Læsetid: 2 min.

Brasiliansk stil

Brasiliens internationale ry er voksende i den stadigt ekspanderende modeverden
Daniella Helayels mærke, Isabel Issa, er blevet en brasiliansk eksportsucces.

Daniella Helayels mærke, Isabel Issa, er blevet en brasiliansk eksportsucces.

26. august 2008

De gav os samba, fodbold på højeste artistiske niveau og bikinivoks. Nu viser brasilianerne verden, at sydamerikansk stil rummer mere end Havaianas-klipklappere og minimalistiske svømmedragter.

Magasinet Vogues markedsredaktør, Emma Elwick, vurderer således, at brasilianske designere står i spidsen for et nyt look, som i stigende grad vinder indpas i Europa og USA.

"Modeverdenen vokser sig større, og lige nu interesserer alle sig for Brasilien, Rusland og Indien. De nye markeder er meget åbne over for innovative påfund, hvilket gør dem meget fascinerende," udtaler hun.

Ifølge finansanalysebureauet AT Kearneys globale indeks (juni-tal) har det brasilianske tøjmarked en værdi, der svarer til hele 177 milliarder kr. Med en befolkning, hvoraf 60 procent er under 29 år, er Brasiliens shoppere unge og aktive - kvaliteter, der da også afspejles i de designs, der kommer fra studierne i São Paulo og Rio de Janeiro

Også i Europa tiltrækkes modekunder i stigende grad af Brasiliens designere, efterhånden som de markante navne som Daniella Helayel bevæger sig ud over det traditionelle flamboyantelatinamerikanske look.

"Jeg er nok brasilianer, men jeg ser ikke mig selv som brasiliansk designer," siger Helayel, som grundlagde mærket Isabel Issa i 2001.

"Jeg forsøger at studere forskellige kulturer og imødekomme forskellige slags smag. Vinterkollektioner kan jeg dog ikke se for mig - det er altid sommer, der står i fokus for mig, og mine kreationer er da også holdt i kraftige farver. Brasilien har altid hyldet det farverige."

Hollywood-stjerner som Keira Knightley, Scarlett Johansson og Eva Mendez er alle fans af Issas frapperende kreationer, ja, det brasilianske designergeni er efterhånden blevet så etableret, at også den britiske prins Williams kæreste, Kate Middleton, har taget Issa-mærket til sig.

Bæredygtigt

Med til at drive nationens modebranche frem er også det stigende antal mærker, som har erobret en førerposition inden for bølgen for etisk og bæredygtigt tøj.

Det brasilianske mærke Melissa har gjort økologiske sko verdensberømte og sælger over 25 millioner eksemplarer om året verden over, og Melissa er senest indgået i et frugtbart samarbejde med den britiske designer Vivienne Westwood og arkitekten Zaha Hadid, hvis resultater vil blive præsenteret under Londons modeuge i næste uge.

En anden brasiliansk modeskaber, der er kommet i vælten, er Marcia Ganem. Sangstjernerne Alicia Keys og Janet Jackson er begge yndere af Ganems særprægede designs, som er fremstillet af polyamid-fibre fra brugte bildæk. Ganems kjoler sys af lokale kvinder fra slumkvartererne i designernes hjemby.

Også designeren Martha Medeiros' opsigtsvækkende kniplingekreationer er i høj kurs og bæres bl.a. hvert år af dronningen af Rio de Janeiros karneval. Også disse bliver produceret under etisk forsvarlige forhold af lokale kvinder, der herved kan tjene en anstændig løn.

Efterhånden som Brasiliens modeprofil vokser, bliver São Paulos modeuge stadig mere sprudlende. Med 49 shows og et utal af supermodeller var begivenheden i juni Latinamerikas største mode-event og tiltrak opkøbere fra hele verden. Medvirkende til succesen er ifølge Elwick også, at brasilianske supermodeller som Gisele Bündchen skaber "en atmosfære af showbiz", der drager et internationalt publikum.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu