville jeg ikke bruge tid på det. Jeg kan ikke holde ud at høre på det. I mine ører er det ikke sang - det er ikke andet end råb og skrig," siger hun og fortsætter:

"Den store var inde og se opera med sin gymnasieklasse. Han var fuldstændigt ødelagt. Han forstod ikke en brik. Han sagde, at han aldrig havde været med til noget lignende, og det må jeg indrømme: Opera, det kan jeg heller ikke," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo meget symptomatisk for kunstforståelsen i Danmark, at man har undladt t oplyse folk om, at det kræver forudsætninger at komme ind på livet af værkerne.
Sådan er det jo med alt i denne verden: indsigt giver bedre forståelse - og illusionen om at kunne forstå fortidens malerier bedre bygger jo i høj grad på, at der er tale om et overstået stadium i kunstens udvikling, som allerede er indarbejdet i kulturforståelsen. Men også de store klassiske kunstnere var avant-garde engang.

På trods af at jeg holder af kunst både den gamle og den nye, forstår jeg Janes skepsis overfor dele af den nutidige kunst. Jeg føler også tit, som hende at ’hvad fanden er meningen?’. Man mangler simpelthen en manual, en forståelsesnøgle, måske fordi der ingen er?
Så af og til oplever man sig som medvirkende i en moderne udgave af ’kejserens nye klæder’, hvor ingen tør sige ’Det er jo ikke noget’ af skræk for af blive hængt ud, som en der ikke har forstand på kunst
Nutidig kunst er blevet eksklusiv og elitær uden folkelig gennemslagskraft. Det er nærmest ekskluderende hvis et kunstværk bliver for populært. Hvorfor? Er det myten om at al god kunst er provokerende, der er blevet vendt på hovedet, så det nu hedder: hvis det er provokerende og uforståeligt er det god kunst’?
Kvalitet handler vel ikke om større eller mindre popularitet. Historisk set ved vi godt at der altid er blevet produceret mere ’lort’ end kvalitet i kunsten – vi glemmer det bare af og til – det gælder selvfølgelig også i dag – men i dag er der meget få der tør stå frem og sige at ’det og det er lort’ fordi ingen tør eller kan sige hvad kvalitets i kunst er.
Vi er alle blevet vores egne smagsdommere med de begrænsninger det medfører

Jørgen Mathiasen

Beklager at måtte sige det: Bortset fra at Jane Milbo er kommet i avisen, er der absolut intet nyt i denne artikel, hverken kulturpolitisk eller kunstsociologisk set. Det er heller ikke nødvendigt at læse den seneste undersøgelse fra SFI for at få disse indsigter. De har været kendt i de sidste 30-40 år. Mener avisen alligevel, at dens læsere ubetinget skal have denne meddelelse?
Hvis I vil bringe noget nyt, så få fat i en interviewperson med priviligerede sociale forhold, der er parat til at udleve tesen: Den pågældendes kunstforbrug har som første og primære formål en social profilering og distancering. Spørg derefter om den pågældendes kunstforbrug, og endelig om hvad kunsten ellers indeholder for den pågældende. Måske har avisens
egne kunstanmeldere et par forslag.