Læsetid: 3 min.

'Brians smil kan blive slukøret grimasse'

Gyldendals direktør, Johs. Riis, benyttede forlagets efterårsreception til at stikke ørefigner til en kulturminister, der privatiserer kulturlivet
Kultur
29. august 2008

Oh skræk, hvis en meteor slår ned denne augusteftermiddag i gårdhaven til den københavnske Klareboderne 3. Da mister nemlig Danmark sit trekvarte åndsliv. For det er på denne adresse, forlaget Gyldendal afholder sin efterårsreception.

Kendte ansigter stråler over hver en kraveknap. Suzanne Brøgger er iført thailandsk tronfølgerkostume. Fhv. finansminister Knud Heinesen fremtræder lige så gravalvorlig, som han gjorde i sine tunge ministerår, ihvorvel han er til stede som forfatter til nogle særdeles lattermilde erindringer. Weekendavisens Arne Hardis blomstrer på gårdspladsens stenbro, fordi han har botaniseret i stalinismens rabarberbed til en snarligt udkommendebiografi om Hans Scherfig. Hardis' redaktionskollega Bo Green Jensen foretager sig noget så oprørsk mod tidsånden som at tænde sig en smøg.

Foreløbigt truer ingen kraft fra oven, og forsamlingen kan samle sig om jorde-livets glæder. Hvidvinen er fra Hunawihr i Alsace, og den er sprød og syrlig. Det er talen også, og den er af forlagsdirektør Johs. Riis. Vinen er lunken, og det er Riis også. Riis er lunken ved den borgerlige regerings kulturpolitik.

Den glade Brian

"Kære bogfolk," siger Riis og kigger veloplagt ud over de sammenstimlede: "Aldrig har Brian Mikkelsen set gladere og mere veltilfreds ud end netop nu; aldrig har hans smil været bredere end netop nu; aldrig har han gnedet sig i hænderne som netop nu."

Hvorfor har den konservative kulturminister grund til at godte sig?

Ifølge Riis fordi: "Der er gang i den i det danske kunst- og kulturliv. Og aldrig er staten kommet så forholdsvis nemt og billigt til det hele som i disse år."

"Det er ikke længere kun de private fonde, der træder til, når kunstverdenen skal have realiseret noget ekstraordinært. Også erhvervslivet bidrager i stadig større stil, og det har nu overalt i kultur-livet fået et omfang, man ikke ville have drømt om for bare 20-30 år siden."

'Men' - og regndryp

"Sponsoreringen er kommet for at blive, og den har ført meget godt med sig," siger Riis. Hvorpå han tilføjer det af forsamlingen længe ventede "men ...", og regnen særdeles passende begynder at dryppe ud af himlen over Klareboderne.

Men'et er: "En tiltagende privatisering af det danske kunstliv."

For staten tager "i stigende grad fondene for givet og søger også at overlade det til dem og andre private interesser ikke alene at give mulighed for det ekstraordinære, men at sikre drift og udvikling og helt nødvendig vedligeholdelse," advarer Johs. Riis.

Når Riis så effektfuldt kan stikke ørefigner til den konservative minister, skyldes det, at Riis ikke er kendt som socialistisk ballademager, men har ry som eftertænksom borgerlig.

Det kan gøre av, når Riis slår på, at privatiseringen kan ende med "en svækkelse af det danske kulturliv".

De private midler er tilflydt under en højkonjunktur, og hvad når den stilner af? Riis svarer:

"Hvis lavkonjunkturen melder sin ankomst, vil kulturlivet kunne blive efterladt i en lidet ønskværdig forfatning, en situation med tomme sale og tomme scener, en situation, hvor der på budgetterne ikke er penge til drift og udvikling; kun plads til det allermest skrabede."

Riis frygter også, at kulturministerens brug af kulturmidlerne til reklame for sin egen politik vil føre til tilsvarende krav om 'synlighed' fra private sponsorer.

Ender det med, at kulturen bliver afhængig af private midler, "kan Brian Mikkelsens brede smil hurtigt blive hængende i luften; før vi får set os om, kan det være afsløret af en slukøret grimasse."

Afslutter forlagsdirektør Riis til varm applaus fra det trekvarte åndsliv. Regnen er stilnet af. Alle iler mod de rigt forsynede borde i gården.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her